En forbrydelse mod menneskeheden: The Great Reset 1914-1918

Parallel til The Great Reset 2020-2024

af Paul Cudenec

Oversættelse til dansk fra A crime against humanity: the Great Reset of 1914-1918


Intro ved ChaosNavigator:

Jeg kan kun tilslutte mig Paul Cudenecs erkendelse, når han skriver: ‘Det er blevet meget klart for mig… at den store krig 1914-1918 og The Great Reset i 2020'erne er relaterede.’

Dette er en sort svane, som modbeviser tesen om, at der kun findes de hvide svaner, dvs. den officielle historieskrivning om 1. Verdenskrig. Dette er RYSTENDE die-hard hardcore historieskrivning, og en af de to vigtigste artikler jeg har oversat i hele mit liv. Enhver bør læse den, måske ikke mindst militærfolk. Dette er ikke bare en artikel. Hvis du læser dette, er du en af de meget meget meget få danskere, som bliver præsenteret for denne viden. Faktisk tror jeg, at ikke en eneste dansk artikel om sandheden om dette uhyrlige røveri, rovmassemord og historieforfalskning ang. 1. Verdenskrig eksisterer på dansk. Dette er dog langt større end 1. Verdenskrig, da det er den samme kontinuitet, de samme metoder (blot mere raffinerede i visse henseeender) idag under 2020-2024. Alle dine forfædre og dig selv, din familie idag, er dybt dybt præget af det - dengang og nu - på tragisk maner….uden at være bevidst om årsagerne til sved, blod og tårer.

Se også: Steiner, Corbett & Cudenec - på sporet af logerne

Jeg har klippet lidt uddrag fra Shadow World også, da den giver lidt indblik i krigens natur - et uddrag:

Du kan se Shadow World her i fuld længde.

Hvis man ikke i det mindste er åben overfor Paul Cudenecs monumentalt vigtige essays indhold, hvis værdi ikke kan overdrives, forbliver man en af de mange lykkeligt uvidende. Hvis du læser den blot én gang, vil du for altid forblive en af de ‘Noahs Ark’-bærere af undertrykt historiebevidshed, foruden hvilken det sande menneskelige ikke kan overleve. Kun de som kender løgnene, kan fortælle verden sandheden. De som tror på løgnene som sandhed, kan ikke frigøre sig. For dine forfædres, din nutids families og dine børn og venners, dine medmenneskers fremtid. Is there anybody out there…..?

Cudenec er en af de få analytikere, som i moderne tid har dykket ind i mysteriet om Rothschilds på en dybdegående lødig måde.

Lidt om Paul Cudenec - han er en af de intellektuelt vågne, har spirituelt islæt, anarkist, en metafysisk dyb og bred tænker, og en vågen intellektuel ekskavator. Lidt bio her: https://orgrad.wordpress.com/a-z-of-thinkers/paul-cudenec/

Måske man skal se Cudenec, her er han f.eks. interviewet af Geopolitics & Empire som også har interviewet James Corbett, Iain Davis mange gange, G.E. Griffin, m.fl: https://geopoliticsandempire.com/2023/12/19/paul-cudenec-combating-criminocrats/

Cudenecs analyser kan anses for at være blandt de journalistisk fineste analyser af The Deep State/WEF/ med rigelige fodnoter og dyb ekskavering af imperiets falske lag (i mangel på et bedre ord) - dem som vil eller kan, kan selv ved syn for sagn tjekke Cudenecs analyser. F.eks. hans samling: Converging Against the Criminocrats.

Han er én ud af mange, som har analyseret kriminokratiet (Cudenecs neologisme), men der er meget meget få i DK, som gør det samme (dette pga. DK’s uanseelige størrelse og fordi de franske, tyske, italienske og engelske dissidenter er mere fremme i skoen end de danske).

Opvågnede intellektuelle som Cudenec og andre ligesindede, som har gennemskuet følgende essens på 3 linjer forneden, er farlige for imperiet, og han er selv blevet angrebet af imperiets agenter - han skriver:

"Det er vigtigt at sige højt og tydeligt, at et enkelt verdensomspændende kriminelt netværk, kriminokratiet, bag kulisserne kører alt fra WEF til WHO, FN til EU, BlackRock til Verdensbanken"
- Paul Cudenec, Converging Against the Criminocrats

Se mere:

Converging Against the Criminocrats: a new free book

En forbrydelse mod menneskeheden: The Great Reset 1914-1918 - oversættelse:

I. Traumet: lig og tårer
II. De sammensvorne: guld og imperium
III. Midlet: korruption og løgne
IV. Målene: profit og kontrol
V. Fremtiden: hukommelse og raseri

I. Traumet: lig og tårer

Millioner af mænd døde i Første Verdenskrig, eller Den Store Krig, som den oprindeligt hed, i et kvalmende og grotesk skue af masseblodbad, der måske er det tætteste, vi nogensinde er kommet på at bringe helvede til jorden.

Bunker af lig, halvt begravet i mudder og viklet ind i pigtråd, unge kroppe sprængt i stykker, lemmer spredt i hav af blod, da ordren endnu en gang kom om at gå "over toppen" og gå ind i en næsten sikker død konfronteret med granater, giftgas og maskingeværer.

"I år 1916, i to kampe (Verdun og Somme) blev ofre på over 1.700.000 led de på begge sider... På alle fronter i hele krigen døde næsten 13.000.000 mænd i de forskellige væbnede styrker af sår og sygdom". [1]

I årevis fortsatte slagteriet, mens alt, hvad der blev opnået ved dette afskyelige offer af menneskeheden, var et par hundrede meters territorium, som snart skulle opgives i den anden sides modangreb.

Visioner af ren og skær rædsel fra skyttegravene har hjemsøgt min fantasi, siden jeg var dreng, og har formet den måde, jeg ser verden på.

Gennem årene har jeg mødt mange andre i min generation, der havde det præcis på samme måde, og jeg spørger nogle gange mig selv, hvorfor det skulle være sådan.

Anden Verdenskrig var en begivenhed meget tættere på, og jeg hørte førstehåndsberetninger om de tyske bombetogter mod England fra mine forældre, men Første Verdenskrig fandt sted et halvt århundrede før jeg blev født. Hvorfor rørte det mig så meget?

Som ung mand var jeg meget klar over, at jeg også ville være blevet fanget af dette mareridt, hvis jeg var blevet født på et andet tidspunkt i historien, at det ville have været mig og mine venner, der var blevet blinde eller forkrøblede eller udslettet fra Jordens overflade før vi overhovedet havde haft chancen for at leve.

Jeg spekulerede til tider på, om jeg havde været der, personligt, i en tidligere eksistens, men jeg tror nu, at vores kollektive sjæl har lidt et enormt traume, som ville tage mange år at hele.

Det var frem for alt den rene meningsløshed ved drabet, der forblev ætset i flere generationers hjerter.

Bortset fra en vag idé om at stoppe den preussiske militarisme, var det aldrig klart for os, hvorfor Første Verdenskrig overhovedet blev udkæmpet.

Vi var selvfølgelig alle klar over, at der var dem, der havde tjent på krigen, men selve begivenheden syntes at have været resultatet af kaotiske sammenstød mellem modstridende nationale og imperiale interesser og ambitioner; en eksplosion af pres, på en eller anden måde både uundgåeligt og tilfældigt, som havde bygget op i årtier og endelig blev udløst af mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i juni 1914.

Hvordan tillod magthaverne denne absurde krig at finde sted og fortsætte så længe, ​​når de menneskelige omkostninger var så smertefuldt bevist? Der var en følelsesløshed, som altid var svær at forstå.

Min senere anti-krigs- og anti-våbenhandels-aktivisme (hvor jeg skrev dette digt ) var uden tvivl drevet af forskellige kulturelle udtryk om emnet, ikke mindst de mange sange, der er blevet skrevet om rædslerne fra WWI og krigsførelse generelt (såsom denne , denne , denne eller denne ).

En af mine favoritter er Eric Bogles Green Fields of France , oprindeligt kaldet No Man's Land , som er adresseret til graven af ​​Willie McBride, et medlem af hele generationen, der blev "slagtet og fordømt".

Og jeg kan ikke lade være med at undre mig, unge Willie McBride

Vidste de, der ligger her, hvorfor de døde?

Og troede de, da de svarede på sagen

Troede de virkelig, at denne krig ville afslutte krige?

Sorgen, lidelsen, æren, smerten

Drabet og døden blev alt sammen gjort forgæves

For unge Willie McBride skete det hele igen

Og igen og igen og igen og igen

Sange som disse sammen med bøger, digte , film og kunstværker (som den af ​​William Kermode, tilpasset til denne artikel) får mig stadig til at græde. Tårerne vælder op mig, mens jeg skriver disse ord, faktisk.

Det er tårer, ikke kun af sorg for dem, der døde, men af ​​vrede mod dem, der lod massemordet finde sted.

Denne vrede var stærk nok, da jeg tilskrev krigen til vildledt nationalisme eller ligegyldig inkompetence.

Men nu, efter at have læst to afgørende vigtige bøger af et par skotske forskere, har mit livslange sorgfulde raseri fundet et mere præcist mål.

I deres retsmedicinsk-metodisk undersøgte og omhyggeligt refererede bog fra 2013 Hidden History: The Secret Origins of the First World War og deres 2018-opfølgning Prolonging the Agony: How the Anglo-American Establishment Deliberately Extended WWI by Three-and-a-Half Years , viser Gerry Docherty og Jim Macgregor, at det forfærdelige slagteri var bevidst planlagt og orkestreret af hensyn til en meget specifik dagsorden.

De afslører, med deres egne ord, at "langt fra søvngængeri ind i en global tragedie, blev den intetanende verden overfaldet af en hemmelig kabale af krigsmagere i London". [2]

Dette netværk, som vi i dag kan kalde det militær-finansielle-industrielle kompleks, konspirerede ikke kun for at starte krigen, men konspirerede derefter for at holde den i gang for at opfylde sine egne modbydelige mål.

Jeg vil kraftigt anbefale folk at læse disse værker, sammen med forfatternes blog på firstworldwarhiddenhistory.wordpress.com , for at få fuld indsigt i, hvad de har opdaget.

Alternativt kunne du se denne fremragende dokumentar fra James Corbett, som opsummerer deres resultater.

[Indskudt kommentar: ‘Prolonging The Agony præsenterer læseren for en enorm mængde beviser, som afslører, hvordan enormt rige og magtfulde mænd i Storbritannien og USA bevidst forlængede 1. verdenskrig, mens de høstede endnu større formuer fra den. Den gengiver de store løgne og den ondsindede propaganda, som blev skabt i Storbritannien og Amerika for at retfærdiggøre krig mod Tyskland, og grunden til at den blev forlænget ud over foråret 1915 for at knuse Tyskland. Den hemmelige elite, kabalen, der arbejdede uendeligt på at bringe krig til Europa med henblik på at skabe en ny verdensorden, var ansvarlig. For at dække deres spor sikrede eliterne og deres agenter, at der blev skabt en falsk historie for at retfærdiggøre alt, hvad der skete. Prolonging The Agony dekonstruerer den falske historie side for side.

Den undersøger i detaljer, hvordan den britiske regering lånte i et hidtil uset omfang fra Wall Street-bankfolk for at finansiere dødens ammunition. Forbindelserne mellem førende aktører – såsom Rothschild-bankfamilien og deres JP Morgan-bankforbindelser på Wall Street – blev formaliseret til et punkt, hvor den britiske økonomi bogstaveligt talt blev overdraget til denne pengemagtens kabale. Vi demonstrerer omfanget af de anti-tyske løgne og propaganda, der udgår fra Oxford University, den hemmelige elites akademiske hjemsted i Storbritannien, og hvordan det førte til, at millioner af unge britiske mænd meldte sig for at kæmpe under totalt falske forudsætninger. At vinde den amerikanske offentligheds hjerter og sind, så de sluttede sig til finansfolkene, viste sig at være en vanskeligere opgave, men det faktum, at USA ville gå ind i krigen, var garanteret fra starten af deres stråmand i Det Hvide Hus, Præsident Woodrow Wilson og hans plejer, Edward Mandel House.’ - delvis oversættelse, se resten på engelsk ]

Her sigter jeg efter at skabe en forbindelse, som de ikke kunne gøre i disse publikationer før 2020, og heller ikke på deres hjemmeside, som de sidst postede i 2019, og som ikke kunne laves af nogen anden, der markerer hundredeåret for krigens afslutning.

For at gøre det, vil jeg også trække på historikernes Carroll Quigley’s og Niall Ferguson’s arbejde, begge på hver deres måde "insidere", som fik adgang til arkiver, der ikke var tilgængelige for offentligheden.

Denne forbindelse er åbenbart til det 21. århundredes Great Reset , som kan prale af en mængde lidelser, der hurtigt konkurrerer med det 20. århundredes Store Krig, og som skræmmende nok ser ud til at være organiseret efter de samme linjer, med de samme mål, af de samme interesser.

II. De sammensvorne: guld og imperium

Først og fremmest, lad os tage et kig på nogle af de nøglepersoner, der er anklaget for at have konstrueret Den Store Krig.

De var alle en del af en lyssky gruppe med rødder i det britiske overklassesamfund, men med stærke bånd til det, Quigley betegner som "det østlige etablissement" i USA. [3]

Drivkraften bag det, der i dag kaldes Commonwealth , deres oprindelige rigdom og indflydelse var i vid udstrækning baseret på plyndring af guld og diamanter fra det sydlige Afrika.

Cecil Rhodes (1853-1902)

Selvom han døde 12 år før krigen begyndte, spillede Rhodes en afgørende rolle i at sikre, at den fandt sted, efter at have iværksat oprettelsen af ​​det hemmelige imperialistiske samfund, der planlagde konflikten.

Manden, der gav sit navn til Rhodesia, nu Zimbabwe, er i dag noget berygtet, til det punkt, at en international protestbevægelse, Rhodes Must Fall , blev oprettet for at opfordre til, at hans statue fjernes fra Oxford University og andre steder.

Selvom han hovedsageligt er blevet angrebet for sine racistiske synspunkter, er det måske mindre kendt, i hvilket omfang han var motiveret af penge og magt.

Quigley forklarer, at Rhodes "febrilsk udnyttede Sydafrikas diamant- og guldmarker" [4] og steg til at blive premierminister for Kapstaden [Cape Colony], mens journalisten William Stead beskrev ham som "den første af det nye dynasti af pengekonger, som er blevet udviklet i disse senere dage, som de virkelige herskere i den moderne verden”. [5]

Rhodes var emigreret fra England til Sydafrika som ung mand og fandt sig selv arbejde på Kimberleys diamantminer. Docherty og Macgregor forklarer, at Rhodes tiltrak sig opmærksomheden fra en Rothschild-agent, som vurderede de lokale muligheder for investering i diamanter.

"Støttet af Rothschild-finansiering købte Cecil Rhodes mange små minekoncerner ud, fik hurtigt monopolkontrol og blev uløseligt forbundet med det magtfulde House of Rothschild.

"Selvom Rhodes blev krediteret for at omdanne De Beers Consolidated Mines til verdens største diamantleverandør, skyldtes hans succes i høj grad den økonomiske opbakning fra Lord Natty Rothschild, som havde flere aktier i virksomheden end Rhodes selv... Ingen af ​​dem havde nogen betænkeligheder ved at bruge magtanvendelse mod afrikanske stammer i deres ubønhørlige stræben efter at øge britisk dominans i Afrika”. [6]

Rhodes var meget tæt på Rothschild – i tre af sine testamenter forlod han bankmanden som sin kurator, i den ene som sin eneste administrator [7] – og de to af dem var stiftende medlemmer af den konspiratoriske gruppe, selvom Rothschild foretrak at forblive i baggrunden.

Rhodes Trust, med dets transatlantiske Rhodes-stipendier, skulle senere spille en nøglerolle i at udvide gruppens indflydelse i USA og var en del af den store plan for verdenskontrol, som manden selv havde drømt om.

Stead skrev til sin kone efter at have mødt Rhodes: "Jeg kan ikke fortælle dig hans plan, fordi den er for hemmelig. Men det involverer millioner... Han tog sig til mig. Fortalte mig nogle ting, han ikke har fortalt nogen anden mand – undtagen Lord Rothschild”. [8]

Lord Natty Rothschild (1840-1915)

Rothschild var en ekstraordinært indflydelsesrig international bankmand og finansmand, leder af den britiske gren af ​​familien og "en massiv investor i guld, diamanter, olie, stål, jernbaner og våben". [9]

Docherty og Macgregor bemærker, at "Rothschild-dynastiet var indbegrebet af 'pengemagten' i en grad, som ingen anden kunne konkurrere med", og tilføjede, at de var "almægtige i britisk og verdens bankvæsen" og betragtede sig selv som ligestillede med royalty, selv til omfanget af at kalde deres London-base 'New Court'. [10]

På tærsklen til den store krig var de "en formidabel finansiel kraft", skriver Ferguson: "NM Rothschild & Sons var langt den største private bank i City of London i form af kapital". [11]

Familien havde også stor indflydelse i USA gennem sine medarbejdere hos JP Morgan, som vi vil se.

Ved Rothschilds død skrev Western Morning News : "Denne finansprins og ven af ​​kong Edward kendte sandsynligvis mere til den indre historie om europæiske krige og diplomati generelt end den største statsmand, vi nogensinde har haft. Ethvert stort politisk strejf af nationen i det sidste halve århundrede er gået forud af den korte, men altafgørende meddelelse, 'Lord Rothschild besøgte premierministeren i går'”. [12]

Som allerede antydet var finansmanden med i krigsmagernes sammensværgelse fra starten; ja endda før dens konkrete begyndelse med grundlæggelsen af ​​Rhodes' hemmelige selskab i 1891. "Den 15. februar 1890 rejste Rhodes fra Sydafrika til Lord Rothschilds landejendom for at præsentere sin plan", forklarer Macgregor og Docherty. [13]

Alfred Milner (1854-1925)

Milner, en akademiker og journalist, der blev embedsmand, tog fat, hvor Rhodes slap, og fremskubbede den hemmelige gruppes fuldspektrede dominans af de øverste lag af det britiske liv.

Quigley siger: "Han blev en af ​​de største politiske og finansielle magter i England, med hans disciple strategisk placeret overalt i England på væsentlige steder, såsom redaktionen af ​​The Times , redaktionen af ​​The Observer , administrerende direktør for Lazard Brothers, forskellige administrative stillinger og endda kabinetsstillinger. Forgreninger blev etableret i politik, high finance, Oxford og London universiteter, tidsskrifter, embedsværket og skattefritagede fonde”. [14]

Milners forbindelse til medlemmer af den hemmelige sammensværgelse kan spores tilbage i det mindste til april 1891, hvor han vides at have spist middag med Rothschild. [15]

Quigley afslører, at han senere fandt lukrativ beskæftigelse som "fortrolig rådgiver for visse internationale finansmænd i Londons finansdistrikt", [16] mens Docherty og Macgregor bemærker, at han blev "godt belønnet af sine bank- og industrivenner for det utrættelige arbejde, han gjorde for at genindsætte og øge deres overskud”. [17]

Milner blev medlem af bestyrelsen for London Joint Stock Bank (senere Midland Bank), formand for Rothschilds Rio Tinto Co., direktør for Mortgage Company of Egypt og Bank of British West Africa.

Det er væsentligt, at de, der kendte ham, understregede, at han "troede på den højt organiserede stat". [18]

Han er også blevet citeret som en tidlig fortaler for "lederrevolutionen", hvilket vil sige kontrollen af ​​samfundet ved en ikke-valgt gruppe, der ikke er ansvarlig over for den brede offentlighed.

I begge disse henseender kan vi se stærke paralleller mellem Milners politiske holdning og senere kontroversielle karakterers.

I Fascism Rebranded: Exposing the Great Reset beskriver jeg den måde, et tysk "ledelsesakademi" efter 2. verdenskrig blev drevet af tidligere medlemmer af Adolf Hitlers berygtede SS. [19]

Og selvfølgelig startede Klaus Schwabs fascistiske World Economic Forum livet i 1971 som European Management Forum.

Ligesom Milner afviser Schwab demokrati på bekostning af "agil regeringsførelse" [20] og sigter mod "system management af den menneskelige eksistens". [21]

Det er vigtigt for enhver, der søger en reel forståelse af vores samfund at forstå den historiske kontinuitet mellem britisk plutokratisk imperialisme, fascisme og den nuværende plutofascistiske Great Reset.

Feltmarskal Jan Smuts (1870-1950)

I dag husket for sine to perioder som Sydafrikas premierminister og sit racistiske forsvar af apartheidsystemet, var Smuts et centralt medlem af sammensværgelsen.

Han fortsatte med at sidde i det britiske krigskabinet, en inderkreds dannet af betroede medlemmer af Milner-følget til at lede konflikten 1914-1918. [22]

Jeg har skrevet meget i de senere år om falske grønne , falske anarkister og falske venstreorienterede , men Smuts er et bemærkelsesværdigt eksempel på en falsk nationalist.

Oprindeligt en entusiastisk tilhænger af Rhodes, der endda fungerede som hans agent, syntes Smuts pludselig at blive til hans fanatiske modstander.

Quigley skriver, at dette ry som en anglofob gjorde det muligt for Smuts at rejse sig til en magtposition i Transvaal i en meget tidlig alder.

Men det var humbug: ”Han holdt fast ved det ideal, som han delte med Rhodes og Milner – idealet om et forenet Sydafrika. Alle hans handlinger fra denne dato og frem [1895] – uanset hvor meget de overfladisk set kan synes at føre i en anden retning – var rettet mod den endeligt opnåede ende: et forenet Sydafrika i det britiske imperium”. [23]

[Kommentar: Et eksempel på 2 modsatrettede falske oppositioner styret af den samme hånd]

Hans ultimative mål om et britisk-domineret verdensimperium gør Smuts til et tidligt eksempel på, hvad der nu ofte kaldes en "globalist".

Under Anden Verdenskrig forudså han allerede oprettelsen af ​​NATO og måske EU, da han "foreslog, at et føderalt Vesteuropa blev inkluderet i Storbritanniens regionale blok" [24] af et globalt system.

Og studerende af den globale udviklingsdagsorden vil være interesseret i at lære, at Smuts skrev det første udkast til FN-pagten.

Plus mange flere…

Quigley går i detaljer om et ekstraordinært antal medlemmer af det hemmelige Rhodes-Milner-netværk i sine bøger Tragedy and Hope og The Anglo-American Establishment , og jeg vil ikke forsøge at beskrive dem alle her.

Men det er værd at bemærke den rolle, som den liberale og daværende Labour-politiker Richard Haldane (1856-1928) spillede, som fungerede som juridisk rådgiver i Rothschild i mange år [25], og hvis program for hærreformer før den Store Krig blev "offentligt godkendt" ” af Natty Rothschild ifølge Ferguson. [26]

Der var også den liberale politiker Reginald Baliol Brett (1852-1930), som blev Viscount Esher i 1899, og havde en enorm indflydelse bag kulisserne.

Quigley forklarer: "Denne mulighed for at påvirke beslutninger i centrum kom fra hans forhold til monarkiet. I mindst femogtyve år (fra 1895 til efter 1920) var Esher formentlig den vigtigste rådgiver i politiske spørgsmål for dronning Victoria, kong Edward VII og kong George V”. [27] Han endte med at stå for de fysiske ejendomme i alle de kongelige boliger.

Og en anden semi-usynlig imperial manager var Lionel Curtis (1872-1955), engangssekretær for Milner. Quigley siger, at det, Curtis troede skulle ske med det britiske imperium, ofte viste sig at være det, der faktisk skete en generation senere.

For eksempel besluttede han i 1911, at navnet på Hans Majestæts Dominions skulle ændres fra 'British Empire' til 'Commonwealth of Nations'. Dette blev gjort officielt i 1948. "Curtis, der arbejder bag kulisserne, har været en af ​​hovedarkitekterne i det nuværende Commonwealth", siger Quigley. [28]

Senere i livet blev Curtis en fortaler for en verdensstat . Imperialisme og globalisme er blot to måder at beskrive én snigende proces på.

III. Midlet: korruption og løgne

Enhver, der har undersøgt, hvad der er sket for os siden 2020, vil være klar over graden af ​​forudgående planlægning.

Dette går langt ud over Event 201- pandemiprøven eller tidlige forslag til vaccinepas eller den mislykkede " fugleinfluenza "-manøvre i 2005/2006.

Covid var blot udløseren, startpistolen, til den meget brede Great Reset, som nu rulles ud i alle dens faser.

Forskellige forberedelser til denne komplekse overgang har været undervejs i lang tid nu, hvor den langsigtede "udviklings"-dagsorden og FN's mål for bæredygtig udvikling har spillet en central rolle.

Det samme er tilfældet med den store krig, som det konspiratoriske netværk omhyggeligt havde planlagt lige fra århundredeskiftet, så snart de havde fuldført Boerkrigens manøvre, der afleverede hele Sydafrika med alt dets guld og diamanter, ind i deres grådighedsriges greb.

Og en del af dette projekt var at bruge de menneskelige og økonomiske ressourcer i det samme enorme imperium til at give næring til den store krig.

Det britiske imperium havde på det tidspunkt en befolkning på omkring 434.000.000, herunder over 6.000.000 mænd i våbenfør alder. Men det kunne ikke tages for givet, at de ville stå til rådighed for det planlagte blodbad.

Milner gik derfor i gang med at bringe det, han kaldte "det mest effektive pres at bære", [29] og arrangerede en kolonikonference i London i 1907 for at forsøge at sikre, at de forskellige herredømmer lydigt ville deltage i krigen.

Som Docherty og Macgregor forklarer, skulle han og hans medarbejdere være sikre på, at Australien, Sydafrika og de andre store herredømmer i imperiet var klar og villige til at stå skulder ved skulder med Storbritannien. [30]

På denne konference blev der derfor vedtaget en plan om at organisere dominionsmilitære styrker i samme mønster som den britiske hær, så de kunne integreres i tilfælde af "en nødsituation". [31]

To år senere afholdt Milner en imperialistisk pressekonference, der samlede mere end 60 avisejere, journalister og skribenter fra Indien, Canada, Australien, New Zealand, Sydafrika og resten af ​​imperiet, plus britiske kolleger, politikere og militærpersonale. [32]

Målet var at tilskynde til støtte, forud for krig, til moderlandet og at fremme imperialistisk samarbejde i kommunikation og militære anliggender.

Forplanlægningen gav pænt resultat. Docherty og Macgregor registrerer: "I den endelige udkomne sendte Canada 641.000 mand. I 1917 leverede den mere end en fjerdedel af den artilleriammunition, som Storbritannien brugte på vestfronten. Over 250.000 canadiere arbejdede i våbenfabrikkerne under British Imperial Munitions Board. Sydafrika stillede med 136.000 kæmpende tropper samt hvervede 75.000 ikke-hvide. Australien lagde sin flåde under britisk kommando, og i alt 332.000 australiere gik i krig for imperiet. New Zealand stillede 112.000 mand til rådighed, mens Indien alene rejste 1.477.000, inklusive 138.000 mand udstationeret på vestfronten i 1915. Generelt betalte de regeringer, der sendte kolonitropper, for dem”. [33]

Der blev også gjort en stor indsats for at sikre, at USA ville stå på det britiske imperiums side i den kommende konflikt.

En Round Table-gruppe blev etableret i New York for at fremme forbindelserne mellem Westminster og Washington og mellem højfinansiering i City of London og Wall Street. Det er overflødigt at sige, at det blev styret i hemmelighed, skjult for vælgerne og ikke blev rapporteret i pressen. [34]

Den amerikanske forbindelse var især nødvendig for at finansiere den store krig. Vores to forfattere forklarer: "Krige kræver, at de finansieres og koster enorme summer. I Storbritannien, Frankrig, Rusland og Tyskland var nationalkassen næsten tømt. Uhyrlige udgifter til våben havde efterladt stort set alle statskasser i Europa faretruende tæt på tomme.

"En ny finansieringskilde var påkrævet, en forsyning af penge, der kunne udvides i takt med efterspørgslen fra desperate nationer, der var villige til at betale pænt for massive lån. Nu var det noget, en amerikansk centralbank, uhæmmet af regeringskontrol, som reagerer på ubegrænset efterspørgsel, kunne gøre. Federal Reserve Act blev vedtaget i december 1913, og den syv mand store bestyrelse tiltrådte den 10. august 1914”. [35]

Lige til tiden. Hvor stærkt praktisk!

Belgien var også involveret i forplanlægningen. Det var den tyske krænkelse af dens mytiske "neutralitet", der blev stillet op som påskud for Storbritanniens indtræden i krigen, så det måtte med ombord.

I 1912, to år før gardinet blev løftet, indkaldte kong Albert af Belgien til et hemmeligt møde i det belgiske parlament og afslørede, at han havde beviser for, at Belgien var i alvorlig og overhængende fare.

Den belgiske hær blev udvidet, og i væsentlig grad begyndte Belgiens nationalbank forberedelser til at klare den økonomiske nødsituation, som krigen ville medføre.

"I største hemmelighed trykte de 5-francsedler for at erstatte sølvmønter og planlagde overførslen af ​​deres reserver af guld og seddelplader til hvælvinger i Bank of England i London". [36]

Serbien skulle også plejes på forhånd for sin hovedrolle i krigsudbruddet.

"Krigsmagerne krævede en hændelse så voldelig, truende eller farlig, at Østrig ville blive skubbet over kanten", siger Docherty og Macgregor. [37]

Det indviklede plan om at myrde Østrigs Franz Ferdinand i Sarajevo involverede serbiske regeringsembedsmænd, der blev manipuleret af russiske diplomater, som igen blev manipuleret af den krigshærgende sammensværgelse: "de virkelige kilder til deres slush-midler kunne spores tilbage til Paris og London". [38]

Den russiske rolle i den ønskede krig skulle ligeledes være omhyggeligt etableret i god tid.

Fordi zarens regime manglede desperat kapital til krigsforberedelser, efter dets katastrofale nederlag i 1905-krigen med Japan, blev der investeret kontanter via involvering af den franske regering, hvor hovedmidlet var L'Union Parisienne, en fransk bank knyttet til Rothschilds gennem Baron Anthony de Rothschild. [39]

Denne kapital skulle bruges til specifikke krigsrelaterede virksomheder i Rusland, såsom flådekonstruktion, våbenproduktion og jernbanevogne og infrastruktur.

Den russiske økonomi voksede hurtigt som et resultat, og i 1914 var der næsten tusinde fabrikker alene i Petrograd, mange afsat til at producere våben. [40]

Finansieringen var bl.a. knyttet til, at pengene skulle bruges til at bygge og forbedre jernbanelinjer på vej mod Tyskland.

Med spørgsmålstegn ved, hvorfor det skulle være sådan, konkluderer Docherty og Macgregor: "Et dygtigt jernbanenetværk var en forudsætning for mobiliseringen af ​​de enorme russiske hære, som ville være kritisk, når krig med Tyskland blev erklæret. Se igen på de mænd, der fastsatte bestemmelsen. Internationale bankfolk. Hvor mærkeligt, medmindre det selvfølgelig var dem, der planlagde krigen”. [41]

Det var naturligvis også vigtigt at have de rigtige folk i magtpositioner for at sikre, at krigen skred frem som planlagt.

Der var et problem i denne henseende i Frankrig, hvor premierminister Joseph Caillaux ubehjælpsomt trådte ind for at stoppe krigens udbrud i 1911.

Krigssammensvorne, siger Docherty og Macgregor, "indså, at de ville være nødt til at tage fuldstændig kontrol over den franske regering". [42]

Efter megen manøvrering, hvor et radikalt blad blev opkøbt og politikere blevet bestukket til at stemme på en bestemt måde, blev den usamarbejdsvillige Caillaux i 1912 erstattet af den krigsvenlige Raymond Poincaré, som også blev udenrigsminister og derefter, i 1913, Formand.

De to forfattere beskriver den korruption og konstruktion af den offentlige mening, der fulgte med dette kup, som klassiske metoder for den kontrollerende klike.

Og de opdager den samme proces på arbejde i USA, hvor den medgørlige Woodrow Wilson blev præsident i 1913 takket være disse gerninger. [43]

Konspiratørerne stod også over for et potentielt problem i UK, hvor det liberale parti var kommet til magten på en anti-krigspolitik i 1908, hvor dens brændende rabalder David Lloyd George pralede af ægte folkelig støtte.

Som Docherty og Macgregor bemærker: "En anti-krigs liberal gruppe ledet af ham ville have repræsenteret den hemmelige elites alvorligste mareridt. Skaden, han kunne have forårsaget, var bogstaveligt talt grænseløs. Et splinterkabinet ledet af en national skikkelse, et samlingspunkt for de liberale og arbejderpartiet i parlamentet, ville have betydet en katastrofe for krigsmagterne." [44]

Men der var ikke behov for, at pro-krigskartellet skulle erstatte ham med deres egen mand; i stedet brugte de en af ​​de tilgange, jeg nævnte i denne nylige artikel , og brugte den walisiske ildsjæls egne svagheder til at bringe ham under kontrol.

Lloyd Georges smag for en luksuriøs livsstil ud over hans evner og hans umættelige seksuelle interesse for kvinder gjorde ham sårbar, forklarer de to forfattere. Hans karriere kunne have været afsluttet flere gange, hvis de beføjelser, der var valgt til at ødelægge ham, blev brugt. I stedet beskyttede de hans omdømme, forsvarede ham mod skadelige beskyldninger og reddede hans karriere.

Han havde solgt sin sjæl, han var deres mand, og resten af ​​hans handlinger, inklusive hans entusiastiske støtte til krigen, udgjorde en langsigtet tilbagebetaling til hans magtfulde velgørere. [45]

Du må undre dig over, i dag som for hundrede år siden, præcis hvor mange nøglepersoner i det politiske liv, der holdes på linje af kæder af økonomiske forpligtelser eller afpresning.

[Kommentar: Som jeg ofte har sagt: Et Epstein-netværk er blevet brugt i årtier for at kontrollere ledende nøglepositioner op til Corona-operationen]

Opstillinger som Epstein/Maxwell børneprostitutionsringen dukker naturligvis op i den aktuelle kontekst.

Det er bemærkelsesværdigt, at den indflydelsesrige viscount Esher, så tæt på Rhodos, Rothschild og kongelige, havde en seksuel hemmelighed, som skulle skjules for offentligheden: han havde en tilbøjelighed til promiskuitet med unge drenge, hvilket ifølge hans biograf, James Lees -Milne, var udvidet til et usædvanligt forhold til sin yngre søn, Maurice. [46]

Inddragelsen af ​​den ultrarige Rothschild-klan i krigsmagt-gruppen gjorde åbenbart klassiske former for politisk korruption nemme at gennemføre.

Docherty og Macgregor skriver: "Rothschild-familien havde samlet en sådan rigdom, at intet eller ingen forblev uden for deres mønters købekraft. Gennem det tilbød de en mulighed for mænd til at forfølge store politiske ambitioner og profit. Ved at kontrollere politikerne bag gardinet undgik de at blive holdt offentligt ansvarlige, hvis eller når det gik galt”. [47]

De tilføjer, at Rothschilds "ofte bestak føjelige politikere" [48] og udøvede enorm indflydelse inden for ledelsen af ​​begge de vigtigste britiske politiske partier: "De spiste frokost med dem på New Court, spiste middag på eksklusive klubber og inviterede alle de vigtigste politiske beslutningstagere til familiens palæer, hvor både politikere og kongelige drak og spiste med fabelagtig exces”. [49]

Jeg vil sige, at den måde, hvorpå vigtige beslutninger blev truffet om landets og verdens fremtid i sådanne private og eksklusive omgivelser, i sig selv udgør korruption.

Der var ingen antydning af ansvarlighed, ingen egentlig respekt for det "demokrati", som disse kredse gav kynisk efterplapren til.

Denne proces blev forstærket af den måde, hvorpå den dominerende klike plejede efterfølgende generationer til at overtage administrationen af ​​dens dårligt fortjente og dårligt udsendte magt.

Mens vi i dag har WEF's Young Global Leaders- projekt og et væld af andre lignende ordninger (se her ), var der for et århundrede siden "Milners Kindergarten".

Docherty og Macgregor rapporterer: "Alfred Milner organiserede og udviklede et talentfuldt koterium af Oxford-kandidater i sin sydafrikanske administration, mænd, som i 1914 havde kritiske magtpositioner i byen, det konservative parti, civiltjenesten, store aviser og den akademiske verden...' Milner's Kindergarten', mændene, der steg til høje embeder i regering, industri og politik”. [50]

Milner og hans medskyldige lavede en kunstform ud af at identificere potentielle talenter, sætte lovende unge mænd i stillinger, der ville tjene deres fremtidige ambitioner og "langsomt pakke dem ind i varmen fra etablissementets godkendelse og ultimative personlig succes", [51] siger de.

Disse mænd blev agenter for den kontrollerende klike uden nødvendigvis nogensinde at vide præcis, hvilke magtfulde interesser de tjente. De forestillede sig måske, at de blot pligtopfyldende tjente deres konge, hvilket på en måde var sandt...

Mange mennesker i Storbritannien og andre steder var chokerede over at opdage, at Klaus Schwabs Great Reset officielt blev lanceret i 2020 af manden, der nu er kong Charles III.

Men vi har været vidne til det samme fænomen før, da hans forgænger, kong Edward VII, spillede en ledende rolle i de politiske indspil, der førte til den store krig, selvom han døde i 1910.

Han engagerede sig i politiske og sociale kredse, som krigsmagterne søgte at påvirke, forklarer Docherty og Macgregor. Han var deres "hovedambassadør, der bragte planer udtænkt i de store landsteder og klubber i England til virkelighed". [52]

Viscount Eshers indflydelse var naturligvis en nøglefaktor, men Edward var også meget gode venner med et andet medlem af den konspiratoriske gruppe, nemlig Lord Rothschild.

Ferguson afslører, at Natty Rothschild var blevet introduceret til Edward, dengang prinsen af ​​Wales, i 1861.

Dette var et "rigtigt socialt gennembrud" [53] for bankfamilien, som var i stand til at blive en integreret del af Edwards omgangskreds.

Docherty og Macgregor tilføjer: "Opmuntret af deres 'generøsitet' levede prinsen et langt over sin formåen fra hans tilskud fra Civil List, og Natty [Rothschild] og hans brødre, Alfred og Leo, fastholdt familietraditionen med at give lån til kongelige.

"Fra midten af ​​1870'erne og frem dækkede de tronfølgerens massive spillegæld og sikrede, at han var vant til en luksusstandard, der var langt over hans evner". [54]

De siger, at både de store godser Balmoral og Sandringham, der er så tæt forbundet med den kongelige familie, blev faciliteret, hvis ikke helt betalt for, gennem huset af Rothschild. [55]

Det var tydeligvis ikke noget, det var meningen, at deres tilbedende undersåtter skulle kende til, og således, som Ferguson bemærker, blev Rothschilds "gave" på £160.000 pant (omkring £11,8 millioner i dag) til Sandringham "diskret tysset ned". [56]

Edward førte et udsvævende liv. Han besøgte tilsyneladende det mest luksuriøse bordel i Paris, Le Chabanais, så ofte, at hans personlige våbenskjold hang over sengen i et af de eksklusive værelser. [57]

Men dette blev ikke så meget holdt tyst som brugt til dækning. "Han var afskærmet fra offentlighedens bevidsthed om sine politiske intriger af selve playboy-billedet, han så let legemliggjorde", [58] kommenterer Docherty og Macgregor.

Uanset om det er bevidst eller ej, har billedet af en bumlende, traditionalistisk, naturelskende prins af Wales på samme måde tjent til at skjule den reelle politiske rolle for den nuværende tronfølger af den britiske trone!

Den overvældende enighed, hvormed enhver stor institution faldt i tråd med Covid-propagandaen, sammen med dens New Normal, Great Reset og Build Back Better-dagsorden, har åbnet mange menneskers øjne for magtens virkelighed i 2020'erne.

Religiøse ledere, ikke mindst paven , har i høj grad været en del af dette fænomen, og kirken i Storbritannien spillede også en vigtig og skamfuld rolle i cheerleading til slagtningen i skyttegravene under Den Store Krig.

Ledende akademikere ved Oxford University hævdede, at Storbritannien og hendes imperium kæmpede for "den kristne civilisations øverste interesser". [59] Konceptet om en kristen pligt til at kæmpe var praktisk talt universel blandt de anglikanske præster. [60]

Biskoppen af ​​London, Arthur Winnington-Ingram, hævdede at have tilføjet ti tusinde mænd til de væbnede tjenester med sine prædikener og andre rekrutteringskorstog.

Efter et års krig opfordrede han mændene i England til at "gå i et stort korstog - vi kan ikke benægte det - for at dræbe tyskere. For at dræbe dem, ikke for at dræbe, men for at redde verden; at dræbe det gode såvel som det onde; at dræbe de unge mænd såvel som de gamle; at dræbe dem, der har vist godhed over for vores sårede..." [61]

Han skrev senere: "Denne nation har aldrig gjort en mere Kristus-lignende ting, end da den gik i krig i august 1914 ... verden er blevet forløst igen af ​​det dyrebare blod, der er udgydt på retfærdighedens side". [62]

Der synes at have været meget materielle overvejelser bag denne grusomme omvending af Jesu Kristi lære af den engelske kirke. Docherty og Macgregor bemærker, at "mange af deres højtstående kirkemænd havde aktier i våbenindustrien". [63]

Fra Kosovo til Kiev bliver der ofte givet "humanitære" undskyldninger for militære engagementer og massive tvivlsomme pengeoverførsler.

Docherty og Macgregor gør et godt stykke arbejde med at forklare, hvordan bistanden til Belgien i Første Verdenskrig udgjorde "et af verdens største svindeljobs". [64]

Kort fortalt var fortællingen, at det belgiske folk var i risiko for at sulte under tysk besættelse, hvilket egentlig ikke var tilfældet, og at der derfor skulle sendes forsyninger for at hjælpe dem.

Ikke alene skaffede visse mennesker en masse overskud fra denne fidus, men det gjorde det også muligt at sende en stor del af Belgiens egne hjemmedyrkede produkter tilbage til Tyskland, hvor en sultende befolkning ville have tvunget kejseren til at søge en ende på konflikten .

På denne måde blev det lukrative krigsshow holdt kørende i et par år endnu.

Kommissionen for nødhjælp i Belgien (CRB) hyldede sig selv som "det største humanitære foretagende, som verden nogensinde havde set". [65]

Det hævdede senere at have brugt over $13.000.000.000 på nødhjælp til befolkningen i Belgien, et virkelig svimlende tal for perioden. [66]

Den ansvarlige mand var Herbert Clark Hoover, senere USA's 31. præsident, som de to forfattere ikke tøver med at beskrive som "en selvtillids-trickster og en skurk". [67]

Med en vis uundgåelighed viser det sig, at han var dybt forbundet med de kredse, der havde planlagt netop den katastrofe, som han nu angiveligt skulle afhjælpe.

"Den amerikanskfødte mineingeniør boede i London i årevis og var en forretningskollega til Rothschilds. Han var en ven af ​​Alfred Milner... Han havde hjulpet Alfred Milner i Sydafrika. Han havde aktier i Rothschilds' Rio Tinto Company og var forbundet med det samme almægtige Rothschild-dynasti, som investerede i hans Zinc Corporation”. [68]

"Da Herbert Hoover forhandlede de massive lån til belgisk nødhjælp fra allierede regeringer, brugte han JP Morgan-organisationerne i Amerika, koordineret gennem Morgan Guaranty Trust i New York, som igen foretog den nødvendige overførsel til London." [69]

"Hoover var frygtløs i at overforbruge andres penge. I midten af ​​1916 oversteg kommissionens udgifter i Belgien dens indkomst med $200.000 om måneden, men Hoover vidste, at han ville være i stand til at skaffe finansieringen af ​​den simple grund, at det var planlagt... Finansielle muskler var aldrig langt fra hans magtcentrum. Morgan/Rothschild-aksen blev viklet rundt om hele projektet”. [70]

Falsk moral, af den slags, der prædikes af de pro-krigskirkelige eller kynisk udnyttet af krigshærgende "humanitære" og "filantroper", har været meget udbredt i 2020'erne, da stemmer fra alle sider insisterer på, at alle har en etisk pligt til at bære en maske, adlyde ordrer, få stikket og tro uden tvivl på fortællingen.

Skam er blevet pålagt dem, der undlader at overholde – direkte fra officielle beskeder og indirekte fra familie, venner eller kolleger, der er faldet for manipulationen.

I den store krig blev udskamning ligeledes brugt mod anderledes tænkende. Hvide fjer blev i vid udstrækning overrakt af kvinder til mænd, der afviste at melde sig frivilligt til masseslagtningen og derfor blev stemplet som "kujoner".

Antikrigsaktivisten Fenner Brockway sagde senere, at han havde modtaget nok hvide fjer til at lave en vifte.

De hvide fjer var naturligvis ikke en spontan pro-krigs gestus på vegne af kvinderne i Storbritannien, uforklarligt ivrige efter at miste sønner, brødre, ægtemænd, kærester og fremtidsdrømme til skyttegravenes helvede.

I denne artikel afslører Nicoletta F Gullace, at udskamnings-initiativet blev lanceret af admiral Charles Penrose Fitzgerald.


Se også:

Denne inkarnerede værnepligtige var en discipel af Lord Roberts, som selv var associeret med Rhodes og Milner, som havde været involveret i deres aktiviteter i Sydafrika. [71]

Den 30. august 1914 afsatte den imperialistiske admiral tredive kvinder i Folkestone, Kent, for at dele hvide fjer ud til mænd, der ikke var i uniform.

Han advarede mændene i kystbyen om, at "der venter dem en fare, der er langt mere forfærdelig end noget andet, de kan møde i kamp", for hvis de blev fundet "i tomgang i morgen" ville de blive offentligt ydmyget af en dame med en hvid fjer.

Et af de mest smertefulde aspekter af Covid-forskrækkelsen for mig var den måde, hvorpå folk på venstrefløjen, selv formodede anarkister, pludselig opgav al kritik af staten, medierne og Big Pharma og brugte vægten af ​​deres formodede moralske høje grund til at skamme de af os, der havde gennemskuet fidusen.

Da jeg undersøgte den hvide fjer-kampagne, opdagede jeg, at en uhyggelig lignende ting skete ved udbruddet af den store krig.

Suffragetterne Emmeline og Christabel Pankhurst og deres Women's Social and Political Union (WSPU) havde brugt tiåret før krigen på at angribe den britiske stat i kvinders rettigheders navn, ved at bruge direkte aktionstaktik, der chokerede den offentlige mening på det tidspunkt.

Men kort efter krigens udbrud gennemførte Pankhursts hemmelige forhandlinger med regeringen, og den 10. august 1914 meddelte den britiske stat, at den frigav alle suffragetter fra fængslet.

Til gengæld for at indvilge i at stoppe deres militante aktiviteter, afslører denne artikel , "blev WSPU prompte tildelt et tilskud fra regeringen på et beløb på £2.000 (ikke et ubetydeligt beløb dengang).

“Emmeline Pankhurst erklærede også sin støtte til krigsindsatsen og begyndte at kræve militær værnepligt for mænd (som først blev indført i 1916).

"Ydermere var suffragetterne blandt dem, der gav hvide fjer til mænd, der ikke var i uniform, inklusive teenagedrenge helt ned til 16 år.

"Fru. Pankhurst turnerede landet og holdt rekrutteringstaler. Hendes tilhængere rakte den hvide fjer til hver ung mand, de mødte iført civil påklædning”.

I oktober 1915 ændrede WSPU endda sin avis navn fra The Suffragette til Britannia !

Emmeline Pankhursts nyfundne entusiasme for den britiske stat blev afspejlet i avisens nye slogan: "For King, For Country, for Freedom".

Datteren Christabel krævede "internering af alle mennesker af fjendtlig race, mænd og kvinder, unge og gamle, fundet på disse kyster".

I 1917 dannede dette par af Pankhursts The Women's Party med et program, der gentog den krigshæmmende konspirations dagsorden ved at opfordre til "en kamp til enden med Tyskland".

I denne artikel kommenterer Gullace, at WSPU havde "gjort sig selv til en junta af pro-krigsmilitante, kendetegnet ved en entusiasme for krig, der konkurrerede med den radikale højrefløj.

"Faktisk var sammenløbet mellem WSPU's ideologi og de hvide fjerpigers handlinger så slående, at Christabel Pankhursts pacifistiske søster, Sylvia, endda formodede, at de to grupper var en og samme".

En anden grund for den britiske stat til at finansiere disse pseudo-radikale aktiviteter var, at de var "nyttige til at hjælpe med at nedbryde fagforeningsmodstanden mod kvinder, der udfylder de roller, mænd har på arbejdspladsen".

"Pankhursts sponsorerede gigantiske parader, der krævede kvindelig adgang til fagforeningsjob, mens de engagerede sig i en teatralsk strejkebrydende kampagne i Norden, hvor de argumenterede for, at kvindelige arbejdere aldrig ville 'afgive værktøjer'," skriver Gullace.

John Simkin bemærker , at Christabel og Emmeline endte med helt at opgive deres tilsyneladende venstreorienterede tro og blev "fortalere for politikker såsom afskaffelse af fagforeningerne".

Ligesom med aktiviteterne i det nutidige "Pfizer-venstre", var de krigshærgende og skamudsendende Pankhursts en del af et tostrenget angreb på dissens.

Se også:

Den britiske stat tog sin egen form for direkte aktion mod folk som Brockway, modtageren af ​​så mange hvide fjer: Labour Leaders kontorer , som han redigerede, blev overfaldet i august 1915, og han blev anklaget for at have udgivet oprørende materiale.

I 1916 blev Brockway igen arresteret, denne gang for at have uddelt flyveblade mod værnepligt. Han fik en bøde, og efter at have nægtet at betale bøden, blev han sendt til Pentonville-fængslet i to måneder.

Ligesom Covid-krisen blev Den Store Krig brugt som en generel undskyldning for at øge statskontrollen og slå ned på almindelige menneskers frihed.

Defense of the Realm Act blev ændret og udvidet seks gange i løbet af krigen for at give regeringsbeføjelser "tæt på dem, som en militærdomstol nyder godt af i et diktatur". [72]

I mellemtiden indførte krigsmunitionsloven fra 1915 hidtil uset kontrol over arbejdere og indførte drakoniske begrænsninger på deres rettigheder.

Fabrikker kunne erklæres for "kontrollerede etablissementer", hvor der ikke var tilladt lønstigninger uden statens samtykke.

[den indledende lov i DK under Corona handlede også om ekspropriation af offentlige ejendomme]

Strejker og lockout blev forbudt. Arbejdere kunne ikke længere flytte fra en del af landet til en anden uden udtrykkelig tilladelse og var forpligtet til at tage visse job og overarbejde, betalt eller ulønnet. [73]

Som Docherty og Macgregor bemærker, måtte dette tab af frihed retfærdiggøres med "klogt iscenesat propaganda". [74]

"Løgnene og bedraget" [75] udgjorde en væsentlig del af det, Quigley beskriver som det overordnede billede af "censur, propaganda og indskrænkning af borgerlige frihedsrettigheder" [76] - og disse skumle konturer er alt for velkendte for os i dag.

Denne manipulation af den offentlige mening startede, så snart Boerkrigen sluttede, og krigsmagternes næste mål kom til syne.

"En massiv og konsekvent propagandadrift var nødvendig for at skabe en tysk 'trussel' og piske det britiske folk til et skum af had mod Tyskland og Kaiser Wilhelm", [77] skriver de to forfattere.

"I 1906 havde de britiske vælgere givet udtryk for et overvældende ønske om fred og væsentlig reduktion i udgifterne til våben, men den hemmelige elite vendte pacifismen på hovedet gennem et ældgammelt våben: frygt.

"Frygt var påkrævet for at vække selvtilfredsheden i det edvardianske England og modvirke arbejdernes vrede over fattigdomsløn, som fremgår af strejker og arbejdsnedlæggelser i miner, fabrikker og skibsværfter over hele landet.

”Frygt skaber tvivl og mistænksomhed. Frygt er ansporet, der får masserne til at efterspørge flere og flere våben for at forsvare hjem og familier, byer og byer. Sådan har det altid været”. [78]

Frygt og mistænksomhed. Det ser faktisk ud til, at de samme metoder og enheder bliver rullet ud igen og igen for at hjælpe med at fremme en vis ufarlig dagsorden.

At tage kontrol over medierne var dengang, som det har været siden, et vigtigt element i konspiratorernes forudplanlægning.

The Times var ikke den mest læste avis i Storbritannien, men den havde bestemt størst indflydelse på magthavere.

Quigley mener, at selvom Milners medarbejdere faktisk ikke ejede "The Thunderer" før i 1922, kontrollerede de det helt klart så langt tilbage som i 1912, og at det sandsynligvis havde været sikkert i hænderne på disse kredse siden 1884. [79]

Han tilføjer, at Encyclopedia Britannica til gengæld blev kontrolleret af The Times , [80], som præsenterer nogle interessante paralleller med dens nutidige ækvivalent, Wikipedia .

Propaganda var allerede blevet indsat i Boer-krigen, som var klædt ud som et forsvar for britiske bosætteres rettigheder mod boer-undertrykkelse, snarere end som det greb af guldressourcer, det virkelig var. [81]

Nu blev censur og propaganda brugt sammen for samtidig at skjule alle beretninger om forseelser eller fejltagelser fra Storbritannien og dets allierede og for at offentliggøre, overdrive eller opfinde historier om grusomheder eller modbydelige planer fra den tyske og østrig-ungarske fjende. [82]

I august 1914 annoncerede Winston Churchill, dengang Admiralitetets førsteherre, dannelsen af ​​et almægtigt pressebureau med det formål at levere "en lind strøm af troværdig information leveret af både krigskontoret og admiralitetet ... for at holde landet ordentligt og sandfærdigt informeret fra dag til dag om, hvad der kan fortælles, og hvad der er retfærdigt og rimeligt; og dermed, ved at give så meget sandhed som muligt, udelukke væksten af ​​uansvarlige rygter”. [83]

Troværdig information, så meget sandhed som muligt, modvirker uansvarlige rygter. Lighederne med 2020'ernes store nulstilling ville være morsomme, hvis de ikke var så alarmerende.

Berømte akademikere og romanforfattere blev også villige tandhjul i den sofistikerede propagandamaskine [84], da medierne, i Storbritannien og Frankrig, lydigt og entusiastisk fulgte den officielle linje og drev statspropaganda med de sædvanlige uhyrlige fordrejninger, som nu er blevet så velkendte. [danske påvirkningsagenter 2020-2024 under staten er uvilkårlig association her også]

Da Lusitania, et linjeskib, der blev brugt til at transportere ammunition, blev sænket af en tysk U-båd, annoncerede The Times , at "fire femtedele af hendes passagerer var statsborgere i USA", mens den faktiske andel var 15,6 procent.

Og en fransk avis offentliggjorde et billede af folkemængderne i Berlin ved krigsudbruddet i 1914 som et billede af tyskere, der "glædede sig over nyheden om Lusitanias forlis". [85]

I USA spillede avisredaktører og ejere en vigtig rolle i at vende den offentlige mening der til fordel for involvering i den europæiske krig.

De korrupte indspil, der gjorde dette muligt, blev afsløret af kongresmedlem Oscar Calloway fra Texas, som lagde en fordømmende udtalelse på Kongressens bord den 9. februar 1917.

Han afslørede, at i marts 1915 havde "JP Morgan-interesser, stål-, skibsbygnings- og pulverinteresserne og deres underorganisationer" ansat 12 mand højt oppe i avisverdenen til at vurdere indflydelsen fra mere end 170 aviser over hele Amerika.

Disse var kommet til den konklusion, at ved at købe 25 af de mest berømte titler, kunne de kontrollere den offentlige mening.

Planen gik i gang, takket være Morgan-penge, og en kompatibel redaktør blev placeret i hvert blad for at overvåge og redigere de såkaldte "nyheder". [86]

Al konspiratorisk aktivitet afhænger for dens succes af, at dens ofre ikke er klar over, hvad der bliver gjort mod dem.

Ud over at fodre dem med falsk og vildledende information, er det naturligvis af stor betydning at forhindre dem i at lære sandheden.

Dette gjaldt allerede for netværket generelt, og hvorfor de valgte formen af ​​et hemmeligt selskab for at fremme deres dagsorden.

Quigleys vurdering er, at "denne organisation har været i stand til at skjule sin eksistens med stor succes, og mange af dens mest indflydelsesrige medlemmer, der er tilfredse med at besidde virkeligheden snarere end magtens udseende, er ukendte selv for nære studerende i britisk historie". [87]

Hvad angår det specifikke krigsspørgsmål, var dette behov endnu mere presserende. Som Docherty og Macgregor understreger: "Havde offentligheden vidst deres hensigt om at manipulere en krig med Tyskland, ville regeringen være blevet fejet væk fra embedet". [88]

Fremstillet hysteri over "tyske spioner" i opbygningen til krig blev brugt som undskyldning for at skabe efterretningstjenesterne MI5 og MI6 [89] og samtidig blev loven om officielle hemmeligheder indført: det fælles mål var at beskytte krigens konspiratorer fra offentlig besigtigelse og eksponering.

Under krigen blev whistleblowere bragt til tavshed. Docherty og Macgregor beskriver, hvordan kaptajn Turner fra Lusitania, hvis beretning om forliset adskilte sig fra den officielle version, "blev udsat for et fælles juridisk angreb fra det britiske etablissement" [90] og antyder, at den berømte sygeplejerske Edith Cavell blev dræbt på befaling af banden, fordi hun var ved afsløre "bistands"-fidusen til Belgien. [91]

Efter krigen var der behov for at ødelægge alle beviser for, hvad der virkelig var sket. "Hvis sandheden var blevet almindeligt kendt efter 1918, ville konsekvenserne for det britiske etablissement have været katastrofale", [92] siger de to forfattere.

De fleste af de officielle optegnelser fra Admiralitetet, Foreign Office og Board of Trade blev fjernet, er formodet ødelagt. [93]

I begyndelsen af ​​1970'erne bemærkede den canadiske historiker Nicholas D'Ombrain, at krigskontorets optegnelser var blevet "luget", med så mange som fem sjettedele af "følsomme" filer fjernet, mens han lavede sin forskning. [94]

Dagbøger og erindringer er blevet censureret og ændret, beviser siet væk, fjernet, brændt, omhyggeligt "udvalgt" og forfalskede. [95]

Ferguson beklager, at Natty Rothschilds ordre om, at al hans korrespondance skulle destrueres efter hans død i 1915, resulterede i, at der ikke var meget for ham at undersøge i Rothschilds egne arkiver, "og efterlod historikeren til at spekulere på, hvor meget af Rothschilds politiske rolle forbliver uigenkaldeligt skjult fra eftertiden”. [96]

Mest ekstraordinært er historien om, hvordan hundredtusindvis af vigtige dokumenter om oprindelsen af ​​Den Store Krig blev støvsuget op i Europa og deponeret i de låste hvælvinger på Stanford University i USA.

"Hoovered" [støvsuget] er i høj grad det rigtige udtryk, da den mand, der var ansvarlig for operationen, var Herbert Hoover, frisk fra sine falske-humanitære bedrifter i Belgien.

Han blev nu præsenteret som en lærd person, der "elskede bøger" og ønskede at samle manuskripter og rapporter om krigen, fordi de ellers "let ville blive forringet og forsvinde". [97]

På trods af at han ikke havde nogen officiel tilladelse til det, ansatte han hold af mænd i deres hæruniformer til at luske rundt i officielle arkiver overalt og stjæle så mange dokumenter, som de kunne.

Det første træk af dette "Great Heist" beløb sig til 375.000 bind af de europæiske regeringers "Secret War Documents" ifølge New York Times . [98]

Hvordan Hoovers organisation formåede at betale mere end 1.000 agenter for denne opgave, er stadig et mysterium. Hans erklærede "donation" på $50.000 ville kun have betalt for omkring 70 af dem i et år. [99]

Docherty og Macgregor afsætter en 500-siders bog til at beskrive, hvordan krigsmagerne konspirerede for at forlænge det "snævre vindue af muligheder" (for at bruge Klaus Schwabs passende 2020-sætning ) repræsenteret af Den Store Krig.

"Krig var en kilde til profit, som gavnede dem alle, og jo længere den varede, desto større profit", [100] og således "hver handling, de tog bevidst, forlængede krigen". [101]

Krigen kunne have været forbi i 1915, hævder de, men den blev strakt ud på bekostning af millioner af liv.

En tidlig afslutning var ikke til at tænke over for producenterne, hvis investeringer i nye anlæg, ny infrastruktur og udvidet kapacitet var baseret på flere års konflikt.

"Profitørerne havde i første omgang købt ind i at skaffe lån og levere ammunition, fordi de var blevet lovet en lang krig". [102]

Forfatterne argumenterer endda med, at Lord Kitchener, til fordel for at afslutte krigen med en retfærdig fred, bevidst blev dræbt sammen med 700 andre ved Scapa Flow i 1916. [103]

Den formodede britiske flådeblokade af Tyskland mellem 1914 og 1916 var "en grusom charade, der var designet til at mislykkes", [104] siger de, og stoppede ikke engang den transatlantiske forsyning af våbenbomuld til de tyske haubitser. [105]

Olieforsyninger blev opretholdt til Tyskland, især via Steaua-fabrikken, som i 1914 var blevet den største og mest produktive installation i Rumænien.

Igen er der et link til medlemmer af krigsmagerne, forklarer forfatterne.

Steauas succes var kun blevet opnået gennem indkøb af enorme pengesummer, "og meget af den investering kom fra Rothschilds".

"Med tiden udnævnte Deutsche Bank en ven og kollega til Rothschilds, Emil von Stauss, til at lede Steaua Romana Company. Han var administrerende direktør for Rothschild/Nobel/Deutsche Bank oliekonsortiet, Europaische Petroleum Union (EPU).

"Således opstod der i førkrigsårene en strategi for at garantere Tysklands fremtidige olieforsyninger under Rothschilds venlige ledelse". [106]

IV. Målene: profit og kontrol

Efter at have set på midlerne, hvormed konspiratørerne konstruerede og forlængede krigen, og med held skjulte deres aktiviteter for offentligheden, kommer vi nu til spørgsmålet om, hvorfor de gjorde det.

Som det allerede vil fremgå, var kortsigtet monetær gevinst en væsentlig faktor.

Under den nuværende store nulstilling har der åbenbart været massive overskud at hente for virksomheder, der på forhånd er forberedt på at sælge masker, plastikskærme, skilte, forskellige onlinetjenester og "vacciner".

Under sidste århundredes store krig var våbenhandel den mest åbenlyse og umiddelbare profitkilde.

De fleste mennesker på det tidspunkt ville have forestillet sig, at de involverede virksomheder var uafhængige firmaer, der konkurrerede om offentlige kontrakter.

Men dette var ikke sandt, og de dannede faktisk en monopoliserende ring baseret i Storbritannien omkring Vickers Ltd; Armstrong, Whitworth og Co Ltd; John Brown og Co Ltd; Cammell, Laird & Co og Nobel Dynamite Trust.

Docherty og Macgregor skriver: “Kæden svarede til et stort finansielt netværk, hvor tilsyneladende uafhængige firmaer blev styrket af absorption og forbundet med et indviklet system af fælles aktiebesiddelse og fælles bestyrelsesposter.

"Det var en industri, der udfordrede finansministeriet, påvirkede admiralitetet, fastholdt høje priser og manipulerede den offentlige mening". [107]

Der var nogle på det tidspunkt, der gennemskuede deres spil. Lord Welby, tidligere permanent sekretær for finansministeriet, advarede: "Vi er i hænderne på en organisation af skurke. De er politikere, generaler, fabrikanter af våben og journalister. De er alle ivrige efter ubegrænsede udgifter og fortsætter med at opfinde frygt for at skræmme offentligheden og forfærde kronens ministre”. [108]

Efter krigen, i 1921, konkluderede et underudvalg under Folkeforbundets kommission, at våbenfirmaer var skyldige i at fremme og drage fordel af krig, bestikke embedsmænd både hjemme og i udlandet og svaje den offentlige mening gennem kontrollen af ​​aviser. . [109]

Var vores krigsplanlægningskonspiratorer en del af dette arrangement? Ferguson udtaler: "Der er ingen tvivl om, at Rothschilds havde deres egne økonomiske interesser i oprustningen". [110]

I 1888 udstedte London Rothschilds aktier til en værdi af £225.000 til Naval Construction and Armaments Company og udstedte senere £1,9 millioner aktier og gældsbreve for at finansiere fusionen af ​​Maxim Gun Company med Nordenfelt Guns and Ammunition Company. [111]

Natty Rothschild "beholdt en betydelig aktiepost i det nye Maxim-Nordenfelt-selskab og udøvede en direkte indflydelse på firmaets ledelse". [112]

Samtidig havde de østrigske Rothschilds også en interesse i fjendens krigsmaskineri med en betydelig andel i Witkowitz jernværk, leverandør af jern og stål til den østrigske flåde og senere af kugler til den østrigske hær. [113]

Det var ikke overraskende, at Lord Rothschild "hårdt støttede" [114] øgede forsvarsudgifter før krigen, eller at han, som Ferguson afslører, "forblev en entusiast for flådekonstruktion, selv når det var indlysende, at omkostningerne sandsynligvis ville føre til højere skatter". [115]

Da de havde indledt den store krig, ville våbenhandelen og dens venner sikre sig, at den fortsatte.

Lloyd George havde i det væsentlige skrevet en blankocheck til dem og lovet, at de britiske skatteydere ville dække omkostningerne ved at udvide produktionslinjer eller bygge nye fabrikker, uanset hvor længe krigen varede.

Bemærk Docherty og Macgregor: "Han forpligtede regeringen til at kompensere dem og enhver af deres underleverandører for ethvert efterfølgende tab. Krigskontorets protokoller for at beskytte den offentlige pengekasse blev revet i stykker”. [116]

Hver granat affyret på frontlinjen repræsenterede endnu en overførsel af penge fra den offentlige pengekasse til våbenindustrien.

Så våbnene måtte blive ved med at skyde, og de unge mænd måtte blive ved med at dø af hensyn til våbenhandelens bæredygtige velstand.

[Hvis du tror den slags er opdigtet, opfordrer jeg til at se denne DR dokumentar, kun vist én gang i 2016:

I det berygtede slag ved Somme i 1916 blev næsten to millioner granater affyret over seks dage mod tyske stillinger før infanteriangrebet.

Det var en fiasko. Men, kommenterer Docherty og Macgregor, "du kunne endda tro, at det var en slående sejr, hvis det ses ud fra den ødelige brug af ammunition snarere end det forfærdelige blodbad og ødselagtige ofringer af lemlæstede hære". [117]

"Krig er en pengemaskine," skrev generalmajor Smedley Butler fra United States Marine Corps. »Det har det altid været. Det er muligvis den ældste, let den mest rentable, sikkert den mest ondskabsfulde. Det er den eneste internationale i omfang. Det er den eneste, hvor fortjenesten opgøres i dollars og tabene i liv.

"En pengemaskine er bedst beskrevet, tror jeg, som noget, der ikke er, hvad det ser ud til for flertallet af befolkningen. Kun en lille 'indre' gruppe ved, hvad det handler om. Den udføres til gavn for de meget få, på bekostning af de rigtig mange. Ud af krig tjener nogle få mennesker enorme formuer”. [118]

Ekspertforbrydere, uanset om deres emne er krig eller en falsk pandemi, sørger for, at de drager fordel af deres fidus på flere måder.

Det var ikke kun våbenfirmaerne selv, der blev fede af offentlige udgifter til krig. Alle de virksomheder, der forsynede konflikten, ikke mindst olieindustrien, samlede enorme overskud fra konflikten i 1914-1918.

Men pengemaskinen stoppede ikke engang der. Der var stor "værdi" at skabe ud fra finansieringen af ​​døden.

Quigley er ligefrem i sin beskrivelse af den rolle, som internationale bankfolk spillede: "Krigsudbruddet i 1914 viste disse finansielle kapitalister på deres værste, snævre udsigter, uvidende og egoistiske, mens de som sædvanligt proklamerede deres totale hengivenhed til det sociale gode". [119]

"Bankfolks holdninger blev tydeligst afsløret i England, hvor ethvert træk var dikteret af bestræbelser på at beskytte deres egen position og drage fordel af den." [120]

Han forklarer, at disse investeringsbankers dominans var baseret på deres kontrol over strømmene af kredit- og investeringsfonde gennem banklån, discount renten og omdiskontering af kommerciel gæld; de kunne dominere regeringer ved deres kontrol over nuværende statslån og de internationale udvekslingers spil. [121]

Guldstandarden blev generelt suspenderet ved krigsudbruddet, og dermed fjernede man den automatiske begrænsning af udbuddet af papirpenge.

Det betød, at bankerne var i stand til at låne ubegrænsede mængder penge til regeringer for at betale for krigen, uden at have guldet til at bakke op om pengene.

"Bankernes skabelse af penge i form af kredit blev kun begrænset af krav fra deres låntagere", skriver Quigley. [122]

Det er klart, at disse lån alle skulle betales tilbage senere, plus renter...

Den primære vinder fra finansieringen af ​​mange aspekter af Den Store Krig var uden tvivl JP Morgan, baseret i New York, men med tætte bånd til City of London.

I januar 1915 udnævnte det britiske finansministerium John Pierpoint Morgan til sin eneste køber i USA og overlod ham derved kontrol over udgifterne til tusindvis af millioner af britiske skatteyderes pund. [123]

Hans agenter kontrollerede ordrerne på stål og våben, for bomuld, hvede og kød, til transporten af ​​disse varer på tværs af Amerika og de maritime flåder, der krydsede havene.

Da Amerika gik ind i krigen, blev JP Morgans lån til de allierede garanteret af den amerikanske regering, hvilket gjorde det umuligt for hans banker at tabe penge. [124]

Efter krigen var JP Morgan stærkt involveret i erstatningsprogrammerne og var ifølge Quigley den "hovedpåvirkning" [125] på både Dawes-planen fra 1924 og Young-planen fra 1929.

Mens JP Morgan kan se ud til at være en ganske adskilt enhed fra dem, der er involveret i det britiske krigsforkæmper-kartel, insisterer Docherty og Macgregor på, at dette ikke er tilfældet.

Ved at undersøge måden, hvorpå det oprindelige familiefirma var blevet reddet fra ruin i 1857 ved et massivt lån fra Bank of England, hvor Rothschilds havde "uhyre herredømme", kom de til den konklusion, at det var blevet et frontfirma for Rothschilds. [126]

"Det var den perfekte front. JP Morgan, der udgav sig for at være en retskaffen protestantisk vogter af kapitalismen, der kunne spore sine familierødder til førrevolutionære tider, handlede i Londons Rothschilds interesser og skærmede deres amerikanske overskud fra antisemitismens gift”. [127]

Efter at have draget fordel af selve krigen var de samme finanskapitalistiske kredse også opsatte på at blive involveret i den efterfølgende genopbygning.

Det er blevet anslået af Carnegie Endowment for International Peace, at krigen ødelagde mere end $400.000.000.000 af ejendom [128], og derfor var der behov for mere massive lån for at "bygge bedre tilbage" [“build back better”.]

År med vilde offentlige udgifter, fri for de sædvanlige begrænsninger, var gode for dem, der lånte pengene, men ikke for befolkningen som helhed.

Quigley skriver: "Da middelklassen i det europæiske samfund med deres bankopsparinger, checkindlån, realkreditlån, forsikringer og obligationsbeholdninger var kreditorklassen, blev de såret og endda ødelagt af krigstidens inflation.

"I Tyskland, Polen, Ungarn og Rusland, hvor inflationen gik så langt, at den monetære enhed blev fuldstændig værdiløs i 1924, blev middelklassen stort set ødelagt, og deres medlemmer blev drevet til desperation". [129]

Efter inflationen kom krakket og depressionen, Den Store Depression, som den måske tilfældigt blev kaldt, og millioner blev kastet ud i arbejdsløshed, fattigdom og sult.

Et stort tyveri faciliteret af korrupte regeringer, en enorm overførsel af rigdom fra almindelige mennesker til de allerede svulmende lommer på en lillebitte, men hensynsløs ultra-rig herskende klasse? Hvis det ikke lyder bekendt for dig i 2020'erne, så har du ikke været opmærksom!

Mens kortsigtet profit blev opnået ved at levere til krigen, og mellemfristet profit kom fra tilbagebetalingen på forskellige statslån, var der også et langsigtet element i planen.

Dette skulle med et kæmpe krigsdrevet skridt fremme den koordinerede centralisering af den dominerende klikes magt og kontrol – en proces, som skulle få et yderligere mægtigt løft efter Anden Verdenskrig, og som bliver skubbet endnu længere med The Great Reset.

Den virkelige natur af det britiske imperium, senere omdøbt til The Commonwealth , er ikke generelt forstået.

Storbritannien var, som Quigley skriver, "centrum for verdensfinansiering såvel som centrum for verdenshandel" [130] og i 1914 beløb britiske oversøiske investeringer sig til omkring 20 milliarder dollars. [131]

Med større og større aggregater af rigdom, der faldt under kontrol af mindre og mindre grupper af mænd, [132] var imperiet det redskab, hvorigennem finanskapitalister kunne centralisere deres globale økonomiske kontrol.

Det var den første fase af det, vi nu kalder globalisering.

Denne dagsorden blev med succes skubbet frem på forskellige måder under Første Verdenskrig.

Inde i den britiske regering gennemførte de krigsliderlige konspiratorer i 1916, hvad Docherty og Macgregor beskriver som "intet mindre end et kup, en planlagt overtagelse af regeringen af ​​mænd, der forsøgte at påtvinge deres eget styre i stedet for at søge et mandat fra den brede offentlighed ”. [133]

Den ikke-valgte Milner blev udnævnt direkte til den indre helligdom af Storbritanniens krigsplanlægning, og Lloyd George "revolutionerede regeringens kontrol med produktionen ved at bringe forretningsmænd til politiske embeder". [134]

Offentlig-private partnerskaber startede derfor ikke med Benito Mussolini, Adolf Hitler, Margaret Thatcher eller Tony Blair, endsige med Klaus Schwab!

I USA oprettede præsident Woodrow Wilson den amerikanske fødevareadministration[FDA], og manden, der blev sat i kontrol, var ingen ringere end Hoover, redningsmanden for de sultende belgiere og efterfølgende plyndrer af belastende dokumenter.

Citerende sin biografør Lawrence E Gelfand beskriver Docherty og Macgregor, hvordan Hoover blev "fødevarediktatoren" [135] og siger, at han i det væsentlige blev gjort til "topchef for verdens første multinationale fødevareselskab". [136]

Efterkrigstiden så en slags sammensmeltning af amerikanske og britiske økonomiske interesser, tilføjer de: "Disse enorme ændringer repræsenterede en langsigtet finansiel omstilling til fordel for Wall Street". [137]

Dette var blot et skridt i retning af et større mål, som var, som Quigley minder os om, "intet mindre end at skabe et verdensomspændende finanskontrolsystem på private hænder, i stand til at dominere det politiske system i hvert land og verdens økonomi som et hele". [138]

Efter at Federal Reserve Bank blev fremtryllet i 1913 for at muliggøre krigsfinansiering, involverede den næste del af denne plan oprettelsen af ​​den private International Bank of Settlements, Schweiz. [139]

Ejet af verdens ledende centralbanker, selv private selskaber og holde konti for hver af dem, skulle Bank for International Settlements fungere som "en centralbankernes bank" og tillade internationale betalinger ved blot at flytte kreditter fra et lands konto til et andet i bankens bøger. [140]

Samtidig blev der oprettet nye institutioner til at styre og koordinere denne anglo-amerikanske finansimperialisme.

Institute of International Affairs (IIA), også kendt som Chatham House, blev formelt etableret i 1920 og blev tildelt et kongeligt charter i 1926. Det blev hjulpet på vej med en gave på £2.000 fra Thomas Lamont fra JP Morgan.

Mens den foregiver at være en uafhængig tænketank, understreger Quigley, at dette slet ikke er tilfældet, og advarer om de skumle konsekvenser af dens sande funktion.

"Milner-gruppen kontrollerer instituttet. Når det er etableret, ændres billedet. Indflydelsen fra Chatham House fremstår i dets sande perspektiv, ikke som indflydelsen fra et autonomt organ, men som blot et af mange instrumenter i en anden magts arsenal.

"Når den indflydelse, som instituttet har, kombineres med den, der kontrolleres af Milner-gruppen på andre områder - inden for uddannelse, i administration, i aviser og tidsskrifter - begynder et virkelig skræmmende billede at dukke op...

"Billedet er skræmmende, fordi en sådan magt, uanset hvilke mål den er rettet mod, er for meget til at kunne overlades sikkert til nogen gruppe ...

"Intet land, der værdsætter sin sikkerhed, bør tillade, hvad Milner-gruppen opnåede i Storbritannien - det vil sige, at et lille antal mænd skulle være i stand til at udøve en sådan magt i administration og politik, bør gives næsten fuldstændig kontrol over offentliggørelsen af ​​dokumenterne i forbindelse med deres handlinger, bør være i stand til at udøve en sådan indflydelse på de informationsveje, der skaber den offentlige mening, og bør være i stand til så fuldstændig at monopolisere skrivningen og undervisningen i deres egen periodes historie”. [141]

På tværs af Atlanten blev en søsterorganisation, Council on Foreign Relations (CFR), oprettet med JP Morgan-penge. [142]

Quigley kommenterer, at Morgan-banken aldrig har gjort nogen reel indsats for at skjule sin holdning i forhold til Council on Foreign Relations, og de offentliggjorte lister over CFR-officerer og -direktører "har altid været fyldt med partnere, associerede og ansatte i JP Morgan and Company ”. [143]

Disse tiltag fra finansielle interesser for at centralisere økonomisk og politisk magt over hele verden ved hjælp af et netværk af private institutioner taler om deres fuldstændige foragt for enhver form for ægte demokrati.

Men så indebærer demokrati styre af folket, af flertallet – hvis du er en lille minoritet, der er fast besluttet på at blomstre ved at narre, kontrollere og udnytte det flertal, er dette det allersidste, du vil byde velkommen!

Når du alligevel finder det formålstjenligt at foregive at støtte demokratiet og afgive din minoritetskontrol som flertalsstyre, har du skabt det centrale og permanente hykleri i vores nutidige globale system.

Et andet element i konsolideringen af ​​de internationale finansfolks kontrol var slukningen af ​​enhver oprørsflamme mod deres livsødelæggende industrielle slavesystem.

Oprøret havde været stigende i årene før Den Store Krig, især i det tysktalende Centraleuropa, som jeg skrev for et par år tilbage i Menneskehedens kvælede sjæl .

Fritænkende unge mennesker, der især var samlet i Ascona i Schweiz, afviste modernitetens kolde maskineri og drømte om en alternativ verden baseret på frie fællesskaber og harmoni med naturen. [144]

[samme klokke ringer nu i DK og alle steder for dem som er årvågne individer]

Dette var, som jeg tilføjede i 2021, en stærk modkultur, et oprør mod udryddelsen af ​​liv og lykke, som hensynsløst blev påført af det industrielle imperium af grådighed og profit under det falske flag "fremskridt". [145]

Men denne opblomstring af håb blev knust og begravet i den bevidst forud planlagte nedslagtning af Den Store Krig.

Desuden blev ikke kun håb for fremtiden, men forbindelser til fortiden sprængt i stumper og stykker af granater og maskingeværer på de franske marker.

Krigen repræsenterede en pludselig acceleration af "moderniseringen", den proces, hvorved mennesker bliver revet fra alt deres tilhørsforhold og forvandlet til hjælpeløse og isolerede ofre for et voldsomt udbytningssystem.

I krige, siger Quigley, "skabes ændringer, som i fredstid kunne have fundet sted over årtier i løbet af få år". [146]

[Kommentar: ’Den fremherskende model for globalister, som går tilbage til Første Verdenskrig, har været at bruge krise som opportun mulighed, først ved at anstifte perioder med kaos, allerede før de præsenterede sig selv som orden til den efterfølgende uro. Fire af verdens største globale institutioner - The Bank for International Settlements, Den Internationale Valutafond, Verdensbanken og De Forenede Nationer - blev grundlagt på dette princip. Uden en række kriser ville der ikke have været nogen begrundelse for, at de skulle eksistere.'
– Zero Hedge, 29/3 2020, Out of Chaos’. ]

Mange gamle folkeskikke, der havde overlevet industrialismens fremmarch, stoppede pga. krigen og startede aldrig op igen bagefter. Fællesskaber blev knust, traditioner opgivet.

Det var en anden verden efter 1918: Det 20. århundredes Ny Normal af elektrificering, telefoner, radio, biografer og byliv.

En lokalhistoriker her i Frankrig fortalte mig, at tabet af så mange unge mænd i den store krig havde dræbt bondekulturen, hvor de ældre mænd og kvinderne ofte var ude af stand til at holde småbrugene kørende og tvunget til at søge lønnet arbejdskraft i Lyon eller Paris .

Et skridt på vejen mod smart city slaveri ?

Denne omkalfatring af menneskelivet for at passe til industrisystemets materielle behov skulle forsøges igen i Mussolinis Italien, Hitlers Tyskland, Stalins Rusland og Maos Kina.

I det første år af Maos "Store Spring Fremad" fra 1958 ( sjovt hvordan brandingen igen er så ens! ), blev 90 millioner bondekvinder "fritaget fra deres huslige pligter og blev tilgængelige for at arbejde for staten", skriver Quigley. [147]

En lignende ting skete under og efter Den Store Krig i Storbritannien, delvist takket være Pankhursts statsfinansierede kampagne.

Dette var gode nyheder for pengemændene. En hensynsløs arbejdsgiver vil betale sine arbejdere den laveste løn, som de er parate til at arbejde for. Hvis ikke kvinder var familiens vigtigste lønmodtager, kunne han slippe afsted med at betale dem mindre og fik dermed en praktisk og billig arbejdskraft.

Samtidig var disse kvinder ikke længere tilgængelige for at udføre deres tidligere ulønnede arbejde i hjemmet, og derfor blev familien som helhed endnu mere afhængig af handelens og industriens produkter og af den løn, der krævedes for at betale for dem.

Fælles sammenhængskraft, lokale skikke og traditionelle måder at leve på har altid stået i vejen for væksten af ​​imperier og deres centraliserede kontrol og profitmageri.

Imperialister, eller globalister om man foretrækker det, har derfor altid haft til formål at rive folk op fra deres rødder og kaste dem i kæberne på deres kødædende system.

Vores liv og vores ønsker er ikke af interesse for dem.

Docherty og Macgregor skriver: "I 1912 havde den hemmelige elite brugt over et årti på at forfølge deres ultimative mål om at skabe en ny verdensorden gennem ødelæggelsen af ​​den gamle". [148]

På samme måde bød Klaus Schwab og hans medskyldige, repræsentanter for det globale finansbaserede diktatur, som vi nu så åbenlyst lever under, Covid velkommen som ødelæggeren af ​​normaliteten før 2020 og den store accelerator for alt, hvad de har ønsket at påtvinge os årevis.

Forventes vi virkelig at tro, at det hele kun er en stor tilfældighed?

V. Fremtiden: hukommelse og raseri

Det er blevet meget klart for mig, i løbet af undersøgelsen og forberedelsen af ​​denne artikel, at den store krig 1914-1918 og The Great Reset i 2020'erne er relaterede.

De indgår begge i en række begivenheder, der har til formål at udløse et bundt af resultater til gavn for dem, der organiserer dem, som jeg har skitseret.

Det tvangsprægede hemmelighedskræmmeri, der udvises af magthaverne, måden de skjuler deres intriger på og bagtaler dem, der truer med at afsløre dem, bekræfter det åbenlyse: at disse nulstillinger, disse krige, disse store spring fremad, er forbrydelser .

Kriminel aktivitet medfører ikke altid social misbilligelse. Nogle gange kan vi have en lusket beundring for frække slyngler, der slipper af sted med et vovet røveri eller fidus.

Men disse forbrydelser er noget andet. Dette er ikke et spørgsmål om, at folk røver en bank, men om, at banker røver folket.

Desuden er disse røvere ikke kun parate til at dræbe for at få fat i deres bytte, men de har åbenbart en særlig glæde af blodsudgydelser. Et massivt tab af menneskeliv – andre menneskers liv, de små menneskers liv – synes at være et skattet træk ved deres store historiske skuespil.

Det er psykopater, forskruede massemordere, der nyder en sadistisk fornøjelse af de bunker af lig, de efterlader sig.

Deres fremtidsvision er den grusomme herskende klike, der er skildret af George Orwell i sin roman Nineteen Eighty-Four : "en støvle, der stamper på et menneskeligt ansigt - for evigt". [149]

Hver "Store" begivenhed i deres infernalske historiske serie er endnu en stempling af den støvle af magt og grådighed på vores kollektive menneskelige ansigt.

Så hvordan kan vi stoppe dem? Hvordan kan vi forsikre unge Willie McBride om, at det hele ikke vil fortsætte med at ske "igen og igen og igen og igen"?

Kredse bag den store krig og The Great Reset har så modbydelige og onde hensigter, at de passende kan beskrives som onde. Mod denne mørke kraft er vi derfor nødt til at kanalisere lyset, som jeg har skrevet før .

Vi har også brug for at forankre og udstråle alt det, vi elsker ved det liv, de ønsker at stjæle fra os: vores tilhørsforhold til naturen, vores venskaber, vores lokale traditioner, vores romancer, vores drømme, vores følelse af glæde ved at være os selv, i vores egne kroppe, i vores egne fællesskaber.

Men jeg er ikke sikker på, at denne positive energi, selvom den er nødvendig, vil være nok.

Den herskende klike har perfektioneret sit greb om magten i meget lang tid nu. I den verden, den omhyggeligt har konstrueret, hvor al reel værdi er blevet erstattet af de forbryderisk tjente penges regeringstid, har den de fysiske midler til at sikre, at dens herredømme varer ved.

For at bryde igennem systemets defensive barrierer er vi nødt til at bevæbne os med en energisk rambuk af en sådan styrke, at intet, de forsøger at gøre, vil stoppe det.

Og hvor kunne vi hente den fra?

I starten af ​​dette essay skrev jeg om den måde, hvorpå jeg altid har følt mig bundet i sorg med ofrene for Den Store Krig, og hvordan jeg føler, at mindet om deres lidelse er en del af vores kollektive ubevidsthed.

Jeg tror, ​​at det nu er tid til at bruge den hukommelse, til at få adgang til den dybe skade i vores kollektive psyke og vende den til det momentum, vi har brug for for at bringe dette modbydelige system ned.

Du kunne se det, hvis du vil, som en opfordring til de døde krigsspøgelser til at rejse sig og marchere mod de guldbelagte citaeller fra den magt, der slagtede dem.

Millioner og atter millioner af fantomer, sammen med millioner af flere ofre for den samme magts vold og udnyttelse på tværs af dets enorme rådne imperium, vil stille sig frem mod deres mordere.

Deres fysiske form vil være dig og mig, den kropslige inkarnation af menneskeheden i dag, men deres åndelige essens vil være ældgammel og vred.

Gennemsyret af vores viden om alt, hvad der er blevet gjort mod os, og vores beslutning om, at det aldrig må ske igen, vil vi og dem, der kom før os, sammen rive undertrykkernes fangelejre og tællehuse ned for at rydde vejen for en fri og glædelig menneskelig fremtid.

[Lydversion: Pt I , Pt II , Pt III , Pt IV-V ]

[Kort video af Organic Carla]

Dette essay bør ideelt set læses i sammenhæng med A developing evil: the malign historic force behind the Great Reset

Oversat til dansk af ChaosNavigator 5. marts 2024

NOTER

[1] Carroll Quigley, Tragedy and Hope: A History of the World in Our Time (Reprint, New Millennium Edition, New York: Macmillan, 1966), s. 161.
[2] Gerry Docherty og Jim Macgregor, Hidden History: The Secret Origins of the First World War (Edinburgh & London: Mainstream Publishing, 2013), s. 12.
[3] Quigley, Tragedy and Hope , s. 602.
[4] Quigley, Tragedy and Hope , s. 82-83.
[5] WT Stead, The Last Will and Testament of Cecil John Rhodes , s. 55, cit. Jim Macgregor og Gerry Docherty, Prolonging the Agony: How the Anglo-American Establishment Deliberately Extended WWI by Three-and-a-Half Years (Walterville, OR: Trine Day, 2018), s. 5.
[6] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 31.
[7] Carroll Quigley, The Anglo-American Establishment: From Rhodes to Cliveden (Dauphin Publications Inc, 2013), s. 135.
[8] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 38.
[9] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 366.
[10] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 6.
[11] Niall Ferguson, The House of Rothschild: The World's Banker 1849-1999 (New York: Penguin, 2000), s. 285.
[12] cit. Ferguson, s. 441.
[13] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 18.
[14] Quigley, Tragedy and Hope , s. 602-03.
[15] J. Lee Thompson, Forgotten Patriot (New Jersey: Rosemount Publishing, 2007), s. 75, cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 27.
[16] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 86.
[17] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 53.
[18] Bruce Lockhart, Memoirs of a British Agent , s. 206. cit Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 469.
[19] Paul Cudenec, Fascisme omdøbt; Exposing the Great Reset : Winter Oak, e-bog, 2021, s. 280-284.
[20] Klaus Schwab med Nicholas Davis, Shaping the Future of the Fourth Industrial Revolution: A Guide to Building a Better World (Geneve: WEF, 2018), e-bog, 82%.
[21] Schwab, 60%.
[22] Macgregor og Docherty, Forlængelse af smertens. 397-98.
[23] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 76-77.
[24] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 167.
[25] Ferguson, s. 232.
[26] Ferguson, s. 427.
[27] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 43.
[28] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 63.
[29] Milner til Violet Markham, juni 1906. cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 153.
[30] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 154.
[31] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 154.
[32] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 155.
[33] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 159-60.
[34] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 158.
[35] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 223.
[36] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 212.
[37] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 242.
[38] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 227.
[39] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 206.
[40] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 442.
[41] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 443.
[42] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 184.
[43] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 223.
[44] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 329.
[45] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 170.
[46] James Lees-Milne, The Enigmatic Edwardian: The Life of Reginald, Second Viscount Esher (London: Sidgwick and Jackson, 1986) cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 377.
[47] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 25.
[48] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 24.
[49] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 25.
[50] Macgregor og Docherty, Forlængelse af smerten, s. 7.
[51] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 100.
[52] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 68.
[53] Ferguson, s. 249.
[54] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 24.
[55] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 24.
[56] Ferguson, s. 251.
[57] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 68.
[58] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 68.
[59] Oxford Pamphlets, 1914-1915 , cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 51.
[60] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 52.
[61] Annette Becker, A Companion to World War I , s. 237-38, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 53.
[62] Arthur F. Winnington-Ingram, The Potter and the Clay , s. 229, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 54.
[63] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 55.
[64] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 233.
[65] George H Nash, Herbert Hoover The Great Humanitarian 1914-1917 , s. x, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 202.
[66] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 202.
[67] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 204.
[68] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 204-05.
[69] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 229.
[70] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 231.
[71] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 195.
[72] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 26.
[73] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 329.
[74] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 508.
[75] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 508.
[76] Quigley, Tragedy and Hope , s. 165.
[77] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 63.
[78] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 134.
[79] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 100-101.
[80] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 116.
[81] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 40.
[82] Quigley, Tragedy and Hope , s. 166.
[83] Hansard , Underhusets debat, 7. august 1914, bind 65, cc 2153-6, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 34-35.
[84] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 32.
[85] Quigley, Tragedy and Hope , s. 158.
[86] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 387-88.
[87] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 4.
[88] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 186.
[89] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 150-51.
[90] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 190.
[91] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 282.
[92] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 11.
[93] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 105.
[94] Nicholas D'Ombain, War Machinery and High Policy Defence Administration in Peacetime Britain, 1902-14 , s. xiii, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 21.
[95] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 356.
[96] Ferguson, s. 319.
[97] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 356-57.
[98] New York Times , 5. februar 1921, cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 358.
[99] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 358.
[100] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 66.
[101] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 67.
[102] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 363-64.
[103] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 345.
[104] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 69.
[105] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 76.
[106] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 291-92.
[107] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 139.
[108] Francis Neilson, How Diplomats Make War (New York: Bibliolife, 1923), s. 328, cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 139.
[109] Det første underudvalg af Folkeforbundets midlertidige blandede kommission , rapport A.18, 1921, s. 5 cit. Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 143.
[110] Ferguson, s. 412.
[111] Ferguson, s. 412-13.
[112] Ferguson, s. 413.
[113] Ferguson, s. 413.
[114] Ferguson, s. 427.
[115] Ferguson, s. 413.
[116] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 316.
[117] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 328.
[118] Generalmajor Smedley Darlington Butler, War is a Racket , s. 1. cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 66.
[119] Quigley, Tragedy and Hope , s. 199.
[120] Quigley, Tragedy and Hope , s. 200.
[121] Quigley, Tragedy and Hope , s. 206.
[122] Quigley, Tragedy and Hope , s. 162.
[123] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 318.
[124] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 390.
[125] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 241.
[126] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 213.
[127] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 213.
[128] Quigley, Tragedy and Hope , s. 161.
[129] Quigley, Tragedy and Hope , s. 162-63.
[130] Quigley, Tragedy and Hope , s. 45.
[131] Quigley, Tragedy and Hope , s. 44.
[132] Quigley,Tragedie og håb , s. 213.
[133] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 360.
[134] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 375.
[135] Lawrence E Gelfand, Herbert Hoover, The Great War and its Aftermath, 1914-1923 , s. 48, cit. Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 484.
[136] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 484.
[137] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 501.
[138] Quigley, Tragedy and Hope , s. 204.
[139] Quigley, Tragedy and Hope , s. 204.
[140] Quigley, Tragedy and Hope , s. 195-96.
[141] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 198.
[142] Macgregor og Docherty, Prolonging the Agony , s. 502.
[143] Quigley, The Anglo-American Establishment , s. 191-92.
[144] Paul Cudenec, The Stifled Soul of Humankind (Sussex: Winter Oak, 2014, s. 91.
[145] Cudenec, Fascism Rebranded , s. 277-280.
[146] Quigley, Tragedy and Hope , s. 526.
[147] Quigley, Tragedy and Hope , s. 735.
[148] Docherty og Macgregor, Hidden History , s. 225.
[149] George Orwell, Nineteen Eighty-Four (Middlesex, Penguin Books, 1954), s. 215.