Adolf Hitler & den Zio-imperialistiske mafia

Oversættelse

INTRO
Paul Cudenec har skrevet en ny boganmeldelse, denne gange af det nye eksplosive værk af Dr Jim Macgregor & Dr John O’Dowd, Two World Wars and Hitler: Who Was Responsible? Anglo-American Money, Foreign Agents and Geopolitics (Walterville, Oregon: Tine Day, 2025). Cudenecs anmeldelse: Adolf Hitler and the zio-imperialist mafia (oversættelse til dansk følger længere nede).


Dette er ikke blot en ny letvægter sensationalistisk historie om Hitler og Anden Verdenskrig, men først og fremmest en del af en grundig eksponering af Rothschild imperiets aktiviteter.

‘Det er vigtigt at sige højt og tydeligt, at et enkelt verdensomspændende kriminelt netværk, kriminokratiet, bag kulisserne kører alt fra WEF til WHO, FN til EU, BlackRock til Verdensbanken’
- Paul Cudenec, Converging Against the Criminocrats

James Delingpole har interviewet Paul Cudenec om Rothschild imperiet: VIDEO

Lidt gentagelser: Vi taler om et imperium, en global mafia med Rothschild i spidsen. Vi taler ultimativt om noget, som både kan defineres som finansiel supercentralisering af pengemagt uden historisk præcedens, secret societies, zionistisk ideologi (som ultimativt også blot er et redskab for at etablere en ny verdensorden), højkriminel multifacetteret titanisk magt samt teknokratisk transhumanisme. En magt som verden aldrig har set før, og som er hævet over alle love.

Både Trump og Biden arbejder for det samme private efterretningsnetværk, skabt af Rothchild imperiet, som har infiltreret USA og andre lande i årtier. Det er heller ikke 'USA' som er skurken per se, for USA har været kuppet i årtier af denne mafia - eller kriminokrati, som Cudenec kalder det. USA fungerer blot som en kuppet vært og rambuk for dette private altomfattende efterretningsnetværk, som ikke mindst også er et kriminelt magtelitært syndikat af banker. Trump er i øvrigt heller ikke 'præsident', men en frontfigur - som Musk også er det.

Se f.eks. Paul Cudenecs analyse her, hvor du får en hurtig AI opsummering af 5 af Paul Cudenecs mange analyser, og hvorfor Cudenec vægter Rothschild som det største forbryderiske imperium nogensinde:

Først den ekstremt korte ‘ADHD’-AI-opsummering af Paul Cudenecs nye anmeldelse, Adolf Hitler and the zio-imperialist mafia.

Overblik: Jim Macgregor og John O’Dowd præsenterer i deres bog Two World Wars and Hitler en dybt systemkritisk og dokumenteret påstand om, at Adolf Hitler ikke var et autonomt fænomen, men derimod en styret nyttig idiot for en anglo-amerikansk-zionistisk magtkabale. Denne analyse sætter Hitler, de to verdenskrige og opbygningen af Israel ind i en langstrakt, transnational strategi styret af „ZIM” (Zionist-Imperialist Mafia) med rødder i City of London og Wall Street.

---

Vigtigste pointer i bulletform:

• Hitler som redskab: Hitler blev identificeret, groomet og finansieret af anglo-amerikanske bank- og efterretningsinteresser, herunder Wall Street og City of London. Han vidste ikke, at han blev brugt som nyttigt redskab.

• To verdenskrige = en plan: De to verdenskrige ses som et 30-årigt kontinuerligt projekt (1914–1945), orkestreret af de samme aktører for at omforme geopolitikken og udrydde Europas gamle kulturelle modstandskraft.

• Centrale finansielle aktører: Rothschild-dynastiet, via agenter som JP Morgan, Kuhn, Loeb & Co, Warburg-familien og August Belmont, kontrollerede i praksis det amerikanske finanssystem skjult bag "gentile" fronter.

• ZIM's taktik: Brugen af agenter (fx Ernst Hanfstaengl, William de Ropp) og infiltration i tyske kredse var afgørende for at bringe Hitler til magten og manipulere ham mod krig med Sovjetunionen.

• Hitlers illusion: Hitler blev systematisk ført bag lyset omkring Storbritanniens og USA's reelle intentioner, hvilket fik ham til at starte en østfront i forventning om vestlig neutralitet.

• Bankernes dobbeltspil: Hjalmar Schacht og Bank for International Settlements (BIS) spillede nøgleroller i at finansiere naziregimet, samtidig med at de var dybt integreret i Wall Street og City-netværket.

• Industrikapitalens rolle: Store amerikanske virksomheder som General Electric, Standard Oil, Ford og IG Farben bidrog direkte til nazismens krigsmaskine med kapital og teknologi.

• ZIM's århundredeprojekt: Formålet var ikke blot profit og krig, men at nedbryde national identitet, skabe chokbølger til "reset" og fremme opbygningen af staten Israel.

• Skyldprojektion: Tysklands kollektive skyld blev bevidst konstrueret og udnyttet efter krigen, mens de egentlige magthavere undslap ansvar og skrev historien.

• Propagandaens rolle: Kontrol over medier og historiefortælling har sikret, at det virkelige magtnetværk bag krigene og totalitarismen forbliver skjult for offentligheden.

• ZIM's fortsatte dominans: De samme mekanismer anvendes i dag til at styre globale narrativer (klima, pandemier, "demokrati") med ZIM-strukturens geostrategiske interesser i centrum.

---

Konklusion: Hitler var ikke blot en diktator, men en funktionel komponent i en dybtliggende global plan for kontrol, krigsprofit og geopolitisk omstrukturering. Den reelle arkitekt bag krigene var en finansiel og efterretningsstyret kabale, centreret i London og New York. For at forstå den moderne verdensstruktur og krigens sande karakter må vi konfrontere denne skjulte historie og dens eftervirkninger.’
- AI opsummering slut

Jim Macgregor og John O’Dowd - som både Mees Baaijeen og Paul Cudenec baserer en del af deres research på - konkluderer, at Hitler ultimativt var en nyttig idiot for Rothschild imperiet og dets alliancer. Paul Cudenec viser, at Rothschild imperiet har omkalfatret verden i en så ekstrem ulidelig grad, at det næsten er psykisk ubærligt at erkende, hvis man forstår radikaliteten af den usigelige grusomhed og manipulation, som verden er blevet udsat for under og siden 1. og 2. Verdenskrig…

Jim Macgregors bøger er ekstremt fortiede ifl. professionelle bogforlæggere, angiveligt fordi indholdets påstande om 1. Verdenskrig f.eks. er særdeles godt dokumenterede og ikke kan gendrives af etablissementet.

Cudenec skriver om 1. Verdenskrig: ‘I deres retsmedicinsk-metodisk undersøgte og omhyggeligt refererede bog fra 2013 Hidden History: The Secret Origins of the First World War og deres 2018-opfølgning Prolonging the Agony: How the Anglo-American Establishment Deliberately Extended WWI by Three-and-a-Half Years , viser Gerry Docherty og Jim Macgregor, at det forfærdelige slagteri var bevidst planlagt og orkestreret af hensyn til en meget specifik dagsorden.

De afslører, med deres egne ord, at "langt fra søvngængeri ind i en global tragedie, blev den intetanende verden overfaldet af en hemmelig kabale af krigsmagere i London".

Dette netværk, som vi i dag kan kalde det militær-finansielle-industrielle kompleks, konspirerede ikke kun for at starte krigen, men konspirerede derefter for at holde den i gang for at opfylde sine egne modbydelige mål.

Jeg vil kraftigt anbefale folk at læse disse værker, sammen med forfatternes blog på firstworldwarhiddenhistory.wordpress.com , for at få fuld indsigt i, hvad de har opdaget.

Alternativt kunne du se denne fremragende dokumentar fra James Corbett, som opsummerer deres resultater.

Lidt om Jim Macgregors research om 1. Verdenskrig: ‘Prolonging The Agony præsenterer læseren for en enorm mængde beviser, som afslører, hvordan enormt rige og magtfulde mænd i Storbritannien og USA bevidst forlængede 1. verdenskrig, mens de høstede endnu større formuer fra den. Den gengiver de store løgne og den ondsindede propaganda, som blev skabt i Storbritannien og Amerika for at retfærdiggøre krig mod Tyskland, og grunden til at den blev forlænget ud over foråret 1915 for at knuse Tyskland. Den hemmelige elite, kabalen, der arbejdede uendeligt på at bringe krig til Europa med henblik på at skabe en ny verdensorden, var ansvarlig. For at dække deres spor sikrede eliterne og deres agenter, at der blev skabt en falsk historie for at retfærdiggøre alt, hvad der skete. Prolonging The Agony dekonstruerer den falske historie side for side.

Den undersøger i detaljer, hvordan den britiske regering lånte i et hidtil uset omfang fra Wall Street-bankfolk for at finansiere dødens ammunition. Forbindelserne mellem førende aktører – såsom Rothschild-bankfamilien og deres JP Morgan-bankforbindelser på Wall Street – blev formaliseret til et punkt, hvor den britiske økonomi bogstaveligt talt blev overdraget til denne pengemagtens kabale. Vi demonstrerer omfanget af de anti-tyske løgne og propaganda, der udgår fra Oxford University, den hemmelige elites akademiske hjemsted i Storbritannien, og hvordan det førte til, at millioner af unge britiske mænd meldte sig for at kæmpe under totalt falske forudsætninger. At vinde den amerikanske offentligheds hjerter og sind, så de sluttede sig til finansfolkene, viste sig at være en vanskeligere opgave, men det faktum, at USA ville gå ind i krigen, var garanteret fra starten af deres stråmand i Det Hvide Hus, Præsident Woodrow Wilson og hans plejer, Edward Mandel House.’ - delvis oversættelse, se resten på engelsk

Se oversættelsen af Paul Cudenecs analyse af Macgregors bøger om 1. Verdenskrig, og hvem der stod bag den, her:

James Corbett baserer også sin hidtil største dokumentarfilm på Macgregors værk om 1. Verdenskrig: The WWI Conspiracy (2018): https://corbettreport.com/wwi/ (Corbett pakker dog tingene lidt ind i vat - så hvis man skal have de rå og mere radikale sandheder, bør man følge researchere som Paul Cudenec og Mees Baaijen f.eks.)

Hverken mainstream, pro-hitlerister, anti-hitlerister, anti-kommunister, pro-kommunister, m.fl. vil kunne lide konklusionen af den nye bogs research om 2. Verdenskrig, formidlet af Cudenec forneden. NB! Cudenec er ikke kommunist eller nazist, blot for at explicitere hans ståsted (Cudenec er anarkist). For anden kontrast til etablissementets narrativer, kan man se en ligeså kontroversiel (men pro-hitlerisk) research og dokumentar om Hitler og 2. Verdenskrig her.

INFO MEDDELELSE: Med snart 436 publicerede artikler siden oktober 2022, og +16.000 skrevne sider (A4) på paradigmet.blogspot samt ildspor.wordpress siden 2013, ekstrem censur og sabotage, opfordrer jeg dig til at støtte denne substack ved at donere eller blive abonnent. Jeg har mange gange skrevet, at halvdelen af artiklerne vil ryge bag en betalingsmur, men qua mit manglende business-gen, kan jeg ikke tage mig sammen, fordi jeg føler informationen skal deles gratis. Der er højest 5 artikler som er bag en betalingsmur (men som alligevel kan læses til dels eller gratis på ildspor.wordpress) ud af +436 gratis artikler. Med chaosnavigator.substack får du mange informationer, logiske analyser, alsidige krøllede aspekter og dannelse i ting, som du IKKE kan finde på dansk hos andre danske ‘konspirationsteoretikere’, hvilket gør chaosnavigator produktionen til en excessivt sjælden enlig svale i Danmark. FØLG OP på denne site, for at se om du er gået glip af nogle artikler, idet nogle abonnenter ikke får emails af substack (dysfunktionalitet eller censur?)


Følgende er selve oversættelsen af Paul Cudenecs artikel: Adolf Hitler and the zio-imperialist mafia:

Hvis jeg skulle nævne én afsløring, der ville ryste den konventionelle forståelse af nyere historie i sin grundvold, så ville det være, at Adolf Hitler var et redskab for den samme kriminokratiske kabale, der i dag styrer Storbritannien, USA, Israel og stort set resten af verden.’

Og her er den nu, på 80-årsdagen for afslutningen af Anden Verdenskrig, fremlagt i overdådigt uomtvistelige detaljer af Jim Macgregor og John O’Dowd i deres bog Two World Wars and Hitler. [1]

Sådanne idéer er selvfølgelig ikke helt nye, og de to skotske forfattere anerkender da også fortjenesten hos professorerne Antony Sutton (Wall Street and the Rise of Hitler) og Guido Preparata (Conjuring Hitler: How Britain and America Made the Third Reich).

Men styrken ved deres nyligt udgivne værk, og årsagen til at det strækker sig over 700 sider, ligger i deres omhyggelige opbygning af den historiske kontekst, der gør det muligt for os at se præcis, hvem der stod bag Hitler-manøvren, og hvordan det blev udført som led i en langsigtet plan.

De forklarer, at Hitler kom i søgelyset hos de sejrende "allierede" lige efter afslutningen af Første Verdenskrig på grund af "hans kraftfulde stemme, der let kunne ophidse store folkemængder til febrilske højdepunkter". [2]

De tilføjer: “Anglo-amerikanske bank- og politiske eliter, der var ansvarlige for krigen, valgte Hitler til en central rolle i efterkrigstidens Tyskland.

“Til det formål placerede de to af deres højtstående efterretningsagenter (en engelsk, en tysk-amerikansk) direkte ved Hitlers side i begyndelsen af 1920’erne og finansierede ham, trænede ham til magten og hjalp ham med at udbrede sin nazistiske ideologi.

[Indskudt bemærkning: Dette er nyt for mig, og kan ikke vurdere lødigheden af bogen, idet jeg ikke har læst den - jeg oversætter kun anmeldelsen af bogen - men Ifølge den britiske historiker David Irving var de to største bidragydere til det nazistiske parti generaldirektørerne for to af de største Berlin-banker, begge jødiske, og en af dem lederen af zionismen i Tyskland. Hitler vidste muligvis intet om dette. Se Appendix A længst nede i denne artikel om Irving, en fremragende historiker, som er blevet karakterhenrettet og forfulgt]

“Efter aktivt at have manøvreret Hitler og hans nazistiske parti til diktatorisk magt i Tyskland, fortsatte de samme anglo-amerikanske eliter med at finansiere dem og opbygge deres massive nye militærmaskine som forberedelse til endnu en verdenskrig.

“Disse eliter planlagde en ny krig, ønskede en ny krig og ville sikre, at den fandt sted.” [3]

“Eliter” er ikke et udtryk, jeg personligt bryder mig om til at beskrive den herskende klike, da det antyder en form for fortjeneste, men hvem præcist henviser Macgregor og O’Dowd til her?

Blandt mange kilder henviser de til Edwin Knuths bog The Empire of “The City”: The Secret History of British Financial Power, hvori han forklarer, at britisk udenrigspolitik ikke afgøres demokratisk, men af enormt velhavende og magtfulde individer involveret i international finans i City of London. [4]

[Se artikel på dansk om City of London – verdens mægtigste stat - Free21.dk]

City er en lov for sig selv, styret af bankfolkene bag Corporation, og Knuth insisterer på, at den er så rig og magtfuld, at intet sker nogetsteds i verden uden dens involvering i en eller anden form.

Han spørger: “Hvordan har det været muligt at opbygge denne internationalistiske struktur af vildledning og bedrag midt iblandt os og beskytte den mod afsløring?

“Hvorfor har vores historikere, universitetsrektorer, undervisere og kampberedte aviser ikke afsløret denne monstrøsitet?” [5]

Knuth går selv videre og besvarer disse spørgsmål, når han beskriver “propagandamaskinen fra ‘The City’ og dens næsten absolutte kontrol over verdensnyheder og offentlige informationskilder”. [6]

Macgregors to bøger om Første Verdenskrig, skrevet sammen med afdøde Gerry Docherty, hjalp mig meget med at forstå ikke blot realiteterne i den konflikt, men også karakteren af den entitet, der skabte den. [7]

Her bekræfter han og O’Dowd denne information, og selv om de ofte bruger professor Carroll Quigleys udtryk “The Anglo-American Establishment”, gør de det helt klart, at den ultimative skjulte magt er Rothschild-familien og det, jeg personligt har kaldt den zionistisk-imperialistiske mafia – forkortet ZIM.

Dette har længe været en svær sandhed at tale højt om, men med de forfærdelige forbrydelser mod menneskeheden, som Israel nu begår tilsyneladende ustraffet, har mennesker over hele verden besluttet, at de ikke længere kan ignorere det.

Påbuddene ovenfra om ikke at afsløre ZIM (Zionist-Imperialist Mafia) bekræfter blot dens rolle. Som Macgregor og O'Dowd bemærker: “Husk det gamle ordsprog: Hvis du vil vide, hvem der kontrollerer dig, så find ud af, hvem du ikke må kritisere!” [8]

I konteksten af Hitlers finansiering fra Wall Street var det vigtigt, som denne bog gør, at fastslå de sande – om end skjulte – identiteter på de bankfolk, der stod bag – noget som desværre undgik Professor Suttons opmærksomhed, for eksempel.

Forfatterne, med henvisning til Quigleys advarsel om, at denne gruppe stræbte efter “verdensherredømme” [9], forklarer, at deres bestræbelse på at kontrollere det amerikanske politiske system “i høj grad ville blive realiseret gennem Rothschilds kontrol med amerikansk finans via tilknyttede bankfronter på Wall Street, som tjente til at skjule og maskere deres aktiviteter dér”.

“Officielt udpegede biografer af Rothschild-dynastiet fortæller os, at dynastiet havde ringe indflydelse i USA, men realiteten, som vi vil se, var en helt anden.” [10]

De sporer Rothschilds’ engagement i det amerikanske banksystem tilbage til 1837, hvor de sendte en agent til New York “for at åbne en frontbank for dynastiet og engagere sig i politik.” [11]

Denne mand, født som Aaron Schönberg, var blevet uddannet i Rothschild-bankerne i Frankfurt og Napoli, inden han blev sendt over Atlanten.

Ved ankomsten til USA forvandlede han sig på mystisk vis til August Belmont. Forfatteren Stephen Birmingham fortæller: “Han var desuden ikke længere jøde, men ‘gentile’, og ikke længere tysker, men – som folk i New York begyndte at sige – ‘en slags franskmand, tror vi’.” [12]

“Da USA blev ramt af en finansiel panik i 1837, organiserede ‘Belmont’ store Rothschild-lån for at redde gældsramte banker dér.

“Takket være størrelsen af Rothschilds kapitalreserver var han i stand til at starte i Amerika med at operere sit eget føderale reservesystem.” [13]

Macgregor og O’Dowd tilføjer: “Belmont organiserede massive Rothschild-lån til den amerikanske regering – med betragtelig profit til sine mestre – og var i årevis formand for Democratic National Committee, der styrede det Demokratiske Parti.” [14]

Ved Belmonts død i 1890 overtog hans søn August Belmont Jr (afbildet) rollen som Rothschild-agent og var ifølge John E. Morris “ikke blot en ledende bankmand, men spillede en større borgerlig rolle. Han hjalp med at redde USA’s regering fra betalingsstandsning i 1895; han finansierede, byggede og drev New York Citys første metro; og han konstruerede Cape Cod-kanalen”. [15]

Macgregor og O’Dowd bemærker, at Rothschild-familien således allerede havde betydelig indflydelse i USA, og at den amerikanske regering “var stærkt forgældet til dem”. [16]

Men dette var blot begyndelsen.

“Fra 1890 og frem spillede den ledende bank på Wall Street, JP Morgan-banken, en langt større rolle for Rothschilds i USA end August Belmont nogensinde gjorde.

“Ingen af de banker, Rothschilds kontrollerede i USA, bar deres navn på facaden, men gennem Morgan – og andre banker – havde de en massiv, om end skjult, tilstedeværelse på Wall Street.

“Deres modus operandi var at gribe ind med store kapitalindsprøjtninger for at redde banker og selskaber, der var i knibe, og derefter drive dem videre som fronter under det oprindelige firmanavn og med de samme direktører.

“Med praktisk talt ubegrænsede ressourcer fra Rothschild-familien bag disse reddede banker – og der var flere end JP Morgan i USA – kom de hurtigt på fode igen og blev meget profitable.

“På denne måde var Rothschild-dynastiet i stand til at holde sin altomfattende rigdom, indflydelse og magt i USA skjult”. [17]

Denne generelt ikke-anerkendte virkelighed er i sig selv af enorm historisk betydning, som Macgregor og O’Dowd tydeliggør.

De fremhæver Ellen Hodgson Browns vurdering, som siger, at mens Wall Street-bankfolk kontrollerede politik, førende universiteter og historieskrivning, må det forstås klart, at “bag Wall Street-bankfolkene stod magtfulde britiske finansfolk”. [18]

Og de tilføjer: “JP Morgan var den mest magtfulde bankmand på Wall Street, men bag ham stod Rothschilds skjulte magt. [19]

“Morgan var lige så tæt på Rothschilds som Kong Edward, og med dynastiets ressourcer bag sig spillede han en hovedrolle i oprettelsen af massive industrielle trusts, inklusive US Steel i 1901.

“Han kontrollerede mindst en femtedel af alle selskaber, der handlede på New York Stock Exchange, og havde store investeringer i amerikanske jernbaner.

“Morgan byggede ikke – han opkøbte. Monopol, ikke konkurrence, var spillets navn, hvor konkurrenter blot blev opkøbt”. [20]

Nomi Prins forklarer: “Morgan udvidede sin kontrol til First National Bank, National City Bank, Hanover Bank, Liberty Bank and Trust, Chase National Bank og landets største forsikringsselskaber”. [21]

Han skabte også en flåde på over 120 handelsskibe og ejede White Star-rederiet, som omfattede Titanic. [22]

Macgregor og O’Dowd beskriver, hvordan Morgan-imperiet og firmaer som Kuhn, Loeb & Co [23] og Warburg-banken [24] var “intet andet end en forlængelse af Rothschilds i City of London”. [25]

De understreger: “Gennem det korrupte Money Trust blev industrier, forsikringsselskaber, jernbaner, transport og offentlige tjenester i hele USA opslugt, hvilket efterlod praktisk talt hele nationen i hænderne på nogle få mænd på Wall Street.

“Disse få mænd var selv i hænderne på en langt større magt ovre på den anden side af Atlanten i London”. [26]

Oprettelsen af Federal Reserve System var en afgørende optakt til 1. Verdenskrig og blev, ifølge forfatterne, orkestreret af finansfolk, som “alle var knyttet til Rothschild på en eller anden måde” [27] og finansierede krigen “på et bjerg af gæld”. [28]

De dokumenterer videre, hvordan Henry Morgenthau, en oligark, arbejdede tæt sammen med de store forsikringsselskaber kontrolleret af JP Morgan og var forbundet med elitefamilier som Kuhn og Loeb (Kuhn, Loeb & Co), Jacob Schiff og Paul Warburg. Disse blev omtalt som de „Jødiske Storhertuger”. [30][31]

Morgenthau (afbildet foroven) finansierede Woodrow Wilsons præsidentkampagne og blev derefter amerikansk ambassadør til Osmannerriget. Wilson skal have sagt til ham: „Konstantinopel er det sted, hvor jødernes interesser i Palæstina er fokuseret, og det er næsten uundværligt, at jeg har en jøde på denne post.” [32]

ZIM var altså allerede i fuld gang med at manøvrere for oprettelsen af staten Israel på osmannisk territorium.

Interessant nok var det Lord Balfour, ophavsmand til Balfour-erklæringen fra 1917, som afsluttede debatten i det britiske parlament om krigserklæringen i 1914. [33]

Morgenthaus søn, Henry Morgenthau Jr., spillede en lignende rolle op til 2. Verdenskrig. Han finansierede Roosevelts kampagne og blev finansminister 1934–1945. I 1944 præsenterede han sin „Morgenthau-plan”, som gik ud på at kollektivt skyldiggøre det tyske folk for nazismens forbrydelser. [34]

Ifølge Wikipedia var han også midlertidig formand for Bretton Woods-konferencen, som grundlagde IMF og Verdensbanken. [35]

Macgregor og O'Dowd skriver: "Første og Anden Verdenskrig var ikke separate begivenheder, men dele af samme plan. Guido Preparata kalder det en 30-årig krig fra 1914 til 1945". [36]

Det var af denne grund, forklarer forfatterne, at Hitler blev udvalgt og opbygget af den zio-imperialistiske mafia – for at muliggøre fortsættelsen af denne krig.

Der var intet nyt i denne form for international politisk manipulation fra den London-baserede ZIM-dybe stat.

Macgregor og O’Dowd henviser for eksempel til Cambridge-universitetets historiker Dr. Peter Marklands afsløring fra 2009 af "britiske efterretningsdokumenter, som klart indikerede, at Benito Mussolini havde været en rigt belønnet aktør for den britiske efterretningstjeneste (senere kaldet MI5)." [37]

Dokumenterne afslørede, at den britiske dybe stat, ud over Mussolini, drev 100 agenter i Italien mod slutningen af Første Verdenskrig. [38]

Den primære ZIM-agent, der vejledte Hitler fra 1923 til 1937, var Ernst "Putzi" Hanfstaengl, "en tysk-amerikansk Harvard-kandidat og ven af ledende politikere i Washington og topfinansfolk på Wall Street." [39]

Forfatterne siger, at den rolle denne mand spillede i at forme og forberede Hitler “ikke kan overdrives” og “var absolut afgørende for hans magtovertagelse”. [40]

“At så få i dag nogensinde har hørt om Hanfstaengl, vidner om succesen af det anglo-amerikanske etablissements falske historieskrivning, som har hvidvasket ham og hans egentlige rolle fra historien.” [41]

Hanfstaengls forbindelser til den herskende mafia beskrives i stor detalje i bogen, og der kan ikke være tvivl om, hvem han i virkeligheden var.

Macgregor og O’Dowd insisterer på, at Hanfstaengl “ikke blot var en outsider, som tilfældigt var passivt forbundet til alle disse personer involveret i den dunkle verden af anglo-amerikansk efterretningstjeneste, spionage og falsk flag-operationer – han var én af dem.” [42]

Hanfstaengl selv fortæller i sine erindringer, hvordan han, mens han opholdt sig i London, besøgte den tidligere premierminister David Lloyd George – en central figur i ZIM’s første verdenskrigsoperation – som gav ham et signeret fotografi af sig selv med tilbage til Tyskland, med inskriptionen: “Til kansler Hitler, i beundring af hans mod, beslutsomhed og lederskab.” [43]

Og, i tilfælde af nogen tilbageværende tvivl om forbindelsen mellem ZIM og Storbritannien, så var Hitlers vært under den vice-chef for MI5, Guy Liddells, ti-dages ophold i Berlin i marts 1933 ingen anden end Hitlers nære ven Hanfstaengl! [44]

Til sidst – alt for sent – synes det, at Hitler gennemskuede ham, og i 1937 flygtede Hanfstaengl over den schweiziske grænse og videre til England, i frygt for at diktatoren havde planer om at få ham dræbt. [45]

Men det forekommer mig underligt, at Hitler – eller nogen i hans inderkreds – ikke allerede fra begyndelsen fornemmede, at noget var galt.

Hvorfor troede Hitler – en pengeløs, lurvet klædt agitator uden status – at denne overklasse-salonløve, som regelmæssigt blev inviteret til at spille klaver i Det Hvide Hus og angiveligt var ven med Winston Churchill [46], ønskede at tage ham ind i sit liv?

Troede han virkelig på den løgn, at Hanfstaengl – sammen med magtfulde personer i både USA og Storbritannien – støttede hans had til kommunismen, og at disse stater derfor ville støtte ham, eller i det mindste ikke modarbejde ham, i hans krig mod Sovjetunionen?

Eller måske var det ham ligegyldigt. Smigret over al den pludselige opmærksomhed; betaget af Hanfstaengl, hans hustru og barn, som blev hans gudsøn; indlogeret i en mondæn ny bolig; kørt rundt i en Mercedes-limousine [47] – lille Adolf fra Østrig havde ikke lyst til at stille for mange spørgsmål?

Hans drøm om berømmelse og magt var ved at gå i opfyldelse, og – trods den endeløse nationalistiske retorik, han udspyede i sine opildnende taler – var det tydeligt, at det tyske folks interesser var langt mindre vigtige for ham end hans personlige ego-trip.

[Denne kontroversielle dokumentar i del 3 argumenterer dog for et andet billede, hvor tyskere generelt i det mindste trivedes økonomisk under Hitler i 30’erne pga. det tyske økonomiske mirakel]

Hanfstaengl og hans ZIM-medskyldiges første opgave var at sikre, at deres mand, Hitler, kom til magten i Tyskland.

Med sin uddannelse i teater og musik lærte Hanfstaengl Hitler at tale effektivt i offentligheden, at bruge hænderne dramatisk, og han komponerede eller tilpassede endda melodier til nazistiske marchsange. [48]

Samtidig dukkede enorme pengesummer op – som ud af det blå – for at finansiere den “national-socialistiske” sag.

Selvom Hanfstaengl officielt ikke havde nogen stilling og efter sigende havde mistet det meste af sin personlige formue, var han “på en eller anden måde i stand til at yde vigtig finansiel støtte til det nazistiske partis avis, Völkischer Beobachter, og forvandlede den fra et beskedent fire-siders ugeblad til en indflydelsesrig daglig publikation i fuld format” [49], og et palæ i München blev omdannet til et nyt prestigefyldt partihovedkvarter – “Det Brune Hus”. [50]

Hanfstaengl stod Hitler nær lige fra det tidlige kupforsøg, Ølstuekuppet i 1923, og efter at agitatoren blev løsladt fra Landsberg-fængslet i 1924, var hans første stop Hanfstaengls hjem. [51]

Da NSDAP’s held vendte opad i 1930, blev Hanfstaengl sat i spidsen for partiets udenlandske presseafdeling, og han arrangerede herefter alle udenlandske presseinterviews med Hitler og andre førende nazister – nogle dage modtog han over hundrede henvendelser fra journalister over hele verden. [52]

I mellemtiden fik en anden ZIM-agent adgang til Hitler og hans inderkreds i NSDAP – baron William (Bill) Sylvester de Ropp fra britisk efterretningstjeneste, som udgav sig for at være journalist for The Times. [53]

Macgregor og O’Dowd forklarer: “Det er vigtigt at forstå, at Putzi Hanfstaengl og Bill de Ropp ikke blev placeret tæt på Hitler for at afholde ham fra krig, men for at tilskynde ham til at forberede sig på det – og samtidig få ham til at tro, at Storbritannien ikke ville gribe ind.

“Det var nærmest en gentagelse af den farce, der blev iscenesat af Sir Edward Grey, Kong George V og andre nøglepersoner i juli 1914 for at overbevise kejser Wilhelm II om, at Storbritannien ikke ville intervenere”. [54]

De Ropps rolle var at fungere som en “pipeline” mellem London og Berlin og overbevise nazisterne om dette falske narrativ. [55]

Den walisiske forfatter Gwynne Thomas har også foreslået, at de Ropp spillede en rolle i at skaffe midler til det nazistiske partis valgkampagner fra City of London. [56]

I 1932 var det nazistiske parti så velhavende, at Hitler og Hanfstaengl kunne rejse rundt i Tyskland i privatfly under valgkampen. [57]

Partiet havde også råd til at aflønne embedsmænd og opretholde SA-militsen, som alene kostede 2,5 millioner mark om ugen. [58]

Da Hitler var kommet til magten ad parlamentarisk vej, skulle døren lukkes bag ham – og ZIM-agenten Hanfstaengl synes at have været tæt involveret i den berygtede rigsdagsbrand, som blev brugt som påskud for at indføre diktatur og vedtage bemyndigelsesloven, der tillod Hitler at regere ved dekret. [59]

Jeg blev stærkt ramt af beretningen om, hvordan Hanfstaengl straks tilkaldte en journalist fra britiske Daily Express til brandstedet, hvor Hitler erklærede – uden skygge af bevis: “Det er uden tvivl kommunisterne, der står bag”. [60]

Dette er så lignende de udtalelser, som ZIM-marionetter fremsatte umiddelbart efter false flag-angreb som 9/11 og 7/7 – hvor “muslimerne” straks blev udråbt som ansvarlige – at det ærligt talt er umuligt for mig ikke at se det som udtryk for samme drejebog.

De beviser, som Macgregor og O’Dowd fremlægger, tyder på, at Hitler var en nyttig idiot – snarere end en bevidst medskyldig – eftersom der synes at have været et konstant behov for at narre ham omkring Storbritanniens og USA’s hensigter.

Han ville ikke have udvidet riget mod øst og invaderet Rusland, hvis han havde troet, at de engelsktalende lande ville vende sig imod ham og åbne en tofrontskrig, som tyskerne aldrig kunne vinde.

Macgregor og O’Dowd forklarer, hvordan fortællingen om “appeasement” blev brugt til at fremme dette bedrag.

De skriver: “Praktisk talt alle signaler, Hitler modtog, fortalte ham, at Storbritannien støttede Tysklands position som bolværk mod bolsjevismen og ville bakke ham op.

“Denne opmuntring – bevidst forkert kaldt ‘appeasement’ – havde til formål at sikre, at Hitler ville være dristig nok til at gå imod Rusland”. [61]

Preparata skriver om emnet: “For at få ham til at drømme endnu vildere, opstillede de britiske tjenester Edward VIII, prinsen af Wales og tronfølgeren, som en åbenlys, glødende nazisympatisør.

“Nazisterne blev derefter overbevist om, at der virkelig eksisterede et vidtstrakt og gennemtrængende nazivenligt netværk i England, ledet af en kongelig skikkelse og næret af dybe forgreninger i det politiske apparat, den næsten totale erhvervsstruktur og store dele af intelligentsiaen.

“Det hele var et storslået bedrag; i virkeligheden var ikke én af disse britiske ‘sympatisører’ – ikke engang de få hjemlige fascistiske efterligninger – helt ægte”. [62]

Da vi i 2020’erne er alt for bekendte med den falske “venstrefløj” og de falske “miljøforkæmpere”, som bruges til at fremme ZIM’s dagsorden, bør det ikke komme som en overraskelse, at de historisk også har anvendt falske fascister til samme formål.

Zionistisk finansiering af anti-muslimske og pro-israelske “højreorienterede” grupper demonstrerer, at denne praksis lever videre den dag i dag. [63]

Den finansielle støtte fra ZIM til Hitler var ikke begrænset til aktiviteterne fra deres agenter Hanfstaengl og de Ropp.

De havde installeret en af deres egne som præsident for Reichsbank i Tyskland.

Hjalmar Schacht fik sin uddannelse som “bankster” i Dresdner Bank i Berlin, som var forbundet med Morgan/Rothschild-netværket. [64]

Sutton skriver: “Kort sagt var Schacht medlem af den internationale finansielle elite, der udøver magt bag kulisserne gennem en nations politiske apparat. Han er den centrale forbindelse mellem Wall Street-eliten og Hitlers inderkreds.” [65]

Schacht lod som om han var en ægte beundrer af Hitler og hjalp med at rejse penge til ham, og pralede privat i 1932 med, at han havde den fremtidige Führer “lige i lommen”. [66]

Macgregor og O’Dowd tilføjer: “Han var en nøglefigur i oprettelsen af den gruppe af tyske industrifolk og godsejere, der pressede Hindenburg til at udpege den første nazistiske regering i 1933.

“Selvom Schacht aldrig blev medlem af NSDAP, tjente han i Adolf Hitlers regering som præsident for Reichsbank fra 1933 til 1939 og som Nazi-Tysklands økonomiminister fra august 1934 til november 1937.

“Schacht blev stillet for retten i Nürnberg for ‘konspiration’ og ‘forbrydelser mod freden’ (planlægning og føring af aggressionskrige), men ikke for krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.”

Takket være britiske dommere blev han frifundet for alvorlige anklager, og selvom han blev idømt otte års fængsel i det efterkrigs-Tyskland, blev han løsladt ved anke og åbnede en ny bank, Deutsche Aussenhandelsbank Schacht & Co.

Forfatterne bemærker: “Schachts lange og tætte forhold til bankfolk i City of London og på Wall Street reddede ham.” [67]

For at fuldende det konspiratoriske kredsløb var Schacht – ud over at være god ven med Bank of England-guvernøren Montagu Norman (beskrevet af Macgregor og O’Dowd som “en af de mest onde finansgenier nogensinde”) [68] – også en “nær ven” af ZIM-agenten Hanfstaengl! [69]

En anden central tråd i det finansielle netværk, der kontrollerede bankmafiaens marionet, Adolf Hitler, var Bank for International Settlements, oprettet i Basel, Schweiz, i 1929.

Quigley siger, at banken blev oprettet for at skabe "et verdenssystem af finansiel kontrol" [70], og Charles Higham beskriver dens oprindelige rolle som en "pengetragt for amerikanske og britiske midler til at strømme ind i Hitlers kasser og hjælpe ham med at opbygge sin krigsmaskine". [71]

Macgregor og O’Dowd forklarer: "BIS gennemførte denne virksomhed i total hemmelighed, uden politisk indblanding og udenfor demokratisk kontrol". [72]

Banken "blev ejet og kontrolleret af en lille gruppe af astronomisk rige og magtfulde mænd i City of London og Wall Street, New York, som var ansvarlige for Første Verdenskrig og nu skabte de rette betingelser for at antænde Anden Verdenskrig". [73]

Når man har set, hvordan ZIM brugte Hitler til at fabrikere Anden Verdenskrig, bør man nu spørge, hvorfor dette mål var så vigtigt for dem.

Jeg har allerede behandlet dette generelle spørgsmål i essayet fra 2024, 'Wars, resets and the global criminocracy', så jeg vil ikke gentage mig selv her. [74]

Det er tilstrækkeligt at sige, at det at tjene enorme summer penge på enhver tænkelig måde altid udgør en væsentlig drivkraft bag den morderiske mafias krigslængsel.

For eksempel skriver William Engdahl: "I 1917 havde det britiske krigsministerium afgivet indkøbsordrer for mere end 20 milliarder dollars gennem House of Morgan." [75]

Han tilføjer, at Storbritannien og dets allierede ved afslutningen af Første Verdenskrig skyldte "De Forenede Stater" – eller snarere Wall Street-bankerne kontrolleret af den rothschildske mafia – 12,5 milliarder dollars med fem procents rente. [76]

Dette ville i dagens penge svare til en ufattelig sum – sammenlignelig måske kun med de milliarder af dollars, der konstant strømmer ind i kasserne hos det Rothschild-kontrollerede Ukraine... [77]

Macgregor og O’Dowd skriver: "For at finansiere krigen 1914–18 tog Storbritannien og Frankrig lån fra amerikanske banker – primært JP Morgan – og skulle fra 1919 begynde at tilbagebetale disse lån med renter.

Problemet, ikke mindst for JP Morgan-banken, var, at Storbritannien og Frankrig praktisk talt var bankerot som følge af krigen og havde vanskeligt ved at betale deres krigsgæld til USA.

Efter USA's tvungne indtræden i Første Verdenskrig ydede landet lån til Storbritannien og Frankrig på i alt 8,8 milliarder dollars.

Den samlede krigsgæld til USA, inklusive lån ydet mellem 1919 og 1921, nåede op på 11 milliarder dollars.

For at løse deres egne finansielle problemer gik Storbritannien og Frankrig efter Tyskland og tvang landet til at betale enorme summer i krigsskadeerstatning under ekstremt vanskelige betingelser.

De manipulerede Versailles-traktatens krav om krigserstatning havde reelt gjort Tyskland ansvarlig for alles gæld.

Tyskland blev forpligtet til at betale enorme summer til Storbritannien og Frankrig, som derefter kunne bruge dem til at betale deres gæld til Wall Street." [78]

Der blev altså udført et veritabelt kup mod Tyskland af ZIM, med en plan, der gjorde det muligt for landet at betale de absurde WW1-erstatninger ved at låne enorme summer fra Wall Street (dvs. ZIM selv) gennem salg af tyske statsobligationer. [79]

"Der skulle finansiel manipulation til," tilføjer Macgregor og O’Dowd. "Tysklands nationale suveræne valuta, som hidtil havde været bakket op af guldreserver, blev erstattet af amerikansk bankbaseret gældsvaluta. Et rigtigt trick!

Bankfolkene fik Tysklands guld – og Tyskland fik bankfolkets papir! Og hele tiden overtog bankerne kontrollen over den tyske industri og økonomi." [80]

En anden grund til, at ZIM elsker krige, er, at de muliggør fremrykningen af dens industrialistiske agenda – den store dødsmaskine, der omdanner levende stof og vital energi til endnu mere brændstof for dens egen imperial-finansielle dominans.

Macgregor og O’Dowd bemærker: "Fra 1924 begyndte amerikanske banker – især JP Morgan – at pumpe penge ind i Tyskland for at skabe en række gigantiske industrielle karteller, som ville generere enorme profitter for Wall Street og forberede Tyskland på anden fase af Trediveårskrigen." [81]

"Tyskland var som modellervoks i hænderne på de internationale bankfolk... Det ville blive rekonstrueret i henhold til bankfolkets ønsker." [82]

Som jeg har understreget i de seneste år, er den proces, der kaldes "udvikling" eller "modernisering", den nøje planlagte forøgelse af ZIM’s centraliserede magt og kontrol på alle andres bekostning. [83]

Industrialisering er det middel, hvorved vi alle er blevet berøvet vores ejendom, revet væk fra jorden, udnyttet og gjort til slaver i miner, fabrikker og kontorer, reduceret til enheder af menneskelig kapital, der kan opdrættes eller udryddes af vores imperialistiske overherrer, som de finder passende.

En af de store aktører i det nazistiske–industrialistiske netværk var General Electric.

Både Charles Dawes og Owen D. Young, som lagde navn til de såkaldte “build back better”-planer efter Første Verdenskrig, var tilknyttet denne enorme virksomhed.

Macgregor og O’Dowd skriver, at “det gigantiske General Electric Company i USA, som James Dawes var forbundet med, var en JP Morgan-enhed” – og at Dawes var en “marionet for JP Morgan” og dermed for ZIM. [84]

De fortsætter: “Owen D. Young, som Young-planen er opkaldt efter, var en JP Morgan-mand og næstformand for Federal Reserve Bank of New York på adressen 120 Broadway. På samme adresse var han direktør for International General Electric.” [85]

Denne adresse husede også “American International Corporation”, som ifølge Sutton udførte pro-bolsjevikisk aktivitet i Rusland. [86]

Totalitær kommunisme i Rusland og nazisme i Tyskland var begge ZIM-projekter.

Derfor, som Preparata forklarer, var ZIM’s “røde” stedfortrædere også med i spillet om at manipulere Hitler.

“Intet af dette ville have været muligt uden den uforbeholdne samarbejdsvillighed fra det sovjetiske Rusland.

“Sovjetterne arbejdede i fuld overensstemmelse med Storbritanniens anti-tyske direktiver, som var de hendes mest loyale allierede.

“De, ligesom Storbritannien, beroligede Føreren og bidrog i overflod til den nazistiske krigsmaskine ved at sende forsyninger til Tyskland igennem hele den nazistiske oprustningsperiode.” [87]

Vores forfattere afslører også ITT’s rolle i Nazi-Tyskland – et “Morgan-kontrolleret selskab” [88], som bl.a. leverede dele til de raketbomber, der sendte mine egne forældre i skjul i Londons forstæder under Anden Verdenskrig. [89]

Kemigiganten I.G. Farben, berygtet for sin nærhed til det nazistiske regime, blev kontrolleret af direktører, som omfattede ZIM-veteraner som Max Warburg fra MM Warburg-banken i Hamborg og hans bror Paul Warburg fra Kuhn, Loeb & Co på Wall Street, en af de oprindelige arkitekter bag Federal Reserve-systemet ved Jekyll Island. [90]

“Et enormt nyt hovedkvarter for I.G. Farben blev bygget på Rothschild-jord i Frankfurt am Main, og med finansiering fra Wall Street blev det verdens fjerde største selskab.” [91]

[Indskudt bemærkning: I.G. Farben døde ikke – det lever videre som BAYER (Big Phrma, farmaceutisk og agrikemisk – inkl. ejerskab af Monsanto), BASF (kemi, globalt), Sanofi (medicin), Agfa-Gevaert (medicinsk billeddiagnostik og industriel print). Disse firmaer bærer videre på både kapitalen, patenterne og i visse tilfælde personale- og netværkstraditionerne fra I.G. Farben, men har bevidst distanceret sig fra historien offentligt]

Ron Chernow skriver om Dawesplanens periode: “Amerikansk kapital og virksomheder strømmede ind: Ford, General Motors, E.I. Dupont, General Electric, Standard Oil of New Jersey og Dow Chemicals… Denne genoplivning ville give Adolf Hitler en fremragende industriel maskine og penge til at finansiere massiv oprustning.” [92]

Jeg vil mene, at et bredere mål for ZIM med de to verdenskrige var at ødelægge det gamle Europa – og særligt de kulturer og værdier, der kunne gøre folkeslagene modstandsdygtige mod planen om global slaveri.

Derudover, ved at bruge en giftig falsk “nationalisme” som sit redskab, var det muligt at konstruere en fortælling, hvor enhver opposition mod dets globaliseringsprogram efterfølgende kunne afvises som farlig og fascistisk.

Begge krige blev også brugt til at skabe staten Israel – en sag tæt på de kolde hjerter hos Rothschild-familien og deres medsammensvorne.

Endnu engang blev enorme krigserstatninger inddrevet fra det “skyldige” Tyskland – denne gang til at finansiere ZIM’s bosætterkoloni i Palæstina.

Hvad der er sket siden oktober 2023 er en chokerende påmindelse om de rædsler, denne hensynsløse mafia altid er rede til at udløse i sin jagt på total verdensdominans.

At starte massive krige og begå folkedrab for at fremme sin dagsorden er slemt nok, men det, der mest sætter sig i halsen i forhold til de globale kriminokrater, er det fuldkomne hykleri, hvormed de ikke blot forfalsker historien, men omvender moralen.

Da ZIM-agenter anklagede Tyskland for at have “planer om global erobring” i begge verdenskrige, [93] var det blot en projektion af deres egne intentioner over på en syndebuk.

Macgregor og O’Dowd skriver: “Krigen i 1914–18 var den største forbrydelse i menneskehedens historie, og fortællingen om tysk skyld den største løgn.

“De britiske eliter havde længe planlagt krigen, startede den bedragerisk og afsluttede den med at give Tyskland skylden for at have forårsaget den.

“I Versailles blev virkeligheden fuldstændig vendt på hovedet af gerningsmændene for at få dem selv til at fremstå som ofre, og ved at kontrollere historieskrivningen om krigen, gjorde de alt for at sikre, at sandheden aldrig kom frem.” [94]

“To ødelæggende verdenskrige blev skabt af en umådelig rig, magtfuld og psykopatisk anglo-amerikansk kabale, men det var almindelige tyskere, der blev udpeget som Europas og den civiliserede samfund” [95]

“Efter krigen blev Tyskland reduceret til en underdanig vasalstat: dets folk blev ondskabsfuldt pålagt skyld og blev ekstremt tilbageholdende med at stille spørgsmål eller tale magten imod.

“Desværre er det stadig sådan i dag – hvis ikke værre. 80 år efter afslutningen på Anden Verdenskrig, med omkring 40 store amerikanske militær- og luftbaser spredt ud over Tyskland, spørger efterfølgende krybende tyske regeringer, når USA siger spring!: ‘Hvor højt?’” [96]

En del af ZIM’s gaslighting af Tyskland har bestået i en systematisk nedtoning af Widerstand – modstanden mod Hitler inden for landet.

Dette var naturligvis meget vanskeligt at udføre under et brutalt politistatregime, men blev dobbelt vanskeligt af, at “de allierede” nægtede at give dem støtte eller bekræftelse.

Bogen beskriver f.eks., hvordan Carl Goerdeler, en leder af den tyske modstandsbevægelse, “søgte støtte i Storbritannien og Amerika, men blev afvist hver eneste gang.” [97]

I lyset af alt dette står det klart, at den virkelige skyldige part er den globale bande, hvis afpresning, løgne og manøvrer har kostet millioner af menneskeliv over hele verden – mere end 70 millioner alene i Anden Verdenskrig.

Forfatterne opsummerer i deres konklusion: “De fortæller os, at ‘vores’ frihed og ‘vores’ rettigheder skal beskyttes, men hvad de i virkeligheden mener er, at deres profit og deres magt skal beskyttes.

“Og det afhænger af at skabe frygt hjemme og krig og terror i udlandet. I virkeligheden er vi underlagt statsterrorisme.” [98]

Problemet er selvfølgelig, at de fleste mennesker ikke aner, hvad der i virkeligheden foregår, på grund af ZIM’s totaldominans over fake news og falsk historieskrivning.

Hvis vi vil gøre en ende på det korrupte og morderiske herredømme fra den globale mafia, er et nødvendigt første skridt at kaste lys over deres onde skjulte aktiviteter.

Macgregor og O’Dowds fremragende research-bog er derfor et vigtigt og uvurderligt våben i vores igangværende kamp for sandhed, frihed og en anstændig fremtid for hele menneskeheden.

Mere information om Two World Wars and Hitler af Dr. Jim Macgregor og Dr. John O’Dowd kan findes her.


FODNOTER

[1] Dr Jim Macgregor & Dr John O’Dowd, Two World Wars and Hitler: Who Was Responsible? Anglo-American Money, Foreign Agents and Geopolitics (Walterville, Oregon: Tine Day, 2025). All subsequent page references are to this work, unless otherwise stated.
[2] p. 12.
[3] pp. 12-13.
[4] p. 9.
[5] E.C. Knuth, The Empire of “The City”: The Secret History of British Financial Power (California: The Book Tree, 1944), p. 9. cit. p. 10.
[6] Knuth, p. 104, cit. p. 11.
[7] Gerry Docherty and Jim Macgregor, Hidden History: The Secret Origins of the First World War (Edinburgh & London: Mainstream Publishing, 2013).
Jim Macgregor and Gerry Docherty, Prolonging the Agony: How the Anglo-American Establishment Deliberately Extended WWI by Three-and-a-Half Years (Walterville, Oregon: Trine Day, 2018).
[8] p. 665.
[9] p. 27.
[10] p. 74.
[11] Ibid.
[12] Stephen Birmingham, Our Crowd (London: Macdonald & Co, 1967), p. 26, cit. p. 74.
[13] Birmingham, p. 28, cit. p. 74.
[14] p. 75.
[15] John E Morris, ‘August Belmont Jr, the Forgotten Financier of the Gilded Age’, Financial History, Winter 2021, cit. p. 75.
[16] pp. 75-76.
[17] p. 76.
[18] Ellen Hodgson Brown, The Web of Debt: The Shocking Truth About Our Money System (Louisiana: Third Millennium Press, 2007), p. 19. cit. p. 83.
[19] p. 83.
[20] Ibid.
[21] Nomi Prins, All the Presidents’ Bankers: The Hidden Alliances that Drive American Power (New York: Nation Books, 2014), pp. 2-5, cit. p. 83.
[22] p. 83.
[23] p. 87.
[24] p. 88.
[25] p. 84.
[26] p. 85.
[27] p. 92.
[28] p. 97.
[29] https://winteroak.org.uk/2022/10/14/a-crime-against-humanity-the-great-reset-of-1914-1918/
[30] p. 368.
[31] Birmingham, pp. 8-9, cit. p. 368.
[32] Henry Morgenthau, All in a Life-Time, Chapter IX, cit. p. 369.
[33] p. 240.
[34] Webster Griffin Tarpley & Anton Chaitkin, George Bush: The Unauthorized Biography (Washington DC: Executive Intelligence Review), p. 55. cit. p. 372.
[35]https://en.wikipedia.org/wiki/Henry_Morgenthau_Jr.#Bretton_Woods
[36] p. 406.
[37] p. 436.
[38] The Guardian, 13 October 2009, cit. p. 436.
[39] p. 437.
[40] Ibid.
[41] Ibid.
[42] p. 472.
[43] Ernst Hanfstaengl, Hitler: The Missing Years, p. 212, cit. p. 520.
[44] Christopher Andrew, The Defence of the Realm: The Authorised History of MI5 (London: Penguin Books, 2009), p. 189, cit. p. 519.
[45] p. 663.
[46] Peter Conradi, Hitler’s Piano Player (New York: Carroll & Graf Publishers, 2004) pp. vii-viii, cit. p. 471.
[47] p. 494.
[48] p. 483.
[49] p. 486.
[50] p. 496.
[51] p. 492.
[52] p. 495.
[53] p. 497.
[54] p. 498.
[55] p. 499.
[56] Gwynne Thomas, King Pawn or Black Knight (Edinburgh: Mainstream Publishing, 1995), p. 26, cit pp. 505-06.
[57] p. 506.
[58] William Shirer, The Rise and Fall of the Third Reich (London: Arrow Books Reprint, 1998), p. 175, cit. p. 510.
[59] pp. 516-17.
[60] p. 518.
[61] p. 568.
[62] Guido Preparata, *The Incubation of Nazism: A Tale of Extreme Measures Undertaken by Britain to Safeguard Imperial Primacy 1900-1944 (Perugia: Ad Triarios Press, 2023), pp 99-102, cit. p. 583.
[63] https://www.independent.co.uk/news/uk/home-news/far-right-extremism-terrorism-tommy-robinson-funding-international-a8937116.html
[64] p. 534.
[65] Antony C. Sutton, *Wall Street and Rise of Hitler* (Sudbury: Bloomfield Books, 1976), pp. 17-18.
[66] Andrew Nagorski, Hitlerland: American Eyewitnesses to the Nazi Rise to Power (New York: Simon & Schuster, 2012), p. 92, cit. p 537.
[67] p. 536.
[68] p. 538.
[69] Conradi, p. 135, cit. p. 536.
[70] Carroll Quigley, Tragedy and Hope: A History of the World in Our Time (California, GSC & Associates. First printing New York, the Macmillan Company, 1966), p. 324, cit. p. 556.
[71] Charles Higham, Trading with the Enemy: The Nazi-American Money Plot 1933-1949 (Authors Guild ‘Baninprint.com edition, 2007), p. 2, cit. p. 557.
[72] p. 557.
[73] p. 556.
[74] https://winteroak.org.uk/2024/06/10/wars-resets-and-the-global-criminocracy/
[75] William Engdahl, A Century of War: Anglo-American Oil Politics and the New World Order (London: Pluto Press, 1992), p. 52, cit. p. 275.
[76] Engdahl, pp. 55-56, cit. p. 345.
[77] https://www.declassifieduk.org/britain-wants-ukraines-minerals-too/ https://www.rothschildandco.com/en/newsroom/press-releases/2023/06/ukraine-business-compact/
[78] p. 526.
[79] p. 530.
[80] pp. 530-32.
[81] p. 526.
[82] p. 527.
[83]
https://winteroak.org.uk/2022/08/02/a-developing-evil-the-malignant-historical-force-behind-the-great-reset/
https://winteroak.org.uk/2025/01/31/modernisation-means-pillage-and-profit/
https://winteroak.org.uk/2025/04/09/the-big-plan-and-the-great-gaslighting/
[84] p. 529.
[85] p. 546.
[86] Antony C. Sutton, Wall Street and the Bolshevik Revolution (West Hoathley: Clairview, 2016), p. 171, cit. p. 545.
See also Paul Cudenec, ‘The False Red Flag’, in Against the Dark Enslaving Empire.
https://winteroak.org.uk/wp-content/uploads/2024/08/against-the-dark-enslaving-empire-online.pdf
[87] Guido Preparata, Conjuring Hitler: How Britain and America Made the Third Reich (London: Pluto Press, 2004), p. 204, cit. p. 570.
[88] p. 547.
[89] p. 549.
[90] p. 550.
[91] p. 552.
[92] Ron Chernow, The House of Morgan (New York: Grove Press, 2001), pp. 249-50, cit. p 533.
[93] p. 384.
[94] p. 385.
[95] p. 601.
[96] p. 605.
[97] p. 622.
[98] p. 666.

- fra:

Adolf Hitler and the zio-imperialist mafia

[mine markeringer i ovenstående tekst/edit]

---

Se evt. også:

____________

Appendix A

Irving afslørede denne kendsgerning modvilligt i et brev skrevet af Dr. Heinrich Bruning, Tysklands kansler før Hitler, til Winston Churchill i 1949, mens han researchede til sin bog “Churchill’s War:

“Jeg ønskede ikke og ønsker heller ikke i dag, af forståelige grunde, at afsløre, at fra oktober 1928 var de to største regelmæssige bidragydere til det nazistiske parti generaldirektørerne for to af de største Berlin-banker, begge af jødisk tro, og en af ​​dem lederen af ​​zionismen i Tyskland. ”
– The Real Winston Churchill by Historian David Irving – You Tube – fra 13.20 to 16:19.

Lidt mere om Irving og censur igen i farten: En dansker med titanisk, nærmest umenneskelig mental kapacitet, analytisk tæft, og med en ærlig 'autistisk' filosofisk, historisk og etymologisk viden indenfor mange felter - inklusive 'konspirationsteori' - og som katalogiserer tusinder af bøger og artikler med en superbibliotekars præcision og grundighed, skriver citatet længere nede. Vi havde tusinder af korrespondancer indenfor alle felter man kan komme på.

NB! Jeg er ikke Hitlerist, selvom jeg kan se, at den officielle historie om Hitler er totalt falsk!

Uddrag af korrespondancer med 'titanen' midt-0'erne:

’Prøv i øvrigt at finde David Irvings værker på danske biblioteker. Han har skrevet mere end 30 bøger. Censur i Danmark i Danmark? Oh yes, der er forbudte bøger ingen må læse. Og hvis man gør, og taler om det, bliver man miskrediteret, tillagt de værste motiver og svinet til. Det er meget, meget sørgeligt lidt, bibliotekerne har.

Irving første bog, det epokegørende værk der afslørede at Dresden var blevet bombet (det var blevet fortiet i vestlige medier, indtil Irvings værk udkom i 1963) har samtlige biblioteker tilsammen nul (0) eksemplarer af. Ikke Det Kongelige Bibliotek, ikke Statsbiblioteker, intet universitetsbibliotek, intet amtsbibliotek, intet folkebibliotek.

5 biblioteker har eksemplarer af Hitler's War, Irving største værk, men den udgave de har, er 1977 udgaven. Værket er siden genudkommet i en revideret og udvidet udgave, der er langt bedre end den oprindelige, og kun på to biblioteker kan man finde dét, nemlig RUC og på et bibliotek i Skive, hvor eksemplaret vistnok er bortkommet. Prøv at finde en boghandel, hvor man kan finde værket - enten i Danmark eller i andre lande. Jeg kan afsløre, at det er omsonst at spilde tid på det, for det lader sig ikke gøre. Man kan være heldig at finde værket i antikvariater - der er lige nu et eksemplar i god stand til salg, for små 600 kroner. Jeg har et eksemplar af værket, som jeg har købt antikvarisk for en mindre formue. En formue for en bog fra 1991 - situationen er absurd.

Man kan lede efter Irving værker om Winston Churchill - der er end ikke oprettet katalognumre til disse. Man kan finde næsten 200 forskellige værker om Churchill på de danske biblioteker, der formodentligt alle roser manden til skyerne. Irvings redelige værk som udstiller Churchill ærligt, kan man ikke finde.

Til sammenligning, har 13 biblioteker Ian Kershaws biografi om Hitler i den engelske udgave, og 109 biblioteker har den danske udgave. Alan Bullocks værk om Hitler fra 1966, oversat til dansk, kan man finde på 13 biblioteker. Et senere værk af samme forfatter, med titlen "Hitler og Stalin: beretningen om to af dette århundredes grusomste magtmennesker" fra 1992, kan man finde på 82 biblioteker. Kershaw og Bullock regnes af mainstream historikere som de ypperste når det gælder personen Hitler, men ingen af de to historikere har haft næsen nede i kilderne. Hvis de havde, ville det ikke have gjort dem klogere, for ingen af dem forstår tysk. Hvor langt ude i hampen er det, når de to mest "anerkendte" historikere om et emne, ikke behersker det sprog kilderne er forfattede på?

David Irving var i øvrigt den mest roste historiker af alle, indtil 1977. Det var året, hvor "Holocaust" blev lanceret*, som var det et vaskepulver-mærke. Forlaget bad Irving om at tilføje et ekstra kapitel til sig værk (Hitler's War, fra 1977), men det kunne og ville Irving ikke, da han skrev ud fra kilder, og han havde ikke fundet nogle kilder om det pågældende emne. Fra da af, gik David Irving fra at være stjernen blandt dem alle og feteret af alle, til at være et hadeobjekt.

Man kan også søge efter Hitlers Mein Kampf, f.eks. i en autoriseret tysk version fra 1942. Tre special-biblioteker har værket, og menigmand har ingen adgang. Værket blev oversat til dansk i 1934, og der er næppe tvivl om at det også solgte som valg brød i Danmark. Tre biblioteker har eksemplarer, men menigmand kan godt glemme at få lov til at kigge i det heller. Sådan ligger landet - enhver kan efterprøve disse konstateringer af de faktiske forhold.

Hvis nogen har modvilje mod David Irving (og det har det fleste), så prøv at overveje hvad årsagen til modviljen kan være. Det er næppe fordi, man har læst nogle af Irvings værker, for de er stort set umulige at få fat på, men mindre man er meget heldig og/eller meget ihærdig. Så hvad kan årsagen være, andet end resultatet af hjernevask og traumatisering?"

"Jeg har fire historiske udgaver af Mein Kampf, alle udgivet i årene da NSDAP herskede. En dansk (1934), en norsk (også 1934), en engelsk (1939) og selvfølgelig en tysk (1943). Jeg har også mange andre udgaver af værket, navnlig på engelsk men også på tysk. : De engelske udgaver vidner om omfattende bestræbelser på omkalfatring af indholdet. Det er nemt for mig at afsløre, da jeg ved hvordan!

Jeg ved at James Murphys autoriserede, engelske udgave er fuldstændig og korrekt, da jeg har sammenlignet teksten med den tyske original, afsnit for afsnit, gennem værkets cirka 800 sider. Intet er udeladt. Intet er fordrejet. [dette har han gjort nitty-gritty pedantisk in extremis, linje for linje komparativt med mange versioner af Mein Kampf - han har desuden brugt meget store beløb på mange forskellige sjældne bøger, meget alsidig polyhistor.]

Andre engelske udgaver er loyalt gengivne. Det kræver ikke samme store indsats at påvise. Kan man konstatere grove fejl i oversættelsen, eller er der danset i indholdet, så er værket bedragerisk. På Ivrit (eller Yiddish) er der mindst to udgaver. Den første (Vad Yeshim) er korrekt. Øvrige er bedrageriske.

Tyskland var ikke racemæssig monolitisk i 1933. Det var ikke monokulturelt. Det var ikke monoetnisk. Hitler selv udtrykte selv, at det var en styrke med denne diversitet.”

- citat slut [mine kursiv, ChaosNavigator, edit]