Mediernes Metoder i Disinformation
Psykisk selvforsvar mod magtens mind control
Denne artikel er en kopi fra Ildspor, 25. juli 2019 - dog mere relevant og handy end nogensinde.
‘Der er mange grunde til ikke at stole på massemedierne [mainstream media (MSM)]. De fleste, om ikke alle disse grunde, er blevet analyseret af uafhængige nyhedskilder. Massemedierne ejes af private firmaer og finansieres gennem annoncering, begge disse har en klar indflydelse på det redaktionelle indhold og den overordnede målsætning…..Penge og politiks indflydelse på redaktionsindholdet’
– Journalister indrømmer at efterretningstjenester, lobbyer og reklamefolk dikterer massemediernes indhold
NB! Et crash kursus i mental beskyttelse mod journalisters og mørkemænds forbrydelser og spin. Baggrund findes f.eks. her (et meget lille udsnit): De vestlige medier er totalitære redskaber eller Dansk politik designes af lyssky tænketank eller den (næsten) fortiede rapport som også findes på Folketingets hjemmeside; Rapport: Statslig sandhed og censur i Danmark – Ipressen eller Vores fantastiske medievirkelighed – Om Collignon, Hendricks, medierne, eterretningstjenesterne eller fra Lars Muhl: DR og truslen mod demokratiet
‘ Disse mennesker er ikke klar over, at der i skrivende stund udfolder sig en folkebevægelse af borgere, verden over, der har fået nok og ikke mere vil lade sig spise af med den strøm af journalistiske og politiske floskler, der i årtier har fastholdt befolkningerne i fordummelse og uvidenhed. . …. Aviserne mister læsere. TV mister seere. Og i stedet for at skifte kurs er redaktionerne faldet i den vildfarelse, at grunden til frafaldet af kunder skyldes, at den vare, man hidtil har tilbudt, ikke er indpakket spændende nok, og at den ny-indpakkede vare skal tilbydes på endnu flere platforme. Man har helt overset, at det er indholdet, der er noget galt med. Læserne har for længst fundet ud af, at skal de have sober oplysning, skal den findes på internettets uafhængige medier. At dette ikke er uden problemer er indlysende, men så længe, at de klassiske medier har vendt ryggen til virkeligheden, så må andre tage over.
– Lars Muhl fra d. 15. juli 2019
Hvis du ikke har et mentalt skarpt sværd og viden, VIL du blive et offer for fortræd, en fortræd som er blevet professionaliseret i en levealder. Jeg opfordrer alle til at publicere denne skrivelse, som er uddrag fra kommende bog
UDDRAG:
Carsten Jensen [før han selv blev blæst] holdt en kritisk tale på Journalistforbundets årskonference i Odense den 15. nov. 2010, sandsynligvis den bedste revselse af og opfordring til pressens selvransagelse, hvor det bl.a. påpeges, at fællesnævneren for journalister synes at være, at hvis prisen for at fortælle en kontroversiel sandhed var fjendskaber, isolation og ensomhed, vil journalister ikke betale den.
Det er evident, at journalister er blevet magtens kastrerede skødehund i en grad, som er vansirende skamfuld, endda kriminel, noget som den mere oplyste del af folkedybet har vidst i årtier.
‘Han betroede mig, ikke uden en vis stolthed, at han havde forbindelser, der var højt placeret i samfundet, og som forsynede ham med vigtige oplysninger. Også til dem, var han bundet, om ikke af kollegiale hensyn, så dog af en nødvendig loyalitet, i et forbund af gensidige tjenesteydelser, der ikke altid tillod ham at skrive de kritiske sandheder. Politikere bør være bange for journalister. De skal ikke tænke på dem som nyttige idioter. De skal få tynd mave, bare de ser en journalist for sig. Men danske aviser repræsenterer i disse år ikke andet end den institutionaliserede magtesløshed. Det er kun journalisterne, der ikke har opdaget det. Under diktat fra snæversynede bestyrelser, der kun tænker i omkostninger og fortjeneste, med chefredaktører, der for de flestes vedkommende ikke er andet end inkompetente, anonyme funktionærtyper på gennemtræk fra bladhus til bladhus, falder og falder oplagene, på såvel de store, landsdækkende morgenaviser som formiddagsbladene, mod et absolut nulpunkt, en udvikling, alle synes at acceptere med en stoisk, nærmest masochistisk resignation, og som i hvert fald aldrig giver anledning til selvransagelse. At tale med en journalist om dansk presses fremtid, er som at tale med en psykotisk virkelighedsfornægter, der fra sit tilflugtssted i en narcissistisk, selvcentreret fantasiverden uanfægtet tror på løgnen om sin egen betydningsfuldhed.”
– ‘Når sandheden bliver væk’, Information, 18. dec. 2010
Journalist Tommy Hansen: ‘Der bedrives dagligt fremragende journalistik i alle de store klassiske medier, men IKKE inden for området geopolitik og internationale forhold…. Man er blevet gift, har fået børn, er blevet afhængig af den stadigt stigende løn, og når dagen kommer, at man skal skrive en artikel om NATO, spiller den faste stilling en større rolle end journalistikken. Jeg ser i dag, hvorledes enslydende artikler synkront fordeles i de store medier i Europa, på alle sprog, og agendaen er tydelig: at skabe opbakning til den gigantiske oprustning NATO og USA har gennemført på europæisk jord, fjendebilledet er i dag Rusland.Jeg kan undre mig over, at disse topjournalister kan se sig selv i øjnene. Husker de da ikke historien om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, som var pure opspind? Husker de, hvordan de selv var med til at videregive løgnene? Husker de historien om kuvøsebabyerne i Kuwait i 1990, som gav “os” anledning til at invadere Kuwait – en historie som var instrueret af et amerikansk reklamebureau med nære forbindelser til Washington?
Hvis medierne er en del af det politiske spil, er demokratiet kun en illusion, og dermed bliver kløften mellem befolkningerne og politikerne stadigt dybere – og potentialet for seriøse “alternative” medier stadigt større.Jeg er imidlertid nået dertil, at jeg ikke anerkender beskrivelsen “alternative” medier om vores arbejde. Vi er medierne, de gammeldags medier der ikke gør deres arbejde, er de alternative i min verden….De sociale medier bliver fra nu af idømt gigantiske bøder, såfremt de ikke lukker sider med påstået “ekstremistisk” indhold.
I gamle dage, for ganske få år siden, var man uskyldig, til det modsatte var bevist, nu er det omvendt.Dette er kun et af mange skridt, der går i retning af ensartethed og totalitarisme på internettet. Store tyske aviser har i dag en aftale med et Google-datterselskab om, at kritiske læserkommentarer nu automatisk slettes i samme øjeblik de postes. Og hvem definerer, hvad der skal slettes? Det er en situation, som for få år siden var helt utænkelig, i dag lader vi det ske, fordi vi tror det har noget med terror og sikkerhed at gøre. “Fake news” jagtes nu af de politisk korrekte, præcis de samme mennesker som gennem årtier har forsynet os med Fake news via de autoriserede kilder, og det seneste er, at man nu vil lade internetudbyderen bestemme, hvilke sider på www man må besøge og hvilke ikke. EU har et gigantisk projekt i gang, som omfatter universiteter og eksperter i alle lande, hvor man officielt vil komme Fake news til livs.
Der bliver dannet et ekspertpanel, hvor journalister kan henvende sig for at få kvalificerede udtalelser om terror og geopolitik, så man undgår (russisk sponsorerede) falske nyheder i det vestlige univers. De kan kalde det alt, hvad de vil – men det er censur. Det står i vores grundlov, at det ingen sinde mere kan genindføres, og jeg tager den sætning dybt alvorligt.’
– Interview, ‘Tommy Hansen, grunnlegger av free21.org, publiserer nær 200 journalisters arbeid: Intervju Herland Report’, hannenabintuherland.com, 17. december 2017
Tommy Hansen ( (døde i 2018) var et levende vidnesbyrd mht. hvad én hædersmand kan formå, da han i løbet af få år publicerede omkring 200 journalisters arbejde, nu på syv sprog. Han har i flere år arbejdet internationalt som journalist og giver talrige eksempler på propaganda og manipulation i de eksisterende europæiske medier, der blot kopierer nyhedsstrømmen fra seks store amerikanske firmaer. Han grundlagde i 2014 det journalistiske netværk Free21.org, som har til formål at genskabe en fri presse. Projektet er internationalt og har base i Tyskland. Free21 udgiver i dag i Tyskland et tidsskrift med et fast oplag på + 20.000 fysiske eksemplarer og med +500.000 udgivelser af magasinet.
Den Canadiske professor, Jordan Peterson, udtalte nyligt, at topjournalister i Nordamerika udøver selvcensur af frygt for udfrysning og fyring. Det er selvfølgelig langt værre, end Peterson og Jensen forestiller sig eller tør sige. Hardcore specialisten i medievidenskab, Professor Mark Crispin Miller, udtaler, at han aldrig nogensinde i hele sit liv har set en så konstant storm af vestlig mainstream propaganda, at han aldrig har bevidnet et så grotesk moment, at han mangler ord, at brændemærkningen af de alternative narrativer aldrig har været så ekstrem m.m. (‘The destruction of an independent press with Mark Crispin Miller’ – On Contact with Chris Hedges, RT, 15. apr. 2018).
‘Målet er at bekæmpe det her angreb på vores samfund – et angreb med falske nyheder på vores fredelige samliv, på vores demokrati, siger David Schraven, der står i spidsen for Facebooks såkaldte fakta-tjekkere.’
– DR, ‘Her kæmpes der mod falske nyheder og disinformation’, 30. jan. 2017
Det er evident, at grunden til at dette nye tankepoliti opstod som en efterplaprende dansk udgave af det internationale stalinistiske tankepoliti, efter at fake news blev udråbt som den store farlige bussemand i al etablissements-kritisk materiale.
Den virkelige historie er igen, at fake news er en belejlig syndebuk for, at selve bevidstgørelsen om etablissementers disinformation spredes, men det er evident for de årvågne (som vågnede op lang tid før internettets alternative websites opstod), at regeringer og medier i mange årtier har udført alle de tricks, som indeværende bog dækker.
Kampagnen mod fake news er i sig selv en del af den fortløbende disinformation i et forsøg på at forsvare etablissementets usandheder samt karakterhenrette etablissementets kritikere som ‘russiske agenter’, ‘landsbytosser’ og ‘konspirationsteoretikere’.
Når massemedier har været medvirkende til massemorderiske krige startet på massive løgne, fordrejet, udeladt og censureret fakta i umindelige tider, så vil krigsherrerne via massemedierne udråbe mange uafhængige medier – som konstant eksponerer statens og mediernes grusomheder – som ‘falske nyheder’.
Med andre ord igen: Når sandheden om løgnene kommer for lyset, vil magtens mørke forsøge at slukke det. Ikke noget nyt, forventet og lige efter bogen, forudsagt for lang tid siden og en historisk truisme.
En hær af etablissementets ‘faktatjekkere’, vestlige opinionsdannere og akademikere – som pludselig er gjort til ‘eksperter’ i begrebet disinformation – er uafvidende hoppet med på denne vogn, dvs. som krigsmediernes og magtens medløbende nyttige idioter, fordi de ikke har fundet ud af, at de har ombyttet årsag-virkninger i magtens og disinformationens favør. Samtidigt er de ubevidste om, at de er illitterære i disinformationsbegrebet, alt imens de nu pludselig udspyr disinformation en masse, og fører krig mod de dissidenter, som de påstår spreder disinformation. Det er ret beset grotesk.
Journalister kan overordnet inddeles i 4 kategorier; den første er de mindre begavede, der slavisk kopierer, hvad de vestlige krigsherrers telepromptere dikterer dem, dvs. nyttige idioter, som selv tror på løgnen. Den anden kategori er de opportune, som måske nok har har anelser om deres egen betændte situation, men frygt for kollegial udfrysning og tab af levned gør dem tavse. Den tredje kategori er de professionelle disinformationsagenter, som er svære at udpege, da de er svære at skelne fra de første to kategorier. Den fjerde kategori er de etiske journalister, som ikke har mulighed for at få deres stemme hørt i den etablerede presse, dvs. de arbejdsløse journalister.
Der er ikke tale om, at vi lever i den ‘post-faktuelle tidsalder’ eller virkelighed, men en via internet-reformationen gryende årvågenhed om og pointering af, at magten og massemedierne i en levealder forsætligt har fordrejet virkeligheden og fordrejet det faktuelle per design. Af samme grund er den ‘post-faktuelle virkelighed’ og ‘fake news’ falske varebetegnelser et nysprog og sprogligt spin, hvis formål er at forhindre erkendelsen af den underliggende faktuelle virkelighed. Der har altid været usande historier i omløb – dette er ikke noget nyt. Det nye er, at et stigende antal mennesker er blevet bevidste om, at etablissementet har spredt disinformation på en massiv skala. At der så også er blålys og misinformation på internet, kan ikke slås i hartkorn med seriøs reviderende research, blot fordi nogle dissidenter ikke er enige med magten eller fordi det kolliderer med uddannelsesskaden i det gamle forlorne paradigme.
Op til Irak-krigen lavede FAIR (Fairness and Accuracy in Reporting) en omfattende analyse af amerikanske TV-stationer, der viste, at kun 3 ud af næsten 400 interviewede opinionsdannere var kritiske overfor Irak-invasionen. Resten var for invasionen. Hvis RT.com (Russia Today) – den russiske TV-station, som er blevet det store hadeobjekt for vestlige politikere – havde eksisteret i 2003 op til Irak-krigen, ville mange amerikanske seere have haft adgang til kritisk information.
I det store og hele er Ruslands strategi med RT (Russia Today) ikke at bruge løgnagtig propaganda som våben mod vesten, men at bruge sandhed som våben, bl.a. ved at facilitere bandlyste vestlige aktivister og dissidenter, som ikke får taletid i vestlige medier. Det er et sammenfald af interesser, hvor mange aktivister, miljøaktivister, minoritetsgrupper, dissidenter, m.fl. får ordlyd – med informationer, som USA og EU forholder overfor egne befolkninger i de vestlige kontrollerede massemedier. For første gang i vestens historie har talløse bandlyste dissidenter fået en tiltrængt platform, der kan nå ud til 700 millioner mennesker på verdensplan (RT’s kapacitet). At Rusland måske ikke faciliterer platformen for de vestlige blå øjnes skyld, betyder ikke, at man er ‘Putins nyttige idiot’ for at pointere ovennævnte. Larry King udtalte i øvrigt, at RT aldrig nogensinde har blandet sig i hans redaktionelle frihed på RT.
Mediernes Metoder i Disinformation
Følgende bør være obligatorisk at studere. Det er en beskrivelse af etablissementets teknikker i disinformation, ikke mindst, hvordan man kan udpege dem og beskytte sig mod dem. Følgende afsnit bør læses grundigt – erfaringerne i skriftet er hentet primært fra USA, men også fra mange års intense stuider, officielt deklassificerede regeringsarkiver, m.m.
Der var engang, for ikke så længe siden, hvor regeringer og de grupper af eliter, der kontrollerede dem, ikke fandt det nødvendigt at føre krig med disinformation. Propaganda var relativt ligetil. Løgnene var meget enklere. Kontrol af informationsstrømmen var lettere at styre. Reglerne blev håndhævet med truslen om konfiskering af ejendom og henrettelse af alle, der afveg fra den rigide socio-politiske struktur. De, der havde teologiske, metafysiske eller videnskabelige informationer udenfor det konventionelle og foreskrevne kollektive verdensbillede, blev tortureret og dræbt. Eliterne holdt oplysningerne for sig selv og fjernede sporene, så de ikke kunne opdages, nogle gange i århundreder, før de blev genopdaget.
Med fremkomsten af anti-feudalisme, og vigtigst; den amerikanske revolutions succes, var eliterne ikke længere i stand til at styre informationen med et sværd eller et pistolløb. Oprettelsen af republikkerne, med deres filosofi om åben regering og folkestyre, tvang de aristokratiske mindretal til at udtænke mere subtile måder til at skjule sandheden, og dermed opretholde deres magtgreb, uden at udsætte sig for gengældelse fra masserne. Således blev den komplekse kunst af disinformation født. Teknikken løgnens ‘magi’ blev raffineret og perfektioneret. Mekanikken i det menneskelige sind og den menneskelige sjæl blev en endeløs besættelse for etablissementet. Målet var ondsindet, men socialt radikal; i stedet for at bruge enorme mængder aj anstrengelse, der er nødvendig for at diktere og forme sandheden, ville de i stedet tillade den, men i en forsætligt sløret tåge af konstruerede data. De ville omslutte sandheden i en gordisk knude af vildledning og fabrikering så omfattende, at de fleste mennesker ville overgive sig og opgive jagten på sandhed, før de kunne optrævle bedrageriet til bunds. Målet var ikke at ødelægge sandheden, men at skjule den ved højlys dag.
I moderne tid, og med omhyggeligt manipulerende metoder, er dette mål for det meste blevet gennemført. Disse metoder har imidlertid også iboende svagheder. Løgne er skrøbelige. De kræver konstant opmærksomhed for at holde sig i live. Én afslørende sandhed kan eksponere et hav af løgne, som får dem til at fordampe øjeblikkeligt. Af samme grund udvikledes propaganda. Da det åbenlyse tyranni er omkostningsfuldt, og ikke virker i længden, bruger man milliarder af dollars på propaganda.
I det følgende vil vi undersøge de metoder, der bruges til at befrugte og fremme væksten af disinformation, samt hvordan man identificerer disinformationens rødder og effektivt kan bortskære dem, udsulte hele systemet af fejlslutningerne en gang for alle.
De almindelige medier, der engang havde til opgave at undersøge regeringens korruption og holde eliterne i skak, er nu blevet PR-firmaer for korrupte embedsmænd og deres globalistiske håndlangere. Den legitime undersøgende journalistik er blot en saga, degenereret til en mødding af såkaldte nyhedsredaktører, der lader deres egne basale meninger fremstå som fakta.
Det elitære kup af nyheder er foregået i varierende grad siden opfindelsen af trykpressen. Imidlertid blev de første metoder til mediernes disinformation først iværksat under avis-magnaten, William Randolph Hearst, som opkøbte flere indflydelsesrige aviser. Han var kendt som et hensynsløst magtmenneske, der troede på, at sandheden var ‘subjektiv’ og åben for hans egen personlige tolkning.
Nogle af de vigtigste taktikker, som de almindelige medier bruger til at vildlede masserne:
Lyv i stor stil, men træk løgnen tilbage i ubemærkethed: Mainstream mediekilder (især aviser) er berygtede for at sætte åbenlyst uærlige og udokumenterede nyhedshistorier på forsiden, og derefter trække disse historier tilbage med ubemærkede dementier, og ofte først når historien bliver afsløret som usand. I dette tilfælde er det meningen at tonse løgnen ind i den kollektive bevidsthed. Når løgnen endelig er eksponeret efterfølgende, er det allerede for sent, og en stor del af befolkningen vil ikke bemærke det efterfølgende dementi eller bekymre sig om det i synderlig grad (se afsnittet om Den Store Løgn). Når sandheden kommer for dagens lys, er skaden allerede sket. Ofte vil dementier ikke engang blive offentliggjort, for medierne vil blot gå videre til andre nyheder, nye sensationer, da næsten alt i vor tid kører på den kollektive korttidshukommelse i malmstrømmen af konstante nyheder og information overload (Skripal-sagen 2018 er et eksempel herpå – efter et veritabelt bombardement af løgne i pressen er affyret, er der pludselig en larmende tavshed).
Ubekræftede eller kontrollerede kilder som fakta: Nyheder nævner ofte information fra ‘anonyme’ kilder, regeringskilder, der har en åbenbar bias eller dagsorden, eller ‘ekspert’-kilder, uden at der gives en alternativ ‘ekspert’-forklaring. Oplysningerne fra disse kilder er normalt støttet af intet andet end blind tro.
Kalkuleret udeladelse: Kendt som ‘cherry picking’; man udvælger selektivt fra data. Et enkelt stykke information eller et grundlæggende element i sandheden kan afspore en hel nyhedshistorie, som er disinformation, så i stedet for at forsøge at give informationen opmærksomhed, lader de simpelthen som om den ikke eksisterer. Når fakta udelades, kan løgnen virke helt rationel. Denne taktik bruges også i vid udstrækning, når disinformationsagenter og uærlige journalister engagerer sig i åben debat.
Distraktion og Fabrikation af Relevans: Sommetider vælder sandheden op i den offentlige bevidsthed, uanset hvad medierne gør for at forsøge at begrave den. Når dette sker, er deres eneste mulighed at forsøge at ændre offentlighedens fokus og derved aflede dem fra sandhedens kerne, som offentligheden ellers var så tæt på at erkende. Medierne opnår dette ved at ‘overrapportere’ på et emne, der ikke har noget med de vigtigere problemer at gøre. Ironisk nok kan medierne tage en ubetydelig historie, og ved at rapportere den i en uendelig gentagelse således få mange folk til at antage, at historien (distraktionen) må være ‘vigtig’.
Uærlig debat-taktik: En sjælden gang bryder ærlige mennesker, der kerer sig om almenvellet, igennem på TV, mennesker der rent faktisk er bekymrede for den gennemsnitlige borgers stræben efter ærlighed og legitime, faktuelle oplysninger. Men sjældent har de lov til at dele synspunkter eller indsigter, uden at skulle kæmpe mod en mur af omhyggeligt udformet spin, bedrag og propaganda. Fordi medierne ved, at de vil miste troværdighed, hvis de ikke tillader gæster modsatrettede synspunkter engang imellem, opretter og koreograferer de specialiserede tv-debatter i meget restriktive miljøer, som er designet til at få gæsten i defensiven, og gør det derved vanskeligt for dem at formidle ideer eller fakta med klarhed.
Alinsky
TV-kendisser er ofte (ubevidst/bevidst) uddannede i Alinskys metoder. Saul Alinsky var en moralsk relativist og løgnens mester*. CIA-ikonet William F. Buckley kaldte Alinsky et ‘organisatorisk geni’. Alinsky udviklede et superbt, men odiøst organisatorisk redskab for det ‘større gode’ – essentielt set var han en moderne Machiavelli. Alinskys skrift, ‘Regler for Radikale’, var en manual for græsrodsaktivister, der modsatte sig etablissementet og understregede nødvendigheden af at bruge ethvert middel for at besejre den politiske opposition (bogen indeholder et epigram, der anerkendte Lucifer som den første radikale). Men er det virkelig muligt at besejre et etablissement af løgne ved brug af endnu flere løgne og ved at ofre sin etik? I virkeligheden er hans strategier det perfekte format at anvende for korrupte institutioner og regeringer til afskrækkelse af massernes protest. I dag anvendes Alinskys regler oftere af etablissementer end af oppositionen. At gøre sig bekendt med Alinsky er at opbygge et psykisk immunforsvar mod denne taktik.
*Præsident Barack Obama var påvirket af Saul Alinsky, skrev et essay i en bog om Alinsky samt arbejdede i 3 år under et projekt, som var stærkt Alinsky-inspireret. Hillary Clinton skrev sin universitetsafhandling om Alinsky, hvor Alinsky personligt hjalp hende. Både Hillary Clinton og Obama blev beskyldt for at bruge Alinskys taktikker i deres præsidentkampagner. Ben Carson, præsidentkandidat, betegnede Alinsky som Hillary Clintons personlige ‘helt’.
(Se: en.wikipedia.org/wiki/Saul_Alinsky)
Alinskys taktik: Vind for enhver pris, selv hvis du skal lyve
Alinskys taktik er blevet adopteret af regeringer og disinformationsspecialister over hele verden, men de er mest synlige i TV-debatter. Selvom Alinsky prædikerede om behovet for konfrontation i samfundet, er hans debat-taktik faktisk designet til at omgå den virkelige og ærlige konfrontation af opponerende ideer, med glatte tricks og vildledning. Alinskys taktikker, og deres moderne brug, kan opsummeres som følger:
1) Magt er ikke kun, hvad du har, men hvad fjenden mener, du har.
Vi ser denne taktik i mange former. For eksempel; at projicere dit eget synspunkt, som var det et mainstream synspunkt, og din modstanders synspunkt som marginalt. Overbevis din modstander om, at hans kamp er ørkesløs. Din modstandere vil derfor sandsynligvis agere helt anderledes, eller endda tøve med at handle overhovedet, baseret på deres perception af din magt. Hvor ofte har man hørt sætningen (USA): ‘Regeringen har Predator droner. Der er intet, som folk kan gøre nu…’. Dette er projektionen af overdreven uovervindelighed designet til at fremkalde en følelse af massernes magtesløshed og apati.
2) Gå aldrig udenfor rammerne af din egen erfaring, og når det er muligt; gå udenfor rammerne af fjendens erfaring.
Lad være med at blive trukket ind i en debat om et emne, du ikke kender ligeså godt, som din modstander. Hvis det er muligt, skal du trække dem ind i en sådan situation i stedet. Gå ud ad en tangent. Spejd efter måder, hvorpå du kan øge usikkerhed, angst og uvished hos oppositionen. Dette bruges almindeligvis mod uvidende folk, som interviewes på TV-shows, hvis positioner er sat op til at være skævt fordelte. Offeret er gjort blindt af tilsyneladende irrelevante argumenter, de derefter bliver tvunget til adressere. I TV og radioudsendelser tjener dette også til at spilde udsendelsestiden for at forhindre offeret – den som bliver interviewet – i at udtrykke sin egen position.
3) Få fjenden til at leve op til sine egne regler.
Målet er at angribe modstanderens troværdighed og omdømme med beskyldninger om hykleri. Hvis taktikeren kan fange sin modstander i selv den mindste fejltagelse, skaber det en åbning for yderligere angreb og distraherer fra det dybere moralske spørgsmål.
4) Latterliggørelse er en mands mest potente våben.
‘Regeringskritikere på Facebook er landsbytosser’, ‘Folk, som er fanatiske med Grundloven, er ekstremister’, ‘5G skeptikere er russiske trolls’, osv. Grundløs latterliggørelse er næsten umulig at modvirke, fordi det er meningen, at det skal være irrationelt. Det gør oppositionen rasende, som derefter reagerer til din fordel. Det virker også som et trykpunkt for at tvinge fjenden til indrømmelser.
5) En god taktik er én, som folk nyder.
Popularisér smarte udtryk, som folk kan lide at bruge, fordi de synes, det lyder klogt eller sjovt og derved nyder at bruge udtryk gentagne gange (‘landsbytosser’, ‘konspirationsteoretikere’ etc..). Gør udtryk mere simple og sjove, skab memer – dette hjælper din side med at være motiveret og effektiviserer din taktik, så den bliver spredt autonomt, uden instruktion eller opmuntring.
6) En taktik, der trækker i langdrag, bliver ulidelig.
Se regel nr. 5. Fremstå ikke som gamle nyheder. Hvis du holder din taktik frisk, er det lettere at holde dine egne folk aktive. Ikke alle disinformationsagenter er betalte. De ‘nyttige idioter’ skal motiveres på andre måder. Mainstream disinformation ændrer ofte gear fra en taktik til den næste og derefter tilbage igen.
7) Hold presset oppe med forskellige taktikker og handlinger, og udnyt alle begivenheder i debatperioden til dit formål.
Fortsæt med at prøve nye ting for at vælte modstanderen ud af balance. Når oppositionen mestrer én tilgang, slår du dem fra flanken med noget nyt. Giv aldrig målet en chance for at hvile, omgruppere, genoprette eller genoprette strategisk fodfæste. Udnyt de aktuelle begivenheder og tvist deres implikationer for at støtte din egen position. Lad aldrig en god krise gå til spilde.
8) Truslen er normalt mere skræmmende end selve sagen.
Dette går hånd i hånd med regel nr. 1. Perception er virkelighed. Tillad din modstander at spilde energi i forventning om et uoverkommeligt scenario. De truende muligheder kan let forgifte sindet og resultere i demoralisering.
9) Den vigtigste forudsætning for taktik er udviklingen af operationer, som vil opretholde et konstant pres på oppositionen.
Formålet med dette pres er at tvinge modstanden til at reagere og foretage de fejl, der er nødvendige for din kampagnes endelige succes.
10) Hvis du skubber hårdt og dybt nok til et negativ, vil det bryde igennem til modsætningen.
Som græsrodsaktivistiske værktøjer, er Alinsky-taktikker historisk blevet brugt (for eksempel af arbejdsbevægelser eller skjulte agenter) til at tvinge oppositionen til at reagere med vold mod aktivister, hvilket fører til populær sympati for aktivisternes sag. I dag anvender falske (eller kuppede) græsrodsbevægelser, NGO’er, Antifa, Black Bloc og revolutioner denne teknik i debat, såvel som i planlagte gadeaktioner og oprør. Agent Provocateurs, der udgiver sig for at være aktivister i demonstrationer, bruger oftest vold og hærværk, så sympati for myndighedernes massearrestationer kan foregå uden synderlig kritik. Seerne er uvidende om, at politiets egne agenter (Agent Provocateurs) kan være de voldelige ‘aktivister’, mens de fredelige demonstranter bliver ofrene i denne kollektive afstraffelse, hvilket selvfølgelig er pointen med denne manipulation (Black Bloc, Antifa, m.fl.).
11) Prisen på et vellykket angreb er et konstruktivt alternativ.
Lad aldrig fjenden score point, fordi du er fanget, uden en løsning på problemet. I dag bruges dette ofte offensivt mod legitime aktivister. Beklag dig over, at din modstander blot ‘peger på problemerne.’ Kræv, at de ikke kun kommer med ‘en løsning’, men løsningen. Det er klart, at ingen person har ‘løsningen’. Når han undlader at producere det mirakel, du har bedt om, afvis da hele hans argument og alle de fakta, han har præsenteret, som værende meningsløse.
12) Udvælg målet, fastfrys det, personliggør det og polariser det.
Afskær support-netværket og isoler målet fra sympati. Målets tilhængere vil eksponere sig selv. Gå efter individuelle mennesker, ikke organisationer eller institutioner. Mennesker føler hurtigere smerte end institutioner. Næste gang du ser en mainstream medie-debat, betragt da opinionsdannerne omhyggeligt, og du vil sandsynligvis se mange, hvis ikke alle ovenstående strategier, bruges på et intetanende individ, som forsøger at fortælle sandheden.
Disinformations-metoder på internet
Internet trolls, også kendt som betalte skribenter, påvirkningsagenter eller bloggere, bliver i stigende grad og åbent ansat af private virksomheder, såvel som regeringer, ofte til markedsføringsformål og til PR. Internet ‘trolling’ er faktisk en hurtigt voksende industri (se afsnittet om Astroturf og Tilsværtning).
‘Trolls’ (‘trolde’) bruger en bred vifte af strategier, hvoraf nogle er unikke på internettet, her er blot nogle få:
1. Lav skandaløse kommentarer designet til at distrahere eller frustrere: Dette er en Alinsky-taktik, som bruges til at bringe folk følelsesmæssigt ude af balance, bringe deres pis i kog, omend mindre effektiv, på grund af internettets upersonlige karakter.
2. Fremstå som sandhedens supporter og skriv derefter kommentarer, der miskrediterer bevægelsen: Vi har set dette i mange fora, som kæmper for frihed og sandhed – trolls foregiver at være tilhængere af sandhed og frihedsbevægelser, og poster efterfølgende lange usammenhængende svadaer for at fremstå som racistiske eller sindssyge.
Nøglen til denne taktik er at referere til kendte argumenter fremført af frihedsbevægelsen, samtidig med at nonsens fremføres, for at lade ellers gyldige argumenter fremstå latterlige per association (skyld per association). I ekstreme tilfælde har disse trolls som ‘trojanske heste’ været berygtede for at poste indlæg, der tilskynder til vold – en teknik, der tydeligvis har til hensigt at konsolidere den falske påstand fra ministre, tænketanke og propagandister, der hævder, at kritikere af staten og massemedier skal frygtes som potentielle indenlandske terrorister, ‘ekstremister’ osv. Vær opmærksom på rabiate kommentarer med opfordring til vold på Facebook og andre fora, da det kan give et fingerpeg om, at man har med en agent at gøre, omend det også kan komme fra nyttige idioter. Disse opfordringer til vold kan ofte komme i kølvandet på seriøse indlæg, som eksponerer staten og medier, men som ikke opfordrer til vold.
3. Dominer diskussioner: Trolls injicerer ofte sig selv i produktive internetdiskussioner for at afspore deres kurs og frustrere de involverede.
4. Forhåndsplanlagte nedskrevne responser: Mange trolls suppleres med en liste eller database med planlagte sætninger designet som generelle og vildledende svar på ærlige argumenter. Når de poster indlæg, føles deres ord som mærkelige, kunstige og godt indøvede.
5. Falsk association: Dette virker hånd i hånd med punkt nr. 2 ved at påberåbe sig de stereotyper, der er etableret af troll-typer, som fungerer som trojanske heste. For eksempel: at kalde dem ‘landsbytosser’, ‘Kreml-supportere’ eller ‘konspirationsteoretikere’ – ‘5G skeptikere er Paludan-sympatisører’ , den slags tjener forsætligt at associere anti-globalistiske bevægelser med racister eller ‘ekstremister’ på grund af de iboende negative konnotationer, og bruger falske associationer til at fremprovokere bias og afskrække folk fra at undersøge beviserne objektivt.
6. Falsk moderering: At foregive at være ‘fornuftens stemme’ i et argument med indlysende og definerede aspekter i et forsøg på at flytte folk væk fra det, der helt klart er sandt, og hen til en gråzone, hvor sandheden bliver ‘relativ’.
7. Stråmandsargumenter: En meget almindelig teknik. Trolls beskylder modstanderen for at abonnere på et bestemt synspunkt, selv om det ikke er tilfældet, og angriber derefter dette synspunkt. Man putter ord i munden på sin modstander, og gendriver derefter de specifikke ord. Nogle gange bruges disse taktikker af almindelige mennesker med alvorlige personlighedsforstyrrelser. Men hvis du ser nogen, der ofte bruger disse taktikker eller bruger mange af dem på samme tid, er det muligt, at du har at gøre med en betalt internet-troll.
Stop Disinformation
Den bedste måde at afvæbne disinformations-agenter, er at kende deres metoder ind og ud. Dette giver os mulighed for at udpege præcis, hvad de gør i detaljer, i det øjeblik, de forsøger at gøre det. Øjeblikkeligt at udpege en disinformations-taktik, i samme øjeblik den bliver brugt, er meget ødelæggende for den person, der bruger den. Det får dem til at se tåbelige, uærlige og svage ud for blot at forsøge. Især internet trolls ved ikke, hvordan de skal håndtere det, når deres metoder bliver dekonstrueret lige foran deres øjne, og de bliver normalt tavse i debatten, når det sker.
Sandhed er værdifuld. Det er sørgeligt, at der er så mange i vores samfund, som har mistet respekten for den; mennesker som har solgt samvittighed og sjæl for midlertidig økonomisk gevinst, samtidigt med, at de ofrer landets stabilitet og balance i processen. Den menneskelige psyke trækker vejret ved sandhedens luft. Uden den, kan menneskeheden ikke overleve. Uden den, vil menneskearten kollapse og gå til af sult i mangel på intellektuel og følelsesmæssig næring. Disinformation truer ikke kun vores indsigt i, hvordan verden er konstrueret og opererer – disinformationen gør os også sårbare over for frygt, misforståelse og tvivl: alle ting, der fører til ødelæggelse. Disinformation driver gode mennesker til at begå frygtelige grusomheder mod andre eller endog imod dem selv. Uden en samordnet og organiseret indsats for at opløse masseproducerede løgne, vil fremtiden se dyster ud.
Et studie i disinformation og hvordan disinformationsagenter opererer, er sandhedens immunforsvar. Det følgende er yderligere råd, når man beskæftiger sig med slørede og halve sandheder, løgne og undertrykkelse af sandheden, når alvorlige forbrydelser studeres i offentlige fora. Hvor forbrydelsen indebærer en sammensværgelse eller en sammensværgelse for at dække over forbrydelsen, vil der altid være en disinformationkampagne lanceret mod dem, der søger at afdække sandheden og/eller sammensværgelsen. Der er specifikke taktikker, som disinfo-kunstnere har tendens til at anvende, som det fremgår her. Også inkluderet i dette materiale er syv fælles træk hos disinfo-kunstneren, som også kan vise sig nyttige mht. at identificere aktører og motiver.
Jo mere en bestemt aktørs udsagn følger (disinfo)reglerne, desto mere sandsynligt er det, at man har at gøre med en professionel disinformant med et investeret motiv. Mennesker kan købes, trues eller afpresses til at videregive disinformation, så selv “gode folk” kan i mange tilfælde mistænkes.
En rationel person, der deltager og er interesseret i sandheden, vil vurdere en kæde af beviser og konkludere, at præmisserne enten er solide og afgørende, at et eller flere præmisser er svage og har brug for yderligere evidens, før der kan opnås en konklusion, eller at et eller flere præmisser kan brydes, hvilket i sidste tilfælde ugyldiggør argumentet (men ikke nødvendigvis, såfremt parallelle forbindelser allerede eksisterer eller kan findes, eller hvis et bestemt præmis eller en forbindelse kun var støttende for, men ikke i sig selv nøglen til argumentet). Disinformationsagenten spiller på at udpege problemer, som enten styrker eller svækker (målet er at stoppe diskussionen) den fremførte evidens. Det er en disinfo-kunstners job at blande sig i disse vurderinger – i det mindste få folk til at tro, at præmisserne og bevisbyrderne er svage eller brudte, når de i sandhed ikke er – eller at foreslå alternative løsninger, der fører væk fra sandheden. Ofte, ved simpelthen at hindre og bremse processen gennem disinformations taktik og falsk retorik, sikres et vist niveau af sejr, fordi apati vokser med tiden.
I næsten alle tilfælde viser det sig, at sandhed vinder, hvis disinfo aktøren ikke kan bryde beviskæden for en given konklusion. Hvis kæden er brudt, skal en ny præmis smedes, eller en helt ny kæde udvikles, eller konklusionen er ugyldig og en ny skal findes – men sandhed vil stadig triumfere. Det er ingen skam at være tilhænger af en mislykket konklusion, kæde eller præmis, hvis det gøres med ærlighed på sandhedens præmisser. Dette er den rationelle tilgang. Selvom det er forståeligt, at en person kan blive følelsesmæssigt involveret i en bestemt vinkel af et bestemt problem, er det virkelig ubetydeligt, hvem der vinder, så længe sandhed vinder. Men disinformanten vil forsøge at emotionalisere og revse enhver fiasko (og reelle eller falske påstande, der udledes) og vil generelt søge at forhindre en åben diskussion.
Disinformanter, og dem, der trækker i deres strenge (som har noget at tabe, hvis forbrydelsen opklares), skal forsøge at forhindre en rationel og fuldstændig undersøgelse af enhver form for bevisbyrde, der vil kriminalisere dem.
Da fakta og sandhed sjældent taber en sag uden modstand, tages løgn og bedrag i brug.
De professionelle løgnere og bedragere, såsom miljøet i efterretningstjenester og professionelle kriminelle, har en tendens til at anvende ganske veldefinerede og observerbare værktøjer i denne proces. Men offentligheden som helhed er ikke godt bevæbnet mod sådanne våben og vildledes ofte af de gennem tiden gennemprøvede taktikker. Det er bemærkelsesværdigt, at medier og myndigheder instrueres i at håndtere disse problemer. For det meste forstår kun spillerne selv reglerne i spillet. For sådanne disinformanter, er det overordnede mål at undgå at diskutere præmisser i den beviskæde, som ikke kan afvises, men altid at bruge kløgtigt bedrag eller løgne for at få præmisser eller konklusioner til at fremstå svagere end de er, skabe illusionen af ugyldighed eller endnu bedre; betvivle enhver, som tager argumentet seriøst ved at distrahere dem fra sagens kerne, inklusive at betvivle kildens troværdighed. Men fakta er fakta uanset kilden. Ligeledes er sandhed sandhed, uanset kilden. Derfor er det tilladt kriminelle at vidne mod andre kriminelle i retten. Hvor et motiv til at lyve kan udpeges, er det kun hvis udsagnet i sig selv kan bevises som værende en løgn, at udsagnet fuldstændigt ugyldiggøres. Hvis en kendt løgners udsagn kunne stå alene uden støttende fakta, ville udsagnet være af tvivlsom værdi, men hvis udsagnet eller argumentet er baseret på verificerbar fakta, er det betydningsløst, hvem, som fremfører argumentet, eller hvilke motiver, de har — fakta står eller falder i kraft af selvstændig sandhedsværdi, uanset hvem, som fremfører evidens. Derfor skyder disinformationsagenten ofte budbringeren, men går ikke efter bolden – netop fordi demonstrerbar evidens ikke kan miskrediteres direkte, bruger man beskidte kneb for at obstruere sandhed.
Især i offentlige fora, såsom indlæg til avisredaktører, internetchat- og nyhedsgrupper, har disinformationsagenten en meget vigtig rolle at spille. I disse fora er de principielle diskussionsemner generelle forsøg på, at enkeltpersoner får andre til at blive interesseret i deres særlige spin og vinkling. Folk bruger ofte sådanne medier for at få lydhørhed i håb om at forbedre og sprede budskabet. Ved ideer, som er kritiske overfor statslige eller magtfulde grupper (især hvis deres kriminalitet er emnet), spiller disinfo-kunstneren endnu en rolle; rollen at dræbe budskabet i dets startfase, før det når ud til en større offentlighed. Disinformanten søger præventivt at lade budskabet, aktivisten og enhver tilhænger fremstå som utroværdig, før en eventuel fremtidig konfrontation i flere og mere offentlige fora indtræffer, som følge af aktivisternes tidlige succes. Du kan ofte kende disinfo-typerne på deres unikke krav om ‘højere standarder’ i en diskussion, hvor kravet overstiger diskussionsrammen for det, som er berettiget. De vil kræve, at man præsenterer argumenter eller begreber, og at man skal bakke alting op med samme niveau af ekspertise som en professor eller forsker (‘din mening om bygning 7 vedr. 11. september er værdiløs, da du ikke er ingeniør’). Ethvert niveau lavere end dette, bruger de som anledning til at gøre enhver diskussion ‘ugyldig’ eller værdiløs, og enhver, der er uenig med dem, er selvfølgelig en tosse. Så, når du læser sådanne diskussioner, især i internetfora og nyhedsgrupper, skal du selv afgøre, hvornår et rationelt argument bliver anvendt og hvornår disinformation, diverse tricks og psykologisk krigsførelse er taget i brug.
NB! Bemærk, at man på engelsk skelner mellem ‘misinformation’ (uforsætligt viderebragt misinformation) og ‘disinformation’ (forsætlig falsk information), hvor betegnelsen på dansk blot er ‘misinformation’, uanset om det er forsætligt eller ej (en mangel i sproglig distinktion på dansk).
En stor hjælp – som supplement til studier i disinformationens falske logik – vil være at studere traditionel aristotelisk logik og logiske fejlslutninger
”De, der manipulerer den usete mekanisme bag det menneskelige samfund, udgør en usynlig regering. Vi regeres, vore sind og smag bliver formet, vores ideer bliver foreslået af mænd, vi aldrig har hørt om. I næsten hver eneste handling i vores liv, det være sig indenfor politik, erhvervsliv, social adfærd eller moralsk tænkning, bliver vi styret af et relativt lille antal personer, der forstår massernes sociale mønstre og mentale processer. Det er dem, som trækker i de snore, der kontrollerer det offentlige sind”.
– Edward Bernays *
* Edward Bernays – Freuds nevø, officiel ophavsmand til PR, spin og propaganda – blev udnævnt til en af de 100 mest inflydelsesrige amerikanere i det 20. århundrede, påvirkede politik og massepsykologien i en uhørt grad. Han var bl.a. ansvarlig for, at kvinder begyndte at ryge cigaretter. I 1917 etablerede den amerikanske præsident Woodrow Wilson ‘Committee on Public Information’. Bernays, og andre arbejdede i kommitteens regi sammen om at påvirke den offentlige opinion henimod støtte til amerikansk deltagelse i Første Verdenskrig, som vist i BBC’s ‘Century of the Self’ af filmmageren, Adam Curtis.
_________
Det er en no-brainer at indse, at folk – når de vågner op og pga. menneskelig fejlbarlig emotionel natur – vil lave registre over journalister og andre (som REDOX f.eks. gjorde og som andre og grupper på godt og ondt gør pt), som har udøvet stor fortræd og bedrag. Disse ihukommelser findes allerede delvist offfentligt, mest med politikere som har løjet groft og ført DK udi ulovlige krige Som efter 2. verdenskrig vil de blive forfulgt og udskammet, og dét som er værre, når det nye paradigmeskift vender for alvor: http://paradigmet.blogspot.com/2015/12/konspirationer-og-kyllinger-en.html
Dette er ikke en billigelse af vold og hævnfølelse, men en historisk eviggyldig konstatering af menneskelig natur, når uret bliver til ret. Når stor fortræd indtræffer, og ingen retfærdighed sker, vil mennesker naturligt blive rasende. Derfor er det vigtstigste for magten at bedrage folk til at tro, at uvirkeligheden er virkelig, og at virkeligheden er uvirkelig, at de er frie – for de må aldrig vækkkes – og den største synd i denne tid er at påpege, at de er ufrie (Goethe, Dostovjevski, Voltaire, Platon, ad infinitum)
‘De som gør fredelig revolution umulig, gør voldelig revolution uundgåelig ‘
– John F. Kennedy (frit efter hukommelsen)
Magten vil forsøge at internere danskere i politiske ejre eller fængsler. Det sidste er SÅ ÅBENLYS EN NOBRAINER AT FORUDSIGE, SÅ RATIONELT NEDE PÅ JORDEN (de har trænet den slags scenarier i hht Forsvarsministeriets indrømmelse) , men folk tror det først, når det sker. MEDMINDRE flere folk vågner op! Det sker selvfølgelig ikke, når folk sover.
De vågnes forbrydelse, er at påpege magtens forbrydelser overfor de sovende. Da folk vågner for tiden, vil de som vækker deres medmennesker, blive forsøgt udskammede. Dette virkede ikke fra ca. 2005 til 2016, og derfor er det nu siden 2017-2019 en ny fase med næsten åbenlyst fascistiske metoder, som tages i anvendelse; censur og trusler om vold (de digitale censureringer er også vold).
Falske argumenter og løgn virker ikke mod sandhed. Til sidst vågner endnu flere, og derefter bliver magtens afmagt til åbenlys eksekvering af frihedsberøvelse og fysisk vold mod mennesker som truer magten ved at vække de sovende Sådan har det ALTID været.
De færreste har selvindsigt, stoicisme eller spirituel autentisk praksis, så raseriet får desværre totalt overhånd.
Når det falske magtparadigme kollapser endnu mere, vil ubændigt raseri og dødsforagt uværgeligt indtræffe. Måske ikke i DK i så stor grad som i Frankrig og USA, men vi får se. Der var kun meget meget få modstandsfolk under besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig, da de fleste var lunkne nudler i koldt vand. Ingen skal nyde noget, ‘den som lever skjult, lever godt’, etc. Når alle er i frygt, lykkes tyranniet.
Derfor ønsker mange af de bedste danske sandhedsforkæmpere ikke at være i landet mere, for det er for hårdt at vække medmennesker, som angriber redningsmænd og forsvarer bødlerne.
Læg mærke til, hvordan nogle folk bliver mere fornærmede over dette billede, end den sandhed det symbolsk udtrykker. Som Sherryll Atkisson siger: I stedet for at stille spørgsmålstegn ved myndighederne, stiller (hjernevaskede) mennesker spørgsmålstegn ved dem, som stiller spørgsmålstegn ved myndighederne.
Læg mærke til, hvordan folk bliver mere fornærmede over følgende vulgøre billede, end den sandhed det symbolsk udtrykker. Som Sherryll Atkisson siger: I stedet for at stille spørgsmålstegn ved myndighederne, stiller (hjernevaskede) mennesker spørgsmålstegn ved dem, som stiller spørgsmålstegn ved myndighederne.
Det rabiate ligger ikke i beskrivelsen, men det beskrevne. Pointen er ikke selv-hellig self-righteousness, men en konstaterende betragtning; hvis fluor, vacciner, kontrollerede massemedier, m.m.m. er destruktive, livsskadelige, bedrag og hvidvaskning, samtidigt som disse ses af flertallet som sande, gode og sunde, så er det – rent mentalt skelnende uden emotionelfordømmelse – et resultat af indoktrinering.
ALLE danske aktivister – og mindst hundredtusinder af andre, er på nogle områder uenige, men langt de fleste blandt dem er stort set IKKE uenige om ovenstående, og at den kollektive tilstand er DYBT syg.
Dette er ikke en følelsesmæssig vurdering. Blot fordi solen skinner og man kan nyde dette (hvilket jeg gør i fulde drag), ændrer det ikke på status quo, ikke mindst fremtidens bane: Det er enormt tydeligt, hvordan fremtiden specifikt kaster sine varslende skygger ind i nutiden. Det er uden præcedens – dystopien ligger i det beskrevne, ikke beskrivelsen.
Problemet er, at for få registrerer ufriheden personligt, samt at de misinformeres eller gøres uvidende af udeladende medier, hvorfor situationens egentlige graverende alvorlighed tager sig uvirkeligt ud for dem, dersom de skulle være så (u)heldige at blive fortalt situationens alvor (kognitivt dissonans). Af samme grund tager det sig ‘dystopt’ ud i deres øjne…men det ER faktisk dystopt. At kalde det andet, er simpelthen en hån mod retsbevidsthed og al god etos, mod livet.
En velkendt jeremiade; hvad nytter det at udgyde sit hjerteblod, som aktivist, når de fleste er ligeglade med sandhed? Når katastroferne indtræffer i større grad om nogle få år, vil de medmennesker du ikke troede på i 2019, være væk eller indespærrede.
‘Jeg satte tusind slaver fri, jeg kunne have sat tusind mere fri, hvis blot de vidste, at de var slaver’
– Harriet Tubman, heltinde under den amerikanske borgerkrig
‘Lykkelige slaver er de bitreste fjender af frihed’
– Marie Freifrau von Ebner-Eschenbach
‘Hvis du giver en slave vinger, vil han feje gaden med dem’
– polsk ordsprog
‘Det er svært at befri tåber fra de lænker som de ærer’
― Voltaire
‘[De vil] få folk til at elske deres trældom og producere diktatur uden tårer, en form for smertefri koncentrationslejr for hele samfund, så at folk vil få frataget deres frihedsrettigheder, men de vil snarere nyde dette fordi de vil være distraherede fra ethvert ønske om oprør gennem propaganda og hjernevask. Og dette synes at være den endelige sidste revolution’ [den sidste revolution for magthaverne(!), idet ethvert incitament til oprør vil være fjernet ved illusionen om frihed – en tilstand af uvidende ufrihed]
– Aldous Huxleys forudsigelse om fremtiden, Tavistock Group 1961