At Bryde Fortryllelsen - Holocaust: Myte og Realitet
Anmeldelse af Doktor Nicholas Kollerstroms bog
‘Tro ikke på noget, bare fordi du har hørt det. Tro ikke på noget, blot fordi det er talt og rygtet af mange. Tro ikke på noget, blot fordi det står skrevet i dine bøger. Tro ikke på noget, der kun er baseret på jeres læreres og ældstes autoritet. Tro ikke på traditioner, fordi de er blevet overleveret i mange generationer. Men efter observation og analyse, når du finder ud af, at noget stemmer overens med fornuften og er befordrende for det gode og til gavn for alle, så accepter det og lev op til det.’
– Buddha
INTRO
Følgende skal ikke ses som ‘anti-semitisme’, ‘nazisme’, pro-hitlerisme eller andet sludder - ej heller er de talløse videnskabmænd og historikere, som har påpeget løgne igen og igen, ‘anti-semitiske’ eller ‘nazister.’
Mange er cerebrale videnskabsmænd, analytikere og historikere, inklusive mange jøder for hvem dette har været ‘triviel’ viden i mange årtier. Mange af disse er almindelige mennesker og flere er hædersmænd, hvis karrierer og liv er blevet ødelagt, ofte fængslede for at betvivle det officielle narrativ om Holocaust.
Følgende oversættelse af Antony Blacks artikel forneden, er sandsynligvis den anden oversættelse nogensinde til dansk af en artikel fra UNZ Review. (den første artikel er her).
Ron Unz er den berømte amerikanske jøde og akademiker, som sandsynligvis er den mest kontroversielle jøde i nyere tid, fordi han har skrevet den mest heftige historierevisionistiske og chokerende serie kaldet “American Pravda”. Hvis du vil løfte på øjenbrynene i apatiens tidsalder, og knuse din kognitive dissonans, skal du læse den, da ufatteligt meget, hvad du troede var sandt, bliver dekonstrueret.
Ron Unz er blevet betegnet som den mest kritiske amerikanske jøde idag, og skabte i 2013 et ekstremt alsidigt website, UNZ Review, som er blevet censureret og chikaneret, og blev forbudt på Facebook i april 2019 (selv før forbuddet var der stort set ikke et eneste dansk Facebook opslag fra UNZ Review). De sædvanlige tilhængere af censur, det dybt løgnagtige Wikipedia, forbudsfolk og mørkemænd, beskriver selvfølgelig Ron Unz som ‘anti-semitisk’, hvad han overhovedet ikke er. Han er heller ikke ‘selvhadende jøde’, men slutter sig til rækken af en tradition af vidt forskellige men meget skarpe og modige dissidenter, fordi han har erkendt, hvad mange før ham vidste qua grundig research; nemlig at næsten alt hvad vi har fået at vide i historien er forkert. Han har dedikeret en del af sin betydelige tech-entreprenør formue til at sprede sandhed og debat med sit ekstremt professionelle website UNZ Review.
Ron Unz dedikerede sit talent og liv til at bevare hvad der sandt, i modsætning til fiktiv ytringsfrihed i USA. The Unz Review er nu blevet en de facto leder af ytringsfrihed i USA, som er vært for en ‘hvem er hvem’-Blå Bog af politiske dissidenter, modstandere af imperiet og diverse “kriminelle tænkere” – og et meget bredt spektrum af anti-imperium synspunkter… Ikke nok med det, Ron har påbegyndt en forbløffende modig og yderst interessant serie af artikler med titlen “American Pravda”, hvor Ron Unz har slagtet flere hellige køer og uudtalte tabuer end nogen anden offentlig person i nyere tid. Jeg anbefaler stærkt, at du læser hver eneste af disse fantastiske tekster og selv ser, hvordan intellektuel ærlighed og mod kan kombineres for at opnå, hvad jeg tror vil blive anerkendt som en virkelig historisk bedrift for intellektuel frihed.
– Årets “mand” The Saker 2018: De Amerikanske Dissidenter, The Saker, december 2018
Ron Unz Skriver: ‘Doktor Nicholas Kollerstrom, der havde tilbragt elleve år som videnskabshistoriker i staben på University College, London, [led] samme skæbne i 2008. Hans videnskabelige interesser i Holocaust fremkaldte en mediestorm af bagvaskelse, og han blev fyret med en enkelt dags varsel og blev det første medlem af sin forskningsinstitution, der nogensinde blev udvist af ideologiske årsager. Han havde tidligere leveret Isaac Newton-indlægget til en massiv biografisk encyklopædi af astronomer, og USA's mest prestigefyldte videnskabelige tidsskrift krævede, at hele værket blev skrottet, hvilket ødelagde mere end 100 forfatteres arbejde, fordi det var blevet fatalt plettet af at have en så skurkagtig bidragyder. Han fortalte om denne uheldige personlige historie som en introduktion til sin bog fra 2014 Breaking the Spell, som jeg varmt kan anbefale.
Ydermere viste jødiske dødsfald faktisk et kraftigt fald, når der ankom rigelige forsyninger af Zyklon B, præcis i modsætning til, hvad der kunne have været forventet under den konventionelle fortælling. Han diskuterer også de interessante nye beviser indeholdt i de britiske krigsdekrypteringer af al tysk kommunikation mellem de forskellige koncentrationslejre og Berlins hovedkvarter. Et meget stort antal andre individers liv og karriere har fulgt den samme uheldige sekvens, som i store dele af Europa ofte ender med strafferetlig retsforfølgelse og fængsling. Mest bemærkelsesværdigt er det, at en tysk advokat, der blev lidt for dristig i sine juridiske argumenter, snart sluttede sig til sin klient bag tremmer, og som følge heraf er det blevet stadig sværere for anklagede Holocaust-benægtere at sikre sig en effektiv juridisk repræsentation. Efter Kollerstroms skøn, afsoner mange tusinde individer i øjeblikket i hele Europa fængselsstraf for Holocaust-benægtelse.’
- fra Ron Unz, Holocaust Benægtelse
Som med alt andet, er der foregået en kulegravning af etablissementers narrativer af påduttet viden i mange årtier, som yderligere er blevet forstærket af en storslået Internetreformation. Følgende udforskning skal ses i dette lys, og er blot en del af et meget større billede indenfor mange felter.
Som jeg ofte gentager: I en verden af overflod af falskhed gennem generationer, vil sandhed fremstå som det mest mærkværdige, man nogensinde har hørt. De fleste vil derfor - uden at vide det - alliere sig med løgnen, som var det sandhed, og bekæmpe sandhed, som var det løgn
Oversættelse af fra unz.com: Breaking the Spell - The Holocaust: Myth and Reality, Overview of the book by Doktor Nicholas Kollerstrom af Antony C. Black
At Bryde Fortryllelsen- Holocaust: Myte og Realitet. Anmeldelse af Doktor Nicholas Kollerstroms bog
af Antony C. Black
Kætteri i det 21. århundrede
Aldrig i min lange journalistiske karriere, har jeg nogensinde tøvet med at sætte en pen på papiret – indtil nu. Faktisk har jeg i seks år forsinket at skrive denne oversigt over Dr. Kollerstroms bemærkelsesværdige bog.[1] Indtil nu havde intet emne været for kontroversielt, for følsomt, for usømmeligt til at berettige mere end et forbigående øjebliks overvejelse af konsekvenserne. Men dette er anderledes. I nogle seksten lande i Europa, kan man blive sat i fængsel for at gøre, hvad jeg gør nu, eller endda for at udtrykke 'holocaust-benægtelse' på sociale medier. I Tyskland bliver omkring 15.000 mennesker hvert år retsforfulgt for tankeforbrydelse, dvs. for såkaldt 'højreekstremisme'. Her i Nordamerika er det noget bedre; man risikerer ‘blot’ at miste sit job, venner og familie – og muligvis blive blacklistet som forfatter fra stort set alle publikationer, man tidligere kunne have været tilknyttet. Ikke uvigtigt.
Doktor Kollerstrom selv snublede noget mere naivt ind i denne straffende sump i 2008, da han efter blot at have gennemgået et videnskabeligt papir, der analyserede prøver taget fra væggene i de påståede 'gaskamre' i Auschwitz, - et papir forfattet af en Germar Rudolf, en ung videnskabsmand, der på det tidspunkt arbejdede på Max Planck Institute – hurtigt blev afskediget fra sin tidligere stilling som historiker og videnskabsfilosof ved University College, London (UCL), “den eneste medarbejder … drr nogensinde er blevet udvist. på grund af ideologiske grunde". Som han fortæller:
"Jeg blev etisk forbandet, smidt ud af høflige, anstændige grupper, forbudt fra fora og fordømt i aviser... Jeg følte det, som om et eller andet Kains mærke var blevet brændt på min pande. Jeg havde gjort noget så forfærdeligt, at vi ikke engang kunne diskutere sagen. Den middelalderlige forbrydelse af kætteri var tilbage i live og i bedste velgående..."
Kætteri implicer selvfølgelig begrebet tabu, og hvad et samfund gør til tabu, er hvad som føles som helligt, og hvad der er helligt kan ikke drages i tvivl. Når vi beskæftiger os med 'Holocaust', så er vi inde på et område - forsikrer Kollerstrom os om - hvor det ikke handler om historisk videnskab, men i det væsentlige om en religion; Holo-religionen. Og som forfatteren gentagne gange påpeger: "Der kan ikke være nogen videnskab, hvor tvivl er forbudt."
Af Sæbe og Lampeskærme
Inden vi dykker ned i den blækagtige afgrund af de forskellige tekniske argumenter, der involverer dokumenarkiver, arkæologi, kemi, osv., bør vi først tage et fugleperspektiv af det generelle evidens-landskab, dette både for at dæmpe umiddelbar nysgerrighed og for at give en vis klarhed og sammenhæng til fortællingen.
Men før jeg overhovedet begiver mig ud på den perspektiviske rejse, så lad mig stille et spørgsmål.
Tror du, kære læser, på, at nazisterne under Anden Verdenskrig kastede sig i dybderne af menneskelig fordærv ved at omdanne menneskeligt fedt til sæbe, ved at sy menneskehud til lampeskærme og handsker, og alle mulige lignende mareridtsrædsler?
Hvis du gør det, er du ikke alene. Som mange andre troede jeg på det – og jeg indrømmer det fuldstændig blindt – hele mit liv. Men jeg tog fejl. Hvis du tror på det, tager du fejl. Det er ikke sandt. Det skete aldrig. Du kan forvisse dig om det, det er en total myte. Og denne konklusion er ikke kun en konklusion, som såkaldte 'revisionistiske' forfattere nåede frem til, men er snarere et simpelt spørgsmål om dokumenteret kendsgerning, indrømmet og bekræftet af de ortodokse holo-historikere selv, f.eks. Yad Vashem Holocaust Museum i Israel.
Det er rigtigt, at sådanne påståede genstande blev fremvist under Nürnbergprocessen, men i årenes løb blev de alle systematisk afkræftet, dvs. de var lavet af ikke-menneskelige animalske materialer - som jeg siger, hævder ingen officiel holo-historiker længere gyldigheden af disse. Et kritisk sind, et nysgerrigt sind bliver så uundgåeligt ført til det opfølgende spørgsmål: Det vil sige, hvis det ikke er sandt, hvad er der ellers som ikke er sandt, som jeg har fået at vide, og som jeg har troet på hele mit liv? Og det er her, Dr. Kollerstrøm – bl.a. mange andre naturligvis – byder os at lytte til den kontrære generelle sag. Men hvad er den sag egentlig?
I en nøddeskal hævder forfatteren, at de nazistiske koncentrationslejre (nogle i selve Tyskland, de fleste af dem i Polen) var slavearbejdslejre – nogle af dem, som vi vil se, var kun midlertidige transitlejre – hvis uheldige indsatte blev brugt i den tyske krigsindsats grumme tjeneste. [2]
Auschwitz lå for eksempel lige ved siden af det store Buna-Monowitz industrianlæg drevet af IG Farben, og som producerede (af kul) meget af rigets syntetiske olie og gummi, og uden hvilken den tyske krigsmaskine ville være bragt til et brat stop – og hvis arbejdskraft blev hentet fra selve koncentrationslejren Auschwitz. Nogle af dem (Aktion Reinhardt-lejrene) var også en del af en generel politik etableret på den berygtede Wannsee-konference i 20. januar 1942 ang. systematisk deportation 'mod øst' af befolkninger af 'uønskede', herunder jøder, romaer, kommunister og så videre, som skulle deponeres øst for Ural, når først Sovjetunionen, som tyskerne selvsikkert forventede, hurtigt var blevet besejret af den indtil da fuldstændig succesrige tyske krigsmaskine. Således udtrykket 'Endlosung' som af de ortodokse holo-historikere tendensiøst er blevet fortolket som 'endelig løsning', men i virkeligheden betyder 'afslutning' eller 'mål' – i dette tilfælde deportation mod øst, som blev forpurret af den uventede modstand, og selvfølgelig en eventuel fiasko for Operation Barbarossa, den tyske invasion af Sovjetunionen.
Men hvad disse lejre ikke var, ifølge Kollerstrom, var monstrøse udryddelsesfabrikker, der tog toglæs af mennesker ind, og simpelten hværnede dem sammen til lig af mennesker . Dette billede, fastholder han, er en brutal og umenneskelig arv, der er kommet til at hjemsøge den vestlige fantasi, og danne grundlaget for en dement hellig myte - der sammen med andre assisterende myter - er blevet medvirkende til at understøtte et samfund baseret på usandhed. Vi er, siger han, Løgnens Folk – og som også bekvemmeligt er kommet til at tjene amerikanske og vestlige imperielle interesser i deres virkelige monstrøse kultur af 'endeløs krig'.
Naturligvis betyder dette ikke en manglende anderkendelse af rædselen og uretfærdigheden ved den systematiske tilbageholdelse af hundredtusinder eller endda millioner af mennesker i slavearbejdslejre, hvor tyfus og andre sygdomme florerede, og hvor, hvis ikke systematiske drab fandt sted, så helt sikkert sporadiske brutaliteter. Men igen, de var ikke - som vi er blevet fortalt hele vores liv - fabrikker til at forarbejde mennesker til lig
Så der har du selve 'sagen' i en nøddeskal. Men hvad med beviserne?
Til at begynde med, er der den - mærkeligt nok - veldokumenterede kendsgerning, at der ikke er nogen som helst dokumentation for nogen som helst 'plan' fra nazisternes side om systematisk at udrydde millioner af mennesker. Af det store korpus af overlevende dokumenter fra Det Tredje Rige, er der således ikke et stykke bevis, der indikerer en sådan plan; ingen proklamationer, ordrer, radioudskrifter, memoer, erindringer – intet overhovedet. Som Kollerstrom siger, er vi tilbage i den tro, at konstruktionen og driften af denne enorme sammensværgelse blev udført udelukkende gennem en form for "telepati".
Desuden, og i modsætning til den populære forståelse, nævnte Wannsee-konferencen ingen sådan plan. Holo-historikere er i stedet blevet tvunget til at 'tolke' visse 'kodeord' fra konferencen som en anden betydning end deres ordbogsbetydning. (Her minder Kollerstrøm læseren om, at det ikke er historikerens opgave at påtvinge mening på dataene, men snarere at lade dataene tale for sig selv.) Der er heller ikke et stykke bevis for hverken en plan eller noget som helst at gøre med 'udryddelse' fra de nyligt udgivne, omfangsrige dagbøger af både Himmler og Goebbels . Derudover konkluderede den britiske historiker, David Irving i sin bog, 'Hitler's War', udelukkende baseret på primært kildemateriale, at Hitler selv ikke kendte til en sådan plan (en konklusion, bl.a., der fik Irving i ballade og, ligesom Kollerstrom, dømt til evig fordømmelse i hele det vestlige samfund, medier og den akademiske verden.)
Så er der dekanen [den øverste autoritet] for ortodokse holo-historikere, Raul Hilberg, forfatter til den formodede definitive tre-binds historie om Holocaust, 'De europæiske jøders ødelæggelse', som blev tvunget af forsvarsadvokaten ved Ernst Zundel-sagen i 1985 til at indrømme under ed. , at der ikke var noget dokumentarisk bevis - ikke en tøddel - på nogen påstået gasning af mennesker fra nazisterne side! Sidstnævnte kendsgerning bakkes også op, som vi skal se senere, af Bad Arolsen-arkivet (som omfatter omkring 30 millioner dokumenter, der har at gøre med lejrene og anses for at være det mest fremtrædende arkiv om disse spørgsmål), hvis kuratorer udgav en erklæring i. 2007 og sagde, at de ikke havde beviser - ikke ét dokument - der tydede på dødsfald ved gasning.
Men hvad så med den fysiske struktur af selve 'gaskamrene'? Her er beviserne ifølge Kollerstrom endegyldige: De kunne ikke have været 'gaskamre' (dvs. de var virkelig brusere), både fordi deres strukturer (hvoraf mange dele er blevet svigagtigt rekonstrueret efter krigen) er sidstnævnte permeable, og fordi kemiske analyser afslører, at der ikke er hyrdogencyanid (cyanbrinte) i deres vægge – hvorimod væggene i de små aflusningskamre, der blev brugt til at desinficere de indsattes tøj, og som alle er enige om blev brugt til dette formål (på trods af den åbenlyse selvmodsigelse i en 'udryddelseslejr’), er propfulde af hydrogencyanid.
Men hvad med de 'seks millioner'? Blot et mangeårigt symbolsk meme, der repræsenterede det traditionelle antal jøder i Europa, og som referencer for går tilbage mindst et halvt århundrede før 'Holocaust'. Der blev ikke foretaget systematiske forsøg eller videnskabelige undersøgelser udført i Nürnberg for at bestemme mængden, der døde i lejrene under krigen, og det kunne der heller ikke have været inden for den tidsramme, før retssagerne begyndte. Desuden udgav Auschwitz-museet selv en erklæring i 1989, der nedjusterede de 'fire millioner', der angiveligt blev dræbt i Auschwitz, til 'en million', men denne afsløring blev aldrig indregnet i den officielle optælling. Senere, som vi skal se, blev de sovjetiske 'dødsbøger' for Auschwitz tilgængelige efter Sovjetunionens fald, hvilket viste, at kun omkring halvfjerds tusinde mennesker (ca. halvdelen af dem jøder) døde i Auschwitz – næsten alle af tyfus – et antal som tilfældigvis falder sammen med tallene i Arolsen Arkivet.
Men hvad med alle 'billederne'? De ikoniske billeder af bunkeraf lig, der vises de rigueur i hver lærebog, er fra Bergen-Belsen og er kendt for at være ofre for tyfus, dvs. de var ikke ofre for 'gaskamre' - men disse fotografier fortsætter med at blive paraderet den dag i dag som "gasning" af ofre på trods af denne transparente og offentlige forfalskning af dokumenterede fakta. Hvad der heller aldrig vises, er de mange eksisterende fotografier der blev taget af sunde og stærke indsatte, da lejrene blev befriet af sovjetiske og allierede styrker.
Men sandelig er 'øjenvidne'-beretningerne afgøremde? Næppe. De fleste af de centrale 'selvbiografier' har vist sig at være falske, og resten er i vid udstrækning afledt af disse beretninger og/eller baseret på rene rygter og fortællinger. Desuden er der opstået en hel industri af falske 'øjenvidne'-beretninger, og som er en del af en meget større virksomhed. Ikke for at sætte en for fin pointe af det, men 'Holocaust' er big business [som Norman Finkelstein viser]. Faktisk er der stærke beviser for, som vi skal se senere, at selv så berømte holo-biografier som Elie Wiesels, er fuldstændig bedrageriske. Der er også talrige beretninger, som vi snart vil undersøge, af ret anerkendte personer, der imødegår den officielle 'Holocaust'-fortælling, men som fortsat rutinemæssigt og fuldstændigt ignoreres og undertrykkes.
Okay, men hvad med 'tilståelsen' fra Rudolf Hoss, kommandanten for Auschwitz og nøglevidnet for anklagemyndigheden ved Nürnbergprocessen? Vi lærer fra Kollerstrom at beviser, der kom frem i midten af 1980'erne, at Hoss var blevet "tortureret i tre dage og nætter af et britisk tæskehold” forud for sin tilståelse. Og at der under alle omstændigheder er åbenlyse modsigelser i hans torturerede vidneudsagn, der viser, at han blot fandt på, hvad hans anklagere/forfølgere ønskede at høre. Trusler om enten dødsstraf eller lange fængselsstraffe var faktisk den overordnede kontekst for resten af de menige "tilståelser" i sejrherrernes militærdomstol, der accepterede realiteten af 'udryddelsestesen'som en forudbestemt kendsgerning - og benægtelsen af denne, kunne ikke bruges som et forsvar (i øvrigt et fællestræk ved nutidens berygtede internationale skueproces-domstole / 'krigsforbryderdomstole')[3] – men hvilken juridisk taktik garanterede ens domfældelse! Følgelig valgte de fleste tiltalte den pragmatiske holdning at acceptere anklagemyndighedens 'tese', som åbnede døren til en mild dom.
Anyways, nok med det overfladiske overblik. Lad os gå ned i substansen.
'Seks millioner'
Et par måneder efter Sovjetunionens befrielse og besættelse af Auschwitz i januar 1945, annoncerede den sovjetiske avis Pravda det svimlende antal af omkring fire millioner mennesker, der var døde i lejren. Denne figur blev uden videre hurtigt integreret i Nürnbergprocesserne. Men i 1989 blev de såkaldte 'Dødsbøger' udgivet af den sovjetiske præsident Gorbatjov. Disse dokumenter, som var blevet beslaglagt af sovjetterne fra Auschwitz, bestod af omkring 46 bind, der katalogiserede de individuelle dødsattester for dem, der døde i Auschwitz - af omkring 69.000 personer. Ikke fire millioner, men niogtres tusinde – og af dem var omkring 29.000 jøder, mens resten består af en blanding af andre etniske grupper og nationaliteter. Vi kan kun spekulere i hvorfor og omstændighederne i forbindelse med de oprindelige, groft overdrevne tal, selvom det næppe strækker fantasien at antage, at sovjetterne måske ikke havde været i et særligt objektivt, videnskabeligt humør, efter at have mistet op mod 27 millioner af deres landsmænd til de tyske angribere, men snarere i et propagandistisk.
Ikke desto mindre konstituerer 'Auschwitz' dødsbøgerne, en masse, et primært kildedokument.
Et andet lager af primært kildemateriale er Arolsen-arkivet, også kendt som International Tracing Service, beliggende i Bad Arolsen, i Nordtyskland, og som drives af Det Internationale Røde Kors. Sidstnævnte omfatter omkring tredive millioner sager vedrørende seksten af lejrene i både Tyskland og Polen. Disse anses for at være den mest fremtrædende – og objektive – database vedrørende lejrene.
Jeg siger "objektiv", da de mere berygtede Yad Vashem-museets arkiver i Israel er betydeligt mindre objektive. Mange af de dødsfald, der er registreret dér, er simpelthen taget fra deportationslister og omfatter, de ekstra dødsfald før, under og endda efter krigens afslutning. Desuden kan enhver blot udfylde en formular online og hævde at være et 'offer for Holocaust' – en overlevende, åbenlyst, eller måske en pårørende til en sådan – uden nogen som helst dokumentation. Der er således intet til hinder for flere eller svigagtige indtastninger, og der er, som vi skal kommentere på nærmere om lidt, den bagvedliggende motiverende faktor for at indgive en ansøgning for derefter at fremsætte et erstatningskrav mod den tyske regering. Som sådanne anses 'arkiverne' fra Yad Vashem, i det mindste af revisionistiske holo-historikere, for at være i det væsentlige værdiløse.
For at vende tilbage til Arolsen Arkivet. I 1979 offentliggjorde kuratorerne et tal for ofrene fra femten af lejrene, og som i alt udgjorde omkring 271.000 personer. Så i 1984 offentliggjorde de et samlet dødsstal for seksten af lejrene, som nåede op på 282.000. Disse dødsfald repræsenterer alle dødsfaldene i lejrene med undtagelse af dødsfaldene i Aktion Reinhardt-lejrene (som omfatter Treblinka, Sobibor og Belzec), hvor sidstnævnte blev betragtet som transitlejre - men som vi skal diskutere senere i forhold til den arkæologiske kontrovers, der omgiver dem. Både 'Dødsbøgerne' og Arolsen-arkiverne er stort set enige om mængden af jøder, der døde i Auschwitz, omkring 30.000 i alt – hvilket svarer til mindre end halvdelen af de samlede dødsfald. Det er overflødigt at sige, at den slags tal ikke fakdt i god jord i et land, Tyskland, der havde dømt, at holocaust-benægtelse er en kriminel handling. Følgelig, og som Kollerstrøm udreder:
”Der er aldrig kommet nogen som helst 21. århundredes udtalelse ud af Arolsen Arkivet om deres samlede tal. Det ville bare være for risikabelt: Den strafbare handling; "at benægte Holocaust" i Tyskland omfatter "nedtoning eller bagatellisering af nationalsocialismens forbrydelser". Loven specificerer ikke, hvad der præcist konstituerer disse forbrydelser! Ikke overraskende har Arolsen-cheferne ikke turdet at fremføre nogen udtalelser. (Det kan også være tilfældet, at de har modtaget ordre om ikke at foretage nogen opgørelser mere...)”
Ikke desto mindre udgav managerne i 2006 en erklæring om antallet af dem, der var døde af gasning: Der var ingen, eller rettere sagt, de havde ingen registreringer af, at der var nogen ofre for gasning – overhovedet. Den efterfølgende polemik var nok til, at de lavede et hastigt tilbagetog, og der er ikke kommet yderligere udtalelser sidenhen. (Vi vil ikke være så tilbageholdende, men snart diskutere sagen grundigt under afsnittet om 'videnskab'.)
De officielle tal for den absolutte dødelighed i hver af lejrene fortsætter dog med at svinge – ofte vildt, afhængigt af hvilken 'øjenvidne'-beretning eller officiel udmelding der er fremtrædende i øjeblikket – men mest nedadgående. Mens tallene for Dachau lige efter krigen talte omkring 238.000 døde, ligger det samlede antal i dag på 20.600. Denne sænkning med en faktor ti, synes at gå i den retning, som de primære kildearkiver antyder. Men hvad så med "seks millioner"-tallet? De første 'fire millioner', som sovjetterne angav i Nürnberg, ville helt sikkert have spillet ind i totalen. Men hvorfor netop 'seks'? Hvorfor ikke syv eller otte – eller fem? Og her beder forfatteren os om at notere os en meget ejendommelig kendsgerning: Mere specifikt, er der den ubestridelige forudgående eksistens af et langvarigt meme, der netop involverer 'seks millioner'-tallet.
"Så, hvor kom det totemiske tal fra? Det begyndte i Amerika omkring år 1900 som et fundraising-stunt, og blev derefter ved med at pulsere gennem det tyvende århundrede som et helvedes mantra. Her er nogle 166 referencer, 1900 – 1945. De er overvejende amerikanske. I begyndelsen af det 20. århundrede blev seks millioner jøders 'lidelse' et argument i favør for det nye zionistiske projekt... Det hjalp med fundraising, idet antallet blev nævnt som det samlede antal jøder i Europa. Under Første Verdenskrig var det altid seks millioner jøder, der sultede, trængte til redning, osv.
Og derfra opregner forfatteren pligtskyldigt 166 referencer. Det er værd at tage et kort blik på et par af dem, bare for at få fornemmelsen af sagen:
1906 – New York Times , 25. marts 1906: “...tilstanden og fremtiden for Ruslands 6.000.000 jøder blevfremført den 12. marts i Berlin til det årlige møde i Central Jewish Relief League of Germany af Dr. Paul Nathan.. .Han forlod St. Petersborg med den hurtige overbevisning om, at den russiske regerings undersøgte politik for "løsningen" af det jødiske spørgsmål er systematisk og morderisk udryddelse."
1913 - Fort Wayne Journal Gazette (Ind.), 18. oktober 1913, side 4: "Der er seks millioner jøder i Rusland, og regeringen er ivrig efter at udslette dem ved metoder, der fremkalder protester fra den civiliserede verden."
1915 - New York Tribune , 14. oktober 1915: "Det, tyrkerne gør mod armenierne, er en barneleg sammenlignet med, hvad Rusland gør mod seks millioner jøder, hendes egne undersåtter."
1918 – New York Times , 18. oktober 1918: "Seks millioner sjæle vil have brug for hjælp til at genoptage det normale liv, når krigen er afsluttet .... Komiteen af amerikanske jøder lægger planer for historiens største humanitære opgave .. 6.000.000 jøder har brug for hjælp."
1919 - San Antonio Express , 9. april 1919, side 12: "På intet andet tidspunkt i det jødiske folks historie har behovet været så stort som nu. Seks millioner af vores brødre og søstre dør af sult. Hele racen er truet af udryddelse. "
1921 – New York Times , 20. juli 1921, side 2: “BØNFALDER AMERIKA AT REDDE 6.000.000 I RUSLAND. Ruslands 6.000.000 jøder står over for udryddelse ved massakre."
1926 – Encyclopedia Britannica, 13. udgave , bind. 1, 1926, side 145: "Mens der er i Rusland og Rumænien er over seks millioner jøder tilbage, som systematisk bliver degraderede..."
1931 – The Montreal Gazette, 28. december 1931, side 25: "SEKS MILLIONER JØDER STÅR OVERFOR HUNGERSNØD .... FRYGTER ØJEBLIKKELIG KRISE .... seks millioner jøder i Østeuropa står over for sult, og det som er værre, i løbet af den kommende vinter."
Og så videre og så videre, i 166 referencer.
Som tidligere nævnt blev der i Nürnberg ikke gjort noget forsøg på faktuelt at etablere det samlede antal mennesker, der var døde i lejrene under krigen. Således, som klart bekræftet af den franske historiker Vincent Reynouard, "I Nürnberg blev der aldrig foretaget nogen statistisk undersøgelse ... for at bestemme mængden af forsvundne jøder." Det, som Retssagerne støttede sig til (bortset fra Hôss' vidneudsagn som kun vedrørte Auschwitz) var en erklæring afgivet af SS-agent Wilhelm Hottl, som vidnede, på betingelse af, at hans liv blev skånet, at han engang havde hørt en sådan historie fra Adolf Eichmann (som attesterer de 'seks millioner'), i august 1944, men som Eichmann senere benægtede. Som Kollerstrøm bemærker: "Det var alt! Og derved kom det magiske tal til at angribe vores allesammens sind."
Vi har kort inspiceret to primære kildedokumenter, nemlig 'Auschwitz-dødsbøgerne' og Arolsen-arkivet, men der er flere.
I midten af 1990'erne blev British Intelligence Decrypts fra Bletchley Park frigivet. Disse dokumenter omfatter radioaflytninger fra Auschwitz, der blev muliggjort af det berømte brud på den tyske Enigma-kode. Dekrypteringerne dækkede den afgørende tretten-måneders periode fra januar 1942 til slutningen af januar 1943. De registrerede daglige ankomster og afgange af indsatte, forsendelser af kul og koks, osv. Forventningsfulde hænder finkæmmede disse uvurderlige arkiver for hvad, man troede, utvivlsomt ville afsløre umiddelbare beviser for den store forbrydelse. Det var dog kun en stor forlegenhed, da der ikke forelå sådanne beviser. Ikke en krumme.
Hvad disse udskrifter taler om, er de indsattes daglige kommen og gåen til det gigantiske Buna-Monowitz industrianlæg kun to miles øst for Auschwitz. Således registrerer én post,
"Brugen af fanger til krigsindustrier i stor skala er diskuteret nedenfor... den største overførsel er flytningen af jøder til AUSCHWITZ for syntetisk gummiarbejde. En anden stor bevægelse er overførslen af syge fanger til DACHAU."
De nævner også et større udbrud af tyfus i sommeren 1942 og foranstaltninger til at begrænse det. Således er der dette citat fra januar 1943-resuméet om Auschwitz,
"Bunawerk beskæftiger stadig 2210 mand, hvoraf 1100 er på selve arbejdet. Jødiske urmagere sendes til SACHSENHAUSEN, hvor der er et akut behov for dem. Tyfus-tilfælde bliver fortsat rapporteret, selv om der er der truffet anstrengende foranstaltninger, og 36 tilfælde blev fundet blandt blandt den nye gruppe fanger den 22.
Men ingen beviser for massedrab.
Der er faktisk et fjerde primært kildearkiv, der har at gøre med de intakte koksoptegnelser fra Auschwitz, men som vi skal dække i næste afsnit.
Endelig er antallet af 'seks millioner' ikke helt uden betydning, da det ifølge forfatteren ironisk nok registreres som det cirka tal af 'holocaust-overlevende', der har sagsøgt for erstatningskrav fra den tyske regering efter krigen. Faktisk er der blevet udbetalt omkring 4,3 millioner erstatninger på omkring hundrede milliarder tyske mark. Det er derfor værd at bemærke på dette tidspunkt, at ifølge de fleste revisionistiske forfattere talte jøders antal under tysk kontrol i alle de besatte områder aldrig mere end 4,5 millioner, selvom Kollerstrom sætter tallet noget lavere til 3,5 millioner.
Betyder det nu, at antallet af indsatte, der døde i lejrene, var 'bare' 300.000 eller deromkring? Ikke nødvendigvis. Optegnelserne fra Aktion Reinhardt-lejrene, der for det meste er transitlejre, er ikke blevet bevaret, og der ville sandsynligvis have været dødsfald, der ikke blev registreret. For at give noget yderligere perspektiv på denne sag og muligvis for at sætte en slags øvre grænse for tallene, citerer jeg her endnu en revisionistisk forfatter, Peter Winter, som i sin bog, 'The Six Million: Fact or Fiction'[4] citerer et citat af Stephen F. Pinter, der tjente som advokat for det amerikanske udenrigsministerium i besættelsesmagten i Tyskland i seks år efter krigen, og som kom med dette indlæg til det katolske magasin 'Our Sunday Visitor, 14. juni 1959:
"Jeg var i Dachau i 17 måneder efter krigen, som advokat for det amerikanske krigsministerium, og kan konstatere, at der ikke var noget gaskammer i Dachau. Hvad der blev vist for besøgende og sightseeing dér, og fejlagtigt beskrevet som et gaskammer, var et krematorium. Der var heller ikke et gaskammer i nogen af de andre koncentrationslejre i Tyskland….Ud fra hvad jeg var i stand til at determinere i løbet af seks efterkrigsår i Tyskland og Østrig, var der et antal jøder dræbt, men tallet på en million var bestemt aldrig nået. Jeg interviewede tusindvis af jøder, tidligere fanger i koncentrationslejre i Tyskland og Østrig, og betragter mig selv som lige så kvalificeret som enhver mand om emnet."
Omtalen af 'krematorium' er i forbifarten betydningsfuld, da de fleste af lejrene havde dem – ligesom mange hospitaler og fængsler har dem den dag i dag. Alene det faktum at have krematorier, taler således på ingen måde for begrebet “gaskamre". For en lejr som Auschwitz, beliggende som den var på sumpet grund med et meget højt vandspejl, ville de få [krematorier], den havde, have været uundværlige for at skille sig af med enhver, der døde der - men kun inden for visse meget begrænsede grænser, da vi kan se, hvor meget brændstof, indsats og tid det tager at kremere en krop.
Med hensyn til de samlede tal, mener jeg i øjeblikket, at vi skal være forsigtige og sige, at med vores nuværende viden vil disse sandsynligvis variere et sted mellem 300.000 og måske det dobbelte - og disse tal vil naturligvis omfatte alle indsatte, ikke kun jøder. .Det ville være rart - som Kollerstrom påpeger - at være i stand til at forske yderligere i denne sag, men i betragtning af at adgang til de relevante arkiver reelt er forbudt, og hvor selv forsøg på at gøre det betragtes som en forbrydelse eller karriere-selvmord, Udsigterne hertil er på nuværende tidspunkt næppe gode.
Også, og for at give et perspektiv på dette 'talspil', refererer jeg til min egen journalistiske erfaring med at researche og skrive om mere moderne konflikter. Således var et af mine allerførste essays som ung, uafhængig journalist for Toronto Star, hvori jeg diskuterede 'dthe killig fields' i Cambodja, og hvori jeg destruerede det officielle tal på 'to millioner' ofre – som endnu står til denne dag – som viser, at det er opstået fra kun én italiensk journalist, der senere har trukket tallet tilbage! De sande tal var mere sandsynligt i nærheden af 400.000, hvor amerikanske propagandister simpelthen havde tilføjet de tal, der døde af sult på grund af USA's 'hemmelige bombning af Cambodja', på Khmer Rouge scorecard. Men igen, ingen ved det med sikkerhed. Ligesom ingen rigtig ved, hvor mange der døde i Korea- eller Vietnamkrigen, eller den store amerikansk-støttede indonesiske massakre i 1965 (så sandelig 'året for at leve farligt'). Tal, der rutinemæssigt citeres vedrørende disse konflikter, varierer - afhængige af kilden - bogstaveligt talt over millioner af mennesker!
Det samme er tilfældet i dag med hensyn til Irak og andre meget nyere vestlige imperiale konflikter (tør vi kalde dem "holocaust"?). Det er bestemt vigtigt at forsøge at etablere solide tal, både da disse repræsenterer individuelle tabte menneskeliv, og da disse tal opportunistisk bruges til ideologiske formål. Men vi skal i sidste ende forblive ydmyge, foran opgaven som stilles for os, og ofte være villige til at leve med usikkerhed – samtidig med at vi fortsætter med at anstrenge os yderligere med vores undersøgelser.
Med det forbehold, lad os fortsætte med vores nuværende undersøgelse.
I introduktionen til 'Breaking the Spell' minder forfatteren os om, at 'Holocaust' repræsenterer en "treenig" tese, dvs. involverer et totemisk tal (de 'seks millioner'), en djævelsk 'plan' (for bevidst at udrydde en hel etnisk gruppe, jøderne) – og en hensynsløs 'metode' ('gasning' ved hjælp af den berygtede 'Zyklon B'). Vi har behandlet de to første af disse underafhandlinger, og det er til den tredje, vi nu vender vores undersøgende opmærksomhed.
Videnskaben Tager til Auschwitz
Som Kollerstrom fortæller, kom et vendepunkt i Holocaust-revisionismens historie i 1985, da canadieren, Ernst Zundel, blev anklaget for at udgive det bedst sælgende hæfte, 'Døde seks millioner virkelig?'. Ved retssagen var han heldig, ifølge forfatteren, at blive assisteret af den 'moderne revisionismens mester', Robert Faurisson, og sammen søgte de hjælp fra den daværende dekan [læs: fremmeste ekspert] for amerikansk henrettelsesteknologi, Fred Leuchter, hvis særlige ekspertise var i gaskammerdesign.
I februar 1988 blev Leuchter udsendt af Zundel for at rejse til Auschwitz/Birkenau (og Majdanek), hvor han først studerede Auschwitz-museets arkiver for at finde ud af præcist, hvor de påståede 'gaskamre' var placeret; for det andet inspicerede han strukturerne gennem linsen af sin egen ekspertise om gasning; og endelig indsamlede (ulovligt) tredive prøver - eller deromkring - fra væggene i 'gaskamrene' og fra tilfældige opadliggende strukturer i Auschwitz, og en prøve fra et af de meget mindre aflusningskamre. Disse prøver blev derefter sendt, efter hans tilbagevenden, til et firma, Alpha Analytical Laboratories (som ikke havde nogen viden om, hvor prøverne var kommet fra, og som var forfærdede, da de til sidst fandt ud af det), for at blive analyseret. for spor af jerncyanid.
Sidstnævnte forbindelse er særligt relevant her, da hydrogencyanid normalt er ret kortvarig på overfladen – medmindre det binder sig til jern, hvorfra det bliver meget langtidsholdbart, og som også over tid bliver til en lys turkisblå, også kendt som 'jernblå'. Hvad der er tydeligt selv den dag i dag i mange af lejrene, er den 'jernblå' farve i mange af aflusningskamrene, som har tilstrækkelig tæt nok densitet i mange tilfælde (hvor disse kamre er lavet af mursten) at være gennemtrængt helt igennem til ydervæggene og er således tydeligt synlige for det utrænede øje. Ingen af prøverne fra 'gaskamrene' viste dett jernblå – hvorimod aflusningskammerprøven var propfyldt med stoffet. Ingen af de påståede 'gaskamre' i Auschwitz/Birkenau har dog dette 'jernblå', og tro mod dette kendetegn (eller rettere mangel på), viste ingen af prøverne fra 'gaskamrene' andet end residualrester af cyanid – mens aflusningskammerprøven var profyldt af substansen. Leuchter registrerede også - i sin undersøgelse af de påståede gaskamre . ved at konkludere, at de på ingen måde kunne være opført som gaskamre, da de var spektakulært uegnede til formålet, værende klart og latterligt utætte for gas.
Denne, 'Leuchter-rapporten', blev offentliggjort i maj 1988, og den kastede for første gang fokus på spørgsmålet om aflusningskamrene. Som Kollerstrom bemærker, "før Freds rapport var menneskeheden blot blevet disinformeret om, at Zyklon-gas = menneskelig massemord."
Forfatteren kommenterer også Leuchters skæbne angående hans indtog på denne kontroversielle arena,
"Leuchter burde være blevet slået til ridder for sin tjeneste for menneskeheden: Sir Fred. Men i stedet fik han termineret sin karriere, blev smidt ud forskellige steder, var etisk fordømt, og han endte med at køre skolebus – informerede han mig."
Ikke desto mindre fangede rapporter i 1991 en strålende ung kemikers opmærksomhed, Germar Rudolf, som på det tidspunkt studerede til sin Ph.d.-grad ved Max Planck-instituttet i Tyskland. For Rudolf fik "tvivlens torn", der blev plantet i hans sind, da han læste rapporten , ham og to kollegaer til at krybe over til Auschwitz og ekstrahere yderligere tredive prøver fra både væggene i de påståede 'gaskamre' og fra de mindre aflusningskamre (og undervejs fotografere præcist hvor, hvordan og hvad de gjorde). Resultaterne matchede og bekræftede Leuchters resultater, idet der var en to tusind gange differentiales forskel mellem prøverne taget fra aflusningskamrene versus 'gaskamrene'.(Bemærk, at der overhovedet var ferrocyanid i brusernes vægge, også kaldet 'gaskamre' – dog generelt mindre end 1 ppm – skyldtes det veldokumenterede faktum, at mange af lejrens andre rum og indhegninger blev lejlighedsvis sprøjtet med Zyklon B som en del af rutinemæssige desinfektionsprotokoller, og hvis prøver også viste de samme, omend meget lave, niveauer af cyanid.)
Her fremhæver Kollerstrom, der selv er videnskabshistoriker, en vigtig metodisk pointe. Mere specifikt:
"Både Leuchter- og Rudolph-rapporterne havde deres svagheder, og det er kun ved at integrere de to sammen - hvilket vi kan gøre, fordi deres metoder var identiske - at man opnår et solidt og klart grundlag for en rationel debat."
Det efterfølgende hændelsesforløb efter offentliggørelsen - først i 1992 af en foreløbig rapport, og derefter i 1993 af hans historiske 120-siders dokument, Rudolf-rapporten - resulterede i sædvanlige generalieblad af personlig ruinering, som vi efterhånden er alt for bekendt med. Rudolf fik sin karriere destrueret og befandt sig til sidst, i 2007, bundet i lænker i en tysk domstol, hvor han blev behørigt idømt fire års fængsel. Som Kollerstom endnu en gang kan understrege: " Videnskab eksisterer ikke, hvor tvivl er forbudt, lad os være klare om dette."
Som en opfølgning på disse undersøgelser, gik en kemiker-ingeniør Dan Desjardins efterfølgende i både Leuchters og Rudolfs fodspor gennem Auschwitz, så vi, med Kollerstroms ord, har god corroboration [et begreb i Karl Poppers videnskabsteori] med hensyn til, hvor prøverne kom fra'.
Det er yderligere værd at bemærke på dette tidspunkt – og her tager jeg endnu en gang et tag med forfatteren Peter Winters ord – at "parallellerne mellem den rigtige aflusningsstation og de påståede 'menneskelige gaskamre' er så identiske, at det er klart, at drabsgas-kammer historien blev udviklet fra det rigtige tøjaflusningssystem.”
For nu at se på endnu et primært kildearkiv, et som jeg hentydede til tidligere, dvs. de intakte koksoptegnelser - fra Auschwitz/Birkenau (sidstnævnte lejr, lige ved siden af og også kendt som Auschwitz II, beliggende i umiddelbar nærhed af Auschwitz I) - finder vi ud af, at mængden af koks, der ville have været nødvendig for at brænde hundredtusindvis af lig, simpelthen ikke eksisterede. Her leder Kollerstrøm os til den tunge lærbog, 'Dissecting the Holocaust',[5]r edigeret af Germar Rudolf, hvor et essay af den minutiøse efterforsker Carlo Mattogno gennemgår sagen.
Mattogno informerer os om, at det "normalt kræver 88 til 110 lbs [40 til 50 kg] af [koks til at kremere] et lig." Efter at have redegjort for forskellige faktorer (f.eks. hvor mange ligbrændingsovne der fyrer sammen osv.) konkluderer han, at disse koksleverancer "ubestrideligt beviser , at kun ligene af de indsatte, der var døde af naturlige årsager, kunne kremeres i krematorierne. Derfor fandt der ingen massemord sted i Auschwitz og Birkenau i tiden fra marts til oktober 1943!”
Ifølge Kollerstrom indeholdt Fred Leuchters rapporten også en lignende beregning, mens den nåede frem til den samme konklusion. Leuchter bemærkede endvidere, at dødstallet for Auschwitz toppede nøjagtigt "i de værste perioder af tyfusepidemien i 1942 og 1943." Sidstnævnte reference er vigtig, fordi den understøtter argumentet – og alle beviserne – om, at den berygtede Zyklon B blev udsendt til lejren netop for at imødegå de tyfus-udbrud, der begyndte omkring dette tidspunkt. Yderligere argument for, at Zyklon B ikke var tænkt som et 'udryddelsesvåben', men blot som det, nazisterne sagde, det var beregnet til - dvs. desinficering - findes i to relaterede kendsgerninger. Mere specifikt;; hydrogencyanid-sammenkogningen blev sendt til alle lejrene, ikke kun til dem, der i dag er udpeget som 'udryddelseslejre' – hvoraf sidstnævnte i øvrigt kun udgør omkring seks lejre i alt. Ydermere udgik Zyklon B i slutningen af 1944 for at blive erstattet af det nymodens aflusningsmiddel, DDT, og som selvfølgelig ingen nogensinde har påstået blev brugt til at dræbe mennesker. Kollerstrom bemærker desuden, at mikrobølge-desinfieringsteknologi blev introduceret af tyskerne i lejrene meget sent i krigen – en teknologi, der blev grundlaget for den nu allestedsnærværende mikrobølgeovn - selvom der ikke er nogen "øjenvidne"-beretning til dag dato, om at nogen blev kogt til døde ved mikrobølger.
For at afslutte dette afsnit, er det apropos på sin plads for at bemærke den fremtrædende kendsgerning i den ortodokse historieskrivnings generelle modvilje mod at introducere en sådan elementær retsmedicinsk videnskab til dette emne. At det er så tabubelagt, vidner endnu en gang om den opfattelse, at vi, når vi beskæftiger os med 'Holocaust', ikke længere er i videnskabens område, men i den hellige mytes og religionens. Lad os ikke desto mindre fortsætte vores hårdnakkede veje og lave en kort gennemgang af videnskaben, som den vedrører nogle af de andre koncentrationslejre.
Af arkæologi, diesel og bål
At sige, at der har været en decideret modvilje mod at engagere sig i retsmedicinens tjeneste for at 'bevise' Holocaust, betyder ikke, at der ikke har været sådanne forsøg.
I 1999, ved Treblinka, for eksempel, brugte et hold arkæologiske forskere - ledet af australieren Richard Krege - jordgennemtrængende radar til at forsøge at lokalisere resterne af de officielle anslåede 800.000 lig, der angiveligt var begravet der. Dette burde ikke have været svært, da det område, hvori disse rester angiveligt var indeholdt, dækkede et relativt lille område på blot nogle få hektar. I stedet var det, holdet fandt - ingenting overhovedet. De fandt ingen beviser i overensstemmelse med begravelsen af hundredtusindvis af lig, og ingen beviser for nogen som helst faktiske forstyrrelser i jorden. Således, som Krege sagde i en senere rapport,
"Fra disse scanninger kunne vi tydeligt identificere den stort set uforstyrrede horisontale stratigrafiske lagdeling, bedre kendt som horisonter, af jorden under lejrpladsen. Vi ved fra scanninger af gravsteder og andre steder med kendte jordforstyrrelser, såsom stenbrud, hvornår denne lagdeling er massivt forstyrret eller helt mangler.” Han fortsætter med at sige,
"Historikere siger, at ligene blev gravet op og kremeret mod slutningen af Treblinkas lejrs brug i 1943, men vi fandt ingen tegn på, at der nogensinde har eksisteret nogen massegrave."
Naturligvis passede dette fund ikke godt med ortodoksien, og i 2010 gennemførte så et andet hold - ledet af Dr. Caroline Sturdy Colls fra Staffordshire University - deres egen jordradarundersøgelse - og fandt heller ikke noget. Men det var ikke, hvad de konkluderede og senere udbasunerede til BBC, til hvem de hævdede at have fundet et par "gruber". Ingen rester, ingen storstilet stratigrafisk forstyrrelse, kun et par "gruber”. Som om hun ikke var overbevist af sin egen retorik om sagen, vendte Colls tilbage til Treblinka i 2013 med kollegaen Ivar Shute, hvor de fortsatte med at gøre sig selv forlegne - efter at have fået deres resultater udsendt på tv-dokumentarer broadcastet af BBC og af Smithsonian-kanalen i USA – ved at hævde (og her refererer jeg igen til Peter Winters arbejde) at have fundet et stykke porcelæn med en davidsstjerne på.
Det er også bemærkelsesværdigt, at disse forskere ikke har fundet andet end et par knoglefragmenter - som de uden videre hævdede var en del af "tre massegrave" - og nogle få stykker fra et træfundament, hvoraf begge genstande man evt. forventer at finde i en transitlejr, som Treblinka var kendt for at være - og efter at have fejlidentificeret et 'nøglebevis', fik de ikke desto mindre den kongelige behandling af medierne, og deres arbejde ophøjet som en slags endegyldigt bevis for sagen. Naturligvis var det ikke noget af den slags, men derimod alt sammen oppustethed og nonsens. Ingen lig, ingen fragmenter af skeletter, ingen menneskelig aske, ingen træaske og ingen som helst uregelmæssigheder i jorden var blevet vist af deres undersøgelser - undersøgelser, der sigende ikke involverede nogen udgravninger på stedet, da dette - hævdede de lamt - "ville være en overtrædelse af jødisk lov".
Men så var hele Treblinka-afhandlingen om 'udryddelse' endegyldigt et nedslidt argument fra starten. Til at begynde med, var miderne til at dræbe hundredtusinder ved Treblinka således med damp (selv den officielle beretning har ingen 'gaskamre' i Treblinka); de var alle blevet 'dampet til døde som hummere'. Ifølge Kollerstrom, "varede den fase af fortællingen ikke længe, og snart blev dødsårsagen udpeget til at være dieseludstødning." Nu er problemet her, at det først blev påpeget af Fritz Berg i 1983 og senere bekræftet i 1992 af Walter Luffl, formanden for det østrigske forbundsingeniørkammer, at massemord ved at gasse med dieseldampe er en praktisk umulighed. Som sådan er mængden af kulilte i dieseldampe meget lav (næsten altid meget mindre end 1 % og ofte ikke mere end 0,1 %), og at blive udsat for dieseldampe i et lukket rum, selv i en hel time, resulterer for de fleste mennesker kun i en slem hovedpine, selvom folk med svage hjerter muligvis bukker under i løbet af den tidsramme. Det centrale problem er imidlertid, at alle 'øjenvidne'-beretningerne - alle sammen- vidner om, at døden indtraf inden for ti til tyve minutter.
Den officielle fortælling var begyndt at gå løs i sømmene, især manglen på at finde nogen egentlige umiddelbare beviser for lig. Ingen bekymringer - som allerede nævnt blev denne del af historien udfyldt ved at få alle ligene, alle 800.000, gravet op og brændt. (Man forestiller sig, at dette kunne have været et lille problem for de blot tyve eller tredive SS-administrative medarbejdere og et hundrede eller deromkring ukrainske vagter, der var udstationeret der, men måske var de overdrevent flittige.) Nu tager det omkring 150 kg (over 300 lbs) af træ til at brænde kun én krop, og en simpel beregning kalkulerer med, at mængden af træ, der skal til for at brænde 800.000 lig, ganske enkelt er svimlende. Og selvfølgelig er der aldrig fundet en sådan træaske i Terblinka, ikke et det mindste spor af dem. Som Kollerstrom bemærker på dette tidspunkt,
"Treblinka er stedet for ikke ét men to fantastiske Holo-mirakler: den mirakuløse gasning af 800.000 jøder ved hjælp af en ikke-dødelig gas, og derefter den mirakuløse afbrænding af omkring 800.000 jødiske lig i enorme udendørs bål, hvorved Holo-caust mythos antændes ( totalt brændende) med dens uudslukkelige helvedes betydning. Dr. Caroline Sturdy Colls og hendes videnskabshold i Birmingham trådte virkelig på hellig grund, med så mange hundredetusinder af jøder (ikke) begravet der."
Faktisk hentydede det samme BBC-program, som indeholdt Coll et al., 'tilfældigt til "Kæmpe åbne brændende gruber af kød" - det originale Holo-hoax-billede!' Vi vil komme tilbage ril flere sådanne erindringer om 'brændende og kogende blod' i næste afsnit. Det er tilstrækkeligt at sige for nu, at blod og menneskekroppe ikke bare brænder af sig selv, dvs. ikke uden tilsat brændstof.
Vi kunne fortsætte og se på lignende holo-historier og lignende afmystificerende møder med videnskaben (inklusive vildt svingende dødstal, forsvundne arkæologiske beviser og stadig mere usandsynlige drabsmetoder) for mange af de andre lejre, inklusive Sobibor, Chelmo , Majdanek og Belzec. Tid og rum ydmyger os dog, og derfor føres vi til den sidste del af vores undersøgelse: det altid populære, altid underholdende, 'øjenvidne' vidnesbyrd.
Eventyr fra helvede
Lad os starte her med at minde læseren om, hvad der blev sagt i begyndelsen om de berygtede billeder fra Bergen-Belsen – dem, der opfattes som symbolske for hele Holocaust-fortællingen selv; de er virkelige, men de er samtidig forkerte fremstillinger.
Bergen-Belsen, der ligger i det nordvestlige Tyskland, var oprindeligt en krigsfangelejr, der blev omdannet til en koncentrationslejr i 1943. Lejren blev befriet af britiske soldater den 15. april 1945, der netop tilfældigvis var blevet ledsaget af et stort følge af journalister. Det er sandsynligvis på grund af tilstedeværelsen af disse rigtige øjenvidner, at det aldrig er blevet påstået, at der var 'gaskamre' i Bergen-Belsen. Dette forhindrede dog ikke efterfølgende vestlige medier i at portrættere de billeder, der blev taget dér af de tusindvis af afmagrede kroppe, af at have været et resultat af gasning af ofre. Sidstnævntes død, er det relevant at bemærke,er et resultat af et udbrud af tyfus i de afsluttende stadier af krigen, som i høj grad skyldtes den allierede bombning, der havde ødelagt tysk infrastruktur, og som havde forhindret genforsyning af både fødevarer og Zyklon B til mange af lejrene. [Faktisk var lejren så befængt med tyfus, at briterne til sidst blev tvunget til at brænde den ned til jorden.]
Her har vi hele 'udryddelsestesen' tilsyneladende vendt på hovedet; et forslag, der umiddelbart kunne virke besynderligt, havde vi ikke endnu et primært kildedokument til at understøtte det. Som Kollerstrøm påpeger,
"To og en halv million tons amerikanske/UK-bomber ødelagde infrastruktur og håb. Lejrene blev til dødslejre. Vi får et glimt af katastrofen, der udspiller sig fra Røde Kors-rapporten [udgivet i 1948]... Således gjorde de tyske myndigheder anstrengelser for at afhjælpe den alvorlige situation, så vidt de var i stand til det. Røde Kors er ret eksplicit med at sige, at fødevareforsyninger ophører på dette tidspunkt på grund af de allieredes bombninger... og af hensyn til internerede jøder havde de protesteret imod dem [bombninger] den 15. marts 1944 mod 'de allieredes barbariske luftkrigsførelse'... I forbindelse med Røde Kors' omfattende rapport i tre bind, er det vigtigt at understrge, at delegerede fra Det Internationale Røde Kors ikke fandt noget som helst bevis i lejrene i Axis-Europe for en bevidst politik for at udrydde jøder. På alle sine 1.600 sider antyder rapporten aldrig nogen menneskelige gaskamre."
Og hvad jeg forsømte at nævne tidligere med hensyn til de britiske Intel Decrypts var, at i august 1943 sendte lederen af British Psychological Warfare Executive, Victor Cavendish-Bentick, et hemmeligt telegram fra udenrigsministeriet til både Washington og Moskva og sagde: faktisk, at på trods af de rygter, de hørte, var der ikke det mindste bevis, der understøttede forestillingen om, at gaskamre blev brugt til at dræbe nogen endsige millioner af mennesker.
Ogsaa nævnt tidligere er øjenvidnevudsagnt fra Auschwitz-kommandant, Rudolf Hoss, hvis torturuddragede vidneudsagn var en søjle for anklagemyndigheden i Nürnberg. Bortset fra de senere beviser, der attesterer om torturen af ham, var mange nøglekomponenter i hans vidnesbyrd, selv på det tidspunkt, kendt som værende forfalskede – eller burde have været det for andre end en skueproces-domstol – da de modsiger kendte, nutidige fakta om selve lejrene . . Således afgav Hoss en erklæring til retten om, at han havde besøgt Treblinka i juni 1941, hvor han sagde, at 80.000 jøder var blevet "likvideret" i de foregående seks måneder. Problemet med alt dette er, at Treblinka først begyndte at modtage jøder i slutningen af juli 1942. Kort sagt er hans 'øjenvidne'-beretning halvandet år for tidligt! Faktisk startede ingen af transitlejrene, inklusive Sobibor og Belzec, før maj 1942. For yderligere at komplicere fremtidens ortodokse holo-historikeres liv, var Hoss' insisteren på, at diesel blev brugt som middel til at dræbe – og som, da en sådan metodologi senere blev opdaget som værende højst usandsynlig, hvis ikke umulig - var det herefter altid en stor fostyrrende chikane af den officielle fortælling, didet at opgive den, betød at opgive Hoss' vidnesbyrd i sin helhed.
Så er der den ansete professor Paul Rassinier, en fransk historiker, socialist og antinazist, der senere blev modstandsmand, men som til sidst blev fanget og fængslet i Buchenwald. Rassinier overlevede krigen, hvorefter han begyndte sin livslange karriere med at afkræfte påstandene om gasning fra andre 'øjenvidner'. Kollerstrom citerer et citat fra en af Rassiniers offentliggjorte rapporter, som konkluderede:
"Med hensyn til gaskamrene, beviser den næsten endeløse procession af falske vidner og af forfalskede dokumenter, som jeg har henledt læserens opmærksomhed på under denne undersøgelse, ikke desto mindre én ting: Aldrig på noget tidspunkt havde de ansvarlige myndigheder i det Tredje Reich til hensigt at beordre – eller faktisk beordre – udryddelsen af jøderne på denne eller på nogen anden måde.”
Og så er der vidnet for forsvaret, den fornemme patolog, Charles Larson, "udsendt af den amerikanske hær i 1945 for at inspicere de opstablede lig i de tyske arbejdslejre i Dachau, Belsen osv., [som] standhaftigt nægtede at erklære, at han havde set et lyserødt-farvet lig dræbt af cyanid."
Har jeg undladt at nævne dette? Der er endnu et afslørende stykke retsmedicinsk bevis, der vidner om den fuldstændige vildfarelse i gasningstesen. Dette er den veldokumenterede kendsgerning, at der overhovedet ikke er nogen registreringer - af lyserøde lig. Det viser sig, at det at dø af hydrogencyanid-forgiftning ændrer kroppens frave til en skarp pink farve- og der er ingen beviser for, at en sådan nogensinde er blevet set af nogen, nogensinde. Tilsyneladende var ingen af 'øjenvidnerne' patologer.
Men så, kære læser, måske er det ikke den slags øjenvidnerapporter, du måske havde forventet. Så lad os uden videre adressere dem, men da karaktererne her er mange, bliver vi nødt til at nøjes med kun et par eksempler for blot at fange essensen af sagen.
Den mest fremtrædende 'øjenvidne'-beretning er sandsynligvis Elie Wiesel, hvis bog fra 1958, Nat , har solgt mere end ti millioner eksemplarer, og som til sidst førte til, at han blev tildelt Nobels fredspris i 1986. Problemet med bogen, bortset fra fra dens åbenlyst overdrevne fortælling er, at det næsten helt sikkert er en totalt bedragerisk beretning. I 2009 udsendte en ungarsk jøde, Nickolaus Gruner, efter tyve års forskning i emnet, denne pressemeddelelse:
“Elie Wiesel A-7713 har aldrig eksisteret, og manden, som selv hævder at være 'Elie Wiesel' med koncentrationslejrnummeret A-7713, vel vidende at dette nummer tilhørte en anden, er en bedrager af den værste slags. Til denne erklæring har jeg, Nikolaus Gruner A-11104, certificeret og skriftlig viden om.”
Gruner udgav herefter en bog, 'Stålet identitet A7713' (Stolen Identity A7713’), hvori han leverede detaljeret dokumentation indhentet fra Auschwitz-museets arkiver, som viser, at Lazar Wiesel, og som Gruner kendte, var den rigtige bærer af dette nummer. Førstnævnte blev ifølge Kollerstrom "født 4. september 1913, modtog nummeret og tatoveringen A-7713; ligesom hans bror, Abraham, født 10. oktober 1900, fik det tilstødende nummer A-7712. Det sidstnævnte nummer er det, som Elie Wiesel hævder tilhørte hans far Shlomo...Der findes ingen sådanne registreringsregistre for Elie og hans far: de er der ikke ."
Elie Wiesel nægtede at reagere på en formel udfordring fra Gruner om at møde for en domstol i Budapest for at bekæmpe disse anklager, ligesom han altid nægtede at vise nogen den påståede tatovering på hans arme. Men altså, man behøver kun at gennemlæse de helt fantastiske påstande i 'Night' for at indse, at noget seriøst er skævt. Som Kollerstrøm fortæller,
"Skrevet så tidligt som i 1958, har Nat ingen gaskamre! I stedet for Zyklon har den enorme Moloch-type gruber af brændende babyer... De onde nazister lossede læs af lastbiler af små babyer i de enorme brændende gruber, og ligene var brændbare. Menneskekroppe er 70% vand. De brænder virkelig ikke af sig selv. ”
Her er det værd at citere fra selve Night for at opleve fortællingens kulør:
»Senere lærer jeg af et vidne, at jorden i måned efter måned aldrig holdt op med at ryste; og at der fra tid til anden sprøjtede gejsere af blod ud fra den.”
Det er værd at minde læseren om på dette tidspunkt, at det er den slags fuldstændig fantastiske udtalelser, der karakteriserer mange 'øjenvidne'-vidnesbyrd, men hvis ukritiske accept af generationer af læsere snarere blot er vidnesbyrd om den sandt-troendes godtroenhed. . Lad os gå videre til vores næste vidne.
På titelsiden af hans erindringer (udgivet i 1946) viste Simon Wiesenthal, den berømte nazijæger, en illustration, der foregav at være tre jødiske fanger skudt af nazisterne i Mauthausen. Billedet viser de tre fanger bundet til pæle og hængende i tragiske, om end meget dramatiske stillinger, mens de lå sammensunket og døde mod pælene. Wiesenthal hævdede, at han havde "overværet" skyderierne. Problemet her er, at de portrætterede tableauer tydeligt blev løftet fra et fotografi fra 11. juni 1945- udgaven af Lifemagasin, hvor de præcis samme og meget unikke stillinger vises af tre tyske fanger, der var blevet henrettet som spioner - dette efter at være blevet fangede iført amerikanske uniformer, mens de forsøgte at infiltrere allierede linjer under Battle of the Bulge. Endnu en gang finder vi et angiveligt upåklageligt 'øjenvidne', der åbenlyst lyver og begår åbenlyst bedrageri, og som giver alvorlige troværdighedsproblemer til alt andet, han har at sige.
En særlig indflydelsesrig Holocaust-grydekedel er Philip Mullers 'Eyewitness Auschwitz: Three Years in the Gas Chambers' (1979), hvor helten hævder at have været 'den eneste overlevende fra mordoperationerne' i Auschwitz over tre år. Han beskriver også "de brændende gruber, hvori jøder blev fortæret". Denne prisvindende bestseller er ifølge Kollerstrom 'påkrævet læsning i mange Holocaust-studiekurser'. Problemet med den er dog, at den ikke er skrevet af Muller, men af spøgelsesforfatteren Helmut Freitag, som til gengæld havde plagieret den fra en lige så falsk beretning af Miklos Nyiszli med titlen 'Auschwitz: A Doctor's Eyewitness Account' (1947) . I den bog siger Nyiszli cool, at Auschwitz dræbte 20.000 mennesker om dagen, hver dag, fra 1940 til 1944 - hvilket svarer til 29 millioner døde! Men så igen, hvem tæller? Bestemt ikke holo-historikernes dekan, Raul Hilberg, som hans angiveligt autoritative 'De europæiske jøders ødelæggelse' gentagne gange citerer fra den.
Lad os slutte af med et sidste vidnesbyrd, 'Anne Franks dagbog'; lad mig dog sige indledningsvis her, at denne lille dekonstruktion på ingen måde er ment til at anfægte Anne selv. Det følgende er snarere et vidnesbyrd om, hvor langt de, der tror på filosofien om-målene-retfærdiggør-midlerne, er villige til at gå.
For kritiske sind var 'Dagbogen' altid noget suspekt, da der er passager, specifikt dem, der beskriver en kort historisk og politisk beretning om den tyske besættelse af Holland, som tydeligvis ikke er fra en 13-årig piges hånd. Denne skepsis ville senere blive bekræftet, da det først ved en domstol i Amsterdam og derefter af en tysk kriminalefterforskning blev påvist, at Otto Frank, Annes far, faktisk havde været forfatter til væsentlige dele af dagbogen, og som havde brugt en kuglepen (ikke tilgængelig under krigen) til at skrive dem. Faktisk havde Otto Frank - der blev behandlet for tyfus på hospitalet[6]i Auschwitz og overlevede krigen (døende i 1980) – havde tilsyneladende først udgivet bogen som et værk af, med hans egne ord, "fiktion", under titlen 'The Annex: Diary Notes'. Titlen, 'Anne Franks dagbog', blev givet til bogen af det første engelske forlag.
Det er endelig værd at bemærke, og her citerer jeg fra Peter Winter,
"...at Anne Frank døde af tyfus og ikke blev 'gasset'. Det er en af de forfærdelige ironier, at Anne Frank døde på grund af mangel på Zyklon-B ved Bergen-Belsen – og denne mangel skyldtes direkte den allierede bombekampagne. Den virkelige historie om Anne Frank er tragisk nok, men Holocaust-fortællernes grusomme udnyttelse, overdrivelse og forfalskning af hendes dagbog er en skandale af episke proportioner."
Stort set alle de andre kerne-'selvbiografier' har, som jeg nævnte indledningsvis, vist sig at være forfalskninger eller grove overdrivelser, og resten af de individuelle vidnesbyrd er stort set afledt af disse beretninger og/eller baseret på rene rygter og vandrehistorier, som f.eks. at når de bliver konfronteret i en domstol ved en sonderende undersøgelse, falder 'vidnerne' uundgåeligt tilbage på, 'jeg hørte' eller 'nogen fortalte mig' eller 'det var almindeligt kendt' osv. Det ser ud til, at professor Rassinier vidste, hvad han handlede om.
Afsluttende Tanker
Når man skriver en kritik af denne art, det sige en, der rammer hjertekernen af en så langvarig og hellig samfundsmyte, kan en sådan ikke undgå at fremtrylle - på et eller andet niveau og i visse øjeblikke - en vis grad af tvivl. Spørgsmål kilder de lystige. Er jeg forkert på den? Tager forfatteren fejl? Er vi alle lige blevet forført af en god historie, et sammenhængende, men ubevidst mangelfuldt argument? Og faktisk, hvis man er en ærlig person, må man svare på disse spørgsmål; "måske".
Alligevel, efter at have krydset denne bro mange gange i min usædvanlige Muckracking karriere, har jeg sat mig i en trøstende proces, hvor jeg simpelthen læner mig tilbage og gennemgår grundlaget for beviserne og argumentet, deres vægt og mål, alt sammen afrundet og krydret med. en vis mængde uhåndgribeligt instinkt – og kommet til en begrundet fornuftens beslutning. I sidste ende, som Nietzsche var så glad for at påpege, må vi handle – på ufuldkommen viden.
Men jeg vil indrømme, at selv hvis den revisionistiske sag til sidst skulle vise sig at være forkert, og ortodoksien sejrede, kunne jeg kun smile og tænke på Ernst Mach, der engang sagde:
"Skulle disse begreber vise sig at være sande, skal jeg ikke skamme mig over at være den sidste til at tro."
Men hvis den revisionistiske sag er sand, så er det ikke kun de tragiske ofre i lejrene selv, der er blevet så kynisk brugt i et femoghalvfjerds års spil med vestlig og zionistisk imperialistisk propaganda; i et spil med røg og blålys i tjeneste for at aflede opmærksomheden fra mangt et ægte holocaust [7]– som Vietnam, eller Indonesien eller Irak – under dække af en falsk; i et spil med grusom ironi, hvor én historisk fascisme er blevet misrepræsenteret og udnyttet i en fremtidig fascisme. Nej, det er ikke kun dem, som Anne Frank selv, der er blevet så grusomt misbrugt, men det er os alle sammen, der er blevet spillet som bondefangede i en af tidens største svindelnumre; en, der har fordrejet vores sind og sjæle til ikke kun at tro på eventyrlige rædsler, der korrumperer vores syn på, hvad det vil sige at være menneske, men som har forført os til en ondartet og fatal selvretskaffenhed, hvor vi arrogant er kommet til. at tro, at som Carl Jung engang skrev: "Alt ondt ligger kun få kilometer bag fjendens linjer."
Jeg håber på dette tidspunkt, da jeg har stiftet bekendtskab med nogle af de primære kildedokumenter - dvs. Arolsen-arkivet, de sovjetiske 'dødsbøger', Leuchter- og Rudolf-rapporterne, den tre-binds Røde Kors-rapport fra 1948, den britiske Intel Decrypts , kontra-øjenvidners vidnesbyrd, oprindelsen af 'seks millioner' memet, osv. - at enhver fornuftig person nu ville nære i det mindste rimelig tvivl om dette emne. Men selvfølgelig i mange dele af verden er rimelig tvivl ikke tilladt. I store dele af Europa er tvivl forbudt ved lov. Her i Nordamerika er tvivl ikke tilladt af sædvane, af indgroede fordomme og af påtvunget, udbredt censur. [8]
Og måske, trods alt, er dette det største Ramaskrig, for vi har fået at vide, ja, fortalt – hvad vi skal tro, og hvad vi ikke må tro, og at sagen slet ikke er åben for diskussion. Sagen er lukket. For evigt. Ingen debat for dig. Som Dr. Kollerstrøm spidst spørger,
"Hvem har kontrol over fortiden? Er der nogen, der ejer den? Vil de sætte dig i fængsel, hvis du er uenig?"
Mejslet til i en mørk, trekvart århundredes fortryllelse, befaler forfatteren os at vifte med fornuftens tryllestav og bryde fortryllelsen.
___________________
Fodnoter
[1] For dem, der ønsker at købe og læse bogen, er her linket til Castle Hill Publishing-webstedet (og som rummer snesevis af revisionistiske værker for dem, der er interesseret i at følge dette emne mere i dybden; forlaget drives af Germar Rudolf selv):https://shop.codoh.com/book/breaking-the-spell-en/
[2] Og hvilket sandsynligvis forklarer, hvorfor de indsatte blev tatoveret med numre, da dette ikke ville have givet meget mening, hvis sidstnævnte blot skulle blive dræbt.
[3] For et klassisk eksempel på sådanne kænguru-domstole, se min artikel, 'Hotel Propaganda: What Really Happened in Rwanda, circa 1994', og som opsummerer en diskussion om ICTR. Endnu en anden, er det tilsvarende kompromitterede, ICTY (Den Internationale Krigsforbryderdomstol for Jugoslavien).
[4] For dem, der ønsker at læse Winters version af sagerne – og som stort set overlapper med dem, der findes i Kollerstroms bog – er linket her:
https://thesixmillionfactorfiction.blogspot.com/
Du kan downloade denne bog gratis som PDF-dokument .
[5] Her er linket til 'Dissecting the Holocaust', redigeret af Germar Rudolf (en ret vægtig bog, der indeholder et kompendium med meget mere detaljerede essays af et dusin forfattere):https://shop.codoh.com/ bog/dissecting-the-holocaust-da/38/
[6] Ikke alene havde Auschwitz/Birkenau et hospital med en dedikeret kirurgisk enhed, men også et lejrbibliotek med 45.000 bind, seks indsatte orkestre, et køkken og bageri, et teater, et postkontor ... og en swimmingpool, rester af dem er tydeligt synlige den dag i dag.
[7] Der er faktisk væsentlige beviser for, at op mod en million eller deromkring tyske krigsfanger døde i løbet af de korte måneder i slutningen af krigen i hænderne på de allierede. Den canadiske historiker, James Bacque, undersøger dette i sin bog, 'Andre tab' (og som jeg måske vil dække i et fremtidigt essay). Især frembyder han, at alene i den store friluftsamerikanske krigsfangelejr døde op mod 900.000, og disse dødsfald der blev dækket over under den obskure bureaukratiske overskrift 'andre tab'. Han hævder endvidere, at i dette tilfælde, hvis ikke en 'plan', så er der helt sikkert beviser for en politik på højt niveau med forsætlig forsømmelse, som stammede direkte fra Eisenhower selv.
[8] Det er yderligere værd at bemærke her, at ingen af disse værker generelt er tilgængelige, hverken via konventionelle boghandlere eller gennem større online-forhandlere. Faktisk har Rudolph skrevet en lille bog om emnet med titlen 'The Day Amazon Murdered History', som fortæller, hvordan 'i begyndelsen af 2017 opstod en række anonyme bombetrusler mod jødiske samfundscentre i USA, der gav næring til en kampagne fra jødiske grupper; at få alle revisionistiske skrifter forbudt, hvilket fejlagtigt fremstiller dem som antisemitiske. Amazon samlede og forbød over hundrede værker med uenige synspunkter om Holocaust. I april 2017 blev en israelsk jøde arresteret for at have fremsat de falske bombetrusler, en betalt "tjeneste", han havde tilbudt i årevis.'På trods af denne åbenbaring er forbuddet fortsat den dag i dag.