Logiske Fejlslutninger Revisited
Analyser af magtens mindfuck
Vi er vant til kun at bruge vores øjne med erindringen om, hvad andre mennesker før os har tænkt om det objekt, vi ser på.
- Guy de Maupassant
Nøgleord : Kognitiv dissonans og Double-think * Kognitiv dissonans, Indoktrinering & Error in Logical Typing * Eksempler på logiske fejlslutninger - Error in logical typing og dobbelttænkning * Tilsyneladende fravær af fund af motiv er afgørende for fejlslutninger * Trivium logik * Kollektive hallucinationer
Ikke tilfreds med denne artikel, da den er ufuldstændig, men anyway, here goes - gentagelser og udvidelser fra tidligere artikler:
Kognitiv dissonans og Double-think
Kognitiv dissonans er ubehaget ved at blive konfronteret med viden, som er i modstrid med det man kender, har fået lært. Kognitiv dissonans er eksempelvis resultatet af, at ens overbevisninger, man tror er sande, udfordres som falske.
Hvis modsigelser som BURDE opdages, IKKE opdages, er det Double-think, dvs. at kognitiv dissonans IKKE opstår
Double-think er på en måde det modsatte af kognitiv dissonans:
Lidt beslægtet, men næsten det modsatte af kognitiv dissonans, hvor modstridende overbevisninger forårsager konflikt i ens sind: Double-think er bemærkelsesværdig pga. MANGEL på kognitiv dissonans - således er personen fuldstændig uvidende om nogen konflikt eller modsigelse.’
-Doublethink- Wikipedia (se kort oversættelse her - Wikipedia)
Med andre ord. Man forbliver ubevidst om elefanten i rummet.
Double-think er et centralt begreb hos George Orwell i 1984, og det er tydeligt, at det er en del af magtelitens mindfuck idag. Et længere citat:
’Dobbelttænkning var et begreb, som George Orwell introducerede i sin roman 1984, et af de mest visionære og originale science fiction-værker. Dobbelttænkning er en manipulationsmekanisme, hvorved folk kommer til at tænke to modstridende ting på samme tid uden at være klar over det.
Nogle ideologier kan få folk til at tænke i absurde vendinger….Begrebet dobbelttænkning er et våben, der kan bruges til enten at skabe kontrol eller inspirere til drømme. Det bryder nemlig med de begrænsninger, som logikken pålægger. Man kan også sige, at det er et redskab til totalitarisme
I romanen 1984 blev forbindelsen mellem sprog og magt mesterligt afsløret. I denne bog var dobbelttænkning en del af en form for social indoktrinering. Magtens mål var at få folk til at acceptere det, der var falsk, som sandt og omvendt.
Det betød med andre ord, at folk skulle acceptere to modstridende idéer på samme tid, som om der ikke eksisterede nogen modsigelse. Ofte blev der produceret en modsigelse mellem hukommelsen og en virkelig begivenhed. Eller mellem den indlysende betydning af en bestemt kendsgerning og en anden fuldstændig modsatrettet idé, som dikteret af magthaverne.
Selv om 1984 var et fiktionsværk, kan dets indhold sagtens anvendes på virkeligheden i dag. Et eksempel på dobbelttænkning kunne f.eks. være den almindelige forekomst af “udrensning” af visse biografier af personer, der af bestemte regimer betragtes som “helte”. I disse fortællinger fremhæves deres bedrifter og succeser, mens deres fejl eller forbrydelser samtidig minimeres eller udelades.
Essensen af dette begreb
Begrebet dobbelttænkning dukkede op i George Orwells værk via en pseudokarakter ved navn Emmanuel Goldstein. Hans værk, The Theory and Practice of Oligarchical Collectivism, blev læst af karaktererne i Orwells bog. Orwell definerede dobbelttænkningens praksis som: “evnen til at have to modstridende overbevisninger i sit sind på samme tid og acceptere dem begge”.
Orwell tilføjede andre elementer til denne væsentlige idé. Han erklærede, at idéen om dobbelttænkning var “at bruge bevidst bedrag, samtidig med at man bevarer den fasthed i formålet, der følger med fuldstændig ærlighed”.
Orwell hævdede i sit værk, at man for at gøre dette skal lyve og “oprigtigt” tro på det. Desuden skal det, der ikke er praktisk at huske, glemmes og kun bringes frem i hukommelsen, når det er hensigtsmæssigt. Faktisk erklærede han, at dobbelttænkning betød “at benægte eksistensen af den objektive virkelighed og samtidig tage hensyn til den virkelighed, som man benægter”.
- citat slut, hapset fra nettet
Kognitiv dissonans, Indoktrinering & Error in Logical Typing
Kognitiv dissonans er ubehaget ved at blive konfronteret med viden som er i modstrid med det man ‘kender’. Vi kan sikre kognitiv konsonans (undgå kognitiv dissonans der kan være angstprovokerende) ved at undgå informationer, der strider mod den overbevisning, vi har i forvejen.
Som tendens (eller generelt) godtager man information, som er i overenstemmelse med massemediernes fortælling, med skolingen, uddannelsen/uddannelsesskaden, konditioneringen, landkortet – og man frafiltrerer observationer ude i ’landskabet’ som ikke findes på kortet. Man regner dem som insignifikante eller ser dem ikke. Man retoucherer virkeligheden ved at være blind overfor modsigelser, som ikke stemmer overens med overbevisninger.
F.eks. kan vacciner aldrig aldrig aldrig være årsag til sygdom og død, idet den forfalskede lægevidenskab og medierne siger det. Dette skaber overbevisningen (appel til autoritet), ergo bortrationaliseres mange vaccineskader, som værende andre årsager, hvis man præsenteres for konflikterende data.
Man forveksler ‘landkortet’ (mentale overbevisninger) med ‘landskabet’ (virkeligheden) – det som erkendelsesteoretikeren Gregory Bateson kaldte error in logical typing. Man tilpasser landskabet til landkortet. Error in logical typing er også forklaringen på, at de fleste reagerer med vantro og ubehag, når de bliver konfronteret med ny information, som er uforeneligt med det de ‘ved’ (kognitiv dissonans) via de danske massemedier/skolen, etc.
Jeg husede Stan Grof privat i København i 2005, og han citerede ofte Bateson; at en person, der begår logiske fejlslutninger af denne art, måske en dag spiser menuen i stedet for måltidet, dvs. forveksler landkortet med virkelighedens landskab
(Bateson var muligvis vidende/uafvidende brugt i Deep State projekter, men på samme måde som man ikke bliver Hitlerist, fordi man er vegetar - idet Hitler var vegetar - bliver man ikke fordækt ved at henvise til Batesons logik. Logik er logik. LSD er heller ikke ondt i sig selv fordi det blev misbrugt - hensigt og midler er to forskellige ting).
Joke om error in logical typing:
To læger studerer landskabet. Den ene siger til den anden: ‘Der er noget meget stort ude i landskabet, som ikke er på vores kort’, hvortil den anden svarer: ‘Så lad os ændre landskabet’.
Dette er klassisk error in logical typing, og gakkeligak fejltænkning, som er uhyre udbredt indenfor alle felter og discipliner. Det korrekte er selvfølgelig, at man skal ændre landkortet, hvis der er afgørende observationer ude i landskabet, som ikke findes på kortet. Det sker bare sjældent, og det er hele esssensen af problemet ved paradigmeskift.
Eksempel på logiske fejlslutninger -error in logical typing og dobbelttænkning
Tiilpasning af ‘landskabet’ til ‘landkortet’ – eksempler fra en diskussion jeg havde med en ‘klog’ fyr', og senere oplevet med talløse; om skadevirkninger ved stråling, men her appliceret på vacciner. Du kan erstatte vacciner med false flag terror, enorme medieløgne, etc.
Selve sekvensen af udvekslingen forneden, eksemplificerer blot den automatik, hvormed personen benægter enhver påstand, som er uforenelig med det han 'ved':
Min påstand: Vacciner er farlige
’Fynboen’: ‘Vacciner er sikre, ellers ville de ikke være tilladte, der er lavet mange undersøgelser, bla, bla’ (logisk fejlslutning: appel til autoritet)
Min Respons: ( Jeg præsenterer vedkommende for erstatninger for vaccineskader).
Fynboen: ’Jo, men det er jo godt og ansvarligt, at de vaccinerede får erstatning’ (alternativt kan fynboen beskytte mediefortællingen – hans egen fortælling - ved at påstå at antallet af skader er yderst minimal, for ’ellers ville vi have hørt om det’, en falsk antagelse)
Pointen er her pludselig flyttet fra spørgsmålet, om vacciner er sikre eller ej, til at erstatning er ‘godt’ – UDEN at personen kan se, at målstolperne er flyttet (glidebane og irrelevant konklusion).
Fynboen har uden at vide det, flyttet sig fra påstanden om, at vacciner er sikre til > ’at erstatning er godt og ansvarligt’ .
Fynboen mangler erkendelse om, at den første påstand (‘‘Vacciner er sikre, ellers ville de ikke være tilladte) er modsagt af fynboens pludselige anden respons (’Jo, men det er jo godt og ansvarligt, at de vaccinerede får erstatning’). Fynboen kan ikke se, at dette er modsigende ift. den første påstand. Der er altså ingen erkendelse af modsigelsen mellem første og anden respons.
Der er sikkert flere logical fallacies, men Ignoratio elenchi - at ignorere gendrivelsen, irrelevant conclusion, missing the point - stikker frem.
Videre i dialogen:
Min Respons: (den EGENTLIGE grund til erstatning): 'Medicinalfirmaerne ønsker at beskytte sig selv mod erstatninger ved at flytte regningen over på skatteyderne via staten’ (og i praksis er der meget meget få som får erstatninger)
Fynboen svarer: ‘Ja, men de skal jo beskytte sig selv – det gør ethvert firma jo’
Her er kæden hoppet helt af: Igen ser vi, hvordan, at diskussionen flyttes fra 1. spørgsmålet om, at det er en advarsel som antages at afspejle beskyttelse, anstændighed, ansvarlighed, for forbrugerens skyld – en falsk antagelse – til at det 2. nu pludselig bliver et spørgsmål om det ‘fornuftige’ i firmaets selvbeskyttelse, ikke beskyttelse for forbrugeren.
Fynboen hopper fra
1) benægtelse af vacciners farlighed – men konfronteret med erstatninger for vaccineskader
2) skjult pludselig ubevidst accept af farlighed (som lige blev benægtet forinden), qua forbigåelse af dette til
3) falsk antagelse om, at erstatning er for ofrets skyld, som så – konfronteret med, at advarslen skyldes firmaets selvbeskyttelse – ender op med
4) at firmaet selvsagt skal beskytte sig selv, som noget alment acceptabelt eller ukontroversielt
Han kan ikke se, at der springes modsigende fra de samtlige falske antagelser om, at a) vacciner er ufarlige til > b) erstatning er til for vaccineofrene og til > c) at det er ukontroversielt, at firmaer beskytter sig selv.
Alt dette er ønsketænking, point of irrelevance, ignoratio elenchi (han ignorerer min gendrivelse af hans påstand), stockholm syndrom, komiske ali, etc. - og fynboen erkender IKKE sine egne konstante modsigelser i selve sekvensen. Dette er Double-think, hvorved modsigelserne ikke erkendes.
Igen; ønsketænking pga konditionering, autoritetstro, mediernes udeladelse, og Bellows og Bertrand Russells pointe f.eks., m.m. er essentielt årsagen:
‘Hvis et menneske præsenteres for et faktum, som går imod massemedierne, autoriteten, lægen, regeringen, det ‘almene’ verdensbillede, etc., vil det [i allerbedste fald] undersøge det grundigt, og medmindre bevisbyrden er overvældende, vil det nægte at tro på det. Hvis det på den anden side præsenteres for noget der er i overensstemmelse med uddannelsen, massemedierne, autoriteterne, regeringen, det almene verdensbillede, vil det acceptere det uden den mindste bevisførelse.’
- Bertrand Russell omskrevet
Identiteten er skabt af mentale overbevisninger, som udgør den følelsesmæssige tryghed, der for enhver pris skal opretholdes, hvorfor man bekæmper informationer som strider mod overbevisningen, der kan forårsage kognitiv dissonans.
'En stor mængde intelligens kan investeres i uvidenhed, når behovet for illusion er dybt.'
- Saul Bellow
En logisk fejlslutning er at tro, at flertallet altid har ret. Løgnenes flertalsdiktatur er imidlertid kunstigt skabt af massemedier ved ekstrem repetition og falske årsagsforklaringer – når løgnen først har fundet fodfæste hos flertallet vedligeholdes de kunstigt skabte overbevisninger automatisk, hvilket er et kunstigt selvforstærkende ekkokammer. Og flokmentaliteten styrer, ergo Vi er vant til kun at bruge vores øjne med erindringen om, hvad andre mennesker før os har tænkt om det objekt, vi ser på.
Kognitiv dissonans er resultatet af selve konditioneringen, som skaber overbevisningen. Heraf kommer ofte de emotionelt reaktive negative reaktioner, når den kognitive dissonans melder sig, og derfor oftest øjeblikkelig kontra-forsøg på invalidering (‘det passer ikke’) af den nye information gennem rationalisering – og derfor fejl i logisk typering; forveksling af landkortet (det man ‘ved’) med landskabet.
Men som den kendte parole går: Man kan benægte virkeligheden, men man kan ikke benægte selve konsekvenserne af at benægte virkeligheden.
Stockholmsyndrom melder sig først, når konsekvenserne melder sig…. og til sidst – i den sidste fase før verdensbilledet kollapser – vil Komiske Ali-argumenter komme på banen - man benægter det åbenlyse. I den sidste fase kollapser verdensbilledet, og revidering er nu virkelighedens nødvendighed.
Hvordan f.eks. vestlige medier -f.eks. Berlingske, Politiken, JP, Information, etc. vil retfærdiggøre deres inkompetente udeladelser og manipulationer i den sidste Komiske Ali-fase, når sandheden om diverse hemmeligholdelser, manipulationer, udeladelser, og årsager, opnår meget større bevidstgørelse blandt befolkningen, vil blive yderst interessant at overvære i det endelige kollaps.
Vi ser dette med vaccineskader, false flag terror, medieløgne, etc. - vi ser det også i alternative cirkler med hope porn overbevisninger (at Trump bekæmper the Deep State)
Den anden vigtige årsag til at forveksle menuen’ (landkortet, overbevisningen om virkeligheden) med maden (landskabet, virkeligheden), er det tilsyneladende fravær af fund af motiv, dvs. spørgsmålet hvorfor. Omskrevet fra min artikel 2016:
ChaosNavigator: ‘Regeringer sprøjter hemmelige skadelige substanser ud på befolkningen fra luften’
Fynboen: 'Bullshit, det sker ikke’
Følgende 'ræssonement' ligger bag fynboens ovenstående antagelse - omformuleret:
' Fordi JEG - Fynboen - aldrig har hørt om det, fordi JEG ikke kan forestille mig, at man kan gøre den slags, FORDI det virker vanvittigt (hvilket det er), etc. KAN det aldrig, aldrig, aldrig ske i virkeligheden, FORDI jeg...etc.'- Guy de Maupassant
Men dette er ikke en gendrivelse, ej heller logik, ej heller et argument, men en logisk fejlslutning (appel fra egen uvidenhed, appel til konsensus, autoritet, vantro, heraf kognitiv dissonans, etc.)
Ovenstående er blot en følelsesmæssig typisk reaktion som fællesnævner for egen naive følelses-psykologi. Det er blot en psykisk forsvarsmekanisme.
Præcedens: Det ER sket FØR (at der foregår hemmelige operationer - black ops, etc.) med kemisk-biologiske eksperimenter på civilbefolkningen uden deres samtykke - hvilket deklassificerede regeringsdokumenter uigendriveligt viser:
Revealed: Army scientists secretly sprayed St Louis with 'radioactive' particles for YEARS to test chemical warfare technology
http://www.dailymail.co.uk/news/article-2210415/Revealed-Army-scientists-secretly-sprayed-St-Louis-radioactive-particles-YEARS-test-chemical-warfare-technology.html#ixzz4N9TL3UmY
'Meget af Storbritannien blev eksponeret med bakterier som blev sprayet i hemmelige forsøg...Forsvarsministeriet skabte store dele af landet om til et gigantisk laboratorie for at udføre en serie af hemmelige bakterie krigsførelses tests på offentligheden. En regeringsrapport nyligt frigivet, giver for første gang en omfattende officiel historie af Storbritanniens biologiske våbenforsøg mellem 1940 og 1979. Mange af disse tests involverede potentielt farlige kemikalier og mikroorganismer over enorme dele af befolkningen uden at offentligheden vidste det'
- 'Millions were in germ war tests' | The Guardian, 21 April 2002
https://www.theguardian.com/politics/2002/apr/21/uk.medicalscience
Det er altså sket før, hvilket sandsynliggør, at det IKKE er umuligt, at der i det mindste KAN være tale om den slags anno 2023.
Desuden: Definitionen på militære Black Operations, False Flags, og lignende operationer er, at de allesammen er...well… hemmelige, udenfor offentlighedens indsigt.
Man må tilbagevise disse afklassificeringer, rapporter og dokumenter som usande, for at kunne påstå, at den slags IKKE er foregået eller foregår overhovedet. Det er ikke nok at bruge associativ ‘følelses- tænkning’, hvor man (uden at vide, at det er det man gør) - henviser til sin egen autoritetstro, naivitet, godhjertethed eller uvidenhed.
Fynboen: 'Det kan godt være, at de har gjort den slags i andre lande, men dette er Danmark, og det gør vi ikke'
Igen er dette appel til uvidende hope porn ønsketænkning. Geografi er ikke et argument. Det skulle i så fald betyde, at Danmark er Snehvide-uskyldigt exceptionelt, at vi på en eller anden magisk måde er undtagelsen, og at KUN andre lande kan finde på den slags. Dette er derfor heller ikke et argument (et argument består altid af mindst 2 præmisser og 1 konklusion)
Regeringer kan slippe afsted med det væste svineri i lang tid, og noget bliver først deklassificeret mange årtier efter, noget bliver aldrig deklassificeret.
USA undskylder for 60 år gammelt medicinsk eksperiment | DR
Herefter kan 'Fynboen' så indvende: 'Det kan godt være, at man har gjort den slags tidligere, men dette er nutiden, og den slags gør man ikke mere'
Igen bygger en sådan antagelse på ønsketænkning. Nu er det tid i stedet for geografi, som bruges som ‘argument’. Medmindre man dybtgående undersøger tingene, om den slags faktisk foregår i nutiden (hvilket det gør), og tage hvert tilfælde som case-to-case basis, kan man ikke substantielt udtale sig om tingene. Det er ikke nok at kaste mudder, blot fordi man er provokeret af sin egen naivitet, ønsketænkning eller uvidenhed.
Fynboen: 'Men jeg kan ikke se noget motiv!? Hvorfor skulle de gøre det?
Fynboen siger, at i mangel på et troværdigt motiv i HANS øjne - kan det ikke være potentielt virkeligt, ergo er det løgn.
Man kan kalde denne afvisning tilsyneladende fravær af motiv eller som en ven kaldte min observation, idet vi ikke kunne finde et navn for det. Han kaldte det 'the fallacy of rejecting arguments based on the perceived lack of a believable motive, altså - med hans ord omskrevet; ‘det forhold at man afviser, at noget hemmeligt fordækt foregår, fordi kritikere ikke kan komme med et motiv til, at der fx skulle være tale om noget fordækt. Rationalet bliver så, at fordi Fynboen ikke kan se et troværdigt motiv (og enhver kan jo påstå, at motivet ikke er ‘troværdigt’), så har der ikke været tale om noget fordækt eller skadeligt. Det svarer til, at man finder et lig (bliver præsenteret med overbevisende materiale om noget fordækt), og hvis man ikke kan finde et motiv, så er manden ikke blevet myrdet. Det er selvfølgelig noget vås, fordi folk kan godt blive myrdet, uden at man ved, hvad motivet har været.’
Det er tydeligt for mig, at denne logiske fejlslutning også spiller en altafgørende for manglende perception af modsigelser.
Essensen i min tese er, at mennesker har tendens til totalt at ignorere hvem, hvad, hvor og hvornår-spørgsmålene, hvis de ikke kan finde et hvorfor. Konfronteret med påstande, som konflikterer med deres overbevisninger (identitet), starter de ud med hvorfor, og såfremt de ikke kan finde et ‘troværdigt’ motiv, anses disse andre fire spørgsmål (hvem, hvad, hvor og hvornår) som irrelevante, insignifikante eller totalt usynlige (det kan tydeligt forklare dobbelttænkning, selection bias, confirmation bias, normalcy bias, etc).
( Det er ovenud tydeligt, at ikke kun mainstream er præget af denne kognitive brist, sådan tænker mange i alternative cirkler også - f.eks. Qanons, Trumpister, Sound of Freedom-tilhængere - da de køber et præfabrikeret narrativ om hvorfor - og ignorerer alle ‘utroværdige’ kilder om hvem, hvornår, hvor, hvem, - f.eks. follow-the-money - som indikerer, at Trump er i lommen på Israel. I sig selv er dette forstærket af kognitiv infiltration).
Dette er generelt resultatet af forsætlig fordummelse i uddannelsessystemet ifl. John Taylor Gatto.
I Trivium logik finder vi følgende:
I Trivium logik [1] starter man altid ud med grammatik først (ikke den sproglige): hvem, hvad, hvor og hvornår først, og stiller hvorfor-spørgsmål bagefter. I det lukkede narrativ, bliver historien fortalt på forhånd, som den grammatik man har at arbejde med.
Kollektiv hallucination
Sidste ting i farten: Here comes the kicker: Begrebsrammen, landkortet, overbevisningen determinerer i mange henseender ikke kun observans, interesseområde, orientering af viden, frafiltrering, error in logical typing (se denne korte video om change blindness og her) m.m., men også perceptionen af hvad som sker ude i ‘landskabet’.
‘Det limbiske system er mere end en følelsesmæssig filtrering af det relevante fra det inkonsekvente. Det er en intens overvågning af andre, der bruger sine sociale fikseringer til at genskabe dine opfattelser og dine minder. Kort sagt, det limbiske system gør hver af os til en møtriks i mængden.
Elizabeth Loftus, en af verdens førende hukommelsesforskere, er blandt de få, der ved, hvor kraftfuldt gruppen former det, vi tror, vi kender. I slutningen af 1970'erne udførte Loftus en række nøgleeksperimenter.
I et typisk eksempel viste hun universitetsstuderende et levende billede af en trafikulykke, og spurgte derefter efter filmen: "Hvor hurtigt kørte den hvide sportsvogn, da den passerede laden, mens den kørte langs landevejen."
Flere dage senere, da vidner til filmen blev spurgt om, hvad de havde set, var 17 % sikre på, at de havde set en lade, selvom der overhovedet ikke var nogen bygninger i filmen.
I et relateret eksperiment blev forsøgspersoner vist en kollision mellem en cykel og en bil drevet af en brunette, for derefter at høre spørgsmål om den "blonde" ved rattet. Ikke alene huskede de den ikke-eksisterende blondine tydeligt, men da de fik vist sekvensen for anden gang, havde de svært ved at tro, at det var den samme hændelse, som de nu huskede så udpenslet. En person sagde: "Det er virkelig mærkeligt, fordi jeg stadig har den blonde piges ansigt i mit sind, og det svarer ikke til, at hun [peger på kvinden på videobåndet]... Det var virkelig underligt." I visuel hukommelse konkluderede Loftus, at hints lækket til os af medmennesker er vigtigere end scenen, hvis detaljerne opleves af vores øjne. [samme fænomen i flokdyrets og flertalsdemokraturets gruppesind, formet af myndighederne, ikke mindst mht. Corona og vacciner].
Et andet eksperiment viser, hvor dybt et forslag kan trænge ind i det neurale netværk, hvorigennem vi tror, vi ser hårde og solide fakta. Elever fik vist blå lysbilleder. Men en dominerende person i lokalet erklærede, at de var grønne. Kun 32 % af eleverne endte med tro, at farven var grøn. Senere blev forsøgspersonerne vist blågrønne dias og bedt om at bedømme dem som blå eller grøn. Selv de elever, der havde nægtet at se grønt, hvor der ikke var noget i det oprindelige forsøg, viste, at det insisterende gruppepres havde farvet deres opfattelser. De vurderede de nye dias mere grønne, end de ellers ville have gjort. Da de blev bedt om at beskrive farven på det efterbillede, de så, rapporterede forsøgspersonerne ofte, at det var rød - nuancen af et efterbillede efterladt af farven grøn. Ordene fra blot én taler var trængt ind i øjets og hjernens mest intime helligdomme. [efterbilleder er det autonome nervesystem, hvorfor de ikke burde kunne se farven rød, men orange, som er komplementær til blå ift. til de dias de så].
Indflydelsen fra pøbelen af dem, der er gået langt før os, og dem, der står omkring os nu, kan være forbløffende. I middelalderen, da universiteterne først opstod, blev en lokal barber/kirurg kaldt ind i forelæsningssalen år efter år for at dissekere et lig for medicinstuderende samlet fra Europas lærde. En lærd på en hævet platform talte om afsløringerne, der udspillede sig foran elevernes øjne. Den lærde læge ville uvægerligt beskrive et netværk af kraniale blodkar, som ingen steder var at finde. Han beskrev leveren, der var radikalt forskellig fra formen af det organ, der glider rundt på kirurgens blodplettede hænder. Han havde verbalt portrætteret kæbeled, som ikke havde nogen relation til dem, der blev vist. Men han ændrede aldrig sin fortælling, så den passede til realiteterne. Eleverne eller kirurgen stoppede heller aldrig op for at rette op på den lærde autoritet. Hvorfor? Den lærde reciterede "kendsgerningerne", som findes i bind over 1.000 år gamle - værker af den romerske mester Galen, grundlæggeren af "moderne" medicin.
Ak, Galen havde draget sine konklusioner, ikke fra at dissekere mennesker, men fra at sondere ligene af grise og aber. Grise og aber har de mærkelige træk, som Galen beskrev. Det har mennesker dog ikke. Men det forhindrede ikke middelalderprofessorerne i at se, hvad der IKKE var der [error in logical typing]. For de var ikke mere de barskt individualistiske iagttagere, end du og jeg er. Deres sanser genlød af stemmer samlet i et årtusinde, mumlen fra en pøbel bestående af både levende og døde. Datidens og vores verdenseksperter fremtryllede forsamlinger af fatamorgana. Ligesom vores, var deres perceptuelle evner uerkendte forlængelser af en kollektiv hjerne."
- Reality is a Shared Hallucination
http://pialogue.info/books/Bloom-Reality-is-a-Shared-Hallucination.pdf
Man oplever det som er i overensstemmelse med ens begrebslandkort, hvilket så igen bekræfter dette perspektivs rigtighed. Perceptionens indhold (hvad som sker ude/inde i landskabet) får dermed en art selvopfyldende og selvreferentiel berettigelse og eksistens ud fra begrebets perspektiv (typen af landkort), som perceptionen bliver formet af. Deraf change blindness og ‘kollektiv hallucination’
Med andre ord: Man ser det som ens overbevisninger/filter tillader en at se - ikke kun mentalt i forhold til viden og overbevisninger, men at disse overbevisninger også former eller udelader sanseindtryk og oplevelser.
Med andre ord; hvis man leder med skruetrækkere efter skruer i universet, finder man kun skruer. Og konkluderer fejlagtigt, at noget som søm ikke eksisterer. Kort sagt; som man spørger får man svar, og er i værste fald døv overfor andre svar, fordi man ikke stiller anderledes spørgsmål. Dette er ikke en akademisk lænestols-spekulation, men vil have en afgørende betydning for navigation og orientering i livet.
Jeg lærte f.eks. meget tidligt af David Bohm (protege af Krishnamurti), at mennesker bedrager sig selv. Han sagde (frit efter hukommelsen):
Hvis du nærmer dig et andet menneske i den overbevisning, at det er en fjende - ‘derovre bag busken går luskebusken’ - vil det andet menneske begynde at bevæge sig på en anden måde. Men du vil tænke; "Aha, jeg havde ret, det er en fjende" ......uden at se, at din egen måde at tolke det andet menneske på, var årsagen til at det andet menneske begynder at bevæge sig anderledes in the first place.
Et andet eksempel: Et familiemedlem fandt ud af, at der i en video stod 'ONDE MAND' i en adresselinje. Kvinden blev set som man-eater 'vampyr' af nogle andre, dvs. som en kvinde der hadede mænd, så man troede, at hun havde indsat ordet 'onde mand' i adresselinjen på sit website, og at hun derfor måtte være dybt forstyrret eller hadede mænd. Man spekulerede i, at det måtte være en forklejnet bejler, som var hendes ex-webmaster, som havde efterladt sit signatur som hævn.
Jeg opdagede fejlen: webadressers bogstaver kan ikke adskilles, så det var ren rorschach tolkning, dvs. familiemedlemmet læste det som 'onde mand' - hun vidste ikke, at det var på engelsk og lavede sin egen tolkning. Hun troede, at der stod 'onde mand' fordi hun læste det på dansk, og overførte antagelsen om mandehader, ergo 'onde mand'. I virkeligheden stod der" ON DEMAND", ikke ONDE MAND - det var i virkeligheden en række betalingsvideoer, hvor der alle steder stod ‘på efterspørgsel’. I mellemtiden skabte denne mistolkning kaos med forviklinger for flere mennesker, ikke mindst den kvinde som havde websitet. Det er ikke en henvisning til nogen bestemt person, som mistolkede det. Jeg røg jo selv med på vognen.
Jeg ser den slags på Facebook OFTE, blot i langt mere subtil sammenhæng ift. likes eller fravær af likes, og lign., hvor helvede bryder løs ofte i motivspekulationer, etc. Ren reaktiv heksekedel Dette med ‘likes’ på FB er et helt tema i sig selv, og FB er en hyperreaktiv heksekedel i motivspekulation, hvor folks affekt tolerance kan være meget lav, og det personlige ubevidste mixes med stemninger og alt muligt fra barndommen og egne mønstre af svigt som projiceres ud på FB venner, etc.
I langt større alvorlig målestok: Rorschach blækklat-båndsalat går i spaghetti i mange lægers hjerner mht. kemoterapi, at kemoterapi er fatalt, men dødsfald tilskrives canceren, selvom det har vist sig, at kemo er carcinogent, fatalt og ikke hjælper mod cancer (kun i få tilfælde). Jeg har været i kontakt med internationale læger over årene, og min utvetydige konklusion er, at de bytter om på årsag og virkning; det er oftest på trods af kemo og stråling, at man bliver helbredt, ikke pga. den. Dokumentationen for denne utrolige påstand er velkendt blandt mange internationalt dygtige onkologer, som har formået at erkende, at deres tanker ikke var deres egne, men produkt af onkologiens uddannelsesskade. Man myrder mennesker uden at være bevidst om det, mens man tror man gør godt. Det er et FAKTUM, at medicinalindustrien og lægerne er den 3. største dødsårsag, mens vi tror på dem som Amen i Kirken i det syge danske Truman Show.
Kemo er en grusom og hjernelam barbarisk praksis, og mange okologer ænser det ikke. Dog vil næsten 90% Ikke selv modtage kemo, hvis de selv fik cancer (Daily Mail, Daily Telegraph), så ét og andet må dæmre, men i læge-patient forholdet er det anderledes (gør som jeg siger, ikke som jeg gør)
Uddannelsesskade per Big Pharma. De fleste onkologer kender ikke oprindelsen til eget pensum (Robert Scott Bell forklarer hvorfor, hvordan, hvornår det skete - Rockerfeller pensummet var afgørende, m.m.).
Ikke underligt i en specialisering som har falsk positive og negative fejldianosticeringer af cancer en tredjedel af tiden (kæmpe metaanalyse fra BMJ). Udskift en russisk roulette med en som har tre farver i stedet for to, og det er billedet på konsultation hos en onkolog, hvis du er så uheldig autoritetstro at følge hans anvisninger. Han ved ikke bedre selv heller, men tror han gør det.
Linus Pauling, Ph.D, - eneste dobbelt nobelpris-vinder i verden: ‘Alle bør vide at det meste cancer research i det store og hele er svindel’
Når auditorier er blevet fyldt af pensumpapegøjer gennem generationer, som alle bekræfter Kejserens Nye Klæder, er det næsten umuligt for dem, at forholde sig til modsigelser. I stedet indtræffer altid error in logical typing.
Man ser det, man bliver fortalt pga. konditioneringen (uddannelsen, socialiseringen, etc.) – af det som man fokuserer på, og derfor; hvad man mentalt kan se og ikke kan se, hvad man godtager og fornægter, etc.
______________
[1] Trivium er den glemte kunst, men har fået en revival blandt mange kritiske tænkere.
Løst om Trivium (uddrag af tekster og dialog fra 10’erne):
Miriam Joseph beskrev de tre dele af triviumet således: Grammatik er kunsten at opfinde symboler og kombinere dem for at udtrykke tanker; logik er kunsten at tænke; og retorik er kunsten at formidle tanker fra et sind til et andet, sprogets tilpasning til omstændighederne.
Træningen i at tænke hed Trivium og Quadrivium. Trivium var grammatik, logik og retorik. I nævnte rækkefølge - en ombytning ødelægger resultatet.
Først lærer man at stille spørgsmålene: hvem, hvad, hvor og hvornår. Det er den grundlæggende metodik i den generelle grammatik (den specielle grammatik handler som bekendt om sætningsdannelser i sprog).
Dernæst går man over til logikken, der handler om spørgsmålet: hvorfor. I logikken søger man sammenhænge og årsager, man søger at eliminere selvmodsigelser. Sund retspraksis baserer sig på logik og evnen til at gennemskue usunde logiske fejlslutninger - dem, man hele tiden hører i medierne, i debatter og ud af munden på politikere.
Retorikken er 3. led i Trivium, der handler om spørgsmålet: hvordan. Altså hvordan formidler man det foregående og hvordan anvender man sit materiale, når det via logikken er ordnet på den rigtige måde?
Quadrivium er det, vi i dag kender som naturvidenskaberne. Det handler om tal, rum og tid. Rækkefølgen her er også vigtig. Matematikken var læren om tallene. Geometrien var læren om tallene i rummet. Musikken var læren om tallene i tiden. Astronomien var læren om tallene i rummet og tiden. Altså fra det enkle til det sammensatte.
Sammensat og andvendt er Trivium og Quadrivium det perfekte redskab til at tænke.
De preussiske officierer, der stillede spørgsmål om, hvorfor de skulle slå andre mennesker ihjel, var alle trænede i de klassiske ‘frie kunster’, altså Artes Liberales, Trivium og Quadrivium, det frie menneskes, ikke-slavens ret til uddannelse og selvstændig tænkning. Da de i deres fulde ret valgte at anvende deres lærdom, skabte de hermed - utilsigtet - grobund for et skolesystem, der har taget kvælertag på verden lige siden.
Dette system har aldrig lært folk AT tænke. Det har lært dem HVAD, de skulle tænke.
De fleste tror stadigvæk, at skolen er til for børnene. Det er den ikke. Formålet med den prøjsiske skole [den model som er fremherskende i den vestlige verden] er at skabe lydige borgere, der ikke stiller spørgsmål og blot gør, som de får besked på. Dette system har aldrig lært folk AT tænke. Det har lært dem HVAD, de skulle tænke.
Om den forsætlige fordummelse: https://paradigmet.blogspot.com/2018/11/john-taylor-gatto-rip-1935-2018.html
https://paradigmet.blogspot.dk/2011/09/det-preusiske-skolesystem.html.
_____________________________________
Jeg var selv i en sørgelig forfatning rent vidensmæssigt og intellektuelt indtil for ca. seks år siden, hvor min egen opvågning for alvor begyndte. Siden opdagede jeg trivium og forsøgte at sætte mig ind i det med begrænset held. Jeg måtte læse bogen Trivium af Miriam Joseph et hav af gange samt supplere med studiet af logik og retorik via andre kilder, indtil det endelig lykkedes mig at læse bogen fra den ene ende til den anden. Forskellen på mig og andre, der ikke har gjort det, er nok min vedholdenhed, og at jeg ikke har skammet mig over at måtte erkende mine dengang enorme intellektuelle, vidensmæssige og alment dannelsesmæssige begrænsninger. Selv den dag i dag lærer jeg hele tiden noget nyt, bl.a. ved at læse med i disse tråde. Det er ingen skam at måtte erkende, at man pga. skolesystemet er intellektuelt uformående. Det er en derimod en skam at insistere på at forsvare noget, der ikke bør forsvares eller ikke at forsøge at gøre noget ved det, når man er blevet opmærksom på det.
Trivium er ikke nok til at argumentere imod, men det er et redskab der støtter erkendelsmæssige og kommunikative bestræbelser på at formidle erkendelser fra et sind til et andet i sandhedens, godhedens, retfærdighedens og skønhedens tjeneste, hvis man bruger det til at fremme dette i verden.
Vi må alle hver især beslutte os for, om vi vil blive på det niveau, vi er på i dag, eller om vi vil stræbe efter at nå op på fortidens intellektuelle højder. Hvis vi beslutter os for at ville det, vil vi helt sikkert nå det en dag. Hvis ikke, så vil vi ikke, valget er vores.
Nedenstående artikler er udmærkede at starte med. Hvis man har appetit på mere, vil jeg anbefale, at man finder de oprindelige Gene Odening-interviews på Gnostic Media/www.triviumeducation.com og lytter til dem fra den ene ende til den anden.
Problemet med at lære trivium er, at man skal tilegne sig en sprogbrug og en praksis, som for de fleste er uvant. Vi har måske lært at sætte kryds og bolle og kommaer i skolen, og måske er vi blevet bedt om at "forholde os til" udsagn eller tekster, som andre har frembragt. At analysere talesprog og skriftssprog ud fra en simpel grammatisk vinkel er det vildeste, de fleste bliver udsat for. At lære den generelle grammatik, der til deles overlapper med "material logic", og formallogik og endda supplere med progymnasmata og retorik er de færreste forundt. Så der er noget at gå i gang med. Positive resulater på den lange bane gør dog enhver umage man gør sig denne værd.
Det er en god idé at anskaffe sig Miriam Josephs bog om trivium og lade den være ens "rite of passage", dvs. mål for ens grad af forståelse af, hvad trivium er, som gør, at man kan sige, at man har forstået, hvad det er - bestået triviumeksamen, så at sige. Jeg vil anbefale, at man læser det første kapitel, der giver et indblik i, hvad the liberal arts er og bagefter læse kapitel 3 om "general grammar". Udfordringen ved Josephs bog er, at den er skrevet i "outline form", dvs. det er en lang indholdsfortegnelse over de mange begreber, der efter Josephs mening indgår, og man får en definiton og nogle eksempler - eksemplerne er for de flestes vedkommende givet af redaktøren af andenudgaven, som er den man bør anskaffe sig, på baggrund af Josephs førsteudgave. Man skal nok ikke forvente, at man forstår alting i første hug, men man bliver trods alt introduceret til begreber som genus, specie, divison, definition osv.
Jeg måtte selv gennem flere forsøg, før det lykkedes mig at gøre bogen fra den ene ende til den anden meningsfuld for mig, og jeg er sikker på, at den vil vinde ved endnu en gennemlæsning. Jeg tror, at det er vigtigt, at man forsøger at skærpe blikket på begrebernes anvendelse i praksis, således at ens sind får erfaring med deres brug, og således at den indre sammenhæng i trivium med tiden bliver mere og mere tydelig. Faktisk oplever jeg ikke, at trivium er noget, man (jeg) kan mestre fra den ene dag til den anden. Det er ikke en one-time affair - bum, bogen er læst, i skabet, videre. Det er nok en praksis, som man kan forbedre sig i hele livet.
Trivium betyder "der hvor tre veje mødes". Det betyder, at man skal stræbe efter at kunne anvende grammatikken, logikken og retorikken i real time, mens man læser er lytter til det, som andre skriver eller siger, eller mens man selv gør det. Det er overordentligt anvendeligt på ethvert niveau af mestring og bliver derfor kun mere og mere anvendeligt, jo mere man mestrer det).
De frie kunster - artes liberalis, the liberal arts - beskrives i kapitel et i Josephs bog som "intransitive" modsat "de servile kunster - the servile arts - der er "transitive". Dette betyder, at virkningen af de frie kunster begynder og ender i en selv. Det er ens egen kapacitet udi at praktisere frihed i tanke, ord og gerning, som er endemålet - eller procesmålet, at man kan praktisere frihed på højere og højere niveau, efterhånden som trivium mestres mere og mere. Det er en praksis som man "i gamle dage" mente havde værdi i sig selv. Jo mere frihed den enkelte havde (i aristokratiet, forstås, og i alle stænder af betydning), desto bedre for samfundet. Man tænkte ikke i, at uddannelse af disse mennesker skulle have værdi, der kunne måles og vejes. den form for uddannelse (tankegangen i hvert fald) gjaldt for slaverne. Vore dages uddannelsessystem er et system, der uddanner slaver. Hver gang regeringen og dens lakajer taler om, at vi skal måle og veje og målorientere undervisningen (outcome-based education), så taler man om uddannelse af slaver med grænset tankemæssig rækkevidde. Hver gang kritikere af dette paradigme taler om, at vi skal være kreative eller bestræbe os på at være dannede mennesker (som et mål i sig selv), taler de ud fra aristokratiets dannelsestradition omhandlende det frie menneske, men den går ikke. Vores opgør med uddannelsessystemets fordummelse og slaveri handler derfor vel dybest set om at give os selv - slaverne - det frie menneskes tanke-, tale- og handlekraft. At vi her i forummet følger Odening betyder så også, at vi udstrækker denne frihed til at overskride de givne paradigmer af enhver slags.
Jeg kan anbefale www.memoriepress.com og deres Traditional Logic 1 og 2 samt Material Logic + LaBossieres gennemgang på www.triviumeducation.com om fallacies som en god introduktion til den sprogligt baserede logik. Tempoet i bøgerne er langsomt, meget langsomt, og det er en udmærket ting, fordi sindet - vores sind - skal vænne sig til at analysere udsagn fra en logisk vinkel. Det er ikke så nemt. De fleste vælger formentlig at hoppe direkte hen til "informal fallacies" (ad hominem, appeal to authority, red herring, poisoning the well osv.), fordi det er nemt og lige til at gå til. Kan man ikke dy sig, må man give sig i kast med det. Men anbefalingen går faktisk på at lære sig formallogik og material logic, før man giver sig i kast med informal fallacies.
Man kalder dem "informal fallacies", fordi de er logiske kortslutninger, som ikke hører til de formelle fejlslutninger. Der er derfor intet "uformelt" over dem - det betyder blot, at ligesom man inden for formallogikken kan lave en liste over fejlslutninger (fejlslutninger, der er skabt, fordi man har brudt form-reglerne), så har man lavet en liste over de indholdsmæssige fejlslutninger, som - i kraft af at handle om indhold og ikke form - derfor kaldes in-formal (hvad vi kunne kalde non-formal) fallacies. Informal fallacies er derfor en liste over logiske fejlslutninger, der har med substansen i argumentet at gøre.
Disse "informal fallacies" var faktisk der, hvor jeg selv startede, men først efter at have studeret material logic (der handler om indholdet og sandhedsværdien af termer brugt i ræsonnementer) forstod jeg egentlig, hvorfor de kaldes informal fallacies.
Det kan derfor under alle omstændigheder anbefales, at man sikrer sig også at dække denne del af pensum. Problemet for os er, at der på nuværende tidspunkt ikke findes et kursus mig bekendt, der fuldt ud dækker Material Logic. Memoria Press' kursus var tænkt som første del af to, men toeren er skrinlagt, formentlig permanent. Til gengæld kan man rekonstruere en brugbar forståelse af material logic gennem denne kursus + General Grammar-kapitlet i Josephs bog. General grammar er nemlig en lidt spøjs term, fordi den, som betegnelsen siger, handler om grammatik, helt konkret hvordan sproget repræsenterer viden. Den grammatiske analyse vil vise, om denne repræsentation er grammatisk korrekt, den logiske indholdsanalyse vil vise, om den grammatisk korrekte repræsentation også er sand.
(Betragt følgende udsagn:
"Hannibal, som var en enhjørning fra Andalucien, havde samme skavank som andre andaluciske enhjørninge, at de ikke kunne løbe hurtigt om vinteren, når den kolde bjergluft ramte dalene."
Udsagnet er korrekt ud fra dansk grammatik.
Udsagnet er også korrekt ud fra den generelle grammatik, idet vi kan identificere en klasse af hestelignende væsener kaldet enhjørninge (genus), en særlig slags enhjørninge (andaluciske enhjørninge - dvs. der forudsættes eksistensen af enhjørninge fra andre egne) samt Hannibal, der er et tælleligt væsen indenfor denne specie. Det generelt grammatiske element handler her om, at alle, der hører under en given genus har samme egenskaber (de er alle enhjørninge med de egenskaber, dette giver), at de andaluciske enhjørninge er at forstå som "genus + differentiae", dvs. de har de samme egenskaber som alle andre enhjørninge men også noget, der differentierer dem fra andre enhjørninge).
Set med nutidens briller findes der ikke enhjørninge, og derfor er udsagnet sandheds-logisk (og dermed indholdslogik, material logicwise) ikke korrekt. Men hvis vi sætter udsagnet ind i en anden ramme, fx hvis udsagnet stammer fra en fantasybog, hvor præmisset for bøgerne er, som det gælder for al fiktion, at man foretager en "suspension of disbelief" for at få den oplevelse, som forfatteren gerne vil give en, så er udsagnet sandt. Det er sandt for så vidt sandhedsværdien kan afgrænses til at gælde inde for det univers, som forfatteren inviterer os ind i.
Eksemplet viser, hvorfor det er vigtigt at kunne foretage disse analyser i realtime, for når vi læser og diskuterer, bliver vi bombarderet med udsagn, som kan være meget vanskelige at håndtere, hvis ikke man har sørget for at opgradere sine færdigheder på dette punkt. Eksemplet er også velegnet til at illustrere, hvordan det samme udsagns sandhedsværdi kan ændre sig, afhængig af hvilken ramme det sættes ind i, dvs. hvilke præmisser, der går forud for tænkningen, og som er med til at give udsagnet mening. I den virkelige verden sker dette hele tiden, og i vor tid i vores del af verden endda med den skjulte hensigt at ville forføre folk. Fx taler mainstreamøkonomer også om enhjørninge, som om de er virkelige væsener. Deres enhjørninge handler fx om, at centralbankernes opgave er at skabe "prisstabilitet" ud fra et "inflationsmål" på "2 %"...
Eksemplet med inflationsmålet mv. illustrerer, at grammatik og logik ikke er tilstrækkeligt. Der skal sund økonomisk tænkning til, som respekterer trivium og derfor kan give korrekt tænkning. Indtil videre er det bedste bud, jeg har set på dette, den østrigske skole, hvis værker i bogform og artikelform alle synes at være skrevet i den klassiske tænknings- og formidlingstradition. Det samme gælder for andre ting, man kan diskutere.
Pensum
Gå ind på www.triviumeducation.com og find følgende:
1. Trivium med Gene Odening Quadrivium med Gene Odening
2. Grammar med Michael Labosiere Og så
3. Logical fallacies - Logic, Fallacies, and the Trivium. Tony Myers Interviews Jan Irvin.
Hør dem i denne rækkefølge.
Quadrivium interviewet handler mest om trivium, by the way, men pyt med det.
Jeg kan anbefale www.memoriapress.com og deres Traditional Logic 1 og 2 samt Material Logic (Amazon.co.uk links for at omgå tolden). Husk facitbøgerne/key til hver af dem:
Material Logic I Key: A Traditional Approach to Thinking Skills
Traditional Logic II Key Advanced Formal Logic
Material Logic I Key: A Traditional Approach to Thinking Skills
A Concise Introduction to Logic hører så vidt jeg kan se til i den bedre ende, er ganske rigtigt pædagogisk og har rigtigt meget med om den traditionelle logik, som er godt. Er ikke tilfreds med dens behandling af de tomme kategorier og den eksistentielle fejlslutning, da det er en forvrøvlet kritik af den traditionelle logiks formlære. Bogens styrke ligger i det pædagogiske og den gradvise indføring i emnerne. Dog vil det være nødvendigt at gennemgå bogen i slowmotion for at få det fulde udbytte af teksten.
Bogen har også induktiv logik, og det har Cothran ikke med. Så denne form, som blev udviklet af John Stuart Mill, skal man under alle omstændigheder ud at finde ude i byen.
Fokus skal/bør være på den traditionelle logik, idet denne er så tæt på den måde, vi normalt tænker på i dagligdagen - nemlig forankret i sproget. ACItL (A Concise Introduction to Logic) beskriver den traditionelle logik udmærket men gør det ikke klar for læseren, at sproget er det centrale. Det bør man selv tilføje.
ACITL er svag på det materielt logiske plan - Aristoteles' "Major Logic". Dette er bogens største svaghed. Major logic interesserer sig for sande præmisser - hvad ordene, vi bruger, egentlig betyder, hvad de refererer til i den virkelige verden, i den udstrækning vi kan repræsentere dette sprogligt. Lad os antage, at man i gamle dage var naturlovsteoretikere. Material logic i en naturlovsteoretisk forståelse vil derfor interessere sig for verdens sande beskaffenhed, og alle de lovmæssigheder, der udspringer heraf. Kombinerer man dette med formallogikken, får vi altså mulighed for at få sande præmisser, dvs. præmisser der er i overensstemmelse med virkeligheden, og korrekt tænkning på denne baggrund, når de formelle regler overholdes.
ACITL beskæftiger sig med argumentationsanalyser i stedet for, kunne man sige, den materielle logik. Den moderne argumentationsanalyse er mere sofistisk end sandhedssøgende. Det afgørende er, hvilket hjemmel man har for at underbygge en given påstand eller konklusion. Dette hjemmel stiller man desværre ikke krav om er i overensstemmelse med sandheden - how the world really works - og derfor kan man ofte opleve, at folk påstår, at de har argumenteret for en given påstand, når blot de har henvist til det hjemmel, de har, for at opfatte denne påstand som værende sand. Det giver desværre en usympatisk, ustruktureret, associativ tænkning, hvor "anything goes" - alt, hvad man synes er hjemmel, kan optræde som hjemmel, uanset virkelighedens faktiske beskaffenhed.
Det går naturligvis ikke i den traditionelle logik, hvor man jo godt kan tage fejl, godt kan anskue tingene fra forskellige perspektiver, men hvor man fundamentalt set er sandhedssøgende. Det hjemmel, som man har, skal her være forankret i "how the world really works" og ikke blot knyttes associativt til en given påstand. ACITL kan bruges til at analysere moderne argumentationsforståelse, men man skal ikke lade sig forføre af den - blot iagttage, at det er altså det, som moderne retorikere, spindoktorer, folkeskolebørn og gymnasieelever, når de vel af mærke er blevet undervist i dette, gør brug af, når de "argumenterer".
ACITL har en god gennemgang af informal fallacies. Da studiet af informal fallacies hører til material logic, bør studiet af informal fallacies suppleres med et studium af material logic. Dette skyldes, at man i material logic som bekendt spørger "what is it", og studiet af informal fallacies er egentlig studiet af "what something is claimed to be but really is not", dvs. prædikeringer af egenskaber mv., som man påklistrer beskrivelsen af det værende, men som ikke har noget med det værende at gøre, i hvert fald når man begår, eller når andre begår, en informal fallacy.
Et studium af den moderne logik bør være noget man tager, når den traditionelle logik og alle dens begreber er mestret på fingerspidserne, ellers har man ikke forudsætningerne for at kunne forstå argumentationen hos folk som Vincent Hendricks. Jeg har det i hvert fald ikke, og med mindre nogen kan sandsynliggøre, at man kan gennemskue den traditionelle logiks muligheder og mangler uden at have studeret den på dens egne betingelser, så må det følge, at man starter med den traditionelle logik og først bagefter kaster sig over den moderne logik. Hvis bogen indeholder en grundig indføring i den traditionelle logik, vil den - måske - kunne bruges. Men bogen bør også indføre læseren i det sprogbrug, som trivium bruger på tværs af grammatikken, logikken og retorikken. Det har jeg endnu ikke set nogen bog gøre. Problemet bliver, hvis man ikke har en bog, der passer ind i triviums sprogbrug, at det er op til læseren selv at skabe denne sammenhæng. At skabe denne sammenhæng på baggrund af mangelfulde forudsætninger, som bliver konsekvensen af ikke at have tilegnet sig det fælles sprogbrug, vil gøre opgaven meget, meget mere vanskelig, end den er i forvejen. Derfor er det smartere - og hurtigere! - at gå den korteste vej: gennem Traditional Logic I og II.
Den traditionelle logik har et fundamentalt anderledes udgangspunkt end den moderne logik. Forskellen er så stor, at den ikke kan overvindes. Da trivium indeholder den traditionelle logik, vil introduktionen af den moderne logik introducere et udgangspunkt, der er uforeneligt med trivium. Når jeg skriver, at den moderne logik bør studeres siden hen, er det dels for at gøre os i stand til at forstå, acceptere og imødegå argumenter, som er skabt på baggrund af den moderne logik og for at integrere evt. reelle fremskridt i et evt. opdateret klassisk trivium, der er respektfuld for den levende klassiske tradition og som også kan lytte til de moderne logikere. Indtil videre har jeg ikke fundet noget i det, der umiddelbart erstatter den traditionelle logik, men der kan være noget at hente i andre logikformer, fx den aletiske logik. Jeg er således skeptisk over for Hendricks diskussion af tomme kategorier, idet jeg indtil videre finder argumentationen forkert. Hans argumentation baserer sig på en ufuldstændig beskrivelse af den traditionelle logik (i stil med marxisternes). Det er let at se, hvis man har studeret den traditionelle logik men umuligt, hvis man ikke har. Baserer man sin forståelse af logikken, både den traditionelle og den moderne, er man på gyngende, nej, forkert grund. Når det samtidig gælder, at udgangspunktet for den moderne logik er uforeneligt forskelligt fra den traditionelle logik, at begrebsapparatet ikke lader sig forbinde med triviums andre aspekter (ikke kun på det overordnede plan men også i grammatikkens, logikkens og retorikkens mange, mange delelementer), og siden den moderne logik er en uhyre vanskelig og ufrugtbar omvej for den, der gerne vil studere logik, så bør man, hvis det er trivium, det gælder, vente med den moderne logik til EFTER den traditionelle logik - både minor og major logic - er mestrer på fingerspidserne.
Den HURTIGSTE og mest grundige vej, som danner de reelt eneste brugbare forudsætninger for at mestre trivium går gennem Martin Cothrans Traditional Logic I og II. Inkl. DVD'er koster disse to sæt ca. 800 kr. Man bevæger sig gennem kurset, hvis man er grundig, i noget der minder om elegant slowmotion, hvorved man får bygget de basale forudsætninger op, som gør det muligt at forbinde sig til alle andre aspekter af trivium. Det handler ikke om at forstå "the three acts of the mind and their linguistic equivalents" på et overfladisk plan men om at forstå det på et dybt plan. Alle kan lynhurtigt forstå, hvad disse seks dele går ud på, men derfra og til at nå derhen hvor man skal ende, er der et stykke vej. En kokkelærling vil på et minut kunne forstå, hvordan forskellige grøntsager håndteres, men det gør ikke eleven til mesterkok. Tilsvarende for logikken.
----------
Har lige set denne mind-blowing udsendelse på T&H om the trivium method of Gene Odening and Gnostic Media vs. The Classical Trivium.
Der er en form for opsummering i Coles afsluttende bemærkninger ved ca. 2:34.00.. Grundtanken er, at det nye trivium via Odening er et værktøj for individuel frihed, kritisk tænkning og kreativ problemløsning, mens det klassiske trivium via begreber som organisk enhed (fra Platon) og enkyklios paideia (læring inden for et lukket, komplet system) har skabt et læringssystem for social kontrol og social engineering. Dvs. at det klassiske trivium er det modsatte af, hvad Odenings trivium er.
I det klassiske trivium gives den studerende end grundlæggende grammatik, som skaber en bestemt ramme, et bestemt, lukket system, og al logik og retorik der følger efter finder sted inden for dette lukkede system. I Odenings trivium gives der mulighed for at reflektere over denne grammatik, begrebernes betydningsindhold, deres logiske konsekvenser, hvilke begreber der er blevet omdefineret og derved givet nyt ofte modsat indhold osv.
Den prøjsiske skole og dermed både den amerikanske og den danske er baseret på denne lukkede systemtænkning og givers og bl. a. udslag i, at folk ikke kan se de paradigmer, de tænker inden for, og at deres tanker, frem for at være sandt individuelle i virkeligheden er båret frem af en skjult kollektivistisk ensgørelse. Det er her, at vi finder den proces, der skaber godmodige hobitter, der ikke forstår eller formår at forstå, hvad der foregår i dem selv, i samfundet og i verden.
Det klassiske trivium havde til formål at skabe en nærmest orwellsk dobbelthed - på den ene side deindividualisere den enkeltes tanker, følelser, værdier og adfærd, på den anden side give folk det indtryk, at de kun kunne bliver frie, hvis de via de frie kunster - trivium og quadrivium - havde adgang til et curriculum, som ville gøre dem frie inden for et lukket system.
Så her blev kaninhullet et par spadestik dybere - ikke fordi jeg ikke kendte til problemet med at uddanne folk inden for lukkede systemer, men fordi det her kædes sammen med det klassiske trivium som kontrast til virkelig frihed i et åbent system og trivium-metoden.
Trivium-metoden og Klassisk Trivium er to forskellige ting, different-different-but-same. Man kan også sige at Gene Odenings revival af Trivium har en helt anden intention end Klassisk Trivium. Metoden hos Odening er intenderet frigørende for hvem som helst, der evner at lære metoden til at emancipere sit eget tankesæt og liv. Klassisk Trivium derimod var eksklusiv og kun tiltænkt den del af, kan man sige, kastesystemet, der var udnævnt til at være den tænkende og herskende kaste/klasse. Ordet kaste er på ingen måde ved siden af, da de britiske imperialister elskede det indiske kastesystem. De så i det det perfekte system til at matche deres eget klassesystem. Det så også sig selv som grækernes og romernes sande arvtagere.
I Gene Odenings metodiske version er Trivium et værktøj til kritisk tænkning. Det var det ikke i den klassiske Trivium, for grammatikken var givet på forhånd, og logikken var blot en automatisk følge af de brikker, man havde fået at flytte med. Det var ikke meningen, at en fri romersk mand skulle stille frække spørgsmål til sin lærer helt fra bunden. Vi finder elementer af det egentlig frie 'spørgeskema' tilbage hos de græske naturfilosoffer og Sokrates, men han blev som bekendt også henrettet for det.
Odening emanciperer metoden. Hovedvægten ligger hos ham på grammatikken og den kompromisløse lov til at spørge frit fra leveren: hvad, hvem, hvor, hvornår. Det er ikke anbefalet at konkludere, at fabrikere logik, svaret på hvorfor, uden at have gjort sit hjemmearbejde, for så bliver logikken netop: fabrikeret.
https://paradigmet.blogspot.dk/2014/06/den-vestlige-civilisations-historie.html
-----------------
"De frie kunstarter - i dag ville vi kalde dem videnskaber - handler både om viden og kunnen, deraf ordet 'kunst'. De deler sig i to grupper, Trivium, tænkningens grundstudie, grammatik-logik-retorik og Quadrivium, matematik-geometri-musik-astronomi. Det er ikke helt forkert at kalde det for de teoretiske og de anvendte videnskaber, men det er heller ikke helt rigtigt, for man skilte ikke felterne ad. Det hele var en del af det videns-og-kunnens-kompleks, som den frie mand havde del i, Vir Liber. Slaver var udelukket fra komplekset. Vi skal undervejs se, at den frie mand ikke er helt så fri, som ordet siger.
I den Klassiske Trivium finder man et lukket system, kunstig mangel, den Store Livskæde, historien som en organisk enhed. Grunden er her lagt til senere tiders social-darwinisme, imperial historieskrivning, det europæiske adelsvæsen, det monopolkapitalistiske system med evig gæld og mangel. Klassisk Trivium var et dogmatisk redskab til at forme kulturen.
Man finder en sær genklang af Klassisk Trivium hos kulturmarxisterne, der i 60'erne og 70'erne prædikede såkaldt kritisk tænkning. Det viste sig blot ret hurtigt, at den kritik, de mente, var en prædefineret politisk korrekt facitliste. Ligesom i kirken i middelalderen havde man tilrettelagt logikken, så den 'kritiske' udspørgen i det grammatiske felt var givet. Syntaksen var vendt om, og egentlig kritik var udelukket. Det viste sig, lige så snart kritikken blev rettet mod kulturmarxisterne selv.
- Den vestlige civilisations historie | paradigmet