Hitler, Churchill, Holocaust & Krigen i Ukraine

Mike Whitney Interview med Ron Unz - Alt hvad vi 'ved' er Forkert

‘Tro ikke på noget, bare fordi du har hørt det. Tro ikke på noget, blot fordi det er talt og rygtet af mange. Tro ikke på noget, blot fordi det står skrevet i dine bøger. Tro ikke på noget, der kun er baseret på jeres læreres og ældstes autoritet. Tro ikke på traditioner, fordi de er blevet overleveret i mange generationer. Men efter observation og analyse, når du finder ud af, at noget stemmer overens med fornuften og er befordrende for det gode og til gavn for alle, så accepter det og lev op til det.’
– Buddha

INTRO ved ChaosNavigator (gentagelser forekommer):

I håb om, at et ældre publikum vil læse dette, idet manges engelskkundskaber ikke er så stærke, publicerer jeg min oversættelse af endnu en Ron Unz’ artikel:  Hitler, Churchill, the Holocaust, and the War in Ukraine, Ron Unz, 17. juli 2023, Unz Review.

Artiklen er et interview med Ron Unz, og er et absolut must, måske det bedste overordnede overblik på dansk vedrørende de mange usandheder under 2. Verdenskrig. Det vedrører også i allerhøjeste grad verdenssituationen idag, ikke mindst situationen i Ukraine. Artiklen giver et historisk virkelig godt, men chokerende overblik, som ultimativt er grunden til at dine forældre og bedsteforældre gik igennem, hvad de gjorde (og at du er blevet epigenetisk præget af det).

Følgende er den tredje oversættelse af en artikel fra UNZ Review. Den er skrevet af den berømte amerikanske jøde og akademiker, Ron Unz. Han er ifølge mange skarpe dissidenter den mest kontroversielle jøde i nyere tid, fordi han har skrevet den sandsynligvis mest heftige historierevisionistiske og chokerende serie kaldet “American Pravda”. Hvis du vil løfte på øjenbrynene i apatiens tidsalder, og knuse din kognitive dissonans, SKAL du læse den, da ufatteligt meget, hvad du troede var sandt, bliver dekonstrueret.

Dette er historisk genfundent yderst kvalificeret ekstremt eksplosivt materiale, som hidtil har været forbeholdt en kreds af få mennesker i Danmark (og internationalt). Ikke at læse denne artikel blot én gang, konstituerer intet mindre end katastrofal alvorlig analfabetisme i historiebevidsthed.

Ron Unz er ikke ‘rabiat’, ej heller ‘Hitlerist’, ej heller ‘højre ‘eller ‘venstre’ i denne bestræbelse (falsk paradigme – det rigtige er sandt vs falskt), men blot skarp, åben, sober, faktuel og lødig i sin enorme research.

Ron Unz er blevet betegnet som den mest kritiske amerikanske jøde idag, og skabte i 2013 et ekstremt alsidigt website, UNZ Review, som er blevet censureret og chikaneret, og blev forbudt på Facebook i april 2019 (selv før forbuddet var der stort set ikke et eneste dansk Facebook opslag fra UNZ Review). De sædvanlige tilhængere af censur, det dybt løgnagtige Wikipedia, forbudsfolk og mørkemænd, beskriver selvfølgelig Ron Unz som ‘anti-semitisk’, hvad han overhovedet ikke er. Han er heller ikke ‘selvhadende jøde’, men slutter sig til rækken af en tradition af vidt forskellige men meget skarpe og modige dissidenter, fordi han har erkendt, hvad mange før ham vidste qua grundig research; nemlig at næsten alt hvad vi har fået at vide i historien er forkert. Han har dedikeret en del af sin tech-entreprenør formue til at sprede sandhed og debat med sit ekstremt professionelle website UNZ Review.

Få mennesker på planeten er klogere end Ron Unz eller har mere intellektuel nysgerrighed. Denne fascinerende og provokerende samling af essays udforsker en bemærkelsesværdig række emner, mange af dem højt profilerede, nogle af dem mystiske. Unz’ analyse er altid seriøs og udfordrer uvægerligt fremherskende visdom, hvilket vil sige, at der er mange kontroversielle argumenter i denne bog. Ingen vil sandsynligvis være enige i hver eneste af hans konklusioner, men vi ville være bedre stillet, hvis der var flere mennesker som Ron Unz blandt os.
—John J. Mearsheimer, Professor of Political Science at the University of Chicago, and author of The Israel Lobby.

Om Ron Unz er et limited hangout, en kontrolleret opposition vil historien vise, men i så fald er han gatekeeper,dvs. skjulerr nogle meget værre undertrykte episoder i WW2, som han ikke nævner (?). Ikke desto mindre, publicerer han nogle af de mest kontroversielle fakta - underbelyste og yderst kontroversielle aspekter af Deep State politik, USA, Israel, Ukraine og Rusland, Zionisme og Det Jødiske Spørgsmål, vaccine- og Corona problematikken, økonomi, m.m.m. Tjek kommentatorsporet i artikler, og du vil finde meget kyndige kommentatorer (ofte lærer man mest af kommentarer).

Update: Unz’s holdninger om vaccinen er tvivlsomme, matematisk komplekse, og påstanden om, at Covid-virus er et biovåben, forekommer mig at være dybt utroværdig, da vaccinen var selve våbnet, bl.a. uigendriveligt attesteret af, at dødeligheden først steg EFTER vaccinerne blev introduceret - og jeg selv hælder i det hele taget mod Thomas Cowan og andre, som drager hele virologien i tvivl.

Ron Unz har skabt et systematisk enormt arkiv af de mest forbudte og glemte bøger med en betydelig professionalisme, en enorm reproduktion af gamle og nye publikationer.

Jeg er ikke specielt Ron Unz-fan, da jeg finder mine kilder mange andre steder, men det som er ekstremt signifikant er, at så ekstremt eksplosive kontroversielle værker udkommer via en så kendt jøde, og på en så systematiseret og katalogiseret måde - og med titusinder af følgere.

Ekstrakt af bio: Ron Unz: Født i Californien af en ukrainsk-jødisk immigrant, opvokset i en jiddischtalende husstand. Alma mater: Harvard University & University of Cambridge. Unz Foundation, som han er formand for, har doneret til enkeltpersoner og organisationer. Alle påstås af ADL (son i øvrigt blev skabt af B’nai B’rith, den eneste loge som Hitler ikke lukkede, mere om dette længere nede) at have offentliggjort eller udtrykt antisemitiske meninger eller, i tilfældet med Norman Finkelstein; anti-israelske. Han har doneret store pengebeløb til Paul Craig Roberts, Philip Giraldi, Norman Finkelstein, Philip Weiss, medredaktør af Mondoweiss-webstedet., Michael Hudson, Alison Weir, grundlægger af If Americans Knew, m.fl. I 2017 fik The Unz Review offentlig opmærksomhed, da den tidligere CIA-agent Valerie Plame blev kritiseret efter at have tweetet en artikel af en fast UNZ skribent, CIA antiterrorspecialist Philip Giraldi, med titlen “America’s Jews Are Driving America’s Wars” (Amerikanske Jøder driver USA’s krige)
https://en.wikipedia.org/wiki/Ron_Unz#The_Unz_Review

Det er en gammel men offentlig åben hemmelighed, at Israels løgne bliver til sandhed i danske medier, som den danske jødiske journalist og forfatter, Kjeld Koplev, påpegede i Politiken. At danske journalister er kuede og uduelige mikrofonholdere for magten, og at det har været sådan i mange år, ved enhver vågen person. De danske intellektuelle og forfærdelige falske medier, er stadig langt langt bagud i forhold til den tidsånd af reformation og revidering, som den internationale intellektuelle spydspids graver frem. Det bør være af yderste vigtighed for alle mennesker at opdatere sig selv om dette, for ikke at ende som ahistoriske analfabeter, ikke mindst jøder selv.

Hvornår har man NOGENSINDE set den ANDEN sides udlægning, en anden historie end sejrherrernes fortælling om 2. Verdenskrig? Det burde være et rimeligt spørgsmål. De fleste kommer til kort, for de har ALDRIG I HELE DERES LIV set eller læst andet end KUN sejrherrernes fortælling, mest via 10.000 film fra DR og Hollywood.

NB! At tro, at man bliver til ‘nazist’ eller ‘anti-semit’, fordi man evt. er uenig med de allieredes historieskrivning om Hitler, er en falsk associativ logisk fejlslutning. Du bliver heller ikke en Saddam-elsker fordi du kan se, at USA’s påskud for invasionen af Irak var en gigantisk løgn. Det er en logisk fejlslutning, en stråmand, en falsk dikotomi - en falsk sort/hvid binær borderline tankegang (‘Either you are with us, or you are with the terrorists’ - George Bush). Anarkister f.eks. kan forkaste statsstrukturen i både Tyskland og USA, men af den grund bliver man ikke blind for, om historieskrivingen om dette og hint er falsk i en konflikt mellem to parter. Det er fakta det handler om.

Artiklen viser også, at Hitler ikke var ansvarlig for at initiere Anden Verdenskrig. Jeg vil yderst gerne høre kvalificerede modargumenter. Igen, jeg er ikke pro-Hitler, og har intet med det at gøre, men ret skal være ret.

Alle nye (og gamle) kilder, som ikke er en del af etablissementet, viser f.eks. - uigendriveligt og nærmest tværkulturelt akademisk mht. 'alternativ' ikke-etablissements-godkendt historie - at Churchill var et psykopatisk, patogisk fordrukkent og bestialsk umenneske af værste art (matter of factly konstaterende, omend det lyder emotionelt fordømmende), både i privaten og ikke mindst i krigshandlinger, som brød enhver konvention, ikke mindst ubarmhjertige og diabolsk ubønhørlige meningsløse bombinger og brandbombninger af civile mål, som ingen militær signifikans havde overhovedet. Dresden hører man altid om, men Dresden var ‘kun’ én by ud af mange, som blev totalt udslettede.

Historien om alt disse for offentligheden ukendte aspekter er langt værre end jeg kan formå at beskrive. Hvis man ikke bliver rystet, er det fordi man ikke forstår implikationerne. Artiklen indeholder materiale, som igen 'kun' er en del af et enormt igangværende kulegravingsarbejde af første klasse par excellence.

Jeg mangler muligvis at indsætte nogle hyperlinks og finpudse nogle eventuelle oversættelsesfejl, men du kan altid klikke på den engelske version.

Here we go:

Hitler, Churchill, the Holocaust, and the War in Ukraine [du kan lytte til artiklen oplæst på engelsk også ved at gå ind på linken]

Spørgsmål 1: Hitler

Mike Whitney: I Vesten bliver vi lært, at Hitler er legemliggørelsen af ​​​​alt ondt, men det er mere kompliceret end som så, ikke? Jo mere jeg læser om Hitler, jo mere overbevist er jeg om, at hans synspunkter om Versailles-traktaten var ret almindelige blandt tyskere, der levede på det tidspunkt. Det forekommer mig, at hvis Hitler ikke var dukket op som den leder, der lovede at genoprette Tyskland (til dets oprindelige grænser), ville en anden have taget hans plads. Det virkelige problem var uretfærdigheden i selve traktaten, som krævede erstatninger, der ikke kunne tilbagebetales sammen med opdelingen af ​​den tyske stat. Det var den besværlige Afvikling af Versailles, der sikrede, at der ville blive Anden Verdenskrig, ikke Hitler.

Tager jeg fejl i dette? Og er du enig i, at vores alt for forsimplede "tegneserieagtige" fremstilling af Hitler forhindrer folk i at forstå de begivenheder, der førte til Anden Verdenskrig?

Ron Unz: Du har ret på alle disse punkter, men den sande historie er endnu værre end som så.

Tyskland havde haft stor succes i de første år af Første Verdenskrig, gentagne gange besejret russerne, mens de besatte dele af det nordlige Frankrig, men ikke desto mindre forsøgte dets ledere derefter at afslutte den forfærdelige gensidige nedslagtning i 1916 ved at foreslå en fred uden vindere eller tabere. Det meste af den allierede ledelse afviste dog hårdt alle fredsforhandlinger, og var i stedet besluttet på at fortsætte krigen, indtil Tyskland var besejret og permanent invalideret. Jeg diskuterede den vigtige glemte historie i en lang artikel sidste år.

• American Pravda: Lost Histories of the Great War
  Ron Unz • The Unz Review • 28. november 2022 • 8.100 ord

Et par år senere, efter at Amerika var gået ind i krigen, indvilligede Tyskland i en våbenhvile – en ende på kampene – på grundlag af præsident Woodrow Wilsons fjorten punkter , som så ud til at tilbyde en retfærdig fred uden sejr for nogen af siderne. Men dette viste sig at være en bait-og-switch-operation*, og eftersom Tyskland havde trukket sin hær tilbage fra fransk territorium og opgivet sine magtfulde flådestyrker, indførte de allierede en brutal sultblokade over det svækkede land, hvilket påførte mange hundrede tusinde af civile dødsfald, indtil den nye tyske regering endelig accepterede meget barske fredsbetingelser.

*[en vildledende måde at sælge noget på, der f.eks. involverer at reklamere for et produkt til en meget lav pris for at tiltrække kunder, som derefter bliver overtalt til at skifte til et dyrere produkt]

 Disse omfattede sønderdeling og besættelse af dele af deres land, permanent militær svaghed og accept af hele krigens skyld, samt at betale gigantiske fremtidige økonomiske erstatninger til de sejrrige allierede.

De uhyrlige vilkår, der blev pålagt i Versailles, fortørnede fortørende i høj grad alle tyskere, og erindringen om den udsultning, som blev påtvunget Tyskland under krigen og endda efterfølgende, var en af ​​grundene til, at Hitler mente, at det var så vigtigt at få adgang til yderligere landbrugs-territorie.

Hvad angår den tyske leder selv, påpegede jeg for flere år siden, at hans samtidige vurdering af mange ledende personer var meget anderledes, end man kunne forestille sig baseret på den dæmoniske fremstilling af ham i den historiske propaganda-fortælling, der senere blev skabt efter krigens udbrud.

Ved at genoplive Tyskland som velstående, mens næsten alle andre lande forblev forsumpet elendigt i den verdensomspændende store depression, modtog Hitler strålende anerkendelser fra enkeltpersoner over hele det ideologiske spektrum. Efter et længere besøg i 1936 roste David Lloyd George, Storbritanniens tidligere premierminister i krigstid, fuldt ud kansleren som "Tysklands George Washington", en nationalhelt af den største slags. I årenes løb har jeg set plausible påstande her og dér om, at Hitler i løbet af 1930'erne blev bredt anerkendt som verdens mest populære og succesrige nationale leder, og det faktum, at han blev valgt som Time Magazine’s Årets mand for 1938 , har tendens til at støtte denne overbevisning.

Jeg opdagede et særligt eksempel på sådanne manglende perspektiver tidligere i år, da jeg besluttede at læse The Prize, Daniel Yergins magistrale og Pulitzer-prisvindende historie fra 1991 om verdens olieindustri, og stødte på et par overraskende afsnit begravet dybt inde i de 900 sider af tæt tekst. Yergin forklarede, at i midten af ​​1930'erne blev den kejserlige formand for Royal Dutch Shell, som havde tilbragt årtier på det absolutte topmøde i den britiske forretningsverden, meget begejstret for Hitler og hans nazistiske regering. Han mente, at en engelsk-tysk alliance var det bedste middel til at opretholde europæisk fred og beskytte kontinentet mod den sovjetiske trussel, og trak sig endda tilbage til Tyskland i overensstemmelse med sine nye sympatier.

Siden den egentlige historie i denne æra er blevet så grundigt erstattet af ekstrem propaganda, støder akademiske specialister - der nøje undersøger bestemte emner - nogle gange på forvirrende anomalier. For eksempel gjorde en lidt afslappet Googling mig opmærksom på en interessant artikel af en førende biografør af den berømte jødiske modernistiske forfatter Gertrude Stein, som virkede fuldstændig mystificeret over, hvorfor hendes feministiske ikon så ud til at have været en stor beundrer af Hitler og en entusiastisk tilhænger af den pro-tyske Vichy-regering i Frankrig. Forfatteren bemærker også, at Stein næppe var alene i sine følelser, som generelt blev delt af så mange af de førende forfattere og filosoffer i den periode.

Der er også det meget interessante, men langt mindre veldokumenterede tilfælde af Lawrence of Arabia, en af ​​de største britiske militærhelte, der kom ud af Første Verdenskrig, og som måske har bevæget sig i en smule lignende retning lige før hans død i 1935 i en muligvis mistænkelig motorcykelulykke. En påstået beretning om hans fortløbende politiske synspunkter, virker ekstremt detaljeret og måske værd at undersøge - originalen er blevet skrubbet væk fra internettet, men stadig tilgængelig på Archive.org.

For et par år siden blev dagbogen fra 1945 om en 28-årig John F. Kennedy, der rejste i efterkrigstidens Europa, solgt på auktion, og indholdet afslørede hans ret gunstige fascination af Hitler. Den ungdommelige JFK forudsagde, at "Hitler vil rejse sig fra det had, der omgiver ham nu som en af ​​de mest signifikante skikkelser, der nogensinde har levet" og følte, at "han havde det stof i sig, som legender er lavet af." Disse følelser er særligt bemærkelsesværdige for at være blevet udtrykt lige efter afslutningen på en brutal krig mod Tyskland, og på trods af den enorme mængde af fjendtlig propaganda, der havde ledsaget den.

Den politiske entusiasme hos litterære intellektuelle, unge forfattere eller endda ældre forretningsmænd er næppe de mest pålidelige kilder til at vurdere et bestemt regime. Men tidligere i år pegede jeg på en ret omfattende vurdering af den nationalsocialistiske Tysklands oprindelse og politik af en af ​​Storbritanniens mest fremtrædende historikere:

For ikke længe siden stødte jeg på en meget interessant bog skrevet af Sir Arthur Bryant, en indflydelsesrig historiker, hvis Wikipedia-side beskriver ham som Winston Churchills og andre britiske premierministres personlige favorit. Han havde arbejdet på Unfinished Victory i slutningen af ​​1930'erne, for derefter at ændre den en smule til udgivelse i begyndelsen af ​​1940, et par måneder efter udbruddet af Anden Verdenskrig havde ændret det politiske landskab betydeligt. Men ikke længe efter blev krigen meget mere bitter, og der var et hårdt nedslag på disidente stemmer i det britiske samfund, så Bryant blev foruroliget over, hvad han havde skrevet og forsøgte at fjerne alle eksisterende kopier fra cirkulation. Derfor er de eneste tilgængelige til salg på Amazon med ublu priser, men værket er heldigvis også frit tilgængelig på Archive.org.

Bryant skrev, før den "officielle version" af historiske begivenheder var blevet rigidt besluttet, og beskriver Tysklands meget vanskelige hjemlige situation mellem de to verdenskrige, dets problematiske forhold til dets lille jødiske minoritet, og omstændighederne bag Hitlers opståen, hvilket giver et helt andet perspektiv på disse vigtige begivenheder end hvad vi normalt læser i vores standard lærebøger.

Blandt andre overraskende kendsgerninger bemærker han, at selv om jøder kun udgjorde 1 % af den samlede befolkning, selv fem år efter Hitler var kommet til magten og gennemførte forskellige antisemitiske politikker, ejede de tilsyneladende stadig "noget i retning af en tredjedel af den faste ejendom" i det land, hvor hovedparten af ​​disse enorme besiddelser var erhvervet fra desperate, sultende tyskere i de forfærdelige år i begyndelsen af ​​1920'erne. Således var en stor del af Tysklands 99% tyske befolkning for nylig blevet frataget de aktiver, de havde opbygget gennem generationer...

Bryant bemærker også ærligt den enorme jødiske tilstedeværelse i ledelsen af ​​de kommunistiske bevægelser, der midlertidigt havde erobret magten efter 1. Verdenskrig, både i store dele af Tyskland og i det nærliggende Ungarn. Dette var en ildevarslende parallel til de overvældende jødiske bolsjevikker, der havde fået kontrol over Rusland og derefter slagtet eller fordrevet landets traditionelle russiske [Putin siger det samme] og tyske herskende eliter, og derfor en væsentlig kilde til nazistisk frygt.

I modsætning til så mange af de andre historikere, der tidligere blev diskuteret, arbejdede Bryant ihærdigt - efter at det politiske klima ændrede sig - på at fjerne sine pludselige umoderne synspunkter fra den skriftlige optegnelse og fortsatte som konsekvens med at nyde en lang og succesfuld karriere, toppet af en taknemmelig anerkendelse fra britiske etablissement. Men jeg formoder, at hans for længst undertrykte bind fra 1940, der præsenterer et rimeligt gunstigt syn på Hitler og Nazityskland, formentlig er mere nøjagtig og realistisk end de mange tusinde propagandafyldte værker af andre, der snart fulgte. Jeg har nu indarbejdet det i mit HTML Books-system, så de interesserede kan læse det og selv beslutte sig.

• Ufærdig sejr
  Arthur Bryant • 1940 • 79.000 ord
  
  

Spørgsmål 2: München

Hjælp mig med at forstå München. Vi er alle blevet lært, at Storbritanniens Neville Chamberlain bøjede sig for Hitlers krav om annekteringen af ​​​​Tjekkoslovakiets Sudeterland, hvilket igen gav næring til Hitlers begær efter global erobring. Men var det virkelig det, der skete? Og var "appeasement"[forsoning/fred] virkelig en så dårlig idé, eller burde de europæiske ledere have accepteret, at Versailles var en katastrofe fra starten og gået med til Hitlers krav om at genoprette Tysklands oprindelige grænser?

Ron Unz: Første Verdenskrig havde ført til sammenbruddet af de multietniske østrig-ungarske, zaristiske og osmanniske imperier, som hver især var blevet politisk domineret af én etnisk gruppe på bekostning af alle de andre. Præsident Woodrow Wilsons fjorten punkter og Fredskonferencen i Versailles havde løftet princippet om, at nationaliteter skulle blive givet frihed og styres af deres egne ledere, og dette havde tjent som det logiske grundlag for de fleste af de skabte efterfølgende stater i kølvandet således.

Imidlertid var der en åbenlys dobbeltmoral i den politiske anvendelse af denne politik, hvor oprettelsen af ​​det nye land Tjekkoslovakiet var et af de mest åbenlyse eksempler. Ligesom det meget større østrig-ungarske imperium var Tjekkoslovakiet strikket sammen fra flere helt forskellige nationaliteter, hvor omkring halvdelen af ​​befolkningen var de herskende tjekkere, og den anden halvdel var tyskere, slovaker og ukrainere, som havde ringe politisk magt og dybt have modstand over tjekkernes herredømme, som fuldstændig kontrollerede regeringen og dens administration.

Tjekkoslovakiet var blevet etableret som en vigtig strategisk allieret af Frankrig for at bruge det mod Tyskland, der geografisk fungerede som et passende isscenesættelsesområde for bombeangreb, der næsten svarede til et usænkeligt hangarskib, der rager direkte ind i hjertet af dets tyske nabo. Da landet bevidst var designet til at true Tyskland, var den overvældende tyske Sudeterland-region blevet integreret for at styrke dets geografiske grænseforsvar. Tyskerne var faktisk den næststørste nationalitet i Tjekkoslovakiet, så selve navnet svarede til uærlig propaganda, og noget som Czecho-Germani kunne have været lidt mere præcist.

Et af Hitlers hovedmål var at befri de undertrykte tyske befolkninger i Centraleuropa og genforene dem med deres tyske hjemland, og disse omfattede de mere end 3 millioner sudettyskere. Den tjekkiske regering var også på ganske venlig fod med Stalins Sovjetunionen og virkede derfor som en særlig truende potentiel militær trussel, en mulig fremtidig base for sovjetiske angreb mod Tyskland.

Hitler genopbyggede gradvist Tysklands styrke og i marts 1938 lykkedes det at genforene sit land med tyskerne i Østrig, opnået med den overvældende entusiastiske støtte fra nævnte. Han krævede derefter, at sudettyskerne blev befriet af tjekkerne og fik lov til at forene sig med Tyskland også, idet han var villig til potentielt at risikere en bredere europæisk krig med briterne, franskmændene og sovjeterne om disse spørgsmål. For at undgå dette forhandlede lederne af Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien en aftale i München sammen, der tillod sudettyskerne at løsrive sig og slutte sig til Tyskland. Denne fredsaftale var populær i næsten hele Europa.

Men da tyskerne havde fået lov til at løsrive sig fra Tjekkoslovakiet, gjorde slovakkerne hurtigt det samme, idet de etablerede deres egen selvstændige stat Slovakiet (ligesom det skete igen i 1993), og hele landet faldt fra hinanden. På det tidspunkt greb Polen også et stykke omstridt territorium, og ungarerne truede med at gøre det samme, så ifølge de fleste beretninger, som jeg har læst, henvendte den desperate tjekkiske præsident sig til Hitler for at få støtte, og det, der var tilbage af landet, blev et tysk protektorat.

Selvom anti-tysk propaganda snart portrætterede tabet af tjekkisk uafhængighed som en åbenlys krænkelse af München-aftalen, et bevis på, at Hitler ikke kunne stole på at holde sine løfter, var situationen virkelig ikke så entydig, da Tjekkoslovakiet allerede var faldet fra hinanden og eksisterede ikke længere. Desuden havde tjekkerne kun været fuldstændig uafhængige i tyve år efter tidligere at have tilbragt næsten 700 år under tysk overherredømme, så i mange henseender genoprettede dette blot de traditionelle geopolitiske ordninger i den del af Europa, hvilket gjorde det langt mere fredeligt, end da Sovjet invaderede og besatte de baltiske stater året efter.

Ironisk nok var München-aftalen underskrevet af Chamberlain efter sigende så enormt populær i Storbritannien, at hvis han havde udskrevet valg kort efter, ville han sandsynligvis have vundet et overvældende flertal i parlamentet, hvilket kraftigt ville have konsolideret hans politiske kontrol over den britiske regering i de næste par år. 

For dem, der er interesserede i en meget mere detaljeret diskussion af denne vigtige historie, vil jeg anbefale 1961-klassikeren The Origins of the Second World War af den kendte Oxford-historiker AJP Taylor samt David Irvings fremragende bind Hitler's Warfra 1991, tilgængelig i HTML-format på denne hjemmeside:

• Hitlers krig
  David Irving • 1991 • 397.000 ord

En anden fremragende bog, der dækker denne komplekse historie, er 1939: The War Had Many Fathers, udgivet i 2011 af Gerd Schultze-Rhonof, en fuldt mainstream tysk professionel militærmand, som steg til rang af generalmajor i den tyske hær, før han gik på pension. Jeg vil også anbefale David L. Hoggans ekstremt detaljerede narrative historie i The Forced War, hvis engelske version oprindeligt blev udgivet i 1989 og længe var utilgængelig.

• Den tvungne krig
  Da fredelig revisionisme slog fejl
  David L. Hoggan • 1989 • 320.000 ord

Jeg skal nævne, at både Schultze-Rhonof og Hoggan betragter disse begivenheder noget anderledes, end jeg har præsenteret, hvor førstnævnte skarpt fordømte Hitlers indtog i Tjekkiet som en alvorlig krænkelse af München-aftalen, og sidstnævnte argumenterede for, at den britiske regering under Lord Halifax' indflydelse altid havde haft til hensigt at orkestrere en krig mod Tyskland og brugte blot München-aftalen som list for at få yderligere tid til fuld oprustning før angreb.

Spørgsmål 3: Churchill "Den Fordrukne Kujon"

Jeg kan ikke forstå Churchills opførsel før krigen. Hvorfor var han så ivrig efter at erklære krig mod Tyskland på grund af en tysk territorial strid med Polen mange hundrede kilometer væk fra sit eget land? Hvorfor mente han, at det skulle involvere England? Desuden havde Churchill tydeligvis ingen mulighed for at transportere britiske tropper til Polen for at forsvare landet, og den forslåede britiske hær ville heller ikke have klaret sig godt mod den bedre trænede og udstyrede Wehrmacht. I din bog ,Understanding World War II , antyder du, at Churchill havde sponsorer, som måske har trukket i hans tråde og overtalt ham til at gøre ting, der tydeligvis ikke var i hans lands bedste interesse. Er det det, der foregik, fulgte Churchill bare et manuskript, der var skrevet af andre?

Ron Unz – Faktisk blev Churchill først medlem af den britiske regering den dag, hvor krigen blev erklæret mod Tyskland, men han havde virkelig presset kraftigt på udefra for en anti-tysk politik fra Chamberlains regering, så problemet er der stadig .

Da jeg første gang mødte David Irvings vigtige historiske arbejde for et par år siden, var min største overraskelse ikke de nye oplysninger, han gav om Hitler, men de forbløffende fakta, han afslørede om Churchill. Som jeg forklarede i min 2019-artikel om Anden Verdenskrig:

Jeg besluttede for nylig at tage fat på et af Irvings meget længere værker, det første bind af Churchill's War, en klassisk tekst, der fylder omkring 300.000 ord og dækker historien om den legendariske britiske premierminister til aftenen i Barbarossa, og jeg fandt den lige så fremragende som jeg havde forventet.

Som en lille indikator for Irvings åbenhed og viden, refererer han gentagne gange, omend kortfattet, til de allierede planer fra 1940 om pludselig at angribe USSR og ødelægge dets Baku-oliefelter, et fuldstændigt katastrofalt forslag, der helt sikkert ville have tabt krigen, hvis det rent faktisk blev gennemført. Derimod er de usædvanligt pinlige  Operation Pike blevet fuldstændig udelukket fra praktisk talt alle senere vestlige beretninger om konflikten, hvilket efterlader en til at spekulere på, hvilke af vores talrige professionelle historikere der blot er uvidende, og hvilke der er skyldige i at lyve ved udeladelser.

Indtil for nylig havde mit kendskab til Churchill været ret overfladisk, og Irvings afsløringer var absolut øjenåbnende. Den måske mest slående enkelte opdagelse var mandens bemærkelsesværdige disposition for bestikkelse og korruption, hvor Churchill var en kæmpe sløs, der levede overdådigt og ofte langt over sine økonomiske muligheder, og han beskæftigede en hær af snesevis af personlige tjenere på sin store landejendom på trods af, at han ofte manglede nogen sikre indtægtskilder for at vedligeholde dem. Denne knibe gjorde ham naturligvis prisgivet de personer, der var villige til at støtte hans overdådige livsstil med betalinger for at bestemme hans politiske aktiviteter. Og nogen lignende pengemidler blev brugt til at sikre opbakning fra et netværk af andre politiske personer fra alle de britiske partier, som blev Churchills nære politiske allierede.

For at sige tingene i et klart sprog modtog både Churchill og adskillige andre britiske parlamentsmedlemmer i årene op til Anden Verdenskrig jævnligt betydelige økonomiske stipendier - kontant bestikkelse - fra jødiske og tjekkiske kilder til gengæld for at fremme en politik med ekstrem fjendtlighed over for den tyske regering og faktisk at være for krig. De involverede beløb var ganske betydelige, og alene den tjekkiske regering foretog sandsynligvis betalinger, der beløb sig til mange millioner dollars i nutidige penge til britiske folkevalgte, forlag og journalister, der arbejdede på at omstøde den officielle fredspolitik i deres eksisterende regering. Et særligt bemærkelsesværdigt tilfælde fandt sted i begyndelsen af ​​1938, da Churchill pludselig mistede al sin akkumulerede formue i et tåbeligt spil på det amerikanske aktiemarked, og snart blev tvunget til at sætte sin elskede landejendom til salg for at undgå personlig konkurs, kun for hurtigt at blive udkautioneret af en udenlandsk jødisk millionær, der havde til hensigt at fremme en krig mod Tyskland. Faktisk er de tidlige stadier af Churchills involvering i denne beskidte opførsel fortalt i et Irving-kapitel med passende titel "The Hired Help".

'Ironisk nok erfarede den tyske efterretningstjeneste om denne massive bestikkelse af britiske parlamentarikere og videregav oplysningerne til premierminister Neville Chamberlain, som var rædselsslagen over at opdage de korrupte motiver hos sine voldsomme politiske modstandere, men tilsyneladende forblev for meget af en gentlemen til at får dem anholdt og retsforfulgt. Jeg er ikke ekspert i de britiske love fra den æra, men at folkevalgte udfører udlændinges bud i spørgsmål om krig og fred i bytte for enorme hemmelige betalinger forekommer mig nærmest et lærebogseksempel på forræderi, og jeg tror, ​​​​at Churchills rettidige henrettelse helt sikkert ville have reddet mange millioner liv.

Mit indtryk er, at individer med lav personlig karakter er dem, der med størst sandsynlighed vil sælge deres egne lands interesser ud i bytte for store udenlandske pengebeløb, og som sådan normalt udgør de naturlige mål for uhyggelige plottere og udenlandske spioner. Churchill ser bestemt ud til at falde ind under denne kategori, med rygter om massiv personlig korruption, der svirrer omkring ham fra tidligt i hans politiske karriere. Senere supplerede han sin indkomst ved at engagere sig i udbredt kunstforfalskning, en kendsgerning som Roosevelt til sidst opdagede og sandsynligvis brugte som en anledning af personlig løftestang mod ham. Også ret alvorlig var Churchills konstante tilstand af beruselse, hvor hans beruselse var så udbredt, at det udgør klinisk alkoholisme. Faktisk bemærker Irving, at Præsident Roosevelt i sine private samtaler rutinemæssigt omtalte Churchill som "en beruset bums."

I slutningen af ​​1930'erne havde Churchill og hans klike af lignende købte-og-betalte politiske allierede angrebet og fordømt Chamberlains regering non-stop for dens fredspolitik, og han fremsatte regelmæssigt den vildeste form for udokumenterede beskyldninger, idet han hævdede, at tyskerne foretog en enorm militær opbygning rettet mod Storbritannien. Sådanne voldsomme anklager blev ofte gentaget af et medie, der var stærkt påvirket af jødiske interesser og gjorde meget for at forgifte tilstanden i tysk-britiske forbindelser. Til sidst tvang dette akkumulerede pres Chamberlain til den ekstremt ukloge handling at give en ubetinget garanti for militær opbakning til Polens uansvarlige diktatur. Som et resultat afviste polakkerne derefter ret arrogant alle grænseforhandlinger med Tyskland, og tændte derved lunten, som til sidst førte til den tyske invasion seks måneder senere og den efterfølgende britiske krigserklæring. De britiske medier havde i vid udstrækning promoveret Churchill som den førende pro-krigs politiske skikkelse, og da Chamberlain blev tvunget til at skabe en krigstidsregering af national forening, blev hans førende kritiker bragt ind i den og fik porteføljen af ​​flådeanliggender.

Efter hans seks ugers lange indlysende sejr over Polen, forsøgte Hitler uden held at slutte fred med de allierede, og krigen gik i stå. Så i begyndelsen af ​​1940 overtalte Churchill sin regering til at forsøge strategisk at omgå tyskerne ved at forberede en stor søbåren invasion af det neutrale Norge; men Hitler opdagede planen og foregreb angrebet , hvor Churchills alvorlige operationelle fejl førte til et overraskende nederlag for de langt overlegne britiske styrker. Under Første Verdenskrig havde Churchills Gallipoli-katastrofe tvunget hans tilbagetræden fra det britiske kabinet, men denne gang var de venlige medier med til at sikre, at hele skylden for den noget lignende misere i Narvik blev påtvunget Chamberlain, så det var sidstnævnte, der blev tvunget til at træde tilbage, hvor Churchill derefter afløste ham som premierminister. Britiske flådeofficerer var rystede over, at den primære arkitekt bag deres ydmygelse var blevet deres førende politiske leder, men virkeligheden er, hvad medierne rapporterer, og den britiske offentlighed opdagede aldrig denne store ironi.

Denne hændelse var blot den første af den lange række af Churchills store militære fiaskoer og direkte forræderi, som er overbevisende berettet af Irving, som næsten alle efterfølgende blev fjernet fra vores hagiografiske historier om konflikten. Vi bør erkende, at ledere i krigstid, der tilbringer meget af deres tid i en tilstand af beruset døsighed, er langt mindre tilbøjelige til at træffe optimale beslutninger, især hvis de er ekstremt tilbøjelige til militær mikrostyring, som det var tilfældet med Churchill.

I foråret 1940 lancerede tyskerne deres pludselige panserangreb ind i Frankrig via Belgien, og da angrebet begyndte at lykkes, beordrede Churchill den kommanderende britiske general til straks at flygte med sine styrker til kysten og gøre det uden at informere sin franske og belgiske modstykker, at han dermed åbnede det enorme hul i de allierede frontlinjer, og dermed sikrede omringning og ødelæggelse af deres hære. Efter Frankrigs resulterende nederlag og besættelse, beordrede den britiske premierminister derefter et pludseligt, overraskende angreb på den afvæbnede franske flåde, ødelagde den totalt og dræbte omkring 2.000 af sine tidligere allierede; den umiddelbare årsag var hans fejloversættelse af et enkelt fransk ord, men denne hændelse af "Pearl Harbor-typen" fortsatte med at ryste franske ledere i årtier.

Hitler havde altid ønsket venskabelige forbindelser med Storbritannien og havde bestemt forsøgt at undgå den krig, der var blevet påtvunget ham. Med Frankrig nu besejret og britiske styrker drevet fra kontinentet, tilbød han derfor meget storsindede fredsbetingelser og en ny tysk alliance til Storbritannien. Den britiske regering var blevet presset til at gå ind i krigen uden logisk grund og imod sine egne nationale interesser , så Chamberlain og halvdelen af ​​kabinettet støttede naturligvis indledningsvis fredsforhandlinger, og det tyske forslag ville sandsynligvis have fået overvældende godkendelse både fra den britiske offentlighed og politiske eliter, hvis de nogensinde var blevet informeret om dets vilkår.

Men på trods af lejlighedsvis vaklen, forblev Churchill absolut fastbesluttet på, at krigen skal fortsætte, og Irving argumenterer plausibelt for, at hans motiv var intenst personligt. På tværs af sin lange karriere havde Churchill haft en bemærkelsesværdig rekord af gentagne fiaskoer, og endelig at have opnået sin livslange ambition om at blive premierminister, kun for at tabe en større krig blot få uger efter at have nået 10 Downing Street, ville det have sikret , at hans permanente plads i historien var ekstremt ydmygende. På den anden side, hvis det lykkedes ham at fortsætte krigen, kunne situationen måske på en eller anden måde senere forbedres, især hvis amerikanerne kunne overtales til, til sidst at gå ind i konflikten på britisk side.

Da afslutningen af ​​krigen med Tyskland var i hans nations interesse, men ikke hans egen, tog Churchill hensynsløse midler i brug for at forhindre fredsstemningerne i at vokse sig så stærke, at de overvældede hans modstand. Sammen med de fleste andre store lande, havde Storbritannien og Tyskland underskrevet internationale konventioner, der forbød luftbombardement af civile byer og mål, og de britiske ledere havde håbet meget på, at tyskerne ville angribe deres byer, fulgte Hitler nøje disse bestemmelser om ikke at gøre det. I desperation, beordrede Churchill derfor en række storstilede bombetogter mod den tyske hovedstad Berlin, hvilket gjorde betydelig skade, og efter adskillige alvorlige advarsler begyndte Hitler endelig at gengælde med lignende angreb mod britiske byer. Befolkningen så de store ødelæggelser, som disse tyske bombetogter havde påført, og blev aldrig informeret om de britiske angreb, der var gået forud for og fremprovokeret dem, så den offentlige stemning vendte hærdende i høj grad mod at slutte fred med den tilsyneladende djævelske tyske modstander.

I sine erindringer, der blev offentliggjort et halvt århundrede senere, beskrev prof. Revilo P. Oliver, som havde haft en ledende rolle i krigstiden i amerikansk militær efterretningstjeneste, denne sekvens af begivenheder i meget bitre vendinger:

“Storbritannien havde i strid med al civiliseret krigsførelse, som hidtil var blevet respekteret af vores race, og i forræderisk overtrædelse af højtideligt antagne diplomatiske pagter om "åbne byer", i hemmelighed udført intensiv bombning af sådanne åbne byer i Tyskland med et udtrykkeligt formål om at dræbe tilstrækkeligt ubevæbnede og forsvarsløse mænd og kvinder til at tvinge den tyske regering modvilligt til at gengælde og bombe britiske byer, og dermed dræbe nok hjælpeløse britiske mænd, kvinder og børn til at skabe begejstring blandt englænderne for den vanvittige krig, som deres regering havde faciliteret.

Det er umuligt at forestille sig en regeringshandling, der er mere modbydelig og mere depraveret end at facilitere død og lidelse for sit eget folk - for netop de borgere, som det formanede til "loyalitet" - og jeg formoder, at en handling af så berygtet og vildt forræderi ville have kvalmet selv Djengis Khan eller Hulagu eller Tamerlane, orientalske barbarer universelt afvist for deres vanvittige blodlyst. Historien, så vidt jeg husker, fortæller ikke, at de nogensinde har slagtet deres egne kvinder og børn for at facilitere løgnens propaganda... I 1944 tog medlemmer af British Military Intelligence det for givet, at marskal Sir Arthur Harris efter krigen ville blive hængt eller skudt for højforræderi mod det britiske folk...

Churchill går gennem ruinerne af Coventry Cathedral i 1941

Churchills hensynsløse overtrædelse af krigens love vedrørende luftbombardement i byer førte direkte til ødelæggelse af mange af Europas fineste og ældste byer. Men måske påvirket af hans kroniske fuldskab, søgte han senere at udføre endnu mere rædselsvækkende krigsforbrydelser og blev kun forhindret i at gøre det af den hårdnakkede modstand fra alle hans militære og politiske underordnede.

Sammen med lovene, der forbyder bombning af byer, var alle nationer på samme måde blevet enige om at forbyde den første brug af giftgas, alt imens de oplagrede mængder til nødvendig gengældelse. Da Tyskland var verdens førende inden for kemi, havde nazisterne produceret de mest dødelige former for nye nervegasser, såsom Tabun og Sarin, hvis anvendelse let kunne have resulteret i store militære sejre på både øst- og vestfronten, men Hitler havde omhyggeligt adlydt de internationale protokoller, som hans nation havde underskrevet. Men sent i krigen i løbet af 1944 førte det ubarmhjertige allierede bombardement af tyske byer til de ødelæggende gengældelsesangreb fra V-1 flyvende bomber mod London, og en forarget Churchill blev overbevist om, at tyske byer skulle angribes med giftgas som modrepressalier. Hvis Churchill havde fået sin vilje, kunne mange millioner briter snart være omkommet af tyske nervegas-gengældelsesangreb. Omkring samme tid blev Churchill også blokeret i sit forslag om at bombardere Tyskland med hundredtusindvis af dødelige miltbrandbomber, en operation der kunne have gjort store dele af Central- og Vesteuropa ubeboeligt i generationer.

Jeg fandt Irvings afsløringer om alle disse forhold fuldstændig forbløffende og var dybt taknemmelig for, at Deborah Lipstadt og hendes hær af flittige forskere omhyggeligt havde undersøgt og tilsyneladende bekræftet nøjagtigheden af ​​praktisk talt hver enkelt emne.

De to eksisterende bind af Irvings Churchill-mesterværk udgør langt over 700.000 ord, og at læse dem, ville naturligvis kræve ugers dedikeret indsats. Heldigvis er Irving også en medrivende foredragsholder, og flere af hans udvidede foredrag om emner er tilgængelige for visning på BitChute efter for nylig at være blevet fjernet fra YouTube [brug VPN hvis de er blokeret i Danmark]:

 Video link

 Video link

• American Pravda: Understanding World War
  Ron Unz • The Unz Review • 23. september 2019 • 20.500 ord
  
  

Ekstra tilføjelse fra anden artikel af Ron Unz om David Irving:

'Med mange millioner af hans bøger på tryk, inklusive en række bestsellere oversat til adskillige sprog, er det meget muligt, at den firsårige Irving i dag rangerer som den mest internationalt succesrige britiske historiker i de sidste hundrede år. Selvom jeg selv kun har læst et par af hans kortere værker, fandt jeg disse helt enestående, hvor Irving regelmæssigt brugte sin bemærkelsesværdige beherskelse over de primære kildedokumentariske beviser for totalt at ødelægge min naive historie 101 forståelse af store historiske begivenheder.

Det ville næppe overraske mig, hvis det enorme korpus af hans skrifter til sidst udgør en central søjle, på hvilken fremtidige historikere søger at forstå de katastrofalt blodige mellemår af vores enormt ødelæggende tyvende århundrede, selv efter at de fleste af vores andre krønikeskrivere fra den æra for længst er glemt. Når jeg bliver konfronteret med forbløffende påstande, der fuldstændig omstøder en etableret historisk fortælling, er betydelig skepsis berettiget, og min egen mangel på specialiseret ekspertise i Anden Verdenskrigs historie gjorde mig særlig forsigtig.

De dokumenter, Irving udgraver, skildrer tilsyneladende en Winston Churchill, der er så radikalt anderledes end min naive forståelse, at den næsten er uigenkendelig, og dette rejste naturligvis spørgsmålet om, hvorvidt jeg kunne kreditere nøjagtigheden af Irvings beviser og hans fortolkning. Alt hans materiale er massivt fodnoteret og refererer til rigelige dokumenter i adskillige officielle arkiver, men hvordan kunne jeg overhovedet samle tid eller energi til at verificere dem? Snarere ironisk nok synes en ekstremt uheldig vending at have løst dette afgørende spørgsmål fuldt ud. Irving er et individ med ualmindelig stærk videnskabelig integritet, og som sådan er han ude af stand til at se ting i journalen, der ikke eksisterer, selvom det var i hans betydelige interesse at gøre det, eller at opdigte ikke-eksisterende beviser. Derfor fremkaldte hans manglende vilje til at skille sig af med eller udtale forskellige udbredte kulturelle totems til sidst en udstrømning af bagvaskelse fra en sværm af ideologiske fanatikere hentet fra en bestemt etnisk overbevisning.

Denne situation lignede temmelig meget problemerne med min gamle Harvard-professor E.O. Wilson, havde oplevet - omkring samme tid ved udgivelsen af sit eget mesterværk Sociobiology: The New Synthesis, bogen, der hjalp med at lancere feltet af moderne menneskelig evolutionær psykobiologi. Disse nidkære etniske aktivister begyndte en koordineret kampagne for at presse Irvings prestigefyldte udgivere til at droppe hans bøger, mens de også forstyrrede hans hyppige internationale foredragsrejser og endda lobbyvirksomhed i lande for at forhindre ham i at komme ind. De opretholdt også et trommeslag af medieudskældelse og sorterede konstant hans navn og hans forskningsevner, og gik endda så langt som at fordømme ham som en "nazist" og en "Hitler-elsker", ligesom det på samme måde var blevet gjort i tilfældet med prof. Wilson. I løbet af 1980'erne og 1990'erne bar disse målrettede anstrengelser, nogle gange understøttet af betydelig fysisk vold, i stigende grad frugt, og Irvings karriere blev alvorligt påvirket. Han var engang blevet fejret af verdens førende forlag, og hans bøger blev serieført og anmeldt i Storbritanniens mest fornemme aviser; nu blev han efterhånden en marginaliseret skikkelse, nærmest en paria, med enorme skader på sine indtægtskilder.

I 1993 angreb Deborah Lipstadt, en ret uvidende og fanatisk professor i teologi og holocaust-studier (eller måske "Holocaust-teologi") ham voldsomt i sin bog som værende en "Holocaust-benægter", hvilket førte til, at Irvings frygtsomme udgiver pludselig annullerede kontrakten for hans store nye historiske bind. Denne udvikling udløste til sidst en uhyggelig retssag i 1998, som resulterede i en berømt 2000-retssag om injurier afholdt i den britiske domstol. Den juridiske kamp var bestemt en David-og-Goliat-affære, hvor velhavende jødiske filmproducenter og virksomhedsledere stillede en enorm krigskiste på 13 millioner dollars til rådighed på Lipstadts side, hvilket gjorde det muligt for hende at finansiere en veritabel hær af 40 forskere og juridiske eksperter, anført af kaptajnen af en af Storbritanniens mest succesrige jødiske skilsmisseadvokater. I modsætning hertil blev Irving, som var en upåklagelig historiker, tvunget til at forsvare sig selv uden at få juridisk rådgivning.

I det virkelige liv i modsætning til i fabel, er denne verdens Goliater næsten uvægerligt triumferende, og denne sag var ingen undtagelse, hvor Irving blev drevet ud i personlig konkurs, hvilket resulterede i tabet af sit fine hjem i det centrale London. Men set fra historiens længere perspektiv, tror jeg, at hans plageånders sejr var en bemærkelsesværdig pyrrisk sejr. Selvom målet for deres udløste had var Irvings påståede "Holocaust-benægtelse", det pågældende emne som var næsten fuldstændigt fraværende i alle Irvings snesevis af bøger, og netop DEN [min fremhævelse] tavshed var det, der havde provokeret deres spytpletter og skandale. I mangel af et så klart mål brugte de deres overdådigt finansierede korps af forskere og faktatjekkere i stedet i mere end et år på at udføre en linje-for-linie og fodnote-for-fodnote gennemgang af alt, hvad Irving nogensinde havde udgivet, og forsøgte at lokalisere hver eneste historiske fejl, der muligvis kunne stille ham i et dårligt professionelt lys.

Med næsten ubegrænsede penge og mandskab brugte de endda processen med juridisk magt til at stævne og læse de tusindvis af sider i hans indbundne personlige dagbøger og korrespondance, og derved håbe på at finde nogle beviser for hans "onde tanker." Denial, en Hollywood-film fra 2016, co-skrevet af Lipstadt, kan give en rimelig oversigt over hændelsesforløbet set fra hendes perspektiv. Alligevel på trods af så massive økonomiske og menneskelige ressourcer, etferlod det dem tilsyneladende næsten helt tomhændede, i det mindste hvis Lipstadts triumfistiske bog fra 2005 History on Trial må krediteres. På tværs af fire årtiers forskning og forfatterskab, som havde frembragt adskillige kontroversielle historiske påstande af den mest forbløffende karakter, lykkedes det kun at finde et par dusin ret mindre påståede fakta- eller fortolkningsfejl, de fleste af disse tvetydige eller omstridte.

Og det værste, de opdagede efter at have læst hver side af de mange lineære meter i Irvings personlige dagbøger, var, at han engang havde komponeret en kort "raceufølsom" tekst til sin spæde datter, en triviel ting, som de naturligvis derefter udbasunerede som bevis på, at han var en "racist." Således indrømmede de tilsyneladende, at Irvings enorme korpus af historiske tekster måske var 99,9 % nøjagtige. Jeg synes, denne stilhed af "hunden der ikke gøede" genlyder af tordenskrald. Jeg er ikke bekendt med nogen anden akademisk lærd i hele verdens historie, der har haft alle sine årtiers livsarbejde udsat for en så møjsommeligt udtømmende fjendtlig undersøgelse. Og da Irving tilsyneladende bestod den test med så flotte farver, tror jeg, at vi kan betragte næsten alle forbløffende påstande i alle hans bøger – som det er rekapituleret i hans videoer – som absolut nøjagtige.
- The Remarkable Historiography of David Irving • RON UNZ • JUNE 4, 2018 [uddrag, ChaosNavigator edit]

Videre i oversættelsen af Ron Unz:

Irvings Churchill-bog fra 1987 havde blotlagt Churchills ekstremt overdådige livsstil såvel som hans mangel på solid indkomst - sammen med de dramatiske politiske konsekvenser af denne farlige kombination. Dette chokerende historiske billede blev fuldt ud bekræftet i 2015 af en anerkendt finansekspert, hvis bog udelukkende fokuserede på Churchills sammenfiltrede økonomi og gjorde det med fuld samtykke af Churcills familiearkiv. Historien fortalt af David Lough i No More Champagne er faktisk langt mere ekstrem end det, der var blevet beskrevet af Irving næsten tre årtier tidligere, hvor forfatteren endda antydede, at Churchills økonomiske risikotagning var næsten uden fortilfælde for nogen i det offentlige eller private liv.

For eksempel forklarer Lough i begyndelsen af ​​sin bog, at Churchill blev premierminister den 10. maj 1940, samme dag som tyske styrker begyndte deres invasion af de de nedre lande og Frankrig. Men bortset fra de enorme militære og politiske udfordringer, stod Storbritanniens nye leder i krigstid også over for en helt anden krise, idet han ikke var i stand til at dække sine personlige regninger, gældsrenter eller skattebetalinger, som alle skulle betales i slutningen af måneden, hvilket tvang ham til desperat at få en enorm hemmelig betaling fra den samme østrigske jødiske forretningsmand, som tidligere havde reddet ham økonomisk. Historier som denne kan afsløre den skjulte side af større geopolitiske udviklinger, som nogle gange først kommer frem mange årtier senere.

Den uerkendte indflydelse fra hemmelige betalinger til vores egne nationale ledere kan være den samme. George Washington juraprofessor Jonathan Turley, en meget fremtrædende mainstream juridisk ekspert, offentliggjorde for nylig en klumme i The Hill , hvor han udtrykte sin totale forargelse over, at de amerikanske medier fuldstændig ignorerede den massive korruptionsskandale, der involverede Biden-familiemedlemmer, som havde modtaget mindst 10 millioner dollars i hemmelighed af finansielle betalinger fra oversøiske interesser. Og for blot et par dage siden erfarede vi, at disse betalinger til Bidens var blevet foretaget af en ukrainsk milliardær, hvilket måske var med til at forklare vores nuværende militære konfrontation med Rusland pga. dette land. I løbet af det sidste år er Joseph Biden nogle gange blevet rost som en anden Winston Churchill, og den karakterisering kan faktisk være korrekt, men ikke på den måde, det var tilsigtet.


INDSKUDT LANG BEMÆRKNING:

En dansker med titanisk, nærmest umenneskelig mental kapacitet, analytisk tæft, og med en ærlig gigantisk ENORM 'autistisk' filosofisk, historisk og etymologisk viden indenfor mange felter - inklusive 'konspirationsteori' - og som katalogiserer tusinder af bøger og artikler med en superbibliotekars præcision og grundighed, skrev i løbet af få år over en million ord i danske fora. Vi havde tusinder af korrespondancer indenfor alle felter man kan komme på. Deler det blot fordi det konstituerer ekstrem censur, og fordi jeg pt. lige nu dykker ned igen i WW2 via Unz.com

NB! Jeg er ikke Hitlerist, selvom jeg kan se, at den officielle historie om Hitler er totalt falsk!

Uddrag af korrespondancer med 'titanen' midt-0'erne:

’Prøv i øvrigt at finde David Irvings værker på danske biblioteker. Han har skrevet mere end 30 bøger. Censur i Danmark i Danmark? Oh yes, der er forbudte bøger ingen må læse. Og hvis man gør, og taler om det, bliver man miskrediteret, tillagt de værste motiver og svinet til.Det er meget, meget sørgeligt lidt, bibliotekerne har.

Irving første bog, det epokegørende værk der afslørede at Dresden var blevet bombet (det var blevet fortiet i vestlige medier, indtil Irvings værk udkom i 1963) har samtlige biblioteker tilsammen nul (0) eksemplarer af. Ikke Det Kongelige Bibliotek, ikke Statsbiblioteker, intet universitetsbibliotek, intet amtsbibliotek, intet folkebibliotek.

5 biblioteker har eksemplarer af Hitler's War, Irving største værk, men den udgave de har, er 1977 udgaven. Værket er siden genudkommet i en revideret og udvidet udgave, der er langt bedre end den oprindelige, og kun på to biblioteker kan man finde dét, nemlig RUC og på et bibliotek i Skive, hvor eksemplaret vistnok er bortkommet. Prøv at finde en boghandel, hvor man kan finde værket - enten i Danmark eller i andre lande. Jeg kan afsløre, at det er omsonst at spilde tid på det, for det lader sig ikke gøre. Man kan være heldig at finde værket i antikvariater - der er lige nu et eksemplar i god stand til salg, for små 600 kroner. Jeg har et eksemplar af værket, som jeg har købt antikvarisk for en mindre formue. En formue for en bog fra 1991 - situationen er absurd.

Man kan lede efter Irving værker om Winston Churchill - der er end ikke oprettet katalognumre til disse. Man kan finde næsten 200 forskellige værker om Churchill på de danske biblioteker, der formodentligt alle roser manden til skyerne. Irvings redelige værk som udstiller Churchill ærligt, kan man ikke finde.

Til sammenligning, har 13 biblioteker Ian Kershaws biografi om Hitler i den engelske udgave, og 109 biblioteker har den danske udgave. Alan Bullocks værk om Hitler fra 1966, oversat til dansk, kan man finde på 13 biblioteker. Et senere værk af samme forfatter, med titlen "Hitler og Stalin: beretningen om to af dette århundredes grusomste magtmennesker" fra 1992, kan man finde på 82 biblioteker. Kershaw og Bullock regnes af mainstream historikere som de ypperste når det gælder personen Hitler, men ingen af de to historikere har haft næsen nede i kilderne. Hvis de havde, ville det ikke have gjort dem klogere, for ingen af dem forstår tysk. Hvor langt ude i hampen er det, når de to mest "anerkendte" historikere om et emne, ikke behersker det sprog kilderne er forfattede på?

David Irving var i øvrigt den mest roste historiker af alle, indtil 1977. Det var året, hvor "Holocaust" blev lanceret*, som var det et vaskepulver-mærke. Forlaget bad Irving om at tilføje et ekstra kapitel til sig værk (Hitler's War, fra 1977), men det kunne og ville Irving ikke, da han skrev ud fra kilder, og han havde ikke fundet nogle kilder om det pågældende emne. Fra da af, gik David Irving fra at være stjernen blandt dem alle og feteret af alle, til at være et hadeobjekt.

Man kan også søge efter Hitlers Mein Kampf, f.eks. i en autoriseret tysk version fra 1942. Tre special-biblioteker har værket, og menigmand har ingen adgang. Værket blev oversat til dansk i 1934, og der er næppe tvivl om at det også solgte som valg brød i Danmark. Tre biblioteker har eksemplarer, men menigmand kan godt glemme at få lov til at kigge i det heller. Sådan ligger landet - enhver kan efterprøve disse konstateringer af de faktiske forhold.

Hvis nogen har modvilje mod David Irving (og det har det fleste), så prøv at overveje hvad årsagen til modviljen kan være. Det er næppe fordi, man har læst nogle af Irvings værker, for de er stort set umulige at få fat på, men mindre man er meget heldig og/eller meget ihærdig. Så hvad kan årsagen være, andet end resultatet af hjernevask og traumatisering?"

"Jeg har fire historiske udgaver af Mein Kampf, alle udgivet i årene da NSDAP herskede. En dansk (1934), en norsk (også 1934), en engelsk (1939) og selvfølgelig en tysk (1943). Jeg har også mange andre udgaver af værket, navnlig på engelsk men også på tysk. : De engelske udgaver vidner om omfattende bestræbelser på omkalfatring af indholdet. Det er nemt for mig at afsløre, da jeg ved hvordan!

Jeg ved at James Murphys autoriserede, engelske udgave er fuldstændig og korrekt, da jeg har sammenlignet teksten med den tyske original, afsnit for afsnit, gennem værkets cirka 800 sider. Intet er udeladt. Intet er fordrejet. [dette har han gjort nitty-gritty pedantisk in extremis, linje for linje komparativt med mange versioner af Mein Kampf - han har desuden brugt meget store beløb på mange forskellige sjældne bøger, meget alsidig polyhistor.]

Andre engelske udgaver er loyalt gengivne. Det kræver ikke samme store indsats at påvise. Kan man konstatere grove fejl i oversættelsen, eller er der danset i indholdet, så er værket bedragerisk. På Ivrit (eller Yiddish) er der mindst to udgaver. Den første (Vad Yeshim) er korrekt. Øvrige er bedrageriske.

Tyskland var ikke racemæssig monolitisk i 1933. Det var ikke monokulturelt. Det var ikke monoetnisk. Hitler selv udtrykte selv, at det var en styrke med denne diversitet.”

- citat slut [ChaosNavigator, edit]


Videre i oversættelsen af Ron Unz:

Spørgsmål 4: FDR

Hvorfor var FDR [Franklin Delano Roosevelt] så ivrig efter at trække USA ind i en krig, der ikke udgjorde nogen trussel mod USA's nationale sikkerhed? Det forekommer mig, at FDR's beslutning kan være formet - ikke af princippet - men af ​​forventningen om, at hvis Europas industrielle center blev efterladt i ruiner, ville USA uundgåeligt fremstå som den eneste globale supermagt. Det viste sig selvfølgelig at være præcis, hvad der skete. Men husk på, at "tipping point"-slaget om Stalingrad sluttede i februar 1943, hvorimod D-Day fandt sted i juni 1944. Hvad det betyder, er, at USA ikke gik ind i konflikten i hele 16 måneder efter at det var sikkert , at Tyskland ville tabe krigen. Med andre ord, den amerikanske invasion var dybest set en oprydningsoperation, der havde til formål at sikre USA's hegemoni over Vesteuropa og samtidig forhindre Sovjetunionen i at sprede kommunismen over hele kontinentet. (Måske er du uenig i min analyse??)

Hvad kan du fortælle os om FDR og hans motivation for at gå ind i krigen? Var det helt hans beslutning, eller var der andre faktorer involveret?

Ron Unz – Det er muligt, at FDR forestiller sig, at en europæisk krig ville føre til ødelæggelse af det industrialiserede Europa som en konkurrent og etablering af amerikansk global hegemoni. Men jeg tror, ​​at hans motivation for amerikansk involvering i en krig faktisk var meget enklere end som så.

Amerika var blevet ramt særligt hårdt af den store depression, og selvom FDR var valgt ind i Det Hvide Hus baseret på hans løfte om at afslutte den, var hans politik stort set slået fejl efter fem år i embedet.

Den amerikanske økonomi havde også været svag i 1914, men da første verdenskrig brød ud, satte de allierede landes enorme behov vores industriproduktion til nye højder, hvilket resulterede i amerikansk velstand. På samme måde indrømmer mange almindelige historiebøger, at det kun var udbruddet af Anden Verdenskrig i 1939, der endelig trak den amerikanske økonomi ud af den store depression, men de overvejer aldrig muligheden for, at FDR bevidst kunne have provokeret krigen med det formål. Men som jeg skrev i 2018, synes der at være stærke samtidige beviser for det:

“I løbet af 1930'erne var John T. Flynn en af ​​USA's mest indflydelsesrige progressive journalister, og selvom han startede som en stærk tilhænger af Roosevelt og hans New Deal, blev han efterhånden en skarp kritiker og konkluderede, at FDR's forskellige regeringsplaner ikke var lykkedes med at genoplive den amerikanske økonomi. Så i 1937 resulterede et nyt økonomisk sammenbrud i, at arbejdsløsheden blev skudt tilbage til de samme niveauer, som da præsidenten først trådte ind i embedet , hvilket bekræftede Flynn i sin hårde dom. Og som jeg skrev sidste år:

”Faktisk hævder Flynn, at FDR i slutningen af ​​1937 havde vendt sig mod en aggressiv udenrigspolitik, der havde til formål at involvere landet i en større udenrigskrig, primært fordi han mente, at dette var den eneste vej ud af hans desperate økonomiske og politiske boks, en strategi, der ikke er ukendt blandt nationale ledere gennem historien. I New Republic- klummen den 5. januar 1938 gjorde han sine vantro læsere opmærksomme på den truende udsigt til en stor militær opbygning og krigsførelse i horisonten, efter at en top-Roosevelt-rådgiver privat havde pralet over for ham, at et stort anfald af "militær keynesianisme ” og en storkrig ville kurere landets  tilsyneladende uoverstigelige økonomiske problemer. På det tidspunkt virkede krigen med Japan, muligvis over latinamerikanske interesser, som det tilsigtede mål, men udviklingen af ​​begivenheder i Europa overbeviste snart FDR om, at det var den bedste fremgangsmåde at anspore til en generel krig mod Tyskland. Memoirs og andre historiske dokumenter frembragt af senere forskere, synes generelt at understøtte Flynns anklager ved at angive, at Roosevelt beordrede sine diplomater til at lægge et enormt pres på både den britiske og polske regering, for at undgå enhver forhandlingsløsning med Tyskland, hvilket førte til udbruddet af Anden Verdenskrig  i 1939.

Det sidste punkt er vigtigt, eftersom fortrolige udtalelser fra dem, der er tættest på vigtige historiske begivenheder, bør tillægges betydelig bevismæssig vægt. I en nylig artikel viste John Wear de talrige samtidige vurderinger, der implicerede FDR som en central figur i orkestreringen af ​​​​verdenskrigen ved hans konstante pres på den britiske politiske ledelse, en politik, som han endda indrømmede kunne betyde hans rigsretssag, hvis den blev afsløret. Blandt andet vidnesbyrd har vi tidligere fra de polske og britiske ambassadører i Washington og den amerikanske ambassadør i London, som også overensstemmende videregav premierminister Chamberlain mening. Faktisk havde den tyske tilfangetagelse og offentliggørelse af hemmelige polske diplomatiske dokumenter i 1939 allerede afsløret meget af disse oplysninger, og William Henry Chamberlin bekræftede deres ægthed i sin bog fra 1950. Men da mainstream-medierne aldrig rapporterede nogen af ​​disse oplysninger, er disse kendsgerninger kun lidt kendte selv i dag. [igen et bevis par excellence, at gigantiske verdensafgørende hemmeligheder kan skjules over mange generationer uden nogen fatter en dyt - CN]

Franklin Roosevelt og Winston Churchill ved Casablanca-konferencen, januar 1943

Så ifølge Flynns beretning fra januar 1938 havde FDR og hans rådgivere oprindeligt betragtet en mulig krig med Japan, som nøglen til Amerikas økonomiske genoplivning, men de flyttede efterfølgende deres fokus til en europæisk krig mod Tyskland i stedet, og jeg tror, ​​​​at et vendepunkt kan have været de udbredte Krystalnat- optøjer mod tyske jøder i november 1938, efter en jødisk aktivists drab på en tysk diplomat. Disse angreb forargede de meget indflydelsesrige jødiske samfund i Amerika og Europa, og ophævede fuldstændige alle positive konsekvenser af München-aftalen et par måneder tidligere, og fokuserede intens international fjendtlighed mod Hitlers Tyskland, som tidligere havde udarbejdet nogenlunde venskabelige forbindelser med sin lille jødiske befolkning, samtidigt som de etablerede vigtigt økonomisk partnerskab med den tiltagende zionistiske bevægelse.

Ironisk nok havde Hitler - ifølge Irvings meget detaljerede rekonstruktion - intet at gøre med de antijødiske optøjer, og søgte indtrængende at undertrykke dem, da de startede. I stedet synes angrebene at være blevet orkestreret af Joseph Goebbels, hans magtfulde propagandaminister, der for nylig var faldet fra nåde på grund af hans højtprofilerede kærlighedsforhold til en tjekkisk skuespillerinde, hvilket førte til de bitre klager fra hans kone, en nær ven af ​​Hitler. Goebbels håbede tilsyneladende, at han kunne bruge de anti-jødiske optøjer til at genoprette sin indflydelse i det nazistiske hierarki, men det fik i stedet katastrofale konsekvenser, hvilket øgede den bemærkelsesværdige mulighed for, at det politiske nedfald fra en udenomsægteskabelig affære kan have spillet en afgørende rolle i udbruddet af Anden Verdenskrig.

[Jeg stødte i 2016 på andre kilder, som kunne indikere, at der kunne have været zionistiske false flag agent provocateurs på spil under Krystalnatten, og nyligt stødte jeg på denne kilde, som mange garvede analytikere sværger til - jeg har læst ikke læst den endnu - CN]

Spørgsmål 5: Holocaust

For nylig har jeg set en række David Irving-videoer på Rumble, som alle er ekstremt overbevisende. Jeg har virkelig svært ved at forstå, hvorfor magtfulde jødiske grupper karakteriserer Irving som en anti-semit. Hvad handler det om? Det forekommer mig, at han blot leverer beviser fra "primært kildemateriale", som han har erhvervet fra personlige interviews eller historiske arkiver. Med andre ord, han gør bare, hvad du ville forvente, at enhver troværdig historiker gør, og præsenterer fakta uden 'frygt eller favorisering'. Kan du hjælpe mig med at forstå, hvorfor disse jødiske grupper er så fjendtlige over for Irving?

Ron Unz: Irvings forskningsmetodologi har altid været stærkt afhængig af brugen af ​​dokumentarisk materiale, og da han brugte år på at arbejde på sin skelsættende Hitler-biografi, indså han gradvist, at der ikke syntes at være sådanne beviser for, at den tyske diktator havde godkendt eller endda været klar over noget jødisk udryddelsesprojekt, hvilket kraftigt tyder på, at han intet havde haft med det at gøre. Jødiske aktivistgrupper var kommet til at betragte Hitler som en dæmonisk skikkelse, så de ærgrede sig bittert over disse uortodokse konklusioner fra sådan en verdensberømt historiker, og som jeg forklarede i 2018, eskalerede deres angreb enormt, efter at han senere indvilligede i at vidne som ekspertvidne i en canadisk retssag:

Fred Leuchter blev bredt betragtet som en af ​​USA's førende ekspertspecialister i henrettelsesteknologi, og en lang artikel i The Atlantic behandlede ham som sådan. I løbet af 1980'erne stod Ernst Zundel, en fremtrædende canadisk Holocaust-benægter, for retten for sin vantro angående Auschwitz gaskamre, og et af hans ekspertvidner var en amerikansk fængselsbetjent med en vis erfaring i sådanne systemer, som anbefalede at involvere Leuchter, en af de fremmeste personer på området. Leuchter tog snart en tur til Polen og inspicerede de påståede Auschwitz-gaskamre nøje og offentliggjorde derefter Leuchter-rapporten, og konkluderede, at de åbenlyst var et bedrageri og umuligt kunne have fungeret på den måde, som Holocaust-forskere altid havde hævdet. De voldsomme angreb, der fulgte, kostede ham snart hele hans businesskarriere og ødelagde hans ægteskab.

David Irving var rangeret som verdens mest succesrige historiker fra Anden Verdenskrig, med hans bøger, der solgte i millionvis midt i rosende dækning fra de bedste britiske aviser, da han indvilligede i at optræde som ekspertvidne ved Zundel-retssagen. Han havde altid tidligere accepteret den konventionelle Holocaust-fortælling, men ved at læse Leuchter-rapporten ændrede han mening, og han konkluderede, at Auschwitz-gaskamrene blot var en myte. Han blev hurtigt udsat for ubønhørlige medieangreb, som først alvorligt beskadigede og derefter i sidste ende ødelagde hans meget berømte forlagskarriere, og han afsonede senere endda tid i et østrigsk fængsel for sine uacceptable synspunkter.

Selvom Irving aldrig har været direkte forkuseret på Holocaust-spørgsmål, har han i nogle af sine præsentationer fremhævet den samlede mangel på dokumentation til støtte for standardfortællingen, et ekstremt mistænkeligt faktum i betragtning af det påståede udryddelsesprojekts massive omfang og den notoriske tyske tendens til yderst omhyggelig journalføring.

Video Link

Video Link

[Igen; brug VPN, da Danmark også har forbudt adgang til disse videoer - CN]

I mit tidligere interview havde jeg allerede diskuteret mange af grundene til, at jeg er så ekstremt skeptisk over for Holocausts virkelighed, så der er ingen grund til, at jeg gentager disse argumenter her.

Why Everything You Know About World War II Is Wrong - Spørgsmål 7: Holocaust

Jeg vil dog gerne tilføje den vigtige pointe, at når jeg læste bøgerne fra førende mainstream holocaust-forskere som Lucy S. Dawidowicz, Deborah Lipstadt og Peter Novick, fandt jeg ud af, at deres indhold faktisk gav nogle betydelige beviser mod den historiske virkelighed af deres centrale emne. Som jeg forklarede i 2018:

I disse dage ser mine morgenaviser ud til at bære Holocaust-relaterede historier med forbløffende hyppighed, og formentlig er der ingen begivenhed i det tyvende århundrede, der er så stor i vores offentlige bevidsthed. Ifølge poll data, selv så langt tilbage som i 1995, kendte omkring 97% af amerikanerne til Holocaust, langt flere end de som var bevidste om Pearl Harbor-angrebet eller USA's brug af atombomberne mod Japan, mens mindre end halvdelen af ​​​​vores borgere var klar over, at Sovjetunionen havde været vores krigssallierede. Men jeg vil formode, at enhver, der hentede sin viden fra de almindelige aviser og historiebøger i løbet af de første par årtier efter slutningen af ​​​​Anden Verdenskrig, aldrig har været klar over, at et Holocaust faktisk havde fundet sted.

I 1999 udgav Peter Novick en bog om dette generelle tema med titlen The Holocaust in American Life , og citerede denne undersøgelse, og hans introduktion begyndte med at bemærke det meget mærkelige mønster, som Holocaust udviste i sin kulturelle indflydelse, hvilket synes ret unikt blandt alle større historiske begivenheder. I tilfældet med næsten alle andre brændende historiske hændelser, såsom den massive blodsudgydelse i Somme eller den bitre Vietnamkrig, kom deres største indvirkning på den folkelige bevidsthed og medier kort efter, da de store bøger og film ofte dukkede op inden for de første fem eller ti år, hvor erindringer var friske, og indflydelsen toppede i løbet af et par årtier, hvorefter de gradvist blev glemt.

Men i tilfældet med Holocaust var dette mønster fuldstændig vendt. Næsten ingen diskuterede det i de første tyve år efter slutningen af ​​Anden Verdenskrig, mens det gradvist flyttede til centret af det amerikanske liv i 1970'erne, lige da krigsminderne var ved at falme, og mange af de mest fremtrædende og vidende personer fra den æra var døde. Novick citerer adskillige meningsmålinger og studier, der viser, at denne mangel på interesse og synlighed bestemt omfattede selve det jødiske samfund, som tilsyneladende havde lidt så meget under disse begivenheder, men tilsyneladende næsten fuldstændigt havde glemt dem i 1950'erne og store dele af 1960'erne.

Jeg kan bestemt bekræfte det indtryk fra min personlige erfaring. Før midten eller slutningen af ​​1970'erne havde jeg kun haft det vageste indtryk af, at næsten alle Europas jøder og sigøjnere var blevet udryddet under Anden Verdenskrig, og selvom udtrykket "Holocaust" var i udbredt brug, refererede det uvægerligt til et "Nuklear Holocaust", et udtryk, der for længst er blevet fortrængt og næsten ikke bruges i dag. Så, efter Berlinmurens fald, blev jeg ret overrasket over at opdage, at Østeuropa stadig var fyldt med et stort antal ikke-udryddede sigøjnere, som hurtigt strømmede ind i Vesten og fremkaldte alle mulige politiske kontroverser.”

Jeg fandt endnu mere slående materiale i en meget rost forskningsundersøgelse af prof. Joseph Bendersky, boganmeldelsesredaktør for Journal of Holocaust Studies. Med den bedragerisk lydende undertitel "Antisemitic Politics of the US Army", var hans bind på mere end 500 sider med 1350 slutnoter og var baseret på års arkivforskning, men da jeg læste den i 2019, opdagede jeg en ekstremt mærkelig udeladelse:

Olivers udtømmende afvisning af standardfortællingen om Holocaust, fik mig til at se nærmere på behandlingen af ​​det samme emne i Benderskys bog, og jeg bemærkede noget ganske mærkeligt. Som diskuteret ovenfor fastslog hans udtømmende forskning i officielle filer og personlige arkiver endegyldigt, at en meget betydelig del af alle vores militære efterretningsofficerer og topgeneraler under Anden Verdenskrig var stærkt fjendtlige over for jødiske organisationer og havde også overbevisninger, som i dag ville blive betragtet, som totale vrangforestillinger. Forfatterens akademiske speciale er Holocaust-studier, så det er næppe overraskende, at hans længste kapitel fokuserede på netop det emne, der bar titlen "Officerer og Holocaust, 1940-1945."Men en nøje undersøgelse af indholdet rejser nogle bekymrende spørgsmål.

På mere end tres sider giver Bendersky hundredvis af direkte citater, for det meste fra de samme officerer, som er emnet for resten af ​​hans bog. Men efter omhyggeligt at have læst kapitlet to gange, var jeg ikke i stand til at finde en eneste af de udtalelser, der refererede til den massive nedslagtning af jøder, som udgør det, vi almindeligvis kalder Holocaust, eller til nogen af ​​dets centrale elementer, såsom eksistensen af ​​​​dødslejre eller gaskamre.

Det 40 siders kapitel, der følger, fokuserer på de jødiske "overleveres" situation i efterkrigstidens Europa, og den samme absolutte tavshed gør sig gældene. Bendersky væmmes over de grusomme følelser, som disse amerikanske militærmænd udtrykker over for de jødiske tidligere lejrfanger, og han citerer dem ofte, der karakteriserer sidstnævnte som tyve, løgnere og kriminelle; men officerne virker mærkeligt uvidende om, at disse ulykkelige sjæle kun lige knapt var undsluppet en organiseret masseudryddelseskampagne, der kort forinden havde kostet langt de fleste af deres medmennesker livet. Adskillige udtalelser og citater vedrørende jødisk udryddelse er givet, men alle disse kommer fra forskellige jødiske aktivister og organisationer, mens der ikke er andet end tavshed fra alle militærofficererne selv.

Benderskys ti års arkivforskning bragte personlige breve og erindringer - fra militærofficerer skrevet årtier efter krigens afslutning - frem i lyset, og i begge disse kapitler citerer han frit fra disse uvurderlige materialer, nogle gange inklusive private bemærkninger fra slutningen af ​​1970'erne, længe efter at Holocaust var blevet et stort emne i det amerikanske offentlige liv. Alligevel er der ikke givet en eneste erklæring om sorg, beklagelse eller rædsel. Således bruger en fremtrædende Holocaust-historiker et årti på at forske i en bog om vores militærofficers private syn på jøder og jødiske emner, men de hundrede sider, han afsætter til Holocaust og dets umiddelbare eftervirkninger, indeholder ikke et eneste direkte relevant citat fra enkeltpersoner , hvilket simpelthen er forbløffende. En gabende kløft synes at eksistere i centrum af hans lange historiske bind,

Jeg er ikke en arkivforsker og har ingen interesse i at gennemgå de mange titusindvis af sider med kildemateriale, der findes på snesevis af depoter over hele landet, som Bendersky så flittigt undersøgte, mens han producerede sin vigtige bog. Måske under hele deres krigstidsaktivitet og også årtierne af deres senere liv, var der ikke en eneste af de hundrede vigtige militærofficerer, der var i fokus for hans undersøgelse, der nogensinde tog fat på emnet Holocaust eller nedslagtning af jøder under Anden Verdenskrig. Men jeg tror, ​​​​der er en anden særskilt mulighed.

Som tidligere nævnt, brugte Beaty sine krigsår på omhyggeligt at gennemgå summen af ​​alle indkommende efterretningsoplysninger hver dag, og derefter producere en officiel sammenfatning til distribution til Det Hvide Hus og vores andre topledere. Og i sin bog fra 1951, der blev udgivet blot et par år efter kampenes afslutning, afviste han det formodede Holocaust som et latterligt sammenkog fra krigstiden, som noget der kom fra ​​uærlige jødiske og kommunistiske propagandister, der ikke havde noget grundlag i virkeligheden. Kort efter blev Beatys bog fuldt ud godkendt og promoveret af mange af vores førende generaler fra Anden Verdenskrig, inklusive dem, der var genstand for Benderskys arkivforskning.Og selvom ADL og forskellige andre jødiske organisationer voldsomt fordømte Beaty, er der intet tegn på, at de nogensinde har anfægtet hans absolut eksplicitte "Holocaust-benægtelse."

Jeg formoder, at Bendersky gradvist opdagede, at en sådan "Holocaust-benægtelse" var bemærkelsesværdigt almindelig i de private papirer fra mange af hans militære efterretningsofficerer og topgeneraler , hvilket stillede ham over for et alvorligt dilemma. Hvis kun en eller af disse personer havde udtrykt sådanne holdninger, kunne deres chokerende udtalelser citeres som yderligere bevis på deres vrangforestillinger om antisemitisme. Men hvad nu hvis et væsentligt flertal af disse officerer – som med sikkerhed havde det bedste kendskab til 2. Verdenskrigs virkelighed – havde private overbevisninger, der lignede dem udtrykt af deres tidligere kollegaer Beaty og Oliver?I en sådan situation kan Bendersky have besluttet, at visse lukkede døre skulle forblive i den tilstand, og drejede [derfor] uden om emnet.

• American Pravda: Holocaust Denial
  Ron Unz • The Unz Review • August 27, 2018 • 17,600 Words

• American Pravda: Secrets of Military Intelligence
  Ron Unz • The Unz Review • June 10, 2019 • 12,500 Words
  
  

Spørgsmål 6: Anden Verdenskrig og Ukraine, Connecting the Dots

I vores sidste interview udfordrede du at af de mest accepterede påstande om Anden Verdenskrig, på:

• Hitler startede anden verdenskrig

• Hitlers invasion af Polen var det første skridt i en bredere kampagne rettet mod verdensherredømme

Du viste, at begge disse ikke er sande. Alligevel er de stadig accepteret som kendsgerninger af det store flertal af mennesker i Vesten. Min bekymring er, at det samme mønster gentager sig i Ukraine, hvor vi gentagne gange er blevet fortalt, at krigen var en "uprovokeret aggression" af en imperialistisk Putin, der ser Ukraine som blot det første skridt i at genoprette det sovjetiske imperium. Dette er den fremherskende fortælling, vi læser i medierne om Ukraine, men er det sandt?

Efter din mening, hvem startede krigen i Ukraine, og hvorfor er det vigtigt, at vores optegnelse over begivenheder er baseret på historiske fakta og ikke på opspind fra politiske partisaner?

Ron Unz: Da Rusland invaderede Ukraine i slutningen af ​​februar 2022, havde jeg næsten øjeblikkeligt bemærket de bemærkelsesværdige paralleller til Tysklands invasion af Polen, som forårsagede udbruddet af Anden Verdenskrig. I hvert tilfælde havde indflydelsesrige vestlige interesser i høj grad orkestreret krigen ved at tilskynde til kraftige provokationer og samtidig blokere for rimelige forhandlinger, så jeg publicerede hurtigt en artikel, der fremhævede denne historiske analogi og påpegede, at Amerika klart havde været ansvarlig for Ukraine-krigen.

Selvom Fox News er blevet en af ​​de publikationer, der er mest rabiat fjendtlige over for Rusland, gav et nyligt interview med en af ​​deres hurtige gæster et meget andet perspektiv. Oberst Douglas Macgregor havde været en tidligere toprådgiver i Pentagon, og han forklarede kraftigt, at Amerika havde brugt næsten femten år på at ignorere Putins endeløse advarsler om, at han ikke ville tolerere NATO-medlemskab for Ukraine, og heller ikke udstationeringen af ​​strategiske. missiler på hans grænse. Vores regering havde ikke taget hensyn til hans eksplicitte røde linjer, så Putin blev til sidst nødt til at handle, hvilket resulterede i den aktuelle katastrofe:

Prof. John Mearsheimer fra University of Chicago, en af ​​vores mest fremtrædende politologer, havde brugt mange år på præcis de samme pointer og beskyldte Amerika og NATO for den ulmende Ukraine-krise, men hans advarsler var blevet fuldstændig ignoreret af vores politiske ledelse og medier. Hans timelange foredrag, der forklarede disse ubehagelige realiteter, havde stille og roligt siddet på Youtube i seks år og tiltrukket sig relativt lidt opmærksomhed, men pludselig eksploderet i popularitet i løbet af de sidste par uger, efterhånden som konflikten udfoldede sig, og har nu nået et verdensomspændende publikum på over 17 millioner. Hans andre Youtube-foredrag, nogle ganske nylige, er blevet sat af yderligere millioner.

En sådan massiv global opmærksomhed tvang til vores sidst til vore medier at tage notits af det, og New Yorker anmodede om et interview med Mearsheimer, hvilket gav ham mulighed for at forklare sin vantro spørger, at amerikanske handlinger klart havde fremkaldt konflikten. Et par år tidligere havde den samme interviewer hånet professor Cohen for at tvivle på Russia-gate’s virkelighed, men denne gang virkede han meget mere respektfuld, måske fordi magtbalancen i medierne nu var vendt; hans magasins 1,2 millioner abonnenter blev overskygget af det globale publikum, der lyttede til hans emnes synspunkter.

• Why John Mearsheimer Blames the U.S. for the Crisis in Ukraine
  Isaac Chotiner • The New Yorker • March 1, 2022 • 3,900 Words

I løbet af sin lange og fornemme karriere i CIA havde den tidligere analytiker Ray McGovern drevet den sovjetiske politiske afdeling, og også fungeret som præsidentens briefer, så under andre omstændigheder ville han eller en anden have rådgivet præsident Joe Biden idag. I stedet - for for et par dage siden - sluttede han sig til Mearsheimer for at præsentere sine synspunkter i en videodiskussion, som Komiteen for Republikken var vært for. Begge førende eksperter var enige om, at Putin var blevet presset ud over alle rimelige grænser, hvilket provokerede invasionen.

Før 2014 havde vores forhold til Putin været rimeligt godt. Ukraine fungerede som en neutral bufferstat mellem Rusland og NATO-landene, hvor befolkningen var ligeligt fordelt mellem russisk-orienterede og vestlige elementer, og dens valgte regering svingede mellem de to lejre.

Men mens Putins opmærksomhed var fokuseret på de Olympiske Lege i Sochi i 2014, væltede et pro-NATO-kup den demokratiske valgte pro-russiske regering, med klare beviser på, at Victoria Nuland og de andre neokonservative grupper omkring udenrigsminister Hillary Clinton havde orkestreret det. På Ukraines Krim-halvø befinder Ruslands afgørende flådebase sig i Sevastopol, og kun Putins hurtige handling tillod den at forblive under russisk kontrol, mens han også ydede støtte til løsrevne pro-russiske enklaver i Donbass-regionen. Minsk-aftalen, der senere blev underskrevet af den ukrainske regering, gav disse sidstnævnte områder autonomi, men Kiev nægtede at overholde sine forpligtelser og fortsatte i stedet med at beskyde området, hvilket påførte indbyggerne alvorlige tab, hvoraf mange havde russiske pas. Diana Johnstone har passende karakteriseret vores politik som årene med russisk bjørnelokkeri.

Som Mearsheimer, McGovern og andre iagttagere overbevisende har hævdet, invaderede Rusland først Ukraine efter at sådanne endeløse provokationer og advarsler altid blev ignoreret eller afvist af vores amerikanske ledelse. Måske havde den sidste dråbe været den nylige offentlige erklæring fra Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy om, at han havde til hensigt at erhverve atomvåben. Hvordan ville Amerika reagere, hvis en demokratisk valgt pro-amerikansk regering i Mexico var blevet væltet i et kup støttet af Kina, hvor den voldsomt fjendtlige nye mexicanske regering brugte år på at dræbe amerikanske borgere i sit land og så endelig annoncerede planer om at anskaffe sig et atomarsenal ?

Desuden har nogle analytikere, såsom økonomen Michael Hudson, stærkt mistanke, om at amerikanske elementer bevidst provokerede den russiske invasion af geostrategiske årsager, og Mike Whitney fremførte lignende argumenter i en klumme, der gik superviralt og akkumulerede over 800.000 sidevisninger. North Stream 2-rørledningen, der transporterer russisk naturgas til Tyskland, var endelig færdiggjort sidste år og var ved at gå i drift, hvilket i høj grad ville have øget den eurasiske økonomiske integration og russisk indflydelse i Europa, og samtidig eliminere det potentielle marked for dyrere amerikansk naturgas. Det russiske angreb og det massive resulterende mediehysteri har nu udelukket denne mulighed.

Så selvom det var russiske tropper, der krydsede den ukrainske grænse, kan man godt argumentere for, at de først gjorde det efter de mest ekstreme provokationer, og disse kan have været bevidst beregnet til at frembringe præcist det resultat. Nogle gange er de ansvarlige for at starte en krig ikke nødvendigvis dem, der til sidst affyrer det første skud.

Blot få dage efter krigen begyndte, påpegede jeg, at vores mediers og regeringers totale dæmonisering af Rusland og Vladimir Putin virkede nøjagtigt på samme måde, som de havde behandlet Tyskland og Adolf Hitler tre generationer tidligere.

En sådan international gengældelse mod Rusland og individuelle russere virker ekstremt uforholdsmæssigt store. Indtil videre har kampene i Ukraine påført minimal død eller ødelæggelse, mens de forskellige andre store krige i de sidste to årtier, mange af dem af amerikansk oprindelse, havde dræbt millioner og fuldstændig ødelagt adskillige lande, Irak, Libyen og Syrien. Men den globale dominans af amerikansk mediepropaganda har rettet en meget anderledes populær reaktion, hvilket har orkestreret dette bemærkelsesværdige crescendo af had.

Faktisk ville den nærmeste parallel, man kommer til at tænke på, være den amerikanske fjendtlighed rettet mod Adolf Hitler og Nazityskland efter udbruddet af Anden Verdenskrig, som indikeret af de udbredte sammenligninger mellem Putins invasion af Ukraine og Hitlers angreb på Polen i 1939. En simpel Google-søgning efter "Putin og Hitler" mange millioner af websider, med de bedste resultater, lige fra overskriften på en artikel i Washington Post til tweets fra popmusikstjernen Stevie Nicks. Så langt tilbage som i 2014 havde Andrew Anglin fra Daily Stormer dokumenteret det nye meme "Putin er den nye Hitler."

Ironisk nok, rejser Mearsheimers og andres argumenter om, at Putin var stærkt provokeret eller muligvis endda manipuleret til at angribe Ukraine, visse spændende historiske paralleller. De legioner af uvidende vesterlændinge, som tankeløst stoler på vores uoprigtige medier, fordømmer muligvis Putin som "endnu en Hitler", men jeg tror, ​​​​at de uforvarende kan have ‘skudt sig selv’ ind i sandheden.

• American Pravda: Putin as Hitler?
  Ron Unz • The Unz Review • March 7, 2022 • 7,900 Words

• American Pravda: World War III and World War II?
  Ron Unz • The Unz Review • October 24, 2022 • 4,700 Words

Related Reading:

• Why Everything You Know About World War II Is Wrong

• More Falsehoods of World War II

• American Pravda: Understanding World War II

• American Pravda: Secrets of Military Intelligence

• American Pravda: Holocaust Denial

American Pravda: Putin as Hitler?


Post scriptum

ChaosNavigator: Angående krigen i Ukraine idag, hælder jeg mere til en helt anden forklaring - en orkestrering, som også forklarer det besynderlige forhold om Israels/jøders støtte til neonazisme i Ukraine. NB! Læg mærke til, at denne eksposive artikel fra ex-NSA Wayne Madsen er fra 2014:

Israel’s Secret Plan for a «Second Israel» in Ukraine, Wayne Madsen.

At tænke sig, at Israels nye hjem bliver Ukraine efter en større konflikt, på samme måde som Israel blev til pga. 2. Verdenskrig, er ikke umuligt, tværtimod.

Se også hvad Ron Unz ikke tror er muligt:

Se også to andre Ron Unz artikler på dansk: