Nazister & Jøder samarbejdede

Nye ukendte aspekter af 1930’ernes og 1940’ernes Skjulte Historie

De magter, der er, forsøger ikke kun at kontrollere begivenheder, men de forsøger at kontrollere vores hukommelse og forståelse af disse begivenheder, hvilket er en del af at kontrollere begivenhederne selv.
– Michael Parenti

Ron Unz dedikerede sit talent og liv til at bevare hvad der sandt, i modsætning til fiktiv ytringsfrihed i USA. The Unz Review er nu blevet en de facto leder af ytringsfrihed i USA, som er vært for en ‘hvem er hvem’-Blå Bog af politiske dissidenter, modstandere af imperiet og diverse “kriminelle tænkere” – og et meget bredt spektrum af anti-imperium synspunkter… Ikke nok med det, Ron har påbegyndt en forbløffende modig og yderst interessant serie af artikler med titlen “American Pravda”, hvor Ron Unz har slagtet flere hellige køer og uudtalte tabuer end nogen anden offentlig person i nyere tid. Jeg anbefaler stærkt, at du læser hver eneste af disse fantastiske tekster og selv ser, hvordan intellektuel ærlighed og mod kan kombineres for at opnå, hvad jeg tror vil blive anerkendt som en virkelig historisk bedrift for intellektuel frihed.
– Årets “mand” The Saker 2018: De Amerikanske Dissidenter, The Saker*, december 2018

 _{* The Saker er den ekstremt alsidige militærhistoriker og russofil NATO-dissident, som også er den mest populære vestlige skribent i Rusland nogensinde, hvis skrifter fortløbende er oversat til mange sprog over mange år qua sin vilde popularitet ( anbefalet af Paul Craig Roberts, m.fl.. gennem mange år).}



Nøgleord: Adolf Hitler * Nazisme * Zionisme * Israel * Transfer Agreement * To jøder - Edwin Black’s Transfer Agreement var Limited Hangout - Lenni Brenner var den farlige forfatter * Adolf Eichmann * Hitler’s jødiske officerer * Ukrainske neonazier idag * CIA * Rothschild * Zionister dræbte jøder *


INTRO
Følgende er sandsynligvis den første danske oversættelse af en artikel fra UNZ Review (først publiceret på Ildspor 14. juni 2022, men en smule modificeret i intro og fodnoter i nærværende artikel).

Artiklen er skrevet af den amerikanske jøde, ex-præsidentkandidat og akademiker, Ron Unz. Han er sandsynligvis den mest kontroversielle jøde i nyere tid, fordi han har skrevet den måske mest heftige historierevisionistiske og chokerende serie kaldet “American Pravda”

Hvis du vil løfte på øjenbrynene i apatiens tidsalder, og knuse din kognitive dissonans, SKAL du læse den, da ufatteligt meget, hvad du troede var sandt, bliver dekonstrueret. Det viser sig bl.a. at udtrykket, ‘ZioNazier’, trods alt har en vis berettigelse, ikke kun fordi Israels racelove for jøder idag til dels ligner Tysklands i 30’erne i en vis form for ‘spejl-ideologi’, men fordi der var et historisk uhørt skjult samarbejde mellem nazister og zionister, som ledte til skabelsen af Israel – OG fordi vi idag ser lignende mystiske modsigende anomalier tydeligt i Ukraine (omend de ukrainske neonazier er pseudo-nazier). Unz nævner dette samarbejde mellem Zionister og Nynazister i Ukraine nederst, og i mange artikler på UNZ Review - og det er værd at bemærke, at nedenstående artikel er fra 2018.

Ron Unz er blevet betegnet som den mest kritiske amerikanske jøde idag, og skabte i 2013 et ekstremt alsidigt website, UNZ Review, som er blevet censureret og chikaneret, og blev forbudt på Facebook i april 2019 (selv før forbuddet var der stort set ikke et eneste dansk Facebook opslag fra UNZ Review).

De sædvanlige tilhængere af censur, det dybt løgnagtige Wikipedia, forbudsfolk og mørkemænd, beskriver selvfølgelig Ron Unz som ‘anti-semitisk’, hvad han overhovedet ikke er. Han er heller ikke ‘selvhadende jøde’, men slutter sig til rækken af en tradition af vidt forskellige men meget skarpe og modige dissidenter, fordi han har erkendt, hvad mange før ham vidste qua grundig research; nemlig at næsten alt hvad vi har fået at vide i historien er forkert. Han har dedikeret en del af sin tech-entreprenør formue til at sprede sandhed og debat med sit ekstremt professionelle website UNZ Review.

Few people on the planet are smarter than Ron Unz or have more intellectual curiosity. This fascinating and provocative collection of essays explores a remarkable range of topics, many of them high profile, some of them arcane. Unz’s analysis is always serious and invariably challenges prevailing wisdoms, which is to say there are a lot of controversial arguments in this book. No one is likely to agree with every one of his conclusions, but we would be better off if there were more people like Ron Unz among us. 
—John J. Mearsheimer, internationalt anerkendt akademiker, Professor of Political Science at the University of Chicago, and author of The Israel Lobby.

Ron Unz er ikke ‘rabiat’, ej heller ‘Hitlerist’, ej heller ‘højre ‘eller ‘venstre’ i denne historierevisionistiske bestræbelse (falsk paradigme – det rigtige er sandt vs falskt), men blot skarp, åben, sober, faktuel og lødig i sin enorme research. Og nej – han er ikke alene, mange andre akademiske jøder har skrevet om det. UNZ Review har en regulær crowdsourcing hær af tusinder af skarpe vidende kommentarer/ kommentatorer (og trolls) – og kommentarer kan løbe op i tusinder under 1 artikel. Han har skabt et systematisk enormt arkiv af de mest forbudte og glemte bøger med en betydelig professionalisme.

Ron Unz har lige publiceret dissee MONUMENTALT vigtige artikler: ‘Why Everything You Know About World War II Is Wrong’ 12. juli 2023 + ‘Hitler, Churchill, the Holocaust, and the War in Ukraine’ 17. juli 2023

Kommentarsektionen fyger med over 1700 indlæg allerede i den første, ofte kommentarer af yderst vidende akademiske analytikere.

Jeg er ikke specielt Ron Unz-fan, da jeg finder mine kilder mange andre steder, men det som er ekstremt signifikant er, at eksplosive sandheder kommer ud via en så kendt jøde, og på en så systematiseret og katalogiseret måde.


Om Ron Unz er et limited hangout, en kontrolleret opposition, vil historien vise, men han publicerer nogle af de mest kendte og kritiske anti-zionistiske og NWO-kritiske dissidenter samt underbelyste og yderst kontroversielle aspekter af Deep State politik, USA, Israel, Ukraine og Rusland, Zionisme og Det Jødiske Spørgsmål, vacciner og Corona problematikken, økonomi, m.m.m.

Update: Unz’s holdninger om vaccinen er tvivlsomme, matematisk komplekse, og påstanden om, at Covid-virus er et biovåben, forekommer mig at være dybt utroværdig, da vaccinen var selve våbnet, bl.a. uigendriveligt attesteret af, at dødeligheden først steg EFTER vaccinerne blev introduceret - og jeg selv hælder mod Thomas Cowan og andre, som drager hele virologien i tvivl.


Ekstrakt af bio: Ron Unz: Født i Californien af en ukrainsk-jødisk immigrant, opvokset i en jiddischtalende husstand. Alma mater: Harvard University & University of Cambridge. Unz Foundation, som han er formand for, har doneret til enkeltpersoner og organisationer. Alle påstås af ADL - [rabiat zionistisk organisation i USA, som i øvrigt blev skabt af B’nai B’rith, forstadiet til ADL, den eneste loge som Hitler ikke lukkede til at starte med var B’nai B’rith, mens andre frimurerorganisationer blev lukket ned, mere om dette længere nede] - at have offentliggjort eller udtrykt antisemitiske meninger eller, i tilfældet med Norman Finkelstein; anti-israelske.

Unz har doneret store pengebeløb til Paul Craig Roberts, Philip Giraldi, Norman Finkelstein, Philip Weiss, medredaktør af Mondoweiss-webstedet., Michael Hudson, Alison Weir, grundlægger af If Americans Knew, m.fl. I 2017 fik The Unz Review offentlig opmærksomhed, da den tidligere CIA-agent Valerie Plame blev kritiseret efter at have tweetet en artikel af en fast UNZ skribent, CIA antiterrorspecialist Philip Giraldi, med titlen “America’s Jews Are Driving America’s Wars” (Amerikanske Jøder driver USA’s krige)
https://en.wikipedia.org/wiki/Ron_Unz#The_Unz_Review

Det er en gammel men offentlig åben hemmelighed, at Israels løgne bliver til sandhed i danske medier, som den danske jødiske journalist og forfatter, Kjeld Koplev, påpegede i Politiken. At danske journalister er kuede og uduelige mikrofonholdere for magten, og at det har været sådan i mange år, ved enhver vågen person. De danske intellektuelle og forfærdelige falske medier, er stadig langt langt bagud i forhold til den tidsånd af reformation og revidering, som den internationale intellektuelle spydspids graver frem. Det bør være af yderste vigtighed for alle mennesker at opdatere sig selv om dette, for ikke at ende som ahistoriske analfabeter, ikke mindst jøder selv, da mange af dem selv er blevet ofre for et zionistisk komplot - omend tyskerne og russerne led mest med en faktor som ikke kan overdrives - hvor nogle tyske jøder blev stærkt priorteret på bekostning af ikke-tyske jøder – noget som nu er ‘triviel’ kendsigning for mange vågne researchere og dissidenter, og har været det i årtier. Dette er postuleret af en del jøder selv, og - i nyere tid - siden Israel har den måske højeste rate af vaccineskader i verden, mens eliter køber sig til falske vaccinepas, er nogle åbenbart mere privilegerede end andre.


Se også:

Holocaust er også en meget tvivlsom historie iflg. Ron Unz, og som desuden giver milliarder af dollars konstant på ryggen af Tyskland, deres efterkommere og andre i kollektivistisk gæld, en svindlende Holocaust industri iflg. den eminente jødiske Ph. D. Norman Finkelstein (og jeg er ikke pro-Hitler, blot tror jeg ikke på sejrherrernes version af historien).

Ron Unz har også publiceret denne fremragende analyse på UNZ:

I øvrigt: Den eneste tankeforbrydelse i verden som er strafbar ved lov, er at betvivle det officielle Holocaust-narrativ mundtligt eller skriftligt. En sådan lov blev også signeret af Putin (5. maj 2014) - i sig selv en tåbelig praksis institueret i mange vestlige stater (kan give op til 5 års fængsel)

Jeg køber ikke nødvendigvis selv alt Ron Unz postulerer, men det meste i denne historie nedenfor forekommer mig sand, idet meget af dokumentationen er uigendrivelig.

Fasten your seatbelts, Kansas is going bye-bye BIG time:

‘American Pravda: Jøder og Nazister – 1930’ernes og 1940’ernes Skjulte Historie‘af Ron Unz, 4. August 2018, UNZ Review – oversættelse af ‘American Pravda: Jews and Nazis – The Hidden History of the 1930s and 1940s’.

• Israeli Leaders and Nazi Germany

• Zionism in the Age of the Dictators

• The Nazi-Zionist Economic Partnership of the 1930s

• Hitler’s Jewish Soldiers

• The Racial Focus of Traditional Judaism

For omkring 35 år siden sad jeg i mit kollegieværelse og læste New York Times, som jeg gjorde hver morgen, da jeg bemærkede en forbløffende artikel om den kontroversielle nye israelske premierminister, Yitzhak Shamir.

Tilbage i de for længst svundne dage var New York Times strengt taget en sort-hvid trykt publikation, der manglede de store farvefotografier af rapstjerner og lange historier om slanketeknikker, der fylder så meget i nutidens nyhedsdækning, og havde en langt hårdere kant i sin rapportering af Mellemøsten. Et år tidligere havde Shamirs forgænger, Menacham Begin, tilladt sin forsvarsminister Ariel Sharon at overtale ham til at invadere Libanon og belejre Beirut, og den efterfølgende massakre på palæstinensiske kvinder og børn i flygtningelejrene Sabra og Shatila havde forarget verden og gjort USA’s regering vred. Dette førte til sidst til Begins tilbagetræden, hvor Shamir, hans udenrigsminister, overtog hans plads.

Forud for sin overraskende valgsejr i 1977, havde Begin tilbragt årtier i den politiske ørken som en uacceptabel højrefløj, og Shamir havde en endnu mere ekstrem baggrund, hvor de amerikanske mainstream-medier frit rapporterede hans lange involvering i alle mulige højprofilerede attentater. og terrorangreb i løbet af 1940’erne, der portrætterede ham som en i sandhed meget ond mand.

I betragtning af Shamirs berygtede aktiviteter, ville ikke mange afsløringer have chokeret mig, men det gjorde denne. Tilsyneladende var Shamir og hans lille zionistiske fraktion i slutningen af ​​1930’erne blevet store beundrere af de italienske fascister og tyske nazister, og efter Anden Verdenskrig brød ud, havde de gjort gentagne forsøg på at kontakte Mussolini og den tyske ledelse i 1940 og 1941, i håb om at melde sig ind i aksemagterne som en del af deres palæstinensiske filial, og påtage sig en kampagne med angreb og spionage mod de lokale britiske styrker, for derefter at få del i det politiske bytte efter Hitlers uundgåelige triumf.

Nu så New York Times tydeligvis Shamir i et meget negativt lys, men det forekom mig yderst usandsynligt, at de ville have offentliggjort en så bemærkelsesværdig historie uden at være helt sikre på deres fakta. Blandt andet var der lange uddrag fra de officielle breve, der blev sendt til Mussolini, der voldsomt fordømte de “dekadente” demokratiske systemer i Storbritannien og Frankrig, som han var imod, og forsikrede Il Duce [Mussolini] om, at sådanne latterlige politiske forestillinger ikke ville have nogen fremtidig plads i den totalitære jødiske klientstat, som de håbede at etablere sig i, i hans regi i Palæstina.

Som det hændte, var både Tyskland og Italien på det tidspunkt optaget af større geopolitiske spørgsmål, og i betragtning af den lille størrelse af Shamirs zionistiske fraktion, synes der aldrig at være kommet meget ud af disse bestræbelser. Men tanken om, at den siddende premierminister i den jødiske stat skulle have tilbragt sin tidlige krigstid som en ulykkelig nazistisk allieret, var bestemt noget, der hænger fast i ens sind, og som ikke helt stemmer overens med den traditionelle fortælling, som jeg altid havde accepteret om den æra.

Mest bemærkelsesværdigt synes afsløringen af ​​Shamirs pro-akse-fortid kun at have haft en relativt lille indvirkning på hans politiske stilling i det israelske samfund. Jeg vil tro, at enhver amerikansk politisk skikkelse, der blev afsløret i at støtte en militær alliance med Nazityskland under Anden Verdenskrig, ville have haft meget svært ved at overleve den resulterende politiske skandale, og det samme ville helt sikkert være sandt for politikere i Storbritannien, Frankrig, eller de fleste andre vestlige nationer. Men selvom der bestemt var en vis forlegenhed i den israelske presse, især efter at den chokerende historie nåede de internationale overskrifter, tog de fleste israelere tilsyneladende hele sagen roligt, og Shamir blev i embedet i endnu et år, for derefter at aftjene en anden, meget længere periode. som premierminister i 1986-1992. Jøderne i Israel betragtede tilsyneladende Nazityskland ganske anderledes end de fleste amerikanere, endsige de fleste amerikanske jøder.

Omkring samme tid blev jeg også opmærksom på et andet spændende eksempel på dette helt anderledes israelske perspektiv overfor nazisterne. I 1983 havde Amoz Oz, ofte beskrevet som Israels største romanforfatter, udgivet ‘In the Land of Israel‘ med strålende anmeldelser.

Denne bog var en samling af lange interviews med forskellige repræsentative skikkelser i det israelske samfund, både moderate og ekstreme, samt en vis dækning af de palæstinensere, der også boede blandt dem.

Blandt disse ideologiske profiler var der en af ​​de korteste og mest omdiskuterede, en særlig hård linje-politisk skikkelse, unavngiven, men universelt bedømt som Ariel Sharon, en konklusion der helt sikkert understøttes af de personlige detaljer og fysiske beskrivelser. I starten af bogen nævnte denne figur, at folk af hans ideologiske stil for nylig var blevet fordømt som “jødiske nazister” af en fremtrædende liberal israelsk akademiker, men i stedet for at afvise den etiket, hilste han den fuldt ud velkommen. Så emnet blev generelt kendt i offentlige diskussioner som “jøde-nazisten”.

At han beskrev sig selv i sådanne vendinger var næppe en overdrivelse, eftersom han temmelig lystigt talte for nedslagtning af millioner af Israels fjender, og den enorme udvidelse af israelsk territorium ved erobring af nabolande, og fordrivelse af deres befolkninger, sammen med fri brug af atomvåben, hvis de eller nogen anden modsatte sig sådanne bestræbelser for kraftigt. Efter hans dristige mening var israelerne og jøderne generelt bare for bløde og sagtmodige, og havde brug for at genvinde deres plads i verden ved igen at blive et erobrende folk, sandsynligvis forhadt, men bestemt frygtet. For ham var den store nylige massakre på palæstinensiske kvinder og børn i Sabra og Shatila uden betydning, og det mest uheldige aspekt af hændelsen var, at morderne havde været Israels kristne falangistiske allierede snarere end israelske soldater selv.

Nu er retorisk overdrivelse ganske almindelig blandt politikere, og et forhæng af lovet anonymitet vil åbenbart løsne mange tunger. Men kan nogen forestille sig en amerikansk eller anden vestlig offentlig person, der taler i sådanne vendinger, endsige nogen, der bevæger sig i højere politiske kredse? I disse dage tweeter Donald Trump nogle gange en grov fejlstavet fornærmelse klokken 02.00, og de amerikanske medier er forfærdede i rædsel. Men i betragtning af at hans administration lækker som en si, hvis han rutinemæssigt pralede over for sine fortrolige om muligvis at slagte millioner, ville vi helt sikkert have hørt om det. For den sags skyld synes der ikke at være det mindste bevis for, at de oprindelige tyske nazister nogensinde talte på sådanne måder privat, endsige mens en journalist omhyggeligt tog noter. Men Israels “jødiske nazister” er en anden historie.

Så vidt jeg kan huske, var den sidste fremtrædende skikkelse i det amerikanske offentlige liv, der erklærede sig “nazist”, George Lincoln Rockwell i 1960’erne, og han var meget mere en politisk performancekunstner end en egentlig politisk leder. Selv en lige så marginaliseret figur som David Duke har meget bestemt altid benægtet en sådan anklage. Men tilsyneladende spiller politik i Israel på andre regler.

Under alle omstændigheder synes Sharons påståede ytringer at have haft ringe negativ indflydelse på hans efterfølgende politiske karriere, og efter at have tilbragt nogen tid i den politiske ørken efter Libanon-katastrofen, tjente han til sidst fem år som premierminister i 2001-2006, selvom hans senere synspunkter regelmæssigt blev fordømt som for bløde og kompromitterende på grund af den konstante retning mod højre i det israelske politiske spektrum.

Zionisme i Diktatorernes Tidsalder

I årenes løb har jeg lejlighedsvis gjort halvhjertede forsøg på at finde Times-artiklen om Shamir, der længe havde siddet fast i min hukommelse, men har ikke haft succes med det, enten fordi den blev fjernet fra Times-arkiverne eller mere sandsynligt; fordi mine middelmådige søgeevner viste sig utilstrækkelige. Men jeg er næsten sikker på, at værket var foranlediget af udgivelsen af Zionism in the Age of the Dictators i 1983 af Lenni Brenner, en antizionist med trotskistisk overbevisning og jødisk oprindelse. Jeg har først for ganske nylig opdaget den bog, som virkelig fortæller en yderst interessant historie.

Brenner, født i 1937, har brugt hele sit liv som en uforbederlig hard-core mand på venstrefløjen, med sin entusiasme lige fra marxistisk revolution til Black Panthers, og han er åbenbart fanget af sine synspunkter og sin ideologi. Til tider forringer denne baggrund strømmen af ​​hans tekst, og de periodiske hentydninger til “proletariske”, “borgerlige” og “kapitalistiske klasser” bliver nogle gange lidt trættende, ligesom hans uflekterende accept af alle de fælles overbevisninger, der er fælles for hans politiske cirkel. Men sikkert kun nogen med den slags brændende ideologiske engagement ville have været villig til at bruge så meget tid og kræfter på at undersøge det kontroversielle emne, og ignorere de endeløse fordømmelser, der fulgte, som endda omfattede fysiske overgreb fra zionistiske partisaner.

Under alle omstændigheder virker hans dokumentation fuldstændig lufttæt, og nogle år efter den oprindelige udgivelse af hans bog, udgav han et ledsagende bind med titlen 51 Documents: Zionist Collaboration with the Nazis, som blot leverer engelske oversættelser af alle de rå beviser bag hans analytiske ramme, så at interesserede parter kan læse materialet og drage deres egne konklusioner.

Brenner leverer blandt andet betydelige beviser på, at den større og noget mere mainstream højreorienterede zionistiske fraktion, senere ledet af den fremtidige israelske premierminister Menachem Begin, næsten uvægerligt blev betragtet som en fascistisk bevægelse i løbet af 1930’erne, selv hvis man ser bort fra dens varme beundring for Mussolinis italienske regime. Dette var næppe en så mørk hemmelighed i den periode, da den vigtigste palæstinensiske avis bragte en regelmæssig klumme af en top-ideologisk leder med titlen “Dagbog for en fascist.” Under en af ​​de store internationale zionistiske konferencer trådte fraktionsleder Vladimir Jabotinsky ind i salen med sine brunskjortede tilhængere i fuld militær formation, hvilket førte formandsstolen til at forbyde at bære uniformer for at undgå optøjer, og hans fraktion blev hurtigt besejret politisk og til sidst udelukket fra den zionistiske paraplyorganisation. Dette store tilbageslag skyldtes i høj grad den udbredte fjendtlighed, som gruppen havde vakt, efter at to af dens medlemmer blev arresteret af britisk politi for det nylige mord på Chaim Arlosoroff, en af ​​de højest rangerende zionistiske embedsmænd i Palæstina.

Faktisk var de mere højreorienterede zionistiske fraktioners tilbøjelighed til mord, terrorisme og andre former for kriminel adfærd virkelig ret bemærkelsesværdig. For eksempel havde Shamir i 1943 arrangeret mordet på sin fraktionsrival et år efter at de to mænd var flygtet sammen fra fængslet for et bankrøveri, hvor forbipasserende var blevet dræbt, og han hævdede, at han havde handlet for at afværge det planlagte mord på David Ben-Gurion, den øverste zionistiske leder og Israels fremtidige stiftende premierminister. Shamir og hans fraktion fortsatte bestemt denne form for adfærd ind i 1940’erne, idet de med succes myrdede Lord Moyne, den britiske minister for Mellemøsten, og grev Folke Bernadotte, FN’s fredsforhandler, selvom de mislykkedes i deres andre forsøg på at dræbe den amerikanske præsident Harry Truman og den britiske udenrigsminister Ernest Bevin, og deres planer om at myrde Winston Churchill rykkede tilsyneladende aldrig længere end diskussionsstadiet. Hans gruppe var også banebrydende for brugen af ​​terroristiske bilbomber og andre eksplosive angreb mod uskyldige civile mål, alt sammen længe før nogen arabere eller muslimer nogensinde havde tænkt på at bruge lignende taktik;, og Begins større og mere “moderate” zionistiske fraktion gjorde meget af det samme. På den baggrund var det næppe overraskende, at Shamir senere fungerede som direktør for attentater i det israelske Mossad i 1955-1965, så hvis Mossad faktisk spillede en stor rolle i mordet på præsident John F. Kennedy, var han meget sandsynligt involveret.

Det Nazi-Zionistiske økonomiske partnerskab i 1930’erne

Forsiden af ​​2014 paperback-udgaven af ​​Brenners bog viser erindringsmedaljen, der blev slået af Nazityskland for at markere dets zionistiske alliance, med en Davidsstjerne på forsiden og et hagekors på forsiden.

Men mærkeligt nok havde denne symbolske medaljon faktisk absolut ingen forbindelse med de mislykkede forsøg på at arrangere en nazistisk militæralliance via Shamirs lille fraktion under Anden Verdenskrig.

Selvom tyskerne ikke var meget opmærksomme på den mindre organisations bønner, var den langt større og mere indflydelsesrige mainstream zionistiske bevægelse af Chaim Weizmann og David Ben-Gurion noget helt andet. Og i løbet af det meste af 1930’erne havde disse andre zionister dannet et vigtigt økonomisk partnerskab med Nazityskland, baseret på en åbenlys fælles interesse. Hitler betragtede trods alt Tysklands 1 procent jødiske befolkning som et forstyrrende og potentielt farligt element, som han ønskede væk, og Mellemøsten virkede lige så god en destination for dem som enhver anden. I mellemtiden havde zionisterne meget lignende mål, og skabelsen af ​​deres nye nationale hjemland i Palæstina krævede naturligvis både jødiske immigranter og jødiske økonomiske investeringer.

Efter at Hitler var blevet udnævnt til kansler i 1933, havde forargede jøder verden over hurtigt lanceret et økonomisk boykot i håb om at bringe Tyskland i knæ, med Londons Daily Express som berømt med banneroverskriften “Judæa erklærer krig mod Tyskland.”

Jødisk politisk og økonomisk indflydelse, dengang ligesom nu, var meget betydelig, og i dybet af den store depression havde det fattige Tyskland behov for at eksportere eller dø, så en storstilet boykot på de store tyske markeder udgjorde en potentielt alvorlig trussel. Men netop denne situation gav zionistiske grupper en glimrende mulighed for at tilbyde tyskerne et middel til at bryde den handelsembargo, og de krævede gunstige vilkår for eksport af tyske fremstillede varer af høj kvalitet til Palæstina, sammen med ledsagende tyske jøder. Da først ordet om denne store Ha’avara eller “overførselsaftale” med nazisterne kom frem ved en zionistisk konvention i 1933, blev mange jøder og zionister forargede, og det førte til forskellige splittelser og kontroverser. Men den økonomiske aftale var for god til at modstå, og den gik fremad og voksede hurtigt.

_{[Indskudt kommentar: Zionisterne og Nazierne samarbejdede, det kan man kalde Hitlers ‘opportunisme’, hvis man vil, men det er grundigt dokumenteret af den prisvindende bestseller forfatter og jødiske forsker, Edvin Black, hvis bog åbenbart var en neddroslet udgave af Lenni Brenners meget mere eksplosive værk (se forneden) – aftalen blev kaldt Ha’avara-aftalen eller ‘The Transfer Agreement’. NB! ‘There was no effort to deny the history documented in this book’ – Wikipedia. Ha’avara-aftalen blev indgået mellem den tyske regering og zionisterne i august 1933 og tillod zionisterne i form af Ha’avara-kompagniet at overføre formuer fra Tyskland til Palæstina alene med det formål at skabe jødisk emigration fra Tyskland. Ha’avara-kompagniet krævede af immigranterne en indbetaling på mindst 1.000 pund sterling til banken. Disse penge blev så brugt til at købe tyske eksportvarer til import til Palæstina. Hitler støttede angiveligt Ha’avara-aftalen frem til 1942, andre kilder siger 1939.]}

Betydningen af ​​den nazi-zionistiske pagt for Israels etablering er svær at overdrive. Ifølge en analyse fra 1974 i Jewish Frontier citeret af Brenner, kom over 60% af alle investeringer tildet jødiske Palæstina fra Nazityskland mellem 1933 og 1939. Den verdensomspændende forarmelse ved Den Store Depression havde drastisk reduceret den igangværende jødiske økonomiske støtte fra alle andre kilder, og Brenner antyder med rimelighed, at uden Hitlers økonomiske opbakning, kunne den begyndende jødiske koloni, så lille og skrøbelig, let være blevet formindsket og gået død i den svære periode.

En sådan konklusion fører til fascinerende hypoteser. Da jeg første gang faldt over henvisninger til Ha’avara-aftalen på websteder hist og her, foreslog en af ​​kommentatorerne, der nævnte spørgsmålet halvt i spøg, at hvis Hitler havde vundet krigen, ville der helt sikkert være blevet bygget statuer af ham i hele Israel, og han ville i dag blive anerkendt af jøder overalt som den heroiske ikke-jødiske leder, der havde spillet den centrale rolle i at genetablere et nationalt hjemland for det jødiske folk i Palæstina efter næsten 2000 års bittert eksil.

Denne form for forbløffende kontrafaktiske mulighed er ikke nær så fuldstændig absurd, som det måske lyder i vores nutidige ører. Vi må erkende, at vores historiske forståelse af virkeligheden er formet af medierne, og medieorganer kontrolleres af sejrherrerne af store krige og deres allierede, med ubelejlige detaljer ofte udelukket for at undgå at forvirre offentligheden. Det er unægtelig rigtigt, at Hitler i sin bog Mein Kampf fra 1924 havde skrevet alle mulige fjendtlige og grimme ting om jøder, især dem, der nyligt var immigranter fra Østeuropa, men da jeg læste bogen tilbage i gymnasiet, var jeg lidt overrasket over at opdage, at disse anti-jødiske følelser næppe virkede centrale i hans tekst. Ydermere, blot et par år tidligere, havde en langt mere fremtrædende offentlig person som den britiske minister Winston Churchill offentliggjort følelser, der var næsten lige så fjendtlige og grimme, med fokus på de monstrøse forbrydelser, der blev begået af bolsjevikiske jøder. I Albert Lindemanns ‘Esaus tårer’, blev jeg overrasket over at opdage, at forfatteren til den berømte Balfour-deklaration, grundlaget for det zionistiske projekt, tilsyneladende også var ret fjendtlig over for jøder, hvor et element af hans motivation sandsynligvis var hans ønske om at udelukke dem fra Storbritannien .

Da Hitler havde konsolideret magten i Tyskland, forbød han hurtigt alle andre politiske organisationer for det tyske folk, hvor kun det nazistiske parti og nazistiske politiske symboler var lovligt tilladte. Men en særlig undtagelse blev gjort for tyske jøder, og Tysklands lokale zionistparti blev tildelt fuldstændig juridisk status, med zionistiske marcher, zionistiske uniformer og zionistiske flag alle fuldt tilladte. Under Hitler var der streng censur af alle tyske udgivelser, men den ugentlige zionistiske avis blev frit solgt ved alle aviskiosker og gadehjørner. Den klare opfattelse syntes at være, at et tysk nationalsocialistisk parti var det rette politiske hjemsted for landets 99% tyske flertal, mens zionistisk nationalsocialisme ville udfylde den samme rolle for det lille jødiske mindretal. [se længere fodnote [1]

I 1934 inviterede zionistiske ledere en vigtig SS-embedsmand til at bruge seks måneder på at besøge den jødiske bosættelse i Palæstina, og da han vendte tilbage, blev hans meget positive indtryk af den voksende zionistiske virksomhed offentliggjort som en massiv serie i 12 dele i Joseph Goebbels Der Angriff, nazi-partiets flagskibs-medieorgan, der bærer den beskrivende titel “A Nazi Goes to Palestine”. I sin meget vrede kritik fra 1920 af den jødiske bolsjevikiske aktivitet havde Churchill hævdet, at zionismen var låst i en voldsom kamp med bolsjevismen om den europæiske jødedoms sjæl, og kun dens sejr kunne sikre venskabelige fremtidige forhold mellem jøde og ikke-jøde. Baseret på tilgængelige beviser syntes Hitler og mange af de andre nazistiske ledere at have nået en noget lignende konklusion i midten af ​​1930’erne.

I den æra fandt man nogle gange ekstremt barske følelser vedrørende diaspora-jødedommen i ret overraskende kredse. Efter at kontroversen omkring Shamirs nazistiske bånd brød ud i overskrifterne, blev Brenners materiale kernen til en vigtig artikel af Edward Mortimer, den mangeårige Mellemøstekspert på den fornyede Times of London, og 2014-udgaven af ​​bogen indeholder nogle udvalgte uddrag fra Mortimers 11. februar 1984 Tidsskrift:

‘Hvem fortalte et Berliner-publikum i marts 1912, at “hvert land kun kan optage et begrænset antal jøder, hvis det ikke vil have forstyrrelser i maven. Tyskland har allerede for mange jøder”?

Nej, ikke Adolf Hitler men Chaim Weizmann, senere præsident for Verdens Zionistiske Organisation og stadig senere, den første præsident for staten Israel.

Og hvor kan du finde følgende påstand, oprindeligt komponeret i 1917, men genudgivet så sent som i 1936:

”Jøden er en karikatur af et normalt, naturligt menneske, både fysisk og åndeligt. Som individ i samfundet gør han oprør og kaster sig fra den sociale forpligtelse, kender ingen orden eller disciplin”

Ikke i Der Sturmer, men i organet for den zionistiske ungdomsorganisation, Hashomer Hatzair.

Som ovenstående citerede udtalelse afslører, opmuntrede og udnyttede zionismen selv had i diasporaen. Det startede ud fra den antagelse, at antisemitisme var uundgåelig og endda i en vis forstand berettiget, så længe jøderne var uden for Israels land.

Det er rigtigt, at kun en ekstrem sindssyg del af zionismen gik så langt som at tilbyde at deltage i krigen på Tysklands side i 1941 i håbet om at etablere “den historiske jødiske stat på et nationalt og totalitært grundlag og bundet af en traktat med det tyske rige.” Desværre var dette den gruppe, som Israels nuværende premierminister valgte at slutte sig til.’

Den meget ubehagelige sandhed er, at de barske karakteristika af diaspora-jødedommen, der findes på siderne i Mein Kampf, ikke var så forskellige fra det, der blev udtrykt af zionismens grundlæggere og dens efterfølgende ledere, så samarbejdet mellem disse to ideologiske bevægelser var egentlig ikke så fuldstændigt overraskende.

Imidlertid forbliver ubehagelige sandheder, ubehagelige. Mortimer havde brugt nitten år på Times, det sidste dusin af dem som udenlandsk specialist og leder-skribent om mellemøstlige anliggender. Men året efter, han skrev den artikel, inklusive de kontroversielle citater, sluttede hans karriere på den avis, hvilket førte til et usædvanligt hul i hans beskæftigelses-historik, og den udvikling kan være tilfældig eller ikke. [næppe tilfældig].

Også ret ironisk var rollen som Adolf Eichmann, hvis navn i dag formentlig rangerer som en af ​​de mest berømte halve snes nazister i historien på grund af hans kidnapning efter krigen i 1960 af israelske agenter, efterfulgt af hans offentlige skueproces (show trial) og henrettelse som en krigsforbryder. Som det skete, havde Eichmann været en central nazist i den zionistiske alliance, selv studeret hebraisk og tilsyneladende blevet noget af en philo-semiselv studeret hebraisk og tilsyneladende blevet noget af en philo-semit i årene med sit tætte samarbejde med top-zionistiske ledere.

Brenner er fanget af sin ideologi og sine overbevisninger og accepterer uden tvivl den historiske fortælling, som han er opdraget med. Han synes ikke at finde noget mærkeligt ved, at Eichmann var en filosemitisk partner for de jødiske zionister i slutningen af ​​1930’erne, for så pludselig at blive forvandlet til en massemorder af de europæiske jøder i begyndelsen af ​​1940’erne, som beredvilligt begik de monstrøse forbrydelser, som Israelere aflivede ham for.

Dette er bestemt muligt, men jeg undrer mig virkelig. En mere kynisk iagttager kan finde det et meget mærkeligt tilfælde, at den første fremtrædende nazist, som israelerne gjorde en sådan indsats for at opspore og dræbe, havde været deres nærmeste tidligere politiske allierede og samarbejdspartner. Efter Tysklands nederlag var Eichmann flygtet til Argentina og boet der tavst i en årrække, indtil hans navn dukkede op igen i en fejret kontrovers i midten af ​​1950’erne omkring en af ​​hans førende zionistiske partnere, der dengang boede i Israel som en respekteret embedsmand, som blev fordømt som en nazistisk kollaboratør, til sidst dømt uskyldig efter en berømt retssag, men senere myrdet af tidligere medlemmer af Shamirs fraktion.

Efter denne kontrovers i Israel gav Eichmann angiveligt et langt personligt interview til en hollandsk nazistisk journalist, og selv om det ikke blev offentliggjort på det tidspunkt, kan der måske være kommet besked om dets eksistens i omløb. Den nye stat Israel var kun et par år gammel på det tidspunkt og meget politisk og økonomisk skrøbelig, desperat afhængig af god vilje og støtte fra Amerika og jødiske donorer verden over. Deres bemærkelsesværdige tidligere nazistiske alliance var en dybt undertrykt hemmelighed, hvis offentlige frigivelse kunne have haft absolut katastrofale konsekvenser.

I kølvandet på versionen af ​​interviewet, der senere blev offentliggjort som en historie i to dele i Life Magazine, berørte Eichmanns udtalelser tilsyneladende ikke det dødelige emne i 1930’ernes nazi-zionistiske partnerskab. Men israelske ledere må sikkert have været bange for, at de måske ikke var så heldige næste gang, så vi kan spekulere i, at Eichmanns eliminering pludselig blev en top national prioritet, og han blev opsporet og fanget i 1960. Formentlig blev der brugt hårde midler for at overtale ham til ikke at afsløre nogen af ​​disse farlige hemmeligheder før krigen i hans Jerusalem-retssag, og man kunne undre sig over, om grunden til, at han blev berømt og forhørt i en lukket glaskabine, var for at sikre, at lyden hurtigt kunne afbrydes, hvis han begyndte at forvilde sig bort fra det aftalte manuskript [samme med Saddam Hussein efter hans tilfangetagelse: ‘Ligheden med Adolf Eichmanns farce af en retssag minder om Saddams idiotiske skueproces af en ‘retssag’.] Al denne analyse er rent spekulativ, men Eichmanns rolle som en central figur i 1930’ernes nazi-zionistiske partnerskab er ubestridelig historisk kendsgerning.

Ligesom vi kunne forestille os, var USA’s overvældende pro-israelske forlagsindustri næppe ivrige efter at tjene som en offentlig kanal for Brenners chokerende afsløringer af et tæt nazi-zionistisk økonomisk partnerskab, og han nævner, at hans bogagent ensartet modtog afslag fra hvert firma, han henvendte sig til, baseret på en lang række forskellige undskyldninger. Men til sidst lykkedes det ham at finde et ekstremt obskur forlag i Storbritannien, der var villig til at påtage sig projektet, og hans bog blev udgivet i 1983, og modtog i første omgang ingen anmeldelser udover et par hårde og overfladiske fordømmelser, selvom det sovjetiske Izvestia interesserede sig for hans resultater, indtil de opdagede, at han var en forhadt trotskist.

Hans store gennembrud kom, da Shamir pludselig blev Israels premierminister, og han bragte sine beviser for tidligere nazistiske bånd til den engelsksprogede palæstinensiske presse, som bragte den i generel omløb. Forskellige britiske marxister, herunder den berygtede “Red Ken” Livingstone fra London, organiserede en foredragsturne for ham, og da en gruppe højreorienterede zionistiske militante angreb en af ​​begivenhederne og påførte skader, fangede historien om slagsmålet opmærksomheden hos de almindelige aviser. Kort efter dukkede diskussionen om Brenners forbløffende opdagelser op i Times of London og kom ind i de internationale medier. Formentlig kørte New York Times-artiklen, der oprindeligt havde fanget mit øje, i denne periode.

PR-professionelle er ret dygtige til at minimere virkningen af ​​skadelige afsløringer, og pro-israelske organisationer har ingen mangel på sådanne personer. Lige før udgivelsen af ​​sin bemærkelsesværdige bog i 1983 opdagede Brenner pludselig, at en ung pro-zionistisk forfatter ved navn Edwin Black arbejdede rasende på et lignende projekt, tilsyneladende støttet af tilstrækkelige økonomiske ressourcer til, at han beskæftigede en hær på 50 forskere, for at give ham mulighed for at færdiggøre sit projekt på rekordtid.

Da hele det pinlige emne om et nazi-zionistisk partnerskab var blevet holdt væk fra offentligheden i næsten fem årtier, virker denne timing helt sikkert mere end blot tilfældig. Formodentlig var budskabet om Brenners talrige mislykkede bestræbelser på at sikre sig en mainstream-udgiver i løbet af 1982, opdaget, ligesom hans endelige succes med at finde en lille publikation i Storbritannien. Efter at have undladt at forhindre offentliggørelse af sådant eksplosivt materiale, besluttede pro-israelske grupper stille og roligt, at deres næstbedste mulighed var at forsøge at overtage kontrollen over emnet selv [kontrolleret opposition, limited hangout og damage control], hvilket tillod afsløring af de dele af historien, der ikke kunne skjules, men udelukkede emner af største farer, mens den portrætterer den beskidte historie i det bedst mulige lys.

Blacks bog, The Transfer Agreement, kan være ankommet et år senere end Brenners, men blev tydeligvis bakket op af langt større omtale og ressourcer. Den blev udgivet af Macmillan, et førende forlag, var næsten dobbelt så lang som Brenners korte bog og havde stærke tilslutninger fra ledende skikkelser fra jødisk aktivismes firmament, herunder Simon Weisenthal Center, Israel Holocaust Memorial og American Jewish Archives . Som en konsekvens heraf fik den lange, om ikke nødvendigvis positive anmeldelser i indflydelsesrige publikationer som The New Republic og Commentary.

Retfærdigvis skal jeg nævne, at Black i forordet til sin bog hævder, at hans forskningsindsats var blevet totalt frarådet af næsten alle, han henvendte sig til, og som en konsekvens heraf havde han arbejdet på projektet med ensom intensitet i mange år. Dette indebærer, at den næsten samtidige udgivelse af de to bøger udelukkende skyldtes tilfældigheder. Men sådan et billede stemmer næppe overens med hans glødende vidnesbyrd fra så mange fremtrædende jødiske ledere, og personligt finder jeg Brenners påstand om, at Black blev hjulpet af 50 forskere, langt mere overbevisende. [et efterretningsprojekt, med andre ord]

Da både Black og Brenner beskrev den samme grundlæggende virkelighed og stolede på mange af de samme dokumenter, er de historier, de fortæller, i de fleste henseender generelt ens. Men Black udelukker omhyggeligt enhver omtale af tilbud om zionistisk militært samarbejde med nazisterne, endsige de gentagne forsøg fra Shamirs zionistiske fraktion på officielt at slutte sig til aksemagterne efter krigen var brudt ud, såvel som talrige andre detaljer af særlig pinlig karakter.

Forudsat at Blacks bog blev udgivet af de grunde, jeg foreslog, tror jeg, at de pro-israelske gruppers strategi stort set lykkedes, idet hans version af historien tilsyneladende hurtigt har fortrængt Brenners, undtagen måske i stærkt venstreorienterede eller anti-zionistiske kredse. Når man googler hver kombination af titlen og forfatteren, får Blacks bog otte gange så mange hits, og hans Amazon-salgsrækker og antallet af anmeldelser er også større med nogenlunde samme faktor. Mest bemærkelsesværdigt er det, at hverken Wikipedia-artiklerne om “The Transfer Agreement” og  “The Ha’avara Agreement” indeholder nogen som helst omtale af Brenners forskning, selvom hans bog blev udgivet tidligere, var langt bredere, og kun han leverede de underliggende dokumentariske beviser. Som et personligt eksempel på den aktuelle situation var jeg ret uvidende om hele Ha’avara-historien, indtil for blot et par år siden, da jeg stødte på nogle website-kommentarer, der nævnte Blacks bog, hvilket førte mig til at købe og læse den. Men selv dengang forblev Brenners langt mere vidtfavnende og eksplosive værk totalt ukendt for mig indtil for ganske nylig.

Hitlers jødiske soldater
Da Anden Verdenskrig begyndte, bortfaldt dette nazi-zionistiske partnerskab hurtigt af indlysende årsager. Tyskland var nu i krig med det britiske imperium, og økonomiske overførsler til det britisk drevne Palæstina var ikke længere muligt. Ydermere var de arabiske palæstinensere blevet ret fjendtlige over for de jødiske immigranter, som de med rette frygtede kunne fortrænge dem, og når først tyskerne blev tvunget til at vælge mellem at bevare deres forhold til en relativt lille zionistisk bevægelse eller vinde den politiske sympati fra et stort hav af Mellemøstlige arabere og muslimer, var deres beslutning naturlig. Zionisterne stod over for et lignende valg, og især da krigstidens propaganda begyndte så kraftigt med at tilsværte de tyske og italienske regeringer, var deres langvarige tidligere partnerskab ikke noget, de ønskede bredt kendt.

Men i nøjagtig samme øjeblik kom en noget anderledes og lige så længe glemt forbindelse mellem jøder og Nazityskland pludselig frem i lyset.

Som de fleste mennesker alle steder, var den gennemsnitlige tysker, hvad enten han var jøde eller ikke-jøde, sandsynligvis ikke så politisk, og selvom zionismen i årevis var blevet tildelt en privilegeret plads i det tyske samfund, er det ikke helt klart, hvor mange almindelige tyske jøder, der var meget opmærksomme på det [compartmentalization, propaganda og forvirring]. De titusinder, der emigrerede til Palæstina i den periode, var sandsynligvis lige så meget motiveret af økonomisk pres som af ideologisk engagement. Men krigstid ændrede sagen på andre måder.

Dette gjaldt endnu mere for den tyske regering. Udbruddet af en verdenskrig mod en magtfuld koalition af de britiske og franske imperier, senere forstærket af både Sovjetrusland og USA, påførte den slags enorme pres, der ofte kunne overvinde ideologiske skrupler. For et par år siden opdagede jeg en fascinerende bog fra 2002 af Bryan Mark Rigg, Hitler’s Jewish Soldiers (Hitlers jødiske soldater), en videnskabelig afhandling af præcis, hvad titlen antyder. Kvaliteten af ​​denne kontroversielle historiske analyse indikeres af de glødende anbefalinger fra talrige akademiske eksperter og en yderst favorabel behandling af en eminent forsker i The American Historical Review.

Det er klart, at den nazistiske ideologi i overvejende grad var centreret om race og betragtede racerenhed som en afgørende faktor i national sammenhængskraft. Personer, der besad betydelig ikke-tysk herkomst, blev betragtet med betydelig mistænksomhed, og denne bekymring blev stærkt forstærket, hvis denne blanding var jødisk. Men i en militær kamp mod en modsatrettede koalition, der besidder mange gange Tysklands befolkning og industrielle ressourcer, kan sådanne ideologiske faktorer overvindes af praktiske overvejelser, og Rigg argumenterer overbevisende for, at omkring 150.000 halv-jøder eller kvart-jøder tjente i de væbnede styrker i det Tredje Reich, en procentdel, der sandsynligvis ikke er meget anderledes end deres andel af den generelle militære alders-befolkning.

Tysklands længe integrerede og assimilerede jødiske befolkning havde altid været uforholdsmæssigt i storbyer, velhavende og veluddannede. Som følge heraf er det ikke helt overraskende, at en stor del af disse delvist jødiske soldater, der tjente Hitler, faktisk var kampofficerer snarere end blot menige værnepligtige, og de omfattede mindst 15 halvjødiske generaler og admiraler, og en andet dusin kvart-jøder med samme høje rang. Det mest bemærkelsesværdige eksempel var feltmarskal Erhard Milch, Hermann Goerings magtfulde næstkommanderende, som spillede en så vigtig operationel rolle i skabelsen af ​​Luftwaffe. Milch havde bestemt en jødisk far, og ifølge nogle meget mindre underbyggede påstande, måske endda også en jødisk mor, mens hans søster var gift med en SS-general.

Indrømmet, selv den race-rene SSelite havde generelt langt strengere stamtræ-standarder, endda med spor af ikke-arisk afstamning, der normalt blev opfattet som diskvalificerende fra medlemskab. Men selv her var situationen nogle gange kompliceret, da der var udbredte rygter om, at Reinhard Heydrich, den andenrangsfigur i den meget magtfulde organisation, faktisk havde betydelige jødiske aner. Rigg undersøger den påstand uden at komme til nogen klare konklusioner, selvom han synes at mene, at de involverede indicier kan være blevet brugt af andre højtstående nazistiske skikkelser som et punkt for afpresning mod Heydrich, der stod som en af ​​de mest vigtige skikkelser i Det Tredje Rige.

Som en yderligere ironi, sporede de fleste af disse personer deres jødiske herkomst gennem deres far i stedet for deres mor, så selvom de ikke var jøder ifølge rabbinsk lov, afspejlede deres familienavne ofte deres delvist semitiske oprindelse, selvom de nazistiske myndigheder i mange tilfælde forsøgte at overse dette flittigt i denne åbenlyse situation. Som et ekstremt eksempel, bemærket af en akademisk anmelder af bogen, fik en halvjøde, der bar det tydeligt ikke-ariske navn Werner Goldberg, faktisk sit fotografi som fremtrædende foto i en nazistisk propagandaavis fra 1939, med billedteksten, der beskrev ham som “Den Ideele Tyske Soldat”

Forfatteren gennemførte mere end 400 personlige interviews af de overlevende med jødisk afstamning og deres slægtninge, og disse tegnede et meget blandet billede af de vanskeligheder, de havde mødt under det nazistiske regime, som varierede enormt, afhængigt af særlige omstændigheder og autoriteternes personligheder over dem. En vigtig kilde til klager var, at del-jøder på grund af deres status ofte blev nægtet den militære hæder eller forfremmelse, de med rette havde opnået. Men under særligt gunstige forhold kan de også lovligt omklassificeres som værende af “tysk blod”, hvilket officielt fjernede enhver skamplet på deres status.

Selv den officielle politik synes at have været ret modstridende og vaklende. For eksempel, da de civile ydmygelser, som nogle gange blev påført de fuldt jødiske forældre om at tjene halv-jøder, blev bragt til Hitlers opmærksomhed, betragtede han den situation som utålelig, idet han erklærede, at enten skal sådanne forældre skal være fuldt beskyttet mod disse fornærmelser eller at alle halv-jøder skal fritstilles fra tjeneste, og til sidst i april 1940 udstedte han et dekret, der krævede det sidste. Denne ordre blev dog stort set ignoreret af mange befalingsmænd eller implementeret gennem et æressystem, der næsten svarede til “Spørg ikke, fortæl ikke”, så en betragtelig brøkdel af halv-jøder forblev i militæret, hvis de ønskede det . Og så i juli 1941 vendte Hitler noget om, og udstedte et nyt dekret, der tillod “værdige” halv-jøder, der var blevet fritstillet om at vende tilbage til militæret som officerer, samtidig med at han meddelte, at efter krigen ville alle kvart-jøder blive omklassificeret fuldstændigt som ariske borgere af “tysk blod”

_{[Indskudt bemærning: Den uhyre alsidige jødiske antropolog, Robert Sepehr (Per Brændgaards yndlingsinspiration i øvrigt), pointerer, at meget genetik, arkæologi og andre felter allerede er håbløst forældede,. Sepehr siger bl.a. at grunden til, at progressive antropologer, bruger ordet arisk er, fordi ordet ‘arisk’ er ætset ind i sten for tusinder af år siden af ​​den tidligste landbrugscivilisation, som kaldte sig selv og deres sprog arisk – han sige ydermere, at der er intet eksempel noget sted i oldtidens historie, hvor udtrykket proto -indo-europæisk bruges indtil efter 2. verdenskrig, hvor det af politiske korrekte årsager erstattede ordet arisk, hvilket er en høflig måde at sige på, at man ønsker at skjule sand historie og erstatte den med politiske egalitære marxistiske kultlignende eventyr]}

Det er blevet sagt, at efter at der blev rejst spørgsmål om nogle af hans underordnedes jødiske herkomst, svarede Göring engang vredt “Jeg bestemmer, hvem der er jøde!” og den holdning synes rimeligvis at fange noget af kompleksiteten og den subjektive karakter af den sociale situation.

Interessant nok huskede mange af personer af delvist jødisk aftsamning, interviewet af Rigg, at før Hitlers magtovertagelse, havde blandet ægteskab af ​​deres forældre ofte fremkaldt meget større fjendtlighed fra den jødiske snarere end den ikke-jødiske side af deres familier, hvilket tyder på, at selv i det stærkt assimilerede Tyskland, var den traditionelle jødiske tendens til etnisk eksklusivitet stadig forblevet en stærk faktor i det samfund.

Selvom del-jøderne i tysk militærtjeneste bestemt var udsat for forskellige former for mishandling og diskrimination, burde vi måske sammenligne dette med den analoge situation i vores eget militær i de samme år med hensyn til Amerikas japanske eller sorte minoriteter. I løbet af den æra var racemæssigt blandet ægteskab per lov forbudt i en stor del af USA, så den blandede befolkning af disse grupper var enten næsten ikke-eksisterende eller meget forskellig i oprindelse. Og da japansk-amerikanere fik lov til at forlade deres koncentrationslejre i krigstid og melde sig til militæret, var de helt begrænset til adskilte kun-japanske enheder, men med generelt kun hvide officerer. I mellemtiden var sorte næsten fuldstændig udelukket fra kamptjeneste, selvom de nogle gange tjente i strengt adskilte støtteroller. Forestillingen om, at en amerikaner med ethvert mærkbart spor af afrikansk, japansk eller for den sags skyld kinesisk herkomst kunne tjene som general eller endda officer i det amerikanske militær, og dermed udøve kommandomyndighed over hvide amerikanske tropper, ville have været næsten utænkelig. Kontrasten til praksis i Hitlers eget militær er helt anderledes, end hvad amerikanerne måske naivt tror.

Den Traditionelle Jødedoms Fokus på Race
Dette paradoks er ikke nær så overraskende, som man kunne antage. De ikke-økonomiske opdelinger i europæiske samfund havde næsten altid været på linje med religion, sprog og kultur snarere end racemæssig herkomst, og den sociale tradition i mere end et årtusinde kunne ikke let fejes væk med blot en halv snes års Nationalsocialistisk ideologi. I alle disse tidligere århundreder blev en oprigtigt døbt jøde, hvad enten vedkommende var i Tyskland eller andre steder, sædvanligvis betragtet som en lige så god kristen som enhver anden. For eksempel kom Tomas de Torquemada, den mest frygtindgydende skikkelse af den frygtede Spanske Inkvisition, faktisk fra en familie af jødiske konvertitter.

Endnu bredere raceforskelle blev næppe anset for at være af afgørende betydning. Nogle af de største helte fra særlige nationale kulturer, såsom Ruslands Alexander Pushkin og Frankrigs Alexandre Dumas, havde været personer med betydelig sort afrikansk herkomst, og dette blev bestemt ikke betragtet som nogen form for diskvalificerende karakteristika.

Derimod havde det amerikanske samfund fra dets begyndelse altid været skarpt opdelt efter race, hvor andre forskelle generelt udgjorde langt mindre hindringer for blandet ægteskab og familiesammenlægning. Jeg har set udbredte påstande om, at da Det Tredje Rige udtænkte sine Nürnberg-love fra 1935, der begrænsede ægteskab og andre sociale arrangementer mellem ariere, ikke-ariere og delvist ariere, trak dets eksperter på noget af USAs lange juridiske erfaring i lignende sager, og dette virker ret plausibelt. Under den nye nazistiske statut fik allerede eksisterende blandede ægteskaber en vis juridisk beskyttelse, men fremover kunne jøder og halvjøder kun gifte sig med hinanden, mens kvartjøder kun kunne gifte sig med almindelige ariere. Den åbenlyse hensigt var at absorbere den sidstnævnte gruppe i det almindelige tyske samfund, samtidig med at den mere tungt-jødiske befolkning blev isoleret.

Ironisk nok er Israel i dag et af meget få lande med lignende strengt racebaserede kriterier for statsborgerskabsstatus og andre privilegier, med den jødiske immigrationspolitik, der nu ofte håndhæves af DNA-test, og ægteskaber mellem jøder og ikke-jøder lovligt forbudt. For nogle år siden bragte verdensmedierne også den bemærkelsesværdige historie om en palæstinensisk araber, der blev idømt fængsel for voldtægt, fordi han havde haft seksuelt samvær med en jødisk kvinde ved at udgive sig for at være en jøde.

Da den ortodokse jødedom er strengt matrilineær og kontrollerer israelsk lov, kan selv jøder fra andre grene opleve uventede vanskeligheder på grund af konflikter mellem personlig etnisk identitet og officiel juridisk status. Langt størstedelen af ​​de rigere og mere indflydelsesrige jødiske familier verden over følger ikke ortodokse religiøse traditioner, og gennem generationerne har de ofte taget ikke-jødiske hustruer. Men selv hvis sidstnævnte havde konverteret til jødedommen, betragtes deres konverteringer som ugyldige af det ortodokse rabbinat, og ingen af ​​deres resulterende efterkommere betragtes som jøder. Så hvis nogle medlemmer af disse familier senere udvikler et dybt engagement i deres jødiske arv og immigrerer til Israel, bliver de nogle gange forargede over at opdage, at de officielt er klassificeret som “goyim” under ortodoks lov, og det er forbudt ved lov at gifte sig med rigtige jøder. Disse store politiske kontroverser bryder med jævne mellemrum ud, og når nogle gange de internationale medier.

Det slår mig, at enhver amerikansk embedsmand, der ville foreslå racemæssige DNA-tests for at beslutte inkludering eller udelukkelse af potentielle immigranter, ville have en meget vanskelig tid med at forblive i embedet, med de jødiske aktivister fra organisationer som ADL sandsynligvis ledende i angrebet [de jødiske organisationer fremmer aktivt immigration i USA]. Og det samme ville helt sikkert være tilfældet for enhver anklager eller dommer, der sendte ikke-hvide i fængsel for forbrydelsen at “udgive sig for” at være hvide, og derved formå at forføre kvinder fra den sidstnævnte gruppe. En lignende skæbne ville ramme fortalere for sådanne politikker i Storbritannien, Frankrig eller de fleste andre vestlige nationer, hvor den lokale ADL-lignende organisation helt sikkert spiller en vigtig rolle. Alligevel skaber sådanne eksisterende love i Israel blot en lille midlertidig forlegenhed, når de bliver dækket i de internationale medier, og forbliver alligevel uvægerligt på plads, efter at tumulten er stilnet og blevet glemt. Denne slags spørgsmål anses for at være en smule vigtigere end den israelske premierministers tidligere nazistiske bånd i krigstid gennem det meste af 1980’erne.

Men måske ligger løsningen på denne forvirrende forskel i offentlighedens reaktion via en gammel vittighed. En venstreorienterets vid hævdede engang, at grunden til, at USA aldrig har haft et militærkup, er, at det er det eneste land i verden, der mangler en amerikansk ambassade til at organisere sådanne aktiviteter. Og i modsætning til USA, Storbritannien, Frankrig og mange andre overvejende hvide lande, har Israel ingen indenrigs jødisk-aktivistisk organisation, der udfylder ADL’s magtfulde rolle.

I løbet af de sidste par år har mange eksterne iagttagere bemærket en tilsyneladende meget underlig politisk situation i Ukraine. Det uheldige land besidder magtfulde militante grupper, hvis offentlige symboler, erklærede ideologi og politiske herkomst alle umiskendeligt markerer dem som nynazister. Alligevel bliver disse voldelige nynazistiske elementer alle financieret og kontrolleret af en jødisk oligark, som har dobbelt israelsk statsborgerskab. Ydermere var denne ejendommelige alliance blevet født af denne jordemoder’ og velsignet af nogle af USA’s førende jødiske Neocon-figurer, såsom Victoria Nuland, der med succes har brugt deres medieindflydelse til at holde sådanne eksplosive fakta væk fra den amerikanske offentlighed.

^{[Kort kommentar: Mange historisk kyndige Nationalsocialister har den største foragt for de Ukrainske Nynazister, da de anser dem for at være en ahistorisk kimære og pseudo-nazister. NB! Dette er ikke en Pro-Hitler bemærkning, men en pointering]}

Ved første øjekast virker et tæt forhold mellem jødiske israelere og europæiske nynazister så grotesk og bizar en misalliance, som man kunne forestille sig, men efter for nylig at have læst Brenners fascinerende bog, ændrede mit perspektiv sig væsentligt. Den største forskel mellem dengang og nu er faktisk, at zionistiske fraktioner i løbet af 1930’erne, repræsenterede en meget ubetydelig juniorpartner til et magtfuldt Tredje Rige, mens det i disse dage er nazisterne, der indtager rollen som ivrige tilhængere af den internationale zionismes formidable magt., som nu så stærkt dominerer det amerikanske politiske system og derigennem en stor del af verden.

– Ron Unz, 4. August 2018, UNZ Review , American Pravda: Jews and Nazis – The Hidden History of the 1930s and 1940s.

——

Se også andre artikler af Ron Unz og andre i den hypereksplosive American Pravda serie: American Pravda Series (hele serien)

Udvalg:

American Pravda: The Nature of Anti-Semitism
Jews, Nazis, and Israel
American Pravda: Oddities of the Jewish Religion
American Pravda: Mossad Assassinations
American Pravda: Holocaust Denial
American Pravda: Remembering the Liberty

Ildspor Eftertanker
Set i lyset af alt ovenstående, bliver det vedholdende rygte om, at selveste general Reinhart Gehlen trænede Mossad efter krigen, mere og mere plausibel. Denne påstand om Mossad og Gehlen blev fremført af ingen ringere end den højtrangerende amerikanske efterretningsofficer og tidligere statsanklager, John Loftus [limited hangout]. For nogle er det ikke en sensation, men jeg tvivler på, at det er en del af den almene historiebevidsthed. John Loftus og Mark Aarons har skrevet om, hvordan israelske operatører faktisk arbejdede med tidligere nazister i Gehlen-organisationen. Gehlen var Hitlers øverste militære efterretningschef for den østlige front (men var angiveligt en del af den militære modstandsbevægelse mod Hitler). Efter krigen drev Gehlen det vesttyske efterretningsapparat indtil 1968, og regnes for en af de mest legendariske spionmestre fra den kolde krig. Han organiserede Gehlen-organisationen og blev senere præsident for det tyske føderale efterretningsbureau. Gehlen blev af CIA hyret til at spionere på Sovjetunionen. Han ledede den østeuropæiske indsats for CIA i denne henseende. Han brugte det samme netværk som i Anden Verdenskrig til at spionere, bortset fra, at de nu arbejdede for USA. Hans operationsområde omfattede Ukraine. – kilde. I denne sammenhæng er det interessant, at den skarpe forsker, Doug Valentine, fik akindsigt i CIA arkivet vedr. Ukraine: Et ni minutters segment fra 21:30 om Gehlen og CIA. Esssensen er, at de har kultiveret mafiøse fascistbånd i Ukraine indtil idag: CIA arkiv: del 2 af Doug Valentines The CIA As Organized Crime. – at CIA bruger paramilitære, højreorienterede nazistiske grupper, korrupte politikere og forretningsmænd, kup og krigsførelse mod den østlige Ukraine-region i Donbass.

Det er i øvrigt besynderligt, at den Jesuit-kontrollerede berygtede Malta ridderorden, Sovereign Military Order of Malta (SMOM, i 1948 gav en af sine højeste ordener Reinhard Gehlen for hans tjeneste for den romersk-katolske kirke. SMOM er kendt for at dekorere magteliten, CIA spooks og Nazister, med deres medaljer. Det sidste giver desuden associationer – igen igen – til den evige klassiske konspirations-diskussion om, hvorvidt Rothschild dynastiet eller en mere skjult Black Nobiliy er den højeste i magtpyramiden blandt supereliten. De er i hvert klart, at fra de fleste researchere, er Rothschild de mest synlige, når man er nede i the Rabbit Hole. Hvad der også forekommer mig at være klart er, at stort set alle blandt Superelitens secret societies arbejder sammen om disse højforbrydersike handlinger mod menneskeheden for at realisere en forfærdelig transhumanistisk og biometrisk Ny Verdensorden.

Se også nogle af Ildspors seneste artikler juni 2022:

Hvem er Supereliten?
Danmark er Borgen, Danskere som Borgs & Den Nye Verdensorden
Oberst om Rusland-Ukraine – hvad DK ikke får at vide…
Flashback: Rockefeller – en historie om ufattelig ondskab
Magtelitens Multimilliardærer ønsker DETTE – ikke Penge Corbett og Reiner Fuelmich
Professor Mattias Desmet interviewet af James Corbett om Kollektiv Hypnose
Planetens Skæbne – Kendskab til 5. Generationskrigsførelse rettet mod DIG er altafgørende

_________________________________

[1] En kommentar til Unz’ sektion om Hitlers priviligering af de zionistiske jøders status.

Ifølge den britiske historiker David Irving (som er blevet forsøgt miskrediteret) var de to største bidragydere til det nazistiske parti generaldirektørerne for to af de største Berlin-banker, begge jødiske, og en af ​​dem lederen af ​​zionismen i Tyskland. Irving afslørede denne kendsgerning modvilligt i et brev skrevet af Dr. Heinrich Bruning, Tysklands kansler før Hitler, til Winston Churchill i 1949, mens han researchede til sin bog “Churchill’s War:

“Jeg ønskede ikke og ønsker heller ikke i dag, af forståelige grunde, at afsløre, at fra oktober 1928 var de to største regelmæssige bidragydere til det nazistiske parti generaldirektørerne for to af de største Berlin-banker, begge af jødisk tro, og en af ​​dem lederen af ​​zionismen i Tyskland.”
– The Real Winston Churchill by Historian David Irving – You Tube – fra 13.20 to 16:19.

Angiveligt udgjorde zionistiske jøder allerhøjest 3 procent (estimat) af jøder, i Tyskland, mens flertaller af assimilerede jøder ikke brød sig om de zionistiske jøder, som de åbenbart blev offer for. Mange jøder og tyskere kender selvfølgelig ikke den del af historien heller, men er hjernevaskede af historiens sejrherrer.

‘I 1925 udkom bogen “Mein Kampf” af Adolf Hitler. På hele dens syv hundrede plus sider er jøder fordømt engros.. Han skriver, som om den gennemsnitlige jødiske borger havde opfundet Zions protokoller og verdensrevolutionen. Dette er idiotisk, fordi det ikke handler om det jødiske folk, snarere om meget specifikke jøder. Specifikt handler det om dem i de hemmelige selskaber, der havde til hensigt at forme verden..Hvor er deres navne? Den formodede største jødehader gennem alle tider har intet at sige om Adolphe Cremieux, Theodor Herzl, Parvus-Helphant, Leo Trotzky, Kaganovich, Warburgs, Rothschilds, Trebitsch-Lincoln, Bernhard Baruch, Mandell House og Walter Rathenau, bare for at nævne nogle få. Det er fuldstændig latterligt. Disse navne var simpelthen kendt af ham, fordi de allerede var blevet nævnt af Ford i hans bog “Den internationale jøde” og var velkendt af alle interesserede i politik. Han vækker åbenlyst had mod frimureriet, som formodes at tjene jøderne, men alligevel møder han i hemmelighed udenlandske toppen af frimurere for at forberede sig på magtovertagelsen. Navnet på B’nai B’rith Lodge, selve frimureriets centrum, er helt udeladt i hans bog.’
– Dieter Ruggeberg, tysk Deep State researcher

_{(I Tyskland blev Fords artikler fra The Dearborn Independent udgivet i fire bind, kumulativt med titlen ‘The International Jew, the World’s Foremost Problem’ udgivet af Theodor Fritsch, medlem af Rigsdagen. I et brev skrevet i 1924 beskrev Heinrich Himmler, Henry Ford som “en af vores mest værdifulde, vigtige og vittige kæmpere”. Ford er den eneste amerikaner, der nævnes positivt i Mein Kampf, selvom han kun nævnes én gang: Adolf Hitler skrev: “kun en enkelt stor mand, Ford [til jødernes raseri], opretholder stadig fuld uafhængighed …[fra ] producenternes kontrollerende herrer i en nation på hundrede og tyve millioner”. Hitler sagde, at han betragtede Ford som sin “inspiration”, der forklarede hans grund til at holde Fords portræt i naurlig størrelse ved siden af sit skrivebord. Alle topnazister kendte indholdet af Fords bog. Ford fik Jernkorset af Hitler)}

Den nazistiske ledelse tog ingen juridiske skridt mod frimureriets B’nai B’rith i 1933, som fik lov til at fortsætte sine undergravende aktiviteter. B’nai B’rith havde 12.000 medlemmer i 80 loger i Tyskland, heraf tre i Berlin. Hitler lukkede alle frimurerloger i Tyskland fra 1933-35 (officiel historieskrivning). B’nai B’rith var den eneste jødiske organisation, som Hitler gav lov til at forblive aktiv og åben under det nazistiske regime efter 1933. (Viktor Ostretsov, “Freemasonry, Culture, and Russian History”, Moskva, 1999), selvom propaganda hævder, at det blev opløst i Tyskland i 1937 (Lexikon des Judentums”). Men Hitler lukkede faktisk først i 1939 B’nai B’riths operationer i Tyskland. Det var først, da krigen var begyndt, i november 1939, at B’nai B’ rith fik deres dokumenter konfiskeret. Den jødiske VOBB loge fik sit bibliotek konfiskeret i april 1938.
– Nazis or Zionists

Et opsigtsvækkende postulat: Et åbent brev fra jødiske rabbinere vedrørende den nye polske lov 2018, af Rabbi Moshe Beck – New York, Rabbi Meir Hirsh – Jerusalem og Rabbi Alter Hachhouser – London:

‘…kendsgerninger, der er blevet bevist og offentliggjort bredt: den zionistiske bevægelses samarbejde med nazisterne, og deres hindring af redningen af ​​jøder, når det forstyrrede deres nationalistiske projekt – for ikke at nævne, at zionisterne har en lang historie med at skabe problemer for jøder i lande rundt om i verden for at få dem til at flygte til deres stat for sikkerhed( ….I virkeligheden eskalerer staten Israel ikke kun international antisemitisme, men har aldrig bragt fred eller sikkerhed til jøder. Zionisterne er dem, der skabte en jødisk-arabisk konflikt ved at skabe “et jødisk hjemland” i Palæstina. De tændte hadets ild i de arabiske lande mod jøder.. I året 1948 umiddelbart efter oprettelsen af ​​staten Israel, havde dens grundlæggere, gennem tricks og frygt-taktik, succes med at importere over en million jøder fra arabiske lande til deres nye stat. Mange af disse uheldige personer blev fængslet i lukkede lejre og bevogtet omhyggeligt 24 timer i døgnet. Deres ejendom blev taget fra dem, og de måtte ikke kontakte omverdenen. Deres børn blev tvangsført bort til sekulære zionistisk genuddannelses-lejre kation og derefter ind i deres hær.

Dette var tilfældet, selvom de var helt religiøse jøder. Mange af disse børn blev kidnappet af den zionistiske bevægelse og skandaløst solgt for profit(4). Hvis nogen vovede at protestere, blev de fængslet, befandt sig uden nogen rettigheder eller nogen kilde til levebrød, og i mange tilfælde blev de myrdet.

Gennem disse kriminelle handlinger og lignende terrortaktik kvælede staten Israel oppositionens stemme og præsenterede sig selv som repræsentant for jødedommen og verdensjødedommen. I sandhed er det indlysende, at staten Israel på ingen måde kan forme eller forme repræsentere verdens jødedom’
– Et åbent brev fra jødiske rabbinere vedrørende den nye polske lov, 13. marts 2018

Den jødiske forfatter J.G. Burg rapporterer om Chaim Weizmann i sin bog Schuld und Schicksal (Skyld og skæbne), umodsagt og ubestridt siden udgivelsen (i 1962): “Det ville genere mig lidt, hvis kolera eller bolsjevisme kom over Tyskland. For mit vedkommende kan begge plager komme over tyskerne… Jeg ville hurtigere se de tyske jøders undergang end staten Israels undergang for jøderne.”

Burg udleder heraf, at Weizmann kun ønskede at realisere sit zionistiske koncept, uden hensyntagen til de tyske jøders skæbne.”Wir verweisen nur auf die Feststellung des jüdischen Schriftstellers J.G. Burg in seinem Buch “Schuld und Schicksal” (Oldenburg 1972, S. 32): je mehr Unrecht die Juden in der Welt erleben müssen, je mehr sie verfolgt werden, desto besser stehen die Chancen der Zionisten.” (“Jo mere uret jøder i verden skal gennemgå, jo ​​mere jagede /forfulgte de er, jo bedre er chancen for zionisterne”).

Edmond de Rothschild became known as the «Father of the Yishuv» because of their involvement in early Israeli settlements.
- ISRAEL A CREATION OF THE ROTHSCHILD HOUSE

Uprooted Palestinians rapporterer: Under et tv-interview rapporterer Times of Israel, at Balfour for første gang afslørede rollen om sin kusine Dorothy de Rothschild.

Rothschild beskrev Dorothy, der var i teenageårene på det tidspunkt, som ”hengiven til Israel”, og sagde: ‘Hvad hun gjorde, var altafgørende vigtigt.’” Rothschild sagde, at Dorothy forbandt zionistlederen Chaim Weizmann til det britiske etablissement. Dorothy "fortalte Weizmann, hvordan man integrerer sig, hvordan man indsætter sig selv i det britiske etablissements sliv, hvilket han lærte meget hurtigt." Rothschild sagde, at den måde, erklæringen blev fremskaffet på, var ekstraordinær.

"Det var det mest utrolige stykke opportunisme." "[Weizmann] kommer til Balfour," beskrev Rothschild, "og utroligt nok overtaler han Lord Balfour og Lloyd George, premierministeren og de fleste af ministrene, om at denne idé om et nationalt hjem for jøder skal have lov til at finde sted. . Jeg mener, det er så, så usandsynligt." [nej, længe planlagt]

Interviewet blev lavet af den tidligere israelske ambassadør Daniel Taub som en del af Balfour 100-projektet. … Rothschild sagde, at erklæringen gennemgik fem udkast, før den endelig blev udstedt den 2. november 1917. Alison Weir rapporterer i sin bog, Against Our Better Judgment: The Hidden History of How the U.S. Was Used to Create Israel, at udkast til erklæringen gik frem og tilbage til zionister i USA, før dokumentet blev færdiggjort. Hovedforfatteren var den hemmelige zionist Leopold Amery.’
- Rothschild behind the creation of the Zionist terrorist state, Uprooted Palestinians

Interview fra 2017 om dette med Jakob Rothschilds egne ord, det nuværende overhovede for Rothschildfamilien:

Rothschild er – faktuelt set – overalt, også i Danmark (Staten vælger Rothschild igen og igen | Berlingske) - se mere i den måske eneste intensive og længste analyse om Rothschild på dansk: Rothschild - Del 3, uddrag

Lid mere kortt baggrund om Rothschild:

‘Frankfurt var på det tidspunkt hovedkvarteret for jesuitten, Adam Weishaupt, grundlæggeren af ​​Illuminati, samt Rothschild brødrenes finansielle imperium. Dette er værd at gentage: Frankfurt var fødestedet for både Illuminati- og Rothschild-imperiet. Da Jacob Frank kom ind i byen, var alliancen mellem de to allerede begyndt. Weishaupt sørgede for jesuiterordenens konspiratoriske ressourcer, mens Rothschilds bidrog med pengene. Det, der manglede, var et middel til at sprede Illuminatti’s dagsorden, og som frankisterne tilføjede med deres netværk af agenter i hele den kristne og islamiske verden.Jacob Frank blev øjeblikkeligt velhavende, fordi han fik en flot sum af Rothschilds i Frankfurt. Der er ingen anden forklaring… Jesuitternes mål var ødelæggelsen af ​​den protestantiske reformation, hvilket førte til en tilbagevenden af ​​en pave, der sad til doms over hele menneskeheden. Rothschilds mål var at kontrollere planetens rigdom. Og den frankistiske vision var ødelæggelsen af ​​jødisk etik, der skulle erstattes af en religion baseret på det stik modsatte af Guds hensigter. Da disse fraktioner blandede sig, udbrød en blodig krig mod menneskeheden, med jøderne i frontlinjen, og den er ved at nå sit højdepunkt i dette øjeblik….Rabbiner Antelman beviser, at den amerikanske præsident Woodrow Wilson blev grundigt korrumperet af frankisterne gennem deres agent Colonel House. Det var Wilson, der satte en stopper for USA’s åbne immigrationspolitik. Indtil da, trods al deres fortvivlelse, afviste de fleste østeuropæiske jøder Palæstina som en flugtvej, og flertallet valgte Amerika som deres destination. Fra nu af vil meget få nyde denne mulighed. Det skulle være Palæstina eller ingen steder.

Nu springer vi til 1933. Mindre end 1% af de tyske jøder støtter zionismen. Mange forsøger at flygte fra nazismen med båd til latinske og nordamerikanske havne, men den internationale diplomatiske ordre var at nægte dem adgang og sende dem tilbage. Enhver tysk jøde, der afviste Palæstina som sit husly, ville blive sendt tilbage . I 1934 fik flertallet af de tyske jøder beskeden og henvendte sig til den eneste jødiske organisation, som var tilladt af nazisterne, Labour-zionisterne. De tyske jøder ville først blive indoktrineret til bolsjevismen i arbejderzionismens lejre og derefter, med britisk godkendelse, overført til Palæstina. De fleste var der, da briterne udsendte hvidbogen, der forbød yderligere jødisk immigration. Labour-zionisterne fik de jøder, de ønskede.’
– Barry Chamish (Chamish var selv jøde og zionist)

' Hvis vi kigger bag sløret, pressens lunkne nudler i koldt vand, taler vi ultimativt om en magt idag, som både kan defineres som secret societies gennem generationer, teknokratisk transhumanisme, egne efterretningstjenester, zionistisk ideologi samt højkriminel multifacetteret titanisk skjult power, som verden aldrig har set før - eller meget gamle dynastiers magt som manifesterer sig langt mere synligt nu, og som er hævet over alle internationale love. Det er velkendt blandt hardcore analytiker-veteraner i sandhedsbevægelserne, at Clintons, Bush, Obama og Trump (og Biden-klovnen) blot er lakajer for den skjulte magt bag magten i et kunstigt arrangeret politisk show, et stort Kabuki teater. Præsident John F. Kennedy var den sidste mere eller mindre ulydige amerikanske præsident (og han var ingen engel heller). Måske var Andrew Jackson den eneste efffektive ulydige præsident i USA. Empirisk historie viser, at gigantiske hemmeligheder kan skjules over generationer af tid uden at flertallet opdager det, i sig selv en del af magtens diabolske kunst udi perception management.'
- citat fra:

Ifl. professor Kevin Barret er Guyenots bog den hidtil bedste afklaring af det jødiske spørgsmål.

‘Dr. Guyenot’ afhandling er, i en nøddeskal, at en lille jødisk elite, der repræsenterer en meget lille brøkdel af jøder, har kapret tanken om Gud og vendt det til deres egen selvforstørrelse. I løbet af to og et halvt årtusinde har denne elite terroriseret sit eget folk for at håndhæve deres følelse af adskillelse fra andre grupper, der giver rigdom og magt i processen. I dag tror mange blandt den jødiske befolkning heller ikke på Gud eller praktiserer de fleste af de foreskrevne jødiske ritualer. Men terroriseringen af det jødiske folk ved deres eget lederskabs hånd fortsætter; den håndhævede følelse af adskillelse fra andre samfund og samlingen af rigdom og magt af den jødiske elite, hvis primære våben er tilpasningen af årtusinder gamle hjernevaskprocesser til nutidens sekulære omgivelser. Med Israel som erstattende Yahweh som et centralt fokus for tilbedelse. Dr. Guyenot foreslår, at det almindelige jødiske folk, måske endda mere end ikke-jøder, er deres egen elites største ofre. Hans bog er en opfordring til jøderne til at blive opmærksom på sindene i deres mentale fængsel og derefter træde ud i lyset. ‘
– ‘Small Minority of Jews Are the Real ‘Jewish Question’ – Laurent Guyenot’s Important New Book’. Kevin Barrett, Russia Insider, 18. june 2018

Brendon O’Connell: I dette lille hæfte – “The Merchants of Venom”, afslører Michael Hoffmant, hvordan Jewish Power fabrikerer had til “Jøder” for sine egne formål:

Når vi tænker over ovenstående, husker vi den gamle plan, som blev lagt i det Israelske arbejderpartis avis “Davar” i 1952:

‘Jeg vil ikke skamme mig over at indrømme, at hvis jeg havde magten, som jeg har viljen, ville jeg udvælge en snes effektive unge mænd – intelligente, anstændige, hengivne til vores ideal og brændende af lyst til at hjælpe med at forløse jøder – og jeg ville sende dem til de lande, hvor jøder er opslugt af syndig selvtilfredshed. Disse unge mænds opgave ville være at forklæde sig som ikke-jøder og plage disse jøder med antisemitiske slogans, såsom ‘Bloody Jew’, ‘Jøde, rejs til Palæstina!’ og lignende ‘intimiteter’. Jeg kan stå inde for, at resultaterne i form af betydelig immigration til Israel fra disse lande ville være ti tusinde gange større end resultaterne fra tusindvis af udsendte, som i årtier har prædiket for døve ører.”
Redaktør ‘Sharun’, leder, artikel i det regerende Labour-partis officielle avis ø
– “Davar”, Israel – 11. juli 1952

Vi så denne metode taget i brug i Irak og andre områder i Mellemøsten, hvor irakiske jøder blev drevet til det besatte Palæstina, da deres synagoger blev angrebet, ligesom enkeltpersoner.

Det blev senere indrømmet, at zionistiske provokatører brugte sprængstofferne til at angribe irakiske jøder og også mål i Irak. Det var et “inside job”, at få jøder til Palæstina, og det er en løbende operation.’
– Brendon O”Connell

Da Naeim Giladi (berømt jøde) første gang fandt det forskningsmateriale, han brugte til denne bog, var han chokeret. Han troede ikke på, at jøder ville dræbe andre jøder for politiske formål.'BEN-GURIONS SCANDALS How the Hagannah and The Mossad Eliminated Jews' tilgængelig for første gang siden det blev forbudt i USA og Israel (2004)

Ben Gurions skandaler: Hvordan Haganah og Mossad eliminerede jøder, SOTT, fre, 12. januar 2007
Den irakisk-fødte jøde Naeim Giladis bog er forbudt i Israel og USA og er igen tilgængelig over hele verden.

"Efter at have læst hr. Giladis ødelæggende førstehåndsberetning om zionistisk plyndring og massakrer selv på andre jøder, når det var nødvendigt, er det ikke overraskende, at bogen blev forbudt," fastslår Carol Adler, præsident for Dandelion Books.

Giladi rapporterer om forbrydelser begået af zionister i deres vanvid for at importere rå jødisk arbejdskraft fra Mellemøsten. Nyligt fraflyttede landbrugsarealer skulle pløjes for at skaffe mad til immigranterne, og de militære rækker skulle fyldes med værnepligtige for at forsvare de stjålne jorder. Udtaler Giladi:

"Jeg skriver denne bog for at fortælle det amerikanske folk, og især de amerikanske jøder, at jøder fra islamiske lande ikke emigrerede frivilligt til Israel; at for at tvinge dem til at forlade, dræbte jøder jøder; og at for at købe tid for at konfiskere stadigt flere arabiske lande, afviste jøder ved adskillige lejligheder ægte fredsinitiativer fra deres arabiske naboer. Jeg skriver om, hvad Israels første premierminister kaldte 'grusom zionisme.' Jeg skriver om det, fordi jeg var en del af det. "

Alex de Tocqueville bemærkede engang, at det var lettere for verden at acceptere en simpel løgn end en kompleks sandhed. Det har bestemt været lettere for verden at acceptere den zionistiske løgn om, at jøder blev fordrevet fra muslimske lande på grund af antisemitisme, og at israelere, aldrig araberne, var fredsforfølgerne.
Sandheden er langt mere kræsen; større spillere på verdensscenen trak i trådene.

Giladi tilføjer: "Disse spillere, mener jeg, bør holdes ansvarlige for deres forbrydelser, især når de bevidst terroriserede, fordrev og dræbte uskyldige mennesker på alteret af nogle ideologiske imperativer." Vi jøder forlod ikke vores forfædres hjem på grund af naturligt fjendskab mellem jøder og muslimer. Og vi arabere – og jeg siger araber, fordi det er det sprog, min kone og jeg stadig taler derhjemme – vi arabere har ved talrige lejligheder søgt fred med jødernes stat. "Og endelig, som amerikansk statsborger og skatteyder .... skal vi amerikanere stoppe med at støtte racediskrimination i Israel og den grusomme ekspropriation af landområder på Vestbredden, Gaza, Sydlibanon og Golanhøjderne. "
Ben Gurion's Scandals: How the Haganah and The Mossad eliminated Jews,
SOTT, Fri, 12 Jan 2007

Professor Kevin Barrett: “I bogen, The Trigger, argumenterer David Icke for, at jødisk zionisme er baseret på sabbatæisk-frankisme: Professor Kevin Barrett, David Icke: Who Did 9/11 and Why? Part One of a Two-Part Interview, UNZ Review