G.E. Griffin om Kollektivisme VS Individualisme & Anarki
“Organiseret kriminalitet, eller endda direkte terrorisme, kan gøre meget mindre skade end den mest velmenende regering. Det er et spørgsmål om power, ikke intention.”
– Joseph Sobran
“Hvad ser du for fremtiden? Anthony Sutton: Kaos, forvirring og i sidste ende en kamp mellem individet og staten. Individet er stærkere; og vil vinde. Staten er en fiktion helliget af Hegel og hans tilhængere for at KONTROLLERE individet. Før eller siden vil folk vågne op. Først skal vi skrotte fælden om højre og venstre, dette er en hegeliansk fælde ; del & hersk. Kampen er ikke mellem højre og venstre; den er mellem os og dem.”
– Interview with Anthony Sutton 1999
NB! Dette skrift er en genpost fra Ildspor.
INTRO: Dette er den første oversættelse og præsentation af G.E. Griffin på dansk, THE CHASM: TWO ETHICS THAT DIVIDE THE WESTERN WORLD – en hurtig intro til G. Edward Griffin’s skrift om kollektivisme og individualisme, hvor sidstnævnte filosofi indenfor libertarianisme postulerer, at den stat er bedst som regerer mindst. Mine egne indskudte bemærkninger forekommer midt i teksten. Griffin – foruden ar være stifter af Red Pill Expo, en konference af dissidenter på spydspidsen og en legendarisk Godfather i såkaldt ‘konspirationsteori’ – skrev den berømte ‘The Creature from Jekyll Island’ om the Federal Reserve, derudover om Big Pharma’s undertrykkelse af cancerkure allerede i 70’erne, om chemtrails, interviewede Ex-KGB afhopperen Yuri Bezmenov (som nu bruges flittigt af mange for at forklare, hvad som er foregået i Vesten), ser Trump som kontrolleret opposition, taler ofte om det økonomiske kollaps, hvor folk vil byde verdensvalutaen velkommen pga. uvidenhed, og om hvad den enkelte kan gøre i det kommende sammenbrudsscenarie, m.m.
Mine indledende kommentarer vedr. anarki, individualisme og kollektivisme: Er et statsløst samfund muligt?
Fra Kontrakataloget 2018:
‘Er statsløse samfund mulige med succes?.
‘Mennesker i Hunza-regionen runder meget ofte 100 år, og mænd får børn helt op i 90-års-alderen. Men det mest fantastiske ved Hunza-folket er den kendsgerning, at sygdomme stort set ikke forekommer. Kræft, hjertesygdomme, højt og lavt blodtryk samt børnesygdomme eksisterer nærmest ikke. Der er heller ingen fængsler, politi eller militær i området, for der er ikke brug for dem. Mens resten af den civiliserede verden bekymrer sig om atomtrusler og andet, lever folk i den afsidesliggende region i Pakistan i fred, harmoni og broderlig kærlighed. Som en sidste kendsgerning skal det oplyses, at der i regionen ikke er registreret en forbrydelse i 130 år.’
– Kristeligt Dagblad 19. juni 2005
Hunza’s befolkning har en læsefærdighed, der antages at være mere end 90%. Næsten hvert barn er uddannet op til mindst gymnasiet. Livsstilen hos Hunza er meget enkel og de anses for at være meget varme og indbydende
Reality check in the wild wild west (skrevet 2016): En tiltagende følelse har bredt sig blandt de mest oplyste dissidenter gennem flere år, nemlig at USA og EU kan blive en åbenlys fængselszone, en lockdown zone, et kontantløs Hunger Games society samfund med yderligere capital control samt et globalt Panopticon med biometriske og psykometriske overvågnings- og kontrolmekanismer, basalt set et sofistikeret 1984 på steroider. Blandt mange af de bølger af amerikanere og europæere som i stigende grad flygter i Exodus fra USA og EU, synes denne ildevarslende følelse at være markant, hvilket beskrives af milliardæren Jeff Bervick, hvor europæere og amerikanere kupper ud en masse og samles i nyere lokale samfund i Sydamerika med begrundelsen, at EU og USA på sigt risikerer at blive en lock-down zone i Hunger Games in spe.…
Flygtninge fra den vestlige verden (før den endelige nedbrydning af den moderne civilisation) vil dog finde håb (gennem James C. Scott bevis om Zomia f.eks.), at det er muligt at lave ‘Exodus’ emigrationer fra de mislykkede vestlige stater og skabe samfund i ‘Zomia’-lignende* grupper, især før Agenda21/2030 Hunger Games samfund i USA og EU bliver endnu mere åbenlyst drakonisk og indlysende. De sidste grupper må muligvis udholde et sovjet-lignende centralistisk regime i USA og EU før det bryder sammen også ….
Om Zomia: Indtil kort tid før den fælles æra skriver Scott, det vil sige de sidste 2000 år – 1 procent af menneskets historie – bestod det sociale landskab af elementære selvstyrende familie enheder, der undertiden kunne samarbejde om jagt, fest, handel. Det indeholdt ikke noget man kunne kalde en stat. Med andre ord, at leve i mangel på statslige strukturer har været den normale menneskelige tilstand 99 procent af menneskets historie … næsten ingen opmærksomhed har været vendt mod historien om bevidst statsløshed. Dette er historien for dem, der slap afsted. “….” Det ser ud til, at meget, hvis ikke det meste af befolkningen i de tidlige stater var ufrivillige; de var undersåtter under tvang.’
https://mises.org/library/art-not-being-governed
De fleste af Homo Sapiens er åbenbart blevet makrokonditioneret til servilitet (Aldous Huxley’s og Bertrand Russel’s pointe om uvidende ufrihed ); at acceptere deres servilitet og statens ‘uundgåelighed’ som et nødvendigt ‘sikkert’ og trygt fundament i uvidende ufrihed [i pagt med World Economic Forums intention, verdens mest magtfulde elite, den store pusher for den Store Nulstilling under Corona-krisen, De har publiceret en video om deres vision for verden; lykkelig ejerløshed i 2030. De slettede den for nyligt – en kopi af deres video er her.]
Scott siger, at Zomia er det største resterende område på jorden, hvis indbyggere ikke er blevet fuldstændigt absorberet af nationalstater, selvom tiden rinder ud for dem også qua den tekno-feudalistiske ekspanderende vækst og magt.
Hvad adskiller Hunza- og Zomiafolket fra Vesten? Nogle vil indvende, at den vestlige psyke er anderledes qua konditionering, at komplicerede transaktioner i et højteknologisk samfund vil umuliggøre, at en sådan utopi kan realiseres i vestlige samfund, etc. Hunza-regionen demonstrerer i praksis imidlertid, at et statsløst anarki som ‘kaos’ er et falsum – og ikke kun Hunza-folket har levet ‘alternativt’, men Zomia-folket har levet ‘utopisk’ i tusinder af år (uden en stat). Det viser, at det ikke er en umulighed i fremtiden at realisere lokale decentrale selvstyrende samfund i vesten, forskel i teknologi uagtet. Mentalitet spiller en stor rolle, men igen; bevidsthed går forud for alt dette, og er bevidstheden i Hunza-regionen mere avanceret eller mere primitiv? Det er eliten, staten, medierne, institutionerne, som har undertrykt og hjernevasket hele befolkninger til at acceptere et tyranni forklædt som ‘demokrati’ som er undertrykkende og uacceptabelt, hvor den kollektive psyke er massivt konditioneret til at acceptere et fængsel forveksles med frihed og midlertidige privilegier med umistelige ‘rettigheder’.
En regering kan selvfølgelig være mere godartet og mindre godartet, men en statsløs tilstand med autonome samfund har ikke set dagens lys i større stil i det moderne Vesten…endnu. Påstanden om, at samfundet ville gå ned i automatisk kaos, er et falsum.
Sammenlignet med monopolet på statsvold ville små enheder være at foretrække, da det kun kunne være gennem Leviathan-statens strukturer, at +260 millioner mennesker er blevet dræbt af staten i det 20. århundrede (Democide), og det tager ikke højde for krig (en tredjedel af antallet i alt) – kun gennem indledende accept af statskonstruktioner og statsligt voldsmonopol til at starte med, kunne sådanne masseindustrielle’ mord have fundet sted , ikke med ikke-statslige konstruktioner (Revision: Mindst 262 millioner mennesker er blevet myrdede af regeringer i det 20. århundrede – og vi taler ikke om krig. Tallet for myrdede er 6 gange så stort, som antal dræbte ved krig. “Democide is a term revived and redefined by the political scientist R. J. Rummel as “the murder of any person or people by their government, including genocide, politicide and mass murder.” – ttps://en.wikipedia.org/wiki/Democide – “democide murdered 6 times more people than died in combat in all the foreign and internal wars of the century.” www.hawaii.edu/powerkills/20TH.HTM). Ligeledes har den stærke statsmagt som skulle holde private virksomheders monopol i skak, snarere faciliteret private gigantiske aktører i korrupt crony captalism – dét som statstilhængere påstår kun ville ske uden en stærk statsmagt. Oh, the irony….
Netflix dokumentaren, Wild Wild Country, er et certificeret bevis på, at vesterlændinge kan opføre en anarkistisk, lokal, og stort set selvforsynende by på kort tid, men får næppe lov at leve under en stat, hvis den bliver for populær. At dokumentarens fokus omhandler en kontroversiel guru og hans disciple er i denne sammenhæng underordnet – dokumentaren viser, at det i praksis er muligt for en dedikeret gruppe af mennesker at opføre en selvforsynende by med infrastruktur midt i et øde landskab på ingen tid.
‘Militæret kan nu blive sat ind mod civile danskere i tilfælde af social uro, bekræfter Forsvarsministeriet’
– Danske soldater træner nedkæmpelse af jysk oprør, Arbejderen, 6. december 2014
‘EU øver sig i knusning af folkeligt oprør’, Modkraft, 5. marts 2015″
Det er ikke utænkeligt, at dansk militær kan blive sat ind mod etableringen af selvstyrende lokale samfund og økolandsbyer i fremtiden (se Arbejderens artikel foroven).
Historikeren Anthony C. Sutton skrev engang, at den eneste løsning for at forhindre statsligt magtmisbrug i fremtiden er, at ‘et flertal af mennesker deklarerer eller handler således, at de intet ønsker fra regeringen, deklarerer, at de vil tage vare på egen velfærd og interesser, at et flertal finder det moralske mod og den indre sjælstapperhed til at afvise noget-for-noget spillet, og erstatte det med frivillige associationer, voluntære kommuner, eller lokalt selvstyre og decentraliserede samfund’
– Kontrakataloget 2018
Griffin om kollektivisme – kort video:
Oversættelse af THE CHASM: TWO ETHICS THAT DIVIDE THE WESTERN WORLD
© 2003 by G. Edward Griffin:
ORD UDEN BETYDNING
Der er mange ord, der almindeligvis bruges i dag til at beskrive politiske holdninger. Vi får at vide at der er konservative, liberale, liberale, højreorienterede, venstreorienterede, socialister, kommunister, trotskister, maoister, fascister, nazister; og hvis det ikke er forvirrende nok, så er der nu neokonservative, nynazister og alt andet neo. Når vi bliver spurgt, hvad vores politiske orientering er, forventes vi at vælge mellem et af disse ord. Hvis vi ikke har en politisk holdning, eller hvis vi er bange for at træffe et dårligt valg, så spiller vi et sikkert kort. og siger, at vi er de moderate – tilføjer endnu et ord til listen. Alligevel kan ikke én ud af tusind tydeligt definere den ideologi, som et af disse ord repræsenterer. De bruges primært som etiketter til give en aura af enten godhed eller ondskab, afhængig af hvem der bruger ordene og hvad følelser, de udløser i deres sind.
Hvad er for eksempel en realistisk definition af en konservativ? Et fælles svar ville være, at en konservativ er en person, der ønsker at bevare status quo og er imod at lave tingene om. Men de fleste mennesker, der kalder sig konservative, går ikke ind for at bevare det nuværende system med høje skatter, underskudsudgifter, udvidelse af velfærden, mildhed over for kriminelle, udenlandsk bistand, vækst i regeringen eller nogen af de andre kendetegn ved den nuværende orden. Disse tilhører nidkært bevogtede bastioner af det, vi kalder liberalisme. Gårsdagens liberale er de konservative af i dag, og de mennesker, der kalder sig konservative, er virkelig radikale, fordi de ønsker en radikal ændring fra status quo. Det er ikke underligt, at de fleste politiske debatter lyder som om de stammer fra Babels tårn. Alle taler et andet sprog. Ordene kan evt lyde bekendt, men talere og lyttere har hver deres private definitioner. Det har været min erfaring, at når først definitionerne er almindeligt forstået, vil de fleste af uenighederne få en ende. Til forundring for dem, der troede, de var bitre ideologiske modstandere, oplever de ofte, at de faktisk er grundlæggende enige. Så for at håndtere dette ord, kollektivisme, er vores første dagsorden at smide affaldet ud. Hvis vi skal lave fornuft af de politiske dagsordener, der dominerer vores planet i dag, må vi ikke tillade vores tænkning at blive forurenet af den følelsesmæssige belastning fra det gamle ordforråd.
Det vil måske overraske dig at høre, at de fleste af vor tids store politiske debatter – i hvert fald i den vestlige verden – kan opdeles i blot to synspunkter. Alt det andet er fnug.
Typisk fokuseres der på, hvorvidt en bestemt handling skal tages eller ej; men den virkelige konflikt handler ikke om handlingens fortjenester; det handler om principperne, det etiske kodeks, der retfærdiggør eller forbyder denne handling. Det er en kamp mellem kollektivismens etik på den ene side og individualismens etik på den anden. Det er ord, der har betydning, og de beskriver en kløft af moral, der deler hele den vestlige verden. [1]
Den ene ting, der er fælles for både kollektivister og individualister, er, at de fleste af dem er velmenende. De ønsker det bedst mulige liv for deres familier, for deres landsmænd og for menneskeheden. De ønsker velstand og retfærdighed for deres medmennesker.
Dér, hvor de er uenige, er, hvordan man får disse ting til at ske.
Jeg har studeret kollektivistisk litteratur i over fyrre år; og efter et stykke tid indså jeg det der var visse tilbagevendende temaer. Jeg var i stand til at identificere, hvad jeg anser for at være de seks søjler i kollektivisme. Hvis disse søjler vendes på hovedet, er de også de seks søjler i individualisme. Med andre ord er der seks hovedbegreber om sociale og politiske relationer; og inden for hver af dem har kollektivister og individualister modsatte synspunkter.
1. MENNESKERETTIGHEDERS NATUR
Den første af disse har at gøre med menneskerettighedernes natur.
Kollektivister og individualister er begge enige om, at menneskerettigheder er vigtige, men de er uenige om, hvor vigtige disse er. og især over, hvad der formodes at være oprindelsen til disse rettigheder. Der er kun to muligheder i denne debat.
Enten er menneskets rettigheder iboende i dets væsen, eller også er de ikke-iboende, hvilket betyder at enten besidder mennesket dem fra fødslen, eller også gives de til mennesket bagefter. Det er med andre ord enten hardware eller software. Individualister tror, de er hardware. Kollektivister tror, de er software.
Hvis rettigheder gives til individet efter fødslen, hvem har så magten til at gøre det. Kollektivister mener, at det er en funktion af regeringen. Individualister er nervøse for denantagelse, fordi hvis staten har magten til at give rettigheder, har den også magten til at tage dem væk, og det koncept er uforeneligt med personlig frihed.
Svaret på individualisme kom klart til udtryk i USAs Uafhængighedserklæring, som sagde:
“Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. At for at sikre disse rettigheder er blandt mennesker oprettet regeringer, hvis retfærdige magt hviler på de styredes samtykke, og når som helst nogen regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve den og at indsætte en ny regering, baseret på sådanne grundsætninger og med magtbeføjelser organiseret på den måde, som efter dets opfattelse mest sandsynligt vil bringe dem sikkerhed og lykke.”
Intet kunne være mere klart end det. “Umistelige rettigheder” betyder, at vi naturligt besidder dem, hver af os ved fødslen, ikke givet af staten. Formålet med regeringen er ikke at give rettigheder, men at sikre dem og beskytte dem.
Derimod omfavner alle kollektivistiske politiske systemer det modsatte synspunkt, som rettigheder bevilget af staten. Det inkluderer nazisterne, fascisterne og kommunisterne. Det er også en grundsætning i Forenede Nationer. Artikel fire i FN’s konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder som siger:
“De stater, der er parter i denne konvention anerkender, at i nydelsen af de rettigheder, som staten giver … staten kan kun underlægge sådanne rettigheder sådanne begrænsninger, som er fastsat ved lov.”
Jeg gentager: Hvis vi accepterer, at staten har magten til at give rettigheder, så skal vi også være enige om at den har magten til at fratage dem.
Læg mærke til ordlyden af FN-konventionen. Efter at have forkyndt at rettigheder er givet af staten, siger den så, at disse rettigheder kan være underlagt begrænsninger “som er bestemt ved lov.”
Med andre ord formoder kollektivisterne i FN at give os vores rettigheder, og når de er klar til at tage dem væk, skal de kun vedtage en lov, der bemyndiger dem det.
Sammenlign det med Bill of Rights i USAs forfatning. Den siger, at Kongressen ikke skal vedtage nogen lov, der begrænser rettighederne til ytringsfrihed eller religionsfrihed, fredelige forsamlinger, retten til at bære våben og så videre – ikke “undtagen som bestemt ved lov,” men ingen lov.
Forfatningen inkarnerer individualismens etik. FN inkarnerer kollektivismens etik, og sikke en forskel, det gør.
2. STATSMAGTENS OPRINDELSE
Det andet begreb, der adskiller kollektivisme fra individualisme, har at gøre med oprindelsen af statsmagten. Individualister mener, at en retfærdig regering får sin magt, ikke fra erobring og underkastelse af sine borgere, men fra de regeredes frie samtykke. Det betyder staten ikke kan have nogen legitime beføjelser, medmindre de er givet til den af dens borgere. En anden måde at sige det på er, at regeringer kun må gøre de ting, som deres borgere også har ret til at gøre. Hvis enkeltpersoner ikke har ret til at udføre en bestemt handling, så kan de ikke give den magt til deres valgte repræsentanter. De kan ikke uddelegere, hvad de ikke har. Lad os bruge et ekstremt eksempel. Lad os antage, at et skib er blevet sænket i en storm, og tre udmattede mænd kæmper for at overleve i havet. Pludselig støder de på en redningskrans. Ringen er kun designet til at holde én person flydende; men med omhyggeligt samarbejde mellem dem, kan det holde to af dem flydende. Men når den tredje mand griber ringen, bliver den ubrugelig, og alle tre er endnu en gang prisgivet havets nåde. De prøver på skift: en træder vande, mens to holder fast i ringen; men efter et par timer har ingen af dem kræfter nok til at blive ved. Den dystre sandhed bliver gradvist klar: Medmindre en af dem bliver skåret løs fra gruppen, vil alle tre drukne. Hvad skal disse mænd så gøre?
De fleste mennesker vil sige, at to af mændene ville være berettigede til at overmande den tredje og smide ham af. Retten til selv-overlevelse er altafgørende. At tage livet af en anden, forfærdeligt som sådan en handling ville være, er moralsk berettiget, hvis det er nødvendigt for at redde dit eget liv. Dette er sandt for individuel handling, men hvad med kollektiv handling? Hvorfra får to mænd retten til at rotte sig sammen mod én mand?
Kollektivisten svarer, at to mænd har større ret til livet, fordi den tredje mand er i undertal. Det er et spørgsmål om matematik: Det største gode for det største antal. Dette gør gruppen vigtigere end individet, og det retfærdiggør, at to mænd tvinger én mand væk fra ringen. Der er en vis logisk appel til dette argument, men hvis vi yderligere forenkler eksemplet, vil vi se, at selv om handlingen kan være korrekt, er den begrundet med det forkerte ræsonnement.
Lad os nu antage, at der kun er to overlevende – så vi fjerner begrebet; gruppe – og lad os også antage, at ringen kun vil understøtte én svømmer, ikke to. Under disse forhold ville det svare til at stå over for en fjende i kamp. Du skal dræbe eller blive dræbt. Kun én kan overleve. Vi har nu at gøre med den konkurrerendes ret til selv-overlevelse for hver enkelt individ, og der er nu ingen mytologisk gruppe, der kan forvirre spørgsmålet. Under denne ekstreme betingelse, er det klart, at enhver person ville have ret til at gøre, hvad han kan for at bevare sit eget liv, selvom det fører til en andens død. Nogle vil måske hævde, at det ville være bedre at ofre sit liv for en fremmed, men få vil hævde, at det ikke ville være forkert at gøre det. Så når forholdene er forenklet til deres allermest nødvendige, ser vi, at retten til at nægte andre livet kommer fra individets ret til at beskytte sit eget liv. Det behøver ikke den såkaldte gruppe til at ordinere det.
I det oprindelige tilfælde af tre overlevende, kommer justifikationen for at nægte liv til en af dem ikke fra en flertalsstemme, men fra deres individuelle og separate ret til selv-overlevelse. Med andre ord, hver af dem, der handler alene, ville være berettiget i denne handling.
De er ikke bemyndiget af gruppen. Når vi hyrer politi til at beskytte vores samfund, beder vi dem blot at gøre, hvad vi selv har ret til at gøre. At bruge fysisk magt til at beskytte vores liv, frihed og ejendom er en legitim funktion af regeringen, fordi den magt er afledt af mennesker som individer. Den udspringer ikke af gruppen.
Her er endnu et eksempel – meget mindre ekstremt, men langt mere typisk for, hvad der rent faktisk foregår hver dag i lovgivende organer. Hvis embedsmænd en dag beslutter, at ingen skal arbejde om søndagen, og endda forudsat at samfundet generelt støtter deres beslutning, hvor ville de få autoritet til at bruge statens politibeføjelser til at håndhæve et sådant dekret?
Individuelle borgere har ikke ret til at tvinge deres naboer til ikke at arbejde, så de kan ikke delegere denne ret til deres regering. Hvor skulle staten så få autoriteten fra? Svaret er, at det ville komme fra sig selv; det ville være selvgenereret. Det ville ligne de gamle monarkiers guddommelige ret, hvor det blev antaget, at regeringer repræsenterer magt og Guds vilje – som fortolket af deres jordiske ledere, selvfølgelig. I mere moderne tider foregiver de fleste regeringer ikke engang at have Gud som deres autoritet, de stoler bare på urokorps og hære, og enhver, der gør indsigelse, bliver elimineret.
Som den kendte kollektivist, Mao Tse-Tung, formulerede det: “Politisk magt vokser ud af et pistolløb”
Når regeringer hævder at hente deres autoritet fra enhver anden kilde end de regerede, fører det altid til frihedens ødelæggelse At forhindre mennesker i at arbejde om søndagen synes ikke at være en stor trussel mod friheden, men når først princippet er etableret, åbner det døre for flere dekreter, og mere og mere, indtil friheden er væk. Hvis vi accepterer, at staten eller enhver gruppe har ret til at gøre ting, som individer alene ikke har ret til, så har vi uforvarende tilsluttet os konceptet om, at rettigheder ikke er iboende for individet, og at de, faktisk stammer fra staten. Når vi først accepterer det, er vi godt på vej mod tyranni.
Kollektivister er ikke bekymrede over så kræsne spørgsmål. De tror på, at regeringer faktisk har beføjelser, der er større end deres borgeres, og oprindelsen til disse beføjelser, siger de, er ikke individerne i samfundet, men samfundet selv, den gruppe, som individer tilhører.
3. GRUPPENS OVERHØJHED
Dette er det tredje begreb, der adskiller kollektivisme fra individualisme.
Kollektivisme er baseret på troen, at gruppen er en egen enhed, at den har sine egne rettigheder, og at disse rettigheder er vigtigere end enkeltpersoners rettigheder. Om nødvendigt skal enkeltpersoner ofres til gavn for gruppen, og begrundelsen er, at dette er til ”det større bedste for det større antal.”
Individualister på den anden side siger: “Vent et øjeblik. Gruppe? Hvad er en gruppe? Det er bare et ord. Du kan ikke røre en gruppe. Du kan ikke se en gruppe. Det eneste du kan røre ved og se er enkeltpersoner. Ordet gruppen er en abstraktion og eksisterer ikke som en håndgribelig virkelighed. Det er ligesom en abstraktion kaldet skov. Skoven findes ikke. Kun træer findes.
Skoven er begrebet for mange træer. Ligeledes beskriver ordet, gruppe, blot begrebet mange individer. Kun individer er virkelige, og derfor er der ikke sådan noget som grupperettigheder. Regeringer kan ikke få autoritet fra grupper, fordi grupper ikke har noget at give. Kun enkeltpersoner har rettigheder. Kun enkeltpersoner kan uddelegere dem. Bare fordi der er mange individer i én gruppe og kun få i en anden, giver det ikke højere prioritet til enkeltpersoners rettigheder i den større gruppe. Rettigheder er ikke baseret på et hovedantal. De er ikke afledt af talmagten. De er iboende i hvert menneske.
Når nogen hævder, at individer skal ofres for samfundets bedste, siger de i virkeligheden, at nogle individer skal ofres til det større bedste for andre individers skyld.
Kollektivismens moral er baseret på tal.
Alt kan gøres således, så længe antallet af mennesker, der angiveligt vil have gavn af noget, er større end antallet af mennesker ofret. Jeg siger angiveligt, fordi i den virkelige verden, optæller dem der bestemmer ikke retfærdigt, hvem der skal ofres. Diktatorer hævder altid, at de repræsenterer det største gode af det større antal, men i virkeligheden udgør de og deres støttegrupper mindre end én procent af befolkningen. Teorien er, at nogen skal tale for masserne og repræsentere deres bedste, fordi de er for dumme til at finde ud af det selv. Så kollektivistiske ledere, kloge og dydige som de er, tager beslutningerne for dem. Det er muligt at forklare enhver grusomhed eller uretfærdighed som en nødvendig foranstaltning til gavn for samfundet. Totalitarister paraderer altid som humanitære. Fordi individualister ikke accepterer gruppeoverherredømme, fremstiller kollektivister dem som værende selvcentrerede og ufølsomme over for andres behov. Det tema er almindeligt i skolerne i dag.
Hvis et barn ikke er villigt til at gå sammen med gruppen, bliver han kritiseret for at være socialt forstyrrende og for ikke at være en god “holdspiller” eller en god borger. De søde mennesker ved at de skattefrie fonde havde meget med det at gøre.
Men individualisme er ikke baseret på ego. Det er baseret på princippet. at hvis du accepterer præmissen om, at individer kan blive ofret for gruppens skyld, har du lavet en kæmpe fejl på to punkter. For det første er individer gruppens essens, hvilket betyder, at gruppen er det som alligevel bliver ofret, stykke for stykke. For det andet er det underliggende princip dødbringende. Den person, der bliver ofret idag, kan være ukendt for dig eller endda nogen, du ikke kan lide. I morgen, kunne det være dig.
REPUBLIKKER VS DEMOKRATIER
Vi har her at gøre med en af grundene til, at folk skelner mellem republikker og demokratier. I de senere år er vi blevet lært at tro, at et demokrati er den ideelle styreform. Det er angiveligt det, der blev skabt af den amerikanske forfatning. Men hvis du læser dokumenterne fra de mænd, der skrev grundloven, opdager du, at de talte meget dårligt om demokratiet. De sagde i rene ord, at et demokrati var et af de værst tænkelige styreformer. Og så skabte de, hvad de kaldte en republik. Det er derfor ordet, Demokrati, ikke optræder ikke nogen steder i forfatningen; og når amerikanerne lover troskab til flaget, er det til republikken, det står for, ikke demokratiet. Bundlinjen er, at forskellen mellem et demokrati og en republik er forskellen mellem kollektivisme og individualisme.
I et rent demokrati er konceptet, at flertallet skal regere; afslutning på diskussionen. Du kan sige: “Hvad er der galt med det?” Tja, der kan være meget galt med det. Hvad med en lynch pøbel? Der er kun én person med en afvigende stemme, og han er fyren i slutningen af rebet. Det er rent demokrati i aktion. “Åh, vent lidt,” siger du. »Flertallet bør bestemme. Ja, men ikke i det omfang det nægter mindretallet rettigheder.” Det er præcis, hvad en republik opnår. En republik er simpelthen et begrænset Demokrati – en regering baseret på princippet om begrænset flertalsstyre, således at mindretallet – selv et mindretal af én – vil være beskyttet mod flertallets luner og lidenskaber.
Republikker er kendetegnet ved skriftlige forfatninger, der præciserer reglerne for at gøre det muligt. Det var funktionen af den amerikanske Bill of Rights, som ikke er andet end en liste over ting regeringen ikke må gøre. Den siger, at Kongressen, selvom den repræsenterer et flertal, ikke må vedtage nogen lov, der nægter mindretallet deres ret til fri udøvelse af religion, ytringsfrihed, fredelig forsamling, retten til at bære våben og andre “umistelige” rettigheder. [2]
Disse begrænsninger af flertalsstyre er essensen af en republik, og de er også kernen i den ideologi kaldet individualisme. Og således er der her en anden stor forskel mellem disse to koncepter: kollektivisme på den ene side, som støtter enhver regeringshandling, så længe den kan siges at være til det større bedste for det større antal; og individualisme på den anden side, forsvarer mindretallets rettigheder mod flertallets lidenskaber og grådighed.
[indskudt bemærkning: Nogle indvender, at gruppen eksisterer, men gruppen – som Dee Hock anfører forneden om staten – er et mentalt begreb, som lader sig gøre i kraft af at folk abonnerer på selve idéen . En skov defineres som summen af træer, som samles på et afgrænset sted. Hvornår er træer en skov? Ved 2,3, 4 træer samlet tæt ved hinanden, etc.? Næppe. Hvor går grænsen mellem enkelte træer samlet og en “skov”? Er det en skov når der er 100 træer, 200 eller 300 eller mellem 352 og 353? Man kan tydeligt se problemet. Det er ikke objektivt men et vilkårligt arbitrært mentalt begreb, som er en abstraktion.
“Hvad er en organisation? [eller samfundet eller Staten]. Hvad er en organisation i dybeste forstand? Det er bestemt ikke bare et sæt vedtægter, for jeg kan skrive et sæt vedtægter og lægge det i en skrivebordsskuffe, og det bliver bare til et gammelt smuldrende stykke papir. Og hvis du virkelig tænker dybt over det, opdager du, at enhver organisation og enhver institution uden undtagelse ikke har nogen virkelighed i dit sind. Det er ikke dens bygninger. Det er manifestationerne af det. Det er ikke dets navn, det er ikke dets logo, og det er ikke et fiktivt stykke papir kaldet et certifikat. Det er ikke penge. Det er et mentalt begreb, omkring hvilket mennesker og ressourcer samles i jagten på et fælles formål. Lad os nu følge dette lidt længere. Hvis denne institution ikke har nogen virkelighed, undtagen i dit sind og sindet hos alle dine medarbejdere og de mennesker, der behandler den, hvad er så dens egentlige natur? Hvad er dens virkelige styrke? Og det fik mig til at tro, at hjertet og sjælen i enhver organisation, i hvert fald enhver sund organisation, er formål og principper. Hvad er formålet, der bragte dig sammen, og hvad er dit system med overbevisninger om, hvordan du agter at opføre dig i forfølgelsen af dette formål? Hvis din tro er baseret på den gamle model for top-down kommando og kontrol, specialisering, særlige privilegier og intet andet end profit, vil din organisation med tiden blive giftig. Det bliver antithetisk over for den menneskelige ånd og ødelægger biosfæren. Beviserne er overalt omkring os. “
– Dee Hock, stifter af VISA kreditkortet, visionær udbryder, 2002
Gamle tanker og citater, som omhandler problemet om individualiisme og kollektivisme (via eksistentialisme, Krishnamurti, o.a.): Traditionen er menneskets virkelighed. Den enkeltes måde at reagere på er resultatet af alle mulige kulturelle påvirkninger, der bevidst eller ubevidst er indpodet i ham/hende. Der er intet nyt, som vedkommende selv har opdaget. Tankegangen er rent mekanisk, reaktionerne er automatiske. Det er forholdsvis let at indse dette på et ydre plan og derefter forsøge at gøre sig udvendigt fri af enhver form for ydre autoritet. Det er sværere at se det i én selv. Det enkelte menneske lader sig opsluge af den samfundstruktur, det fødes ind i, lader sig forme af de tilvante handlingsmåder, og ´nye´handlinger er blot evige, vanemæssige gentagelser. Samfundet vil vedblivende være en statisk, fremmed struktur, så længe der ikke sker en psykologisk forvandling i det enkelte menneske og dermed i dets forhold til andre: Hvis forholdet mellem de enkelte, dvs. hvis samfundet ikke bestemmes af en indre revolution, så sluger samfundsstrukturen, som er statisk, den enkelte og gør ham lige så statisk, til en kopi, egentlig et argument i favør for anarkisme imod kollektivisme. Så længe enkeltmennesket er ufrit i sig selv, tilpasset som det er gennem indre autoritet, vil det altid efterlade reformer og revolutioner til de gængse autoriteter. Efter forandringerne tilpasser det sig uden stort besvær blot de nye former og forbliver ufrit. Forholdet mellem enkeltmennesker og forholdet mellem den enkelte og de mange fastfryser igen i en bestemt struktur uden at ændre enkeltindividets tilgrundliggende tilstand af bundethed og ufrihed. . Begrebet ´individuality´kommer af ´indivisible´, der betyder udelelig. At være et individ, en individualitet, henviser derfor til en tilstand, der er udelelig i sig selv. Men menneskelige væsener er så betingede af indre autoritet, at der hersker en tilstand af total uorden og spaltning i dem. Og at prøve at skabe en ydre forandring fra en indre forvirring vil kun bringe endnu større kaos, forvirring og uorden. Mennesket må konfrontere sig selv med sin indre autoritet eller fortsætte med vedblivende at gå sovende med robotagtige skridt gennem sin tilværelse fra fødsel til død (ifl. Krishnamurti, Gurdjeff, etc.). Individet må se i øjnene, at han/hun ikke er en udelelig helhed, men er en kopi, der udviser flokmentalitet ved psykologisk set at have gjort sig totalt afhængig af andres meninger og syn på tilværelsen. Tilhøreren, læseren, enkeltmennesket lever altså ´inautentisk´, er et andenhåndsprodukt, hvis hjerne og sind fungerer rent mekanisk og materielt. Men samtidig siges det, at jeg – som enkeltindivid – er i stand til at kunne gøre mig fri af enhver form for indre afhængighed, hvilket symbolsk set bliver ensbetydende med, at det er muligt at rense min tavle ren Det slår mig, at kollektivister kan være mere disponerede for flokmentalitet a la Robert Kegans 3. epistemologiske bevidsthedorden, som er at ligne ved en tænkemåde, som efterligner omgivelserne Find afsnittet om Kegan her]
4. TVANG versus FRIHED
Det fjerde begreb, der adskiller kollektivisme fra individualisme, har at gøre med ansvar og valgfrihed. Vi har talt om oprindelsen af rettigheder, men der er et lignende spørgsmål vedrørende oprindelsen af ansvar. Rettigheder og pligter hænger sammen. Hvis du værdsætter retten til at leve dit eget liv uden at andre fortæller dig hvad du skal gøre, så skal du påtage sig ansvaret for at være uafhængig, at forsørge dig selv uden at forvente at andre tager sig af dig. Rettigheder og pligter er blot forskellige sider af samme sag. Hvis kun individer har rettigheder, så følger det, at kun individer har ansvar.
Hvis grupper har rettigheder, så har grupper også ansvar; og deri ligger en af de største ideologiske udfordringer i vores moderne tid.
Individualister er forkæmpere for individuelle rettigheder. Derfor accepterer de princippet om individuelt ansvar frem for gruppeansvar. De tror, at alle har en personlig og direkte forpligtelse til at forsørge, først for sig selv og sin familie og derefter for andre der kan være i nød. Det betyder ikke, at de ikke tror på at hjælpe hinanden. Bare fordi jeg er en individualist betyder det ikke, at jeg skal flytte mit klaver alene. Det betyder bare, at jeg tror at flytte den er mit ansvar, ikke andres, og det er op til mig at organisere frivillig bistand fra andre.
Kollektivisten erklærer på den anden side, at individer ikke er personligt ansvarlig for velgørenhed, for at opdrage deres egne børn, sørge for aldrende forældre eller endda selvforsørgelse for den sags skyld. Det er statens gruppeforpligtelser. Individualisten forventer at gøre det selv; kollektivisten vil have regeringen til at gøre det for ham: at sørge for beskæftigelse og sundhedspleje, en mindsteløn, mad, uddannelse og et anstændigt sted at bo.
Kollektivister er forelskede i regeringen. De tilbeder regeringen. De har en fiksering på regeringen som den ultimative gruppemekanisme til at løse alle problemer. individualister deler ikke den tro. De ser regeringen som skaberen af flere problemer end den løser. De mener, at valgfrihed vil føre til den bedste løsning af sociale og økonomiske problemer. Millioner af ideer og bestræbelser, hver med forbehold for forsøg og fejl og konkurrence – hvor den bedste løsning bliver indlysende ved at sammenligne dens resultater med alle andre – den proces vil give resultater, der er langt overlegne i forhold til, hvad der kan opnås af en gruppe af politikere eller et udvalg af såkaldte viismænd.
Derimod stoler kollektivister ikke på frihed. De er bange for frihed. De er overbeviste om, at frihed kan være i orden i små sager, såsom hvilken farve sokker du vil have på, men når det kommer til vigtige spørgsmål såsom pengemængden, bankpraksis, investeringer, forsikringsprogrammer, sundhedspleje, uddannelse og så videre, vil frihed ikke fungere. Disse ting, siger de, skal simpelthen kontrolleres af regeringen. Ellers ville der være kaos.
Der er to grunde til populariteten af dette koncept. Den ene er, at de fleste af os har været uddannet i offentlige skoler, og det er det, vi blev lært. Den anden grund er, at regeringen er den eneste gruppe, der lovligt kan tvinge alle til at deltage. Den har magt og beskatning, bakket op af fængsler og våbenmagt for at tvinge alle til at rette ind, og det er et meget tiltalende koncept for den intellektuelle, der ser sig selv som en social ingeniør.
Kollektivister siger: “Vi skal tvinge folk til at gøre, hvad vi synes, de burde gøre, fordi de er for dumme til at gøre det på egen hånd. Vi har derimod været i skole. vi har læst bøger. Vi er informerede. Vi er klogere end de mennesker derude. Hvis vi overlader det til dem, så kommer de til at begå frygtelige fejl. Så det er op til os, de oplyste. Vi tager stilling til på vegne af samfundet, og vi skal håndhæve vores beslutninger ved lov, så ingen har noget valg. At vi skulle regere på denne måde er vores forpligtelse over for menneskeheden.”
I modsætning hertil siger individualister: “Vi tror også, vi har ret, og at masserne sjældent gør det vi synes, de skal gøre, men vi tror ikke på at tvinge nogen til at efterleve vores vilje for hvis vi indrømmer det princip, så kunne andre, der repræsenterer større grupper end vores egen tvinge os til at handle, som de ønsker, og det ville være enden på vores frihed.”
En af de hurtigste måder at få øje på en kollektivist er at se, hvordan han reagerer på offentlige problemer. Lige meget hvad der generer ham i hans daglige rutine – uanset om det er affald motorvejen, ryge offentligt, klæde sig uanstændigt, sende uønsket post ud – you name it, vil hans umiddelbare svar være; “Der burde være en lov!” Og selvfølgelig er de professionelle i regeringen, der lever af sådanne love, mere end glade for at samarbejde. Konsekvensen af denne tankegang er at regeringen bare bliver ved med at vokse og vokse. Det er en ensrettet gade. Hvert år er der flere og flere love og mindre og mindre frihed. Hver lov i sig selv virker relativt godartet, begrundet med nogen bekvemmelighed eller til gavn for det større antal, men processen fortsætter for evigt indtil regeringen er total og friheden er død. Lidt efter lidt, bliver folket selv advokerende for deres eget slaveri.
ROBIN HOOD SYNDROMET
Et godt eksempel på denne kollektivistiske tankegang er brugen af regeringen til at udføre handlinger af velgørenhed. De fleste mennesker tror, at vi alle har et ansvar for at hjælpe andre i nød, hvis vi kan, men hvad med dem, der er uenige, dem, der ikke kunne bekymre sig mindre om andres behov? Skal de have lov til at være egoistiske, mens vi er så gavmilde? Kollektivisten ser den slags folk som begrundelse for brugen af tvang, fordi sagen er så værdig. Han ser sig selv som en moderne Robin Hood, der stjæler fra de rige, men giver til de fattige. Det er selvfølgelig ikke alt som gives til de fattige. Robin og hans mænd skal jo spise og drikke og være glade, og det kommer ikke billigt. Det kræver et kæmpe bureaukrati at administrere en offentlig velgørenhed, og de røvende Robbing Hoods i regeringen er blevet vant til en stor del af byttet, mens bønderne – ja, de er taknemmelige for, hvad de end får. De er ligeglade med, hvor meget der bliver indtaget undervejs. Det blev alligevel stjålet fra en anden.
Kollektivismens såkaldte næstekærlighed er en perversion af den bibelske historie om Den Gode Samaritaner, der stoppede langs vejen for at hjælpe en fremmed, der var blevet røvet og tævet.
Han tager endda offeret med til en kro og betaler for vedkommendes ophold dér, indtil han kommer sig. Alle sammen godkender sådanne handlinger af medfølelse og næstekærlighed, men hvad ville vi tænke, hvis samaritaneren havde hævet sit sværd mod den næste rejsende og truede med at slå ham ihjel, hvis han ikke også hjalp? Hvis det var sket, tvivler jeg på, om historien ville være kommet ind i Bibelen; fordi Samaritaneren ikke ville være anderledes end den oprindelige røver – som også kunne have haft en dydigt motiv. Han kunne have hævdet, at han blot forsørgede sin familie og mætte sine børn. De fleste forbrydelser rationaliseres på denne måde, men de er forbrydelser alligevel. Når tvang træder til, mistes velgørenheden. [3]
Individualister nægter at spille dette spil. Vi forventer, at alle er velgørende, men vi mener også, at en person skal være fri til ikke at være velgørende, hvis han ikke vil. Hvis han foretrækker at give til en anden velgørenhed end den, vi opfordrer ham til, hvis han foretrækker at give et mindre beløb at det, vi synes, han skal, eller hvis han foretrækker slet ikke at give, mener vi, at vi ikke har ret til at tvinge ham i oagt med vores vilje. Vi kan prøve at overtale ham til at gøre det; vi kan appellere til hans samvittighed; og især kan vi vise vejen ved vores eget gode eksempel; men vi afviser ethvert forsøg på rotte sig sammen mod ham, enten ved fysisk at fastholde ham, mens vi fjerner pengene fra hans lommer eller ved at bruge stemmeboksen til at vedtage love, der vil tage hans penge gennem beskatning. I begge tilfælde er princippet det samme. Det kaldes at stjæle.
Kollektivister vil have dig til at tro, at individualisme blot er et andet ord for egoisme, fordi individualister er imod velfærd og andre former for tvangsmæssig omfordeling af rigdom, men lige det modsatte er tilfældet. Individualister går ind for ægte næstekærlighed, som er det frivillige at give af deres egne penge, mens kollektivister går ind for tvang af andres penge; hvilket selvfølgelig er grunden til at det er så populært.
Et eksempel mere: Kollektivisten vil sige: “Jeg synes, at alle skal bruge sikkerhedssele.
Det giver bare mening. Folk kan komme til skade, hvis de ikke bruger sikkerhedssele. Så lad os vedtage en lov og kræve, at alle tager dem på. Hvis de ikke gør det, sætter vi de dumrianer i fængsel.” Individualisten siger: “Jeg synes, at alle skal bruge sikkerhedssele. Folk kan komme til skade i ulykker, hvis de ikke bærer dem, men jeg tror ikke på at tvinge nogen til det. Jeg tror på at overbevise dem med logik og overtalelse og godt eksempel, hvis jeg kan, men jeg tror også på valgfrihed.”
Et af marxismens mest populære slogans er: “Enhver efter sin evne, til hver efter sit behov.” Det er hjørnestenen i teoretisk socialisme, og det er et meget tiltalende koncept. En person, der hører det slogan for første gang, siger måske: “Hvad er der galt med det? Er det ikke essensen af næstekærlighed og medfølelse over for dem i nød? Hvad kunne være forkert i at give efter ens evne til andre efter deres behov? Og svaret er, at der ikke er noget galt med det – så vidt det rækker, men det er et ufuldstændigt koncept. Det ubesvarede spørgsmål er, hvordan skal dette opnås? Skal det være i frihed eller igennem tvang?
Jeg nævnte tidligere, at kollektivister og individualister normalt er enige om mål, men uenige om midler, og dette er et klassisk eksempel. Kollektivisten siger, gør det med lovens magt. Individualisten siger, at man gør det gennem fri vilje. Kollektivisten siger, ikke nok mennesker vil reagere, medmindre de bliver tvunget. Individualisten siger, nok mennesker vil reagere for at opnå opgaven. Desuden er bevarelsen af friheden også vigtig. De kollektivistiske fortalere legaliserer plyndring i en værdig sags navn, idet man tror, at målet retfærdiggør midlet. Det individualister går ind for er fri vilje og ægte næstekærlighed, idet de mener, at det værdige mål ikke retfærdiggør at begå tyveri og afgive frihed.
Der er en historie om en bolsjevikisk revolutionær, som stod på en kasse og talte til en lille skare på Times Square. Efter at have beskrevet socialismens og kommunismens herligheder sagde han: “Når revolutionen kommer vil alle vil spise ferskner og fløde.” En lille gammel mand råbte: “Jeg kan ikke lide ferskner og fløde.” Bolsjevikken tænkte sig om og svarede så: “Når revolutionen kommer vil alle kunne lide at spise ferskner og fløde.”
Dette er altså den fjerde forskel mellem kollektivisme og individualisme, og det er måske den mest fundamentale af dem alle; kollektivister tror på tvang; individualister tror på frihed.
[indskudt kommentar: ‘Det Libertarianske-Anarkistiske perspektiv fungerer i praksis: I modsætning til den statsligt indoktrinerede overtro; at det bliver et helvede ved afkriminalisering af stoffer, viser praksis det modsatte; legaliser stoffer, og alle samfundsmæssige negative omkostninger ved stoffer falder markant, antallet af brugere stiger ikke, kriminaliteten falder, etc. Dette er praksis, ikke teori: Portugal som eksempel:
‘Portugal undlader at straffe folk, der bruger cannabis, kokain og lignende. 15 år efter afkriminaliseringen er færre på stoffer, og Portugal bliver rost til skyerne….
I Danmark er frygten blandt modstandere af legalisering, at flere bruger cannabis og stoffer, hvis de ikke længere er ulovlige. Samme frygt havde modstandere af afkriminaliseringen i Portugal. Erfaringen er dog den stik modsatte.”
– Afkriminalisering af stoffer er en stor succes i Portugal | Videnskab.dk
What Happened When Portugal Decriminalized Drugs? (VIDEO – 3 min)‘
– Kontrakataloget 2018]
5. LIGHED VS ULIGHED UNDER LOVEN
Det femte begreb, der adskiller kollektivisme fra individualisme, har med måden at mennesker behandles efter loven at gøre. Individualister mener, at ikke to mennesker er helt ens, og hver enkelt er overlegen eller underlegen i forhold til andre på mange måder, men ifølge loven skal de alle behandles ligeligt. Kollektivister mener, at loven skal behandle mennesker ulige for at skabe ønskelige ændringer i samfundet. De ser verden som tragisk ufuldkommen. De ser fattigdom og lidelse og uretfærdighed, og de konkluderer, at der skal gøres noget for at ændre de kræfter, der har frembragt disse effekter. De tænker på sig selv som sociale ingeniører, der har visdommen til at omstrukturere samfundet til en mere human og logisk orden. For at gøre dette skal de gribe ind i menneskers anliggender på alle niveauer og omdirigere deres aktiviteter i henhold til en mesterplan. Det betyder, at de skal omfordele rigdom og bruge statens politimagt til at håndhæve den foreskrevne opførsel.
Konsekvensen af denne tankegang kan ses overalt i samfundet i dag. Næsten ethvert land i verden har et skattesystem designet til at behandle mennesker ulige afhængigt af deres indkomst, deres civilstand, antallet af børn, de har, deres alder og typen af investeringer, de måtte have. Formålet med denne ordning er at omfordele velstand, som betyder at favorisere nogle klasser frem for andre. I nogle tilfælde er der bizarre smuthuller skrevet ind i skattelovgivningen bare for at favorisere én virksomhed eller én politisk indflydelsesrig gruppe. Andre love giver skattefritagelse og subsidier til begunstigede grupper eller selskaber. Ulighed er hele formålet med disse love.
Inden for sociale relationer er der love for at etablere racekvoter, kønskvoter, positiv særbehandling og at forbyde meningstilkendegivelser, der måtte være anstødeligt for en gruppe eller for magtens planlæggere. I alle disse tiltag er der en ulige anvendelse af loven baseret på hvilken gruppe eller klasse du tilfældigvis er i eller på hvilken mening du har. Vi får at vide, at alt dette er nødvendigt for at opnå en ønskelig ændring i samfundet. Alligevel, efter mere end hundrede år med social engineering, er der ikke ét sted på kloden, hvor kollektivister kan pege med stolthed og vise, hvor deres masterplan faktisk har virket som de havde forudsagt. Der er skrevet mange bøger om den kollektivistiske utopi, men det skete aldrig. Resultaterne i den virkelige verden, hvor kollektivisme er blevet anvendt, er mere fattigdom end før, mere lidelse end før, og bestemt mere uretfærdighed end før.
Der er en bedre måde. Individualismen tager udgangspunkt i, at alle borgere skal være lige under lovgivningen, uanset deres nationale oprindelse, race, religion, køn, uddannelse, økonomiske status, livsstil eller politisk holdning. Ingen klasser bør gives fortrinsbehandling, uanset af dens sags fortjeneste eller popularitet. At favorisere en klasse frem for en anden er ikke lighed under loven.
6. REGERINGENS RETTE ROLLE
Når alle disse faktorer betragtes under ét, kommer vi til den sjette ideologiske
opdeling mellem kollektivisme og individualisme. Kollektivister mener, at den rette rolle
for regeringen bør være positiv, at staten tager initiativ i alle aspekter af sagerne
af mennesker, at den aggressivt skal lede og yde. Det burde være den store arrangør af
samfund.
Individualister mener, at regeringens rette funktion er negativ og defensiv. Det er at beskytte, ikke at yde; thi hvis staten får magt til at forsørge nogle, skal den også være i stand til at tage fra andre, og når først den magt er givet, er der dem, der vil søge den til deres egen fordel. Det fører altid til legaliseret plyndring og tab af frihed. Hvis regeringen er stærk nok til at give os alt, hvad vi ønsker, er den også stærk nok til at tage alt fra os alt hvad vi har. Derfor er regeringens rette funktion at beskytte liv, frihed, og borgernes ejendom; intet mere. [4]
DET POLITISKE SPEKTRUM
Vi hører meget i dag om højreorienterede versus venstreorienterede, men hvad betyder disse udtryk virkeligt? For eksempel får vi at vide, at kommunister og socialister er på den yderste venstrefløj, og nazisterne og fascisterne er på den yderste højrefløj. Her har vi billedet af to magtfulde ideologiske modstandere stillet op mod hinanden, og indtrykket er, at de på en eller anden måde er modsætninger. Men hvad er forskellen? De er slet ikke modsætninger. De er ens. Deres Insignier kan være forskellige, men når du analyserer kommunisme og nazisme, inkarnerer de begge socialismens principper. Kommunister lægger vægt på, at socialisme er deres ideal, og den nazistiske bevægelse i Tyskland blev faktisk kaldt det nationalsocialistiske parti. Kommunister tror på international socialisme, hvorimod nazister går ind for nationalsocialisme. Kommunister fremmer klassehad og klassekonflikt for at motivere deres loyalitet og blinde lydighed hos tilhængere, hvorimod nazisterne bruger racekonflikter og racehad til at opnå det samme mål. [bortset fra eventuelle fejl i Griffins karakteristika er begge dog stadig kollektivistiske]
Bortset fra det er der ingen forskel på kommunisme og nazisme. De er begge indbegrebet af kollektivisme, og alligevel får vi at vide, at de angiveligt befinder sig i hver sin ende af et spektrum!
Der er kun én ting, der giver mening i at konstruere et politisk spektrum, og det er at sætte en nulregering i den ene ende af stregen og 100 % i den anden. Nu har vi noget vi kan begribe. Dem, der tror på nulregering, er anarkisterne, og dem, der tror på total regering er de totalitære. Med den definition ser vi at kommunisme og nazisme er sammen i den samme ende. De er begge totalitære. Hvorfor? For de er begge dele baseret på kollektivismens model. Kommunisme, nazisme, fascisme og socialisme hælder alle mod større og større regering, fordi det er den logiske forlængelse af deres fælles ideologi. Under kollektivismen er alle problemer statens ansvar og skal løses af staten. Jo flere problemer der er, jo mere magtfuld skal staten blive. Når først du komme ind på denne glidebane glatte bakke, er der ikke noget sted at stoppe, før du når helt til enden af skalaen, som er totalregering. Uanset hvilket navn du giver det, uanset hvordan du re-brander det for at få det til at virke nyt eller anderledes, så er kollektivisme totalitarisme.
Faktisk er det lige linjebegreb om et politisk spektrum noget misvisende. I virkeligheden er det en cirkel. Du kan tage den lige linje med 100 % regering i den ene ende og nul i den anden, bøje det rundt, og slutte enderne øverst. Nu er det en cirkel, fordi lige under anarki, hvor der ikke er nogen regering, har du absolut styre af dem med de største næver og de mest magtfulde våben. Så du springer fra nul regering til totalitarisme på et øjeblik. De mødes på toppen. Vi har virkelig at gøre med en cirkel, og det eneste logiske sted for os at være er et sted midt mellem ekstremerne. Vi har selvfølgelig brug for regeringen, men den skal bygges op om individualisme, en ideologi, der altid skubber hen imod den del af spektret, der involverer den mindst nødvendige regering for at få tingene til at fungere i stedet for kollektivisme, som altid skubber mod den anden ende af spektret for at få mest mulig regering for at få tingene til at fungere. Den regering er bedst, som regerer mindst.
OPSUMMERING AF FORSKELLE MELLEM KOLLEKTIVISTER OG INDIVIDUALISTER
En kollektivist mener, at rettigheder er afledt af staten.
En individualist mener, at rettigheder er iboende for hvert menneske.En kollektivist mener, at staten kan udføre handlinger, der er forbudt for enkeltpersoner.
En individualist mener, at staten kun må gøre, hvad individer har ret til at gøre.En kollektivist mener, at individer kan blive ofret for gruppen, det størres bedste
antal.
En individualist mener, at individer skal beskyttes mod grådighed og lidenskab fra det større antal.En kollektivist mener, at tvang er den bedste måde at skabe positive effekter i samfundet.
En individualist mener, at valgfrihed er den bedste måde at skabe positive effekter på samfund.En kollektivist mener, at love bør gælde ulige for at gavne en gruppe frem for en anden.
En individualist mener, at love bør gælde lige for alle grupper, så alle bliver behandlet på samme måde.En kollektivist mener, at regeringen bør være en aggressiv kraft til at løse problemer, sørge for næring og lede menneskelige aktiviteter. Den regering er bedst som styrer mest.
En individualist mener, at regeringen bør være en defensiv og beskyttende kraft, begrænset til at beskytte borgernes liv, frihed og ejendom. Den regering er bedst som styrer mindst.
FODNOTER:
[1] I Mellemøsten og dele af Afrika og Asien er der en tredje etik kaldet teokrati, en styreform, der kombinerer kirke og stat og tvinger borgerne til at acceptere en bestemt religiøs doktrin. Det var almindeligt i hele den tidlige europæiske Kristendom og den optrådte endda i nogle af USA’s kolonier. Det overlever i nutidens verden i form af Islam, og den har millioner af fortalere. Ethvert samlet syn på politisk ideologi skal omfatte teokrati, men dette skrift tillader ikke et sådant omfang i denne præsentation.
[2] Det skal bemærkes, at selv uden Bill of Rights, var den amerikanske forfatning et stærkt bolværk mod misbrug og centraliseret regering. Efter at have forklaret i detaljer, hvad den føderale regerings beføjelser var, sagde den, at enhver beføjelse ikke specifikt nævnt var forbeholdt staterne eller folket.
[3] Lad os være meget tydelige om dette. Hvis vores familier virkelig sultede, ville de fleste af os stjæle, hvis det var den eneste måde at få mad på. Det ville være retfærdiggjort af vores iboende ret til liv, men lad os ikke kalde det dydig næstekærlighed. Det ville være rå overlevelse.
[4] Der er meget mere at sige, end hvad der sagt pga. tidsbegrænsningerne i denne præsentation. Et vigtigt spørgsmål er kendsgerningen at der er en tredje kategori af menneskelig handling, som hverken er korrekt eller upassende, hverken defensiv eller aggressiv; det der er aktivitetsområder, som staten for nemheds skyld kan varetage – såsom vejbygning og vedligeholdelse, parker – forudsat at de finansieres, ikke fra almindelige skatter, men udelukkende af dem, der bruger dem. Ellers ville nogle gavne på bekostning af andre, og det er tvangsmæssig omfordeling af rigdom, en magt, der må nægtes staten. Disse aktiviteter ville være tilladte, fordi de har en ubetydelig indvirkning på friheden. De ville blive drevet mere effektivt og tilbyde bedre offentlig service, hvis det ejes og drives af den private industri, men der er ingen grund til at argumentere for det spørgsmål, når meget mere brændende spørgsmål er på spil. Når friheden er sikret, vil vi have den luksus at debattere disse finere pointer. Et andet eksempel på en valgfri aktivitet ville være en lov på Hawaii for at forhindre import af slanger. De fleste Hawaiianere ønsker en sådan lov for deres bekvemmelighed. Strengt taget er dette ikke en ordentlig funktion af regeringen, fordi det tjener ikke til at beskytte borgernes liv, frihed eller ejendom, men det er heller ikke upassende, så længe det administreres på en sådan måde, at omkostningerne bæres ligeligt af alle, ikke af nogle med udelukkelse af andre. Der kan argumenteres for, at dette er en korrekt funktion af regeringen, fordi slanger kunne true husdyr, der er dens borgeres ejendom, men det ville strække pointen. Det er netop denne form for udstrækning af fornuften, demagoger bruger, når de vil konsolidere magten. Næsten enhver regeringshandling kunne rationaliseres som en indirekte beskyttelse af liv, frihed eller ejendom.
Det ultimative forsvar mod ordspil af denne art er at stå fast på den grund, der forbyder finansiering af sådanne programmer i enhver måde, der forårsager et skift af velstand fra en gruppe af borgere til en anden. Det fjerner den politiske fordel som motiverer de fleste af de kollektivistiske ordninger i første omgang. Uden muligheden for legaliseret plyndring, vil det meste af spekulation ophøre. Endelig, når problemer bliver mudrede, og det virkelig er umuligt klart at se, om en handling er acceptabel for en regering, er der altid en tommelfingerregel, som man kan stole på for at vise den rigtige vej: Den regering er bedst, som styrer mindst. www.realityzone.com.