Gamle skrifter fra nogle år siden:
Når et menneske kalder et andet menneske "en psykopat" f.eks., kan der være tale om 2 forskellige domme.
Den ene dom er FORdømmelse i en moralsk ofte emotionel betydning, dvs. som skældsord f.eks.. Man fordømmer en umoralsk handling. Man råber f.eks. ‘din psykopat’. Her er der en reaktiv affektiv komponent med på slæb.
Den anden dom er totalt cerebral og uemotionel, en rent klinisk dom uledsaget af emotionel fordømmelse. F.eks. er "Bilen er rød" et subjektsprædikat, som udsiger en objektiv sandhed om bilen; at den ER rød (at man kan tage fejl er ikke pointen). En syllogisme ender altid med en dom, en konklusion. Det samme kan gøre sig gældende om udsagn om stjernepsykopater f.eks. - at ‘denne person ER psykopat’ (ingen anger og empati what so ever, ingen fortrydelse for forfærdelige lidelser påført, etc.).
Man kan selvfølgelig også have en emotionel FORdømmelse OVENI i en objektivt korrekt logisk dom. Den emotionelle indignation eller reaktivitet kommer dog altid EFTER en mental vurdering først (om vurderingen er sand eller ej).
Der er tale om judgement (en dom, et subjektsprædikat) vs condemnation (fordømmelse)
Derudover fordømmer de salige i troen, dem som fordømmer uden at vide de begår samme fordømmelse i processen. De fordømmer dem, som fordømmer, men kan ikke se bjælken i eget øje. De er performativt modsigende. Lidt ligesom at råbe meget højt for at overdøve den eksisterende larm. Det føjer blot mere larm til. En epistemologisk blindspot mange mennesker har, og problemet diskuterede jeg med Robert Kegan, sandsynligvis verdens førende ekendelsesteoretiker på MIT (3 timers filmdialog)
Når der ikke skelnes mellem emotionel fordømmelse VS ren (og bevist) deduktion med sande præmisser, vil der f.eks. være en tendens til at skælde dig ud, når du påstår, at en anden er psykopat, fordi man forveksler de to størrelser - ikke mindst fordi de er i kognitiv dissonans, og ikke kan forestille sig at andre kan gøre noget ondt, som de selv ikke kan nænne - og dermed kan de uden at vide det påtage sig Stockholm syndrom på vegne af psykopaten, mens psykopatens offer (som naturligvis kan være i berettiget voldsom indignation oveni), vil kunne blive udskældt...ikke mindst hvis psykopaten fremstår "rolig", "empatisk", "voksen", "følsom", "ansvarlig", "velformuleret", "stoisk", osv. Goes without saying; psykopater kan simulere empati til fingerspidserne, men har ingen empati - det er ren archontisk koldblodig simulation.
Jeg selv erkender min fra tid til anden fordømmende holdning, da jeg ikke bedrager mig selv til at tro, at man kan beslutte sig for at være ikke-fordømmende. Fordømmelse sker fra et emotionelt autonomt niveau, og den ikke-fordømmende holdning er ikke noget som jeget/egoet bare kan producere. En længere langhåret note om dette:
Egoet i vestlig forstand er f.eks. kapaciteten til at tolerere aversive emotioner uden at gå amok (affekt tolerance), skelneevne, kritisk tænkning, evnen til fokus, og jeg-assertion; evnen til at sige 'nej', når man føler 'nej', og 'ja', når man føler ' ja' etc. Og egoet er isolation og sekventialitet.
" 1) Isolation og 2) Sekventialitet
1)Isolation:
Jeg´et eller opmærksomheden oplever sig selv som adskilt fra andre mennesker og adskilt fra verden.
Alle oplever at et sted er bevidstheden lukket inde i kroppen, adskilt fra de andre menneskers indre. Adskilthedens individualitet opleves som nødvendig som den anden side at det at have kontakt, af kommunikation og samhørighed.
Adskillelsen og jeg´ets grænsedragning er en del af den almindelig bevidstheds dualiserende grundfunktion: Den almindelige bevidsthed fungerer ved at adskille subjekt og objekt" [dette gør psykotikere f.eks. ikke nødvendigvis]
2)Sekventialitet:
Henviser til det særlige ved bevidstheden at den oplever, ordner og forstår kendsgerninger og begivenheder i rækkefølger. Det ene følger efter det andet. Fordi…noget… så noget andet…. Fordi det regner, er gaden våd. Bevidstheden ordner og forstår i sekvenser efter hinanden, ligesom sproget er ordnet i ord efter hinanden, i sætninger, linje efter linje.
Hvis det som beskrives er sandt, og det tyder mange sammenlignende erfaringer på, at det er - også fra mange sobre danskere som har brugt flere årtier på intensiv meditation og selvudvikling - er det angiveligt en ret præcis fin ordbrug, omend i skematisk noteform, måske irriterende (fordømmende) eller fremmedgørende for mange som læser det.
Pludder. Abstrakt. 'Intellektuelt'. Varm luft? Well, selve beskrivelsen er intellektuel qua ordenes nødvendighed i beskrivelsen af et svært erfaringsområde, men det som beskrives refererer til erfaringer og oplevelser som - ironisk nok - transcenderer tænkning og det intellektuelle fuldstændigt!
Det tager normalt mange år som permanent tyngdepunkt at blive emotionelt ufordømmende non-reaktiv ved neutral opmærksomhed i meditation (og dette er blot en 'bivirkning), og ca. 15 år at nå den maksimale dybde i dobbeltrettethedens øjeblik, med systematisk daglig træning 3 timer dagligt - ifl. Jes Bertelsens og tusindvis af testede erfaringer gennem 40 år.
Som jeg skrevet ofte: Jeg har venner og kender mennesker, som har forandret sin bevidsthed, oplevelse og selvoplevelse gennem meditation og skyggeintegration. De er dog sjældne, men meget MEGET anderledes at være omkring fordi der ikke længere er meget drama, larm, emotionel og mental knitren i de synaptiske kredsløb, i deres 'hoveder', og hos nogle meget lidt. Der er også en åbning i hjertet som strømmer frit og utvungent. Det er ikke bare noget jeget kan producere ved viljer eller et ideal (idealer skaber tværtimod inautenticitet, selvbedrag, fortrængning og skjult passiv aggression).
De som har 'nået' disse såkaldt jeg-løse og non-reaktive tilstande i et mere permanent tyngdepunkt, oplever verden meget, meget anderledes med bl.a. stor afklaring og meget svært beskrivelige tilstande. Well, de mest avancerede, postuleres det, har en enorm afklaring, højere bevidsthedstilstande, m.m.m. (som Eckhart Tolle f.eks. som jeg har set 5 gange).
Processen er snørklet, og ufordømmende bevidsthed er blot ét ud af mange aspekter som skal findes i følgende udvikling:
Neutral iagttagelse (Mindfulness):
Er et mellemtrin mellem den almindelige bevidsthed og de højere bevidsthedstrin. Den er dual som den almindelige bevidsthed, men den er én grad mere vågen end normaltilstanden. Den almindelige bevidsthed er identisk med sit indhold. Man er sulten, glad, man længes, man er sine indtryk og sine tanker. Men for os alle er det muligt at træde tilbage fra denne naturlige og umiddelbart givne identifikation. Noget i én kan tage sig ud af identiteten og iagttage indholdet. Man kan iagttage sindet og sansernes tilsynekomster.
Hvis denne iagttagelse er neutral, betyder det at man ikke accepterer nogle indhold og tilstande og ikke sætter andre til side. Man siger ikke ja, og ikke nej, man ser blot. Og man kommenterer ikke.
Dette at være vidne til sindets bevægelser, indhold og omskiftelser uden at blande sig og uden at vælge, kaldes neutral iagttagelse og er en tilstand – om end den i begyndelsen ofte kun varer ganske kort – som er en grad mere klare og vågen end den almindelige med sindet sammenvoksede bevidsthed.
[det er derfor man får lettere ved at frakoble sig de negative emotioners magt f.eks. Ekstremt eksempel: Matthieu Ricard kan f.eks. ikke huske, hvordan det er at være vred, kun at han sidst var vred i 1975]
Når man træner dette skift fra identitet til iagttagelse i praksis, opdager man at bevidstheden igen og igen bliver distraheret og dermed er tilbage i identifikation med sindsstrømmen. Distraktionen kommer ikke igennem fokus og forfra. Den kommer mere listende fra siden og bagfra, gennem association, en lokkende fantasi, en interessant tanke, en lyd, en fugl og umærkeligt er sindet atter fanget i sig selv, iagttageren er slukket, bevidstheden er faldet i med sindet.
Neutral iagttagelse er dual og kan som sådan forlænges til en tilstand der alt efter træning kan vare ved.
Det er af afgørende vigtighed for den senere træning at bevidstheden lærer at skelne mellem det at være adskilt neutralt iagttagende, og det at være distraheret i den forstand at være identisk med sindet, uden distance til dets stemninger og overvejelser. Dag efter dag er det nødvendigt at holde skelneevnens sværd skarpt.
Det at iagttage sindet uden at blande sig lyder enkelt. Alle kan i korte stræk af og til gøre det.Vanskeligheden består blandt andet i at man efterhånden opdager at det der umiddelbart ligner neutralitet ofte er en blid skubben, en gyden olie over emotionelle vande, en subtil sigen nej, eller en lige så lavmælt styring af sindet hen imod det positive, det lette, det stille eller hvad den enkelte måtte favorisere.
Da fortrængning består i at sortere og i at sige nej og skubbe væk, vil forståeligt nok træningen af den neutrale iagttagelse langsomt, men sikkert ophæve fortrængningerne, hvorved det fortrængte stof (skyggesider, traumer, chok, infantile sider) dukker op af sindets kældre.
Hvis ikke den terapeutiske og selvudviklingsmæssige bearbejdelse af personligheden er dybtgående nok, vil det være vanskeligt virkeligt at være neutral i iagttagelsen.
En ubearbejdet personlighed vil ikke tillade den neutrale iagttagelse at underminere fortrængningsmekanismerne. Iagttagelsen bliver i dette tilfælde ikke neutral, men krypt sorterende ved at vedligeholde glemselsbarriererne.
Neutral iagttagelse er altså vågen, usproglig, dual opmærksomhed på sindet, der skærper sig på distinktioner, holder spejlkvaliteten klar i neutralitet og vinder stabilitet over for det opstrømmende fortrængte stof.
Neutral iagttagelse begynder som regel som en slags ”teknik”, en mere eller mindre mental eller intellektuel ting.
Men efter nogle års regelmæssig træning synker den ind og bliver under praksis en form for holdning. En dyb vågen afslappethed i forhold til en selv, ens sind og ens sanseindtryk. En vid panoramisk åbenhed til alle kanaler og overladen alle kanaler og alle informationer til sig selv.
I begyndelsen – mere mentalt – prøver man sig i forhold til f.eks. én motion eller én tanke ad gangen: Adskille sig, spejle, ikke benægte, ikke acceptere, ikke kommentere.
Men efterhånden udvides praksis, sindet åbnes til tanker og følelser, til emotioner og drifter, til kropssansninger og intuitioner, til billeder og fantasier, til syn, hørelse og duft. Og indstillingen er: Alt hvad der viser sig i sindet og alt hvad der bevæger sig, se det, lad det være, slap af og giv slip, vær vågen og spejlende. Fra praksissituationer ender denne indstilling med at forplante sig til det daglige liv: Der kommer en større ro og en humoristisk pause mellem emotion og reaktion.
Det er et skift fra identifikation til iagttagelse, selv etableringen af neutraliteten.
Det næste skift er fra iagttagelse til iagttager. Opmærksomheden skifter accent fra sit indhold til sig selv. Sprog- og formløst véd opmærksomheden et øjeblik af sig selv. Dette er dobbeltrettet bevidsthed.
Den almindelige bevidsthed er polariseret i subjekt og objekt. Opmærksomheden har derfor, kan man sige, to retninger, den ene er intentionaliteten i retning af objektivitet, retningen mod fokus, mod objekter /tanker og ting, sansninger og intuitioner, syner, fantasier, stemninger og lyde er alt sammen eks. på objekter). Subjektiviteten er det der registrerer (jeg´et, vidnet, iagttageren, opmærksomheden, bevidstheden er alt sammen eks. på subjektsiden). Sædvanligvis er subjektet tabt i objektet, opmærksomheden vender udelukkende mod objektfeltet.
Dobbeltrettethedens praksis – bevidsthedens anden mulige retning – består i et kort øjeblik at lade opmærksomheden blive opmærksom på sig selv. I stedet for at beskæftige sig med det, der reflekterer sig i spejlet, beskæftiger ”man” sig et kort øjeblik med selve spejlet. ”Man” er et navn, som er hæftet på spejlet inklusive spejlets reflekser.
Andre formler, der søger at beskrive denne praksis, er f.eks.: At huske selve vågenheden. At søge iagttageren. At se efter bevidsthedens kilde. At lede efter kærlighedsfølelsens udspring.
Ordet ”dobbeltrettet” refererer til det forhold, at selv om bevidstheden skifter accent fra sit indhold til sig selv, vil bevidstheden stadig være åben i retning af objektfeltet.
Ordet ”dobbeltrettet” signalerer da det forhold, at opmærksomhedens åbenhed er åben i de to retninger som polarisationen mellem subjekt og objekt på et grovere plan er udtryk for.
Dobbeltrettetheden er momentan. Dette vil gælde for langt de fleste praktiserende, og det vil gælde i mange, mange år.
Den almindelige opmærksomhed er dualiserende. For at sanse, opfatte, erkende og sproglægge forudsættes en adskillelse i subjekt og objekt. Når opmærksomheden eller bevidstheden i mere end et kort øjeblik fastholder fokus eller retning så dualiseres automatisk det man fastholder. Opmærksomhedens strøm forudsætter polaritet og skaber objekter. Så snart derfor bevidstheden, sindet, opmærksomheden er ensartet eller hviler i en tilstand – måske i sekunder- vil den danne objekter. Den vil glemme sig selv og være beskæftiget i objektfeltet."
- Sjælens Mørke Nat, Paradigmet.blogspot